EU må ikke lade civilsamfundet være alene i kampen mod det illiberale projekt i Polen og Ungarn

Det er ressourcetungt for civilsamfundet i eksempelvis Polen og Ungarn at at føre sager ved domstolene og kæmpe mod det pres, organisationer og sociale bevægelser bliver sat under. Med den begrænsede adgang til økonomisk støtte nationalt, er det vigtigere end nogensinde før, at vi på et europæisk plan yder støtte til det polske og ungarske civilsamfund. Både politisk, økonomisk og i ånd.

Kommentar af Regitze Helene Rohlfing

De seneste år har den europæiske debat i stigende grad handlet om, hvad EU kan gøre, når et medlemsland ikke overholder Unionens centrale værdier, som de er benævnt i Lissabontraktatens artikel 2. Diskussionen har været fokuseret på Polen og Ungarn, som må siges at være fremtrædende eksempler på en trist tendens, trods det, at de ikke er de eneste medlemslande på kant med værdierne.

Særligt har fokus været på landenes manglende overholdelse af retsstatsprincippet – som del af deres såkaldte illiberale projekt. Men hvad, der ikke diskuteres nok, er, hvilke konsekvenser dette illiberale projekt har for civilsamfundet. Jeg forsøger i det følgende at kaste et tiltrængt lys over både problemets størrelse og karakter, samt hvordan organisationer og sociale bevægelser aktivt forsøger at sætte sig imod.

Tilbagerulningen af demokratiet
Når man snakker om den politiske udvikling i Polen og Ungarn, stilles der ofte skarpt på deres manglende respekt for retsstatsprincippet og reformer af domstolsvæsenet, som har slået tvivl om, hvor demokratiske landene er. Ifølge det ledende institut for demokratimåling, Varieties of Democracy, er Ungarn siden 2020 ikke længere et demokrati men et electoral autocracy, mens Polen er det mest autokratiserende land i verden.

Men den demokratiske tilbagerulning, som denne udvikling ofte kaldes, har også andre konsekvenser, som vi desværre slet ikke snakker nok om. Forstå mig ret, retsstatsprincippet er et vigtigt fokus, som har ledt til igangsættelsen af artikel 7-proceduren mod begge lande, og selv om proceduren indtil videre ikke har kastet noget af sig, så har det haft (symbolsk) betydning, at EU officielt har sagt ”hertil og ikke længere!”. Men det er vigtigt at forstå, at den triste demokratiske udvikling i Polen og Ungarn ikke kun er båret af angreb på retsstatsprincippet.

Demokratiets hjerte og vagthund
I de sidste 5-10 år har PiS i Polen og Fidesz i Ungarn i stigende grad sat civilsamfundet under et enormt pres. Hvor retsvæsenet fungerer som en check-and-balance over for den udøvende magt, så agerer civilsamfundet en vigtig rolle som vagthund for demokratiet. Begge dele er centrale komponenter i et liberalt demokrati, og PiS og Fidesz søger netop at fjerne disse elementer med deres illiberale agenda. Ifølge den globale civilsamfundsalliance, CIVICUS, som monitorerer kvaliteten af landes civilsamfund, har hverken Polen eller Ungarn længere åbne og frie civilsamfund.

Det er et enormt problem, da civilsamfundet er ethvert demokratis hjerte. Des svagere civilsamfundet bliver, og des færre organisationer der er til at udfordre regeringerne, des lettere bliver det at gennemføre visionen om et illiberalt system. Uden aktive vagthunde er der ingen til at passe på demokratiet.

Civilsamfundet skævvrides
Lad mig pointere, at udviklingen ikke skyldes folks manglende vilje til at være aktive i civilsamfundet. Se bare på de kæmpe demonstrationer, der har fyldt de polske gader siden oktober sidste år trods forbud og politivold. Eller hvordan Magyar Helsinki Bizottság og IUSTITIA er blevet nomineret til Nobels Fredspris for deres utrættelige arbejde for et demokratisk samfund.

Nej, civilsamfundet og det civile rum bliver systematisk ødelagt af regeringerne i de to lande. Eller det vil sige, dele af civilsamfundet er mærket af dette. Gennem øget bureaukratiske krav, fratagelse eller nægtelse af støttemidler, ulovlig overvågning og trusler om vold, chikane i landsdækkende medier og andre både formelle og uformelle tiltag er det blevet vanskeligere for regeringskritiske organisationer og sociale bevægelser at være aktive.

Samtidig modtager regeringsloyale organisationer, såkaldte GONGOs eller PANGOs, både økonomisk og politisk støtte. Tilstedeværelsen af disse kan få det til at fremstå som om, der er et livligt civilsamfund i Polen og Ungarn, uagtet at disse organisationer i virkeligheden fungerer som regeringens forlængede arm.

Ved at presse den regeringskritiske del af civilsamfundet og samtidig aktivt støtte regeringsloyale organisationer er det polske og ungarske civilsamfund under forandring. Fra traditionelt at repræsentere demokratiske og liberale værdier er civilsamfundet i stigende grad kendetegnet ved konservative og illiberale tendenser. Det sker altså både en indskrænkning og en skævvridning af civilsamfundet i Polen og Ungarn. Og det burde vi være meget mere bekymrede over. Der er brug for politisk opmærksomhed og støtte på det europæiske plan, hvis ikke der skal ske en massedød i den del af civilsamfundet, som kæmper for demokrati, retsstaten, menneskerettigheder, kvinderettigheder, klima, flygtninge, LGBTQ+ og lignende sager.

Når en dør lukkes…
I takt med, at civilsamfundet er blevet sat under pres, har organisationer og sociale bevægelser måttet ty til alternative måder at udfordre systemet på. Når det politiske system stigmatiserer kritiske stemmer og fratager dem deres handlingsmuligheder, er traditionel aktivisme ikke længere nok. I stedet ser man, hvordan organisationer og sociale bevægelser søger at skabe forandring gennem aktivering af loven. Dette kaldes legal mobilisation.

At aktivere loven kan ske gennem at lobbye det politiske system, særligt oppositionspolitikere, for at få dem til at ændre love og regler. Det kan også ske ved at trække på klassisk gadeaktivisme gennem kampagner, happenings og protester, der er organiseret omkring overtrådte eller manglende rettigheder. Endelig kan det også ske ved at interagere med retsvæsenet, f.eks. gennem at føre retssager ved domstolen eller bistå udarbejdelsen af sagsanlæg, der kan skabe præcedens for samfundsmæssige forandringer.

Man fristes måske til at tænke, at med dette arsenal af redskaber til at udfordre den politiske udvikling, hvad er så problemet? Problemet er, at Polen og Ungarns illiberale projekt desværre også begrænser muligheden for at aktivere loven. Civilsamfundet kan rigtitg nok fortsat forsøge at lobbye eller påberåbe sig opmærksomheden vedrørende overtrådte rettigheder, men sandsynligheden for, at et retssystem, som i stigende grad er underlagt regeringen, vil afsige dom til fordel for civilsamfundet, er desværre tvivlsomt. Men hvad er så mulighederne? Er civilsamfundet og det liberale demokrati da fortabt?

Mod en europæiske slagsmark?
Nej, alt behøver ikke at være helt håbløst. Gennem landenes medlemskab af EU og Europarådet behøver organisationer og sociale bevægelser ikke kun at prøve lykken ved nationale domstole. De har også mulighed for at interagere med EU-domstolen og menneskerettighedsdomstolen. Og det gør de. Organisationer som Helsińska Fundacja Praw Człowieka og Magyar Helsinki Bizottság arbejder utrætteligt på at opbygge og føre sager ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. De fleste sager handler om frihedsrettigheder, og antallet af sager til Strasbourg er steget støt i de seneste 5-10 år. Det faldet sjovt nok sammen med, hvornår de illiberale projekter blev begyndt udrullet i Polen og Ungarn. Projekter som The Justice Initiative vidner videre om, hvordan civilsamfundet har refokuseret dele af deres kræfter i søgen efter at udfordre det illiberale projekt på europæisk plan.

Sager som Open Society Institute–Budapest v. Hungary, Magyar Helsinki Bizztosag v. Hungary, Baka v. Hungary, HCLU v. Hungary, Grzęda v. Poland, Żurek v. Poland og Reczkowicz and Others v. Poland er blot et lille udpluk af civilsamfundets legal mobilisation. Men det er ressourcetungt at føre sager ved domstolene. Med den begrænsede adgang til økonomisk støtte nationalt, er det vigtigere end nogensinde før, at vi på et europæisk plan yder støtte til det polske og ungarske civilsamfund. Både politisk, økonomisk og i ånd.  EU må ikke lade organisationer og sociale bevægelser være alene om at udfordre den illiberale udvikling i lande som Polen og Ungarn. Det er både til gavn for dem og for resten af Europe. Som det gamle polske slagord siger: ”For our freedom and yours!” [Za naszą i waszą wolność]

Regitze Helene Rohlfing er ph.d.-studerende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og iCourt, som er et grundforskningscenter ved Det Juridiske Fakultet.

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i Europæiske Horisonter, April 2021

Billede i artiklens top: /Flickr/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.