I længden kan EU ikke holde til en opslidningskrig i Ukraine med en efterfølgende energikrise. EU-landene må gøre sig klar til et direkte militært forsvar af Ukraine

Kommentar af Hugo Gaarden

I sommerens løb er der ikke sket en markant forandring af krigens gang i Ukraine, men til gengæld æder Vladimir Putin sig mere og mere ind på Ukraine og indikerer, at han vil have det meste af den sydlige del af Ukraine. Dermed vil han reelt strangulere Ukraine og tvinge landet ind i en varig afhængighed af Rusland. Han vil få en vedvarende indflydelse på Europas sikkerhed, fordi han kan bruge en langvarig krig i Ukraine til at presse de europæiske lande.

Det er en uholdbar situation for et EU, der gerne vil have Ukraine som medlem, som tager skarpt afstand fra Putins krig, og som tilstræber en mere selvstændig optræden. Putin har løbet om hjørner med EU, især Tyskland og Frankrig, med skinforhandlinger. Derfor bør EU-landene samt Storbritannien arbejde for et militært ultimatum over for den russiske præsident, helst med bred europæisk opbakning.

Krigen giver EU et så stort energiproblem, at EU må indføre begrænsninger på energiforbruget til vinter. Krisen kaster Europa ud i en økonomisk recession med markant nedgang i befolkningens forbrug. Vil befolkningen virkelig acceptere det?

EU-landenes ledere, især de tyske og franske, gjorde en fatal fejl, da de ikke gav Putin et ultimatum under de mange samtaler med Putin ved det berømte lange bord i Moskva. De tog hans ord for pålydende: at han ønskede forhandlinger, og at han ikke ville invadere.

Hvis efterretningsvæsenerne var klar over, at Putin virkelig forberedte sig på en invasion, så burde Olaf Scholz og Emmanuel Macron havde sagt til Putin, at en invasion ville føre til en øjeblikkelig militær tysk og fransk indsats for at forsvare Ukraine fra ukrainsk territorium, nemlig ved at sende f.eks. fly og specialtropper til Ukraine. Det samme ultimatum burde have været afsendt, hvis der blot havde været tvivl om Putins hensigter. De to ledere kunne have anmodet resten af EU-landene om at deltage i en ”koalition af villige” for at styrke indsatsen.

Men de turde ikke, formentlig på grund af Putins uklare trusler om at bruge atomvåben. Tysklands og Frankrigs overvejelser er blot ikke kommet frem i offentligheden. Har de militære eksperter virkelig troet på Putins atomtrusler? Har Europa en atompolitik?

De to ledere kan også have tøvet med et så barsk skridt af frygt for en amerikansk modstand. USA kan have frygtet, at et sådant skridt ville tolkes som et angreb fra NATO og dermed fra USA.

Det er blot uholdbart, at sådanne overvejelser ikke kommer frem, ikke mindst i et demokrati med en samarbejdsform som den europæiske. Konsekvensen har været, at Ukraine – trods nok så megen økonomisk og militær hjælp – kæmper alene og tilmed på Europas vegne. Hvordan hænger det sammen med, at EU vil udvikle et stærkere fælles forsvar og en global sikkerhedspolitik?

Situationen for Ukraine er i virkeligheden værre end i de første måneder, fordi Rusland ifølge udenrigsminister Sergej Lavrov har sagt, at Rusland har ambitioner om at tage større dele af det sydlige Ukraine, f.eks. den vigtige by Kherson. Det er en klar indikation af, at Rusland vil sikre kontrollen med det sydlige område. Det vil svække Ukraines økonomi afgørende, ikke mindst fødevareproduktionen, især hvis Rusland også angriber Odessa. Næste skridt kan være russiske provokationer i Moldova.

At europæerne passivt ser til, at Ukraine langsomt bliver stranguleret, er især et problem, da russernes militære formåen er langt dårligere, end de fleste har ventet, mens ukrainerne har vist en imponerende kampkraft og taktisk overlegenhed – bl.a. i kraft af leverancer af avancerede vestlige våben. Rusland er næppe en så stor militær modstander, som nogle frygter.

De europæiske krav kan være, at Rusland 1) straks må indgå en våbenhvile med Ukraine, 2) at der indledes forhandlinger med Ukraine og evt. landene bag Minsk-processen, dvs. Tyskland og Frankrig, og 3) at Rusland trækker sig tilbage fra det sydlige Ukraine. Til gengæld skal EU-landene være parate til at drøfte en russisk overtagelse af Luhansk og Donetsk, ligesom de skal være parate til at anerkende den russiske overtagelse af Krim.

EU-landene skal ikke lægge op til krigsførelse på russisk jord, men de skal være parate til at angribe de installationer i Rusland og på skibe i Sortehavet, hvorfra det russiske militær angriber mål i Ukraine.

Hvis europæerne ikke tør svare militært igen, får Europa ikke mulighed for at blive en global, sikkerhedspolitisk aktør. Alle ledere, også fra de små lande, må vise hvad de mener med et stærkere europæisk forsvar – og en stærkere europæisk selvstændighed.

Europæerne har været i krig mod terrorister i Mellemøsten, og flere europæiske lande har deltaget i krigen mod Iraks tidligere leder, Saddam Hussein. Disse aktioner havde vitterligt ikke meget med europæisk sikkerhed at gøre. Men det har Putins krig. Dels angriber han et land, som EU betragter som et kommende EU-medlem, dels rykker han den europæiske sikkerhed og stabilitet op med rode.

Risikoen er selvfølgelig, at Putin svarer militært igen over for Europa eller standser al energiforsyning prompte. Det giver Europa en helt ny udfordring. Men det er også en udfordring, hvis Putin møder europæiske, militære reaktioner på de russiske bombardementer. Alle kendere af Putin er enige om én ting: Det eneste, han har respekt for, er et modspil, der står mål med hans udspil. Han forstår kun magt.

Hverken politiske forhandlinger eller økonomiske sanktioner har fået Putin til at standse eller moderere sine handlinger. Derfor må EU-landene turde tage en militær konfrontation, selv om det kan føre til voldsomme konsekvenser. Men er det ikke på tide, at hele Europa tør face de barske konsekvenser ved en krig, når det er blevet dagligdagen for Ukraine, hvor en tredjedel af befolkningen er tvunget fra deres hjem?

Det er på tide, at EU tør tale magtens sprog. Det er på tide, at der i offentligheden bliver debat om det.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /AP Photo/Vadim Ghirda/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.