EU viser sig i stigende grad ikke at være en reel samtalepartner for landene på Vestbalkan, og det har betydning for mediedækning og synet på EU i offentligheden. Det blev særligt tydeligt ved EU’s topmøde med Vestbalkan i oktober i år. Mødet skulle, ifølge EU, skabe fremdrift i den dialog, der er mellem EU og Vestbalkans ledere om deres potentielle optagelse. Mødet endte uden konklusioner og blev i lokale medier udstillet som endnu et manglende svar på, hvad EU vil med Vestbalkan. Mødet blev et spejl på de eksisterende politiske problemer og et røgslør, der tillod statsledere at se statslige ud uden at gøre noget.

Baggrund af Emil Saggau

TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED | Når den katolske kirke får en ny pave, så spørges han, ”Quo Vadis”? (hvor er du på vej hen?), af hans omkringstående kabinet. Det samme spørgsmål er ofte det, som politikere, NGO’er og medier på Vestbalkan stiller, når talen falder på EU. De stiller spørgsmålet, da det er tiltagende svært for dem at se, hvor EU er på vej hen og om EU har tænkt sig at invitere Vestbalkan med. Serbien, Montenegro, Albanien og Nordmakedonien har i en længere periode været i dialog med EU om optagelse og de mange krav, som følger med en sådan proces. En langstrakt proces med mange pæne ord, men reelt meget lidt handling. Derfor rejser lokale journalister spørgsmålet, ’hvor er EU på vej hen’, til de tilrejsende europæiske ledere gang på gang, som om det var en ny pave, der møder sit kabinet, der beder om retning. Ursula von Leyens og Charles Michel’s for nyligt afholdte topmøde den 6. oktober i Slovenien med lederne fra Vestbalkan blev en langstrakt og næsten rituel dans omkring dette spørgsmål, som Leyens og Michel’s kontinuerligt forsøgte at undgå at svare på.

Spørgsmålet understreger en tiltagende frustration, som man hurtigt finder i serbiske og montenegrinske medier. Frustrationen går på, at medierne har svært ved at finde ud af, hvad de skal mene om EU – er EU en potentiel allieret, et fælleskab Vestbalkan inviteres indenfor i eller holder EU blot Vestbalkan hen med snak. Det er ikke fordi, at der ikke er fælles problemer nok at tale om. EU er en helt afgørende brik i potentielle løsninger eller sammenbrud på mange lokale udfordringer. Det er særligt tydeligt i de langsomme forhandlinger mellem Kosovo og Serbien eller de mange flygtninge der er at finde i områderne langs EU’s grænse til Vestbalkan.

Samtalens omdrejningspunkt
Siden Kosovo-krigen og Montenegros selvstændighed i 2007 har den lokale diplomatiske situation stagneret. Kosovo og Bosnien-Herzegovina er blevet de-facto europæiske protektorater. De er sammenbrudte stater med ineffektive og korrupte systemer. De mindste spæde tegn på nybrud, som Kroatiens indtrædelse i EU og løsningen af navnstriden mellem Nordmakedonien og Grækenland, har vist sig som små dryp af forandring frem for bølger. I de store serbiske og montenegrinske aviser og medier finder man trods dette dødevand sjældent en åben euroskeptisk holdning. Disse medier er kendetegnet ved tætte forbindelse til en bestemt rigmand, et bestemt parti eller til staten og derigennem det regeringsbærende parti. De magtbærende partier ser alle EU som en nødvendig vej frem mod vækst og job, hvilket spejles i de medier, som de kontrollerer. Ungarns og Polens evne til at være en slags populistisk majortitetsvælde indenfor EU– indtil videre – der kun lige overholder EU’s minimuskrav til en medlemsstat, viser, at de regeringsbærende montenegrinske og serbiske populister har et forbilleder at kopiere.

Den tiltagende mangel på opgør mod fascistiske tendenser og korruption i Kroatien udstiller også EU’s manglende evne til at reformere stater, når de først er optaget. Den såkaldte ’central’-europæiske styreform indenfor EU’s indre marked synes ofte at spejle den serbiske og montenegrinske magtelites ønsker om egen fremtid, hvorfor deres statsdreven medier balancerer mellem euro-optimisme og støtte til Ungarn og Polen mod EU institutionerne.

I nichemedier, engelsksprogede lokalmedier og blandt den hardcore nationalistiske eller liberale fløj finder man en anden skepsis. Den nationalistiske fløj og deres medier er generelt imod det meste vestlige – om det er EU eller NATO er underordnet. EU er blot endnu en vestlig sammenslutning, der kvæler det slaviske øst og holder serberne og montenegrinernes rigtige venner i øst, russerne, nede.

Denne tankegang og mediebillede har ikke rykket sig siden Kosovo-krigen, men er til gengæld blevet tiltagende marginaliseret af de store populistiske partier. I de liberale højborge omkring universiteterne, hvor den veluddannede og kulturelle elite holder til i det, som de selv kalder ”det andet Serbien”, er holdningen anderledes. Dette andet Serbien står i kontrast til populisternes store vælgergruppe på landet og blandt befolkningen uden længere uddannelse. Generelt er holdningen blandt de liberale fortsat positiv, men der ses med alvorlighed på EU’s mangelende evne til at håndtere det, som liberale serbere hurtigt vil kalde for den katolske fascisme i Kroatien, Ungarn og Polen. Et tidligere serbisk liberalt parlamentsmedlem noterede skuffet til mig, at Serbien måske havde en bedre fremtid udenfor EU, som et slags sydeuropæisk Schweiz. En holdning der begynder at gennemsyre flere og flere af de slagkraftige studenterbevægelser på den liberale fløj. Bevægelser der ser skeptisk på EU’s kapitaliske motor og accept af det, som de vil kalde for ’facismen’, frem for tidligere euro-optimise.

Her er spørgsmålet åbenlyst, om EU overhovedet er en ven. Et malende billede af dette kan ses i en musikvideo af en Beograds populære rap-gruppe, der synger ’systemet lyver’ til billeder af personer udklædt som den tysk kansler Merkel og EU præsident, der blidt aer den serbiske præsident som et husdyr. Det virker tiltagende for de liberale som om, at det er EU, der holder hånden under Vestbalkans populistiske ledere, fordi EU vægter indre fred og lukkede grænser højere end Vestbalkans fremtid.

Hvem skal man tale med
Dette nuancerede billede findes kun i nichemedier, engelske lokalmedier tilknyttet studenterbevægelserne eller de få højlydte liberale talerør i offentligheden. Det ’første’ Serbien og Montenegro har slet ikke samme reservation, idet europæiske strukturmidler, vacciner og veje tages imod med kyshånd. I de store statsmedier spekulerer man på lederplads mere i, hvem der rent faktisk leder EU og kan bane vejen for eks. serbisk eller montenegrinsk adgang. I de sidste mange år har serbiske og montenegrinske ledere flokkes om kansler Merkel, der har taget tid til drøftelser med Vestbalkans ledere og vist interesse i at løse de lokale konflikter. Det er trods alt også primært tyske EU tropper, som er udstationeret i Kosovo, hvilket de lokales evne til at tale flydende tysk minder en rejsende om. Lokale ledere bejler også heftigt til Frankrigs præsident Makron og til en ’central-europæiske’ populistiske alliance.

Denne konstante lokale spekulation i, hvem der styre EU og, hvem man skal tale med, viser egentligt EU’s største problem på Vestbalkan. EU er ikke nødvendigvis set som en samtalepartner med andet og mere end uld i munden. Medier og politikere ved godt, at det kræver tyskernes eller franskmændenes opbakning, hvis en mulig optagelse skal reelt på tale. EU er måske god for penge eller diplomatisk røg, som man kan gemme sig bag, men så heller ikke mere.

De forskellige mediers dækning af EU’s møde med Vestbalkan i oktober spejler ret fint den situation. EU mødet blev mere en anledning til medier og politikere til at kridte baner op og positionere sig i hjemlige debatter. I den store montenegrinske avis, Pobjeda, reporterede den udsendte rapporter uengageret tilbage, hvad de enkelte lande nu havde sagt. EU og EU-møder synes tiltagende at blive brugt som en mur, politikere eller medier kan spille bold op af i forhold til lokalpolitik. Oppositions loyale medier påkalder sig EU og menneskerettighederne, når den lokale regeringen skal kritiseres. Oppositions medier hævder, at det er regeringen, som blokerer for EU-adgang.

Omvendt så lader de regeringspositive medier statsmandsbilleder dominere forsiden, hvor den serbiske præsidenten står skulder ved skulder med EU i sin kamp mod alt fra migranter til corona-virus. I det øjeblik præsidenten er landet tilbage i Serbien, så er statsmedierne ikke langsom til hurtigt at pege fingre af EU som årsag og problemskaber, når det kommer til de mange afghanske migranter, der lever forhutlet i Beograd og ved grænserne til Kroatien og Ungarn.

EU er derfor på mange måder ikke en reel samtalepartner, men både et spejl af den lokale situation eller røgslør for regeringer, når de optræder i de store lokale medier. Den mangelende fremdrift i optagelsen af Vestbalkan i EU og EU’s kunstige åndedræt til de fejlslagne stater Kosovo og Bosnien-Herzegovinas fastholder situationen i et dødevande. Et dødevande som både Rusland og Kina ikke er sene til at udnytte, hvilket er så tydeligt i de tusinder af arbejdere, lastbiler og sprængninger af bjerge, der er ved at bane vej for en motorvej mellem Serbien og Montenegro betalt af kineserne.

Det europæiske dødevand og mangel på svaret ”Quo Vadis” betyder, at Vestbalkan ser sig om efter andre veje – om det så er mod Rusland, Kina eller den centraleuropæiske alliance af populister er for tideligt at svare på. Måske er det netop derfor, at det tyske og franske valg fylder langt mere end EU’s topmøde i lokale medier. Tysklands og Frankrigs næste politiske leder ender nok med at være dem der svarer på spørgsmålet om, hvor Vestbalkan skal gå hen.

Emil Saggau, Forsker i Sydøsteuropæiske forhold og historie, Lunds Universitet.

Billede i artiklens top: /

Læs hele temaet “Medierne og den europæiske offentlighed”