Europa må énsidigt anerkende Palæstina

2021-05-29T12:07:22+00:00 lørdag, 29. maj, 2021|

Den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne viser, at der ikke kommer fred i regionen uden etablering af en fri, selvstændig palæstinensisk stat. Europa kan ændre situationen ved en énsidig anerkendelse. Danmark kan gå foran som Sverige.

Kommentar  af Hugo Gaarden

For mange europæere er den seneste konflikt mellem Israel og palæstinenserne oprørende, fordi 72.000 palæstinensere i Gaza har mistet deres hjem efter de israelske bombardementer, og fordi den personlige og lokale strid mellem jøder og palæstinensere er flyttet inden for Israels grænser.

Men for de europæiske regeringer er reaktionen afdæmpet: EU-landene har i fællesskab udtrykt officiel ”bekymring.” Det er alt – udover ønsket om en forhandlingsløsning.

Med jødernes tragiske skæbne er det en selvfølge, at ikke mindst europæerne må garantere jødernes og staten Israels eksistens. Men efter årtiers nyttesløse forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne er det på tide at tage fat på kernen i striden og ikke bruge tid på alle mulige diplomatiske krumspring: Palæstinenserne skal have deres egen stat og skal ikke være underlagt en israelsk overmagt.

I årevis har der været forhandlinger om en to-statsløsning, men i de seneste år har det stået soleklart, at Israel ikke vil acceptere en palæstinensisk stat, og skulle den trods alt blive en realitet, vil et Palæstina ikke få samme ret som alle andre stater, f.eks. med eget forsvar.

De seneste ugers begivenheder viser en fundamental ny udvikling, som bør få europæerne til at ændre deres passive holdning til den israelsk-palæstinensiske konflikt:

  • Ved at fjerne palæstinensiske familier fra deres hjem i Østjerusalem, som palæstinenserne ser som deres fremtidige hovedstad, blæser Israel på kernen i palæstinensernes sag, og samtidig minder den om jødernes fordrivelse af palæstinenserne i 1948, Nakba.
  • Ved at gribe ind i den muslimske fejring af Ramadan i Al-Aqsa-moskeen midt i Jerusalem, viser jøderne, at de ikke har respekt for en anden religion i deres midte.
  • De voldsomme slagsmål mellem jøder og palæstinensere i selve Israel viser, at det er en illusion, at palæstinensere og jøder kan leve i samme stat med nøjagtigt samme rettigheder, bl.a. fordi Israel ifølge en ny lov defineres som en stat for jøder.
  • Hamas har fået en markant stærkere rolle blandt palæstinenserne, men også over for Israel, der via Egypten har indgået en våbenhvile med Hamas. Israel er ved at få en militær

Israel, USA og EU kalder Hamas for en terrorbevægelse, og de nægter officielt at tale med repræsentanter for Hamas. Men de tvinges nu til at tage Hamas alvorligt som en legitim repræsentant for palæstinenserne, eftersom chefen for det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden, Mahmoud Abbas, er blevet svækket.

Efter 53 års besættelse er det naturligt, at palæstinenserne gang på gange griber til våben. Når Israel altid hævder retten til at forsvare landet med våbenmagt, har et besat folk samme ret til at forsvare deres frihedskamp med våben. Det har USA og Europa blot ikke erkendt, og det skyldes i høj grad hensynet til jøderne efter holocaust.

Da EU’s ”udenrigsminister, Josep Borrell (billedet i artiklens top), for nylig sagde, at Israel har ret til et selvforsvar, var der ikke ét ord om palæstinensernes ret til det samme. Europa dømmer således jøderne og palæstinenserne efter to vidt forskellige skalaer. Det kan europæerne ikke fortsætte med, hvis de vil have indflydelse på udviklingen.

EU har spillet en beskeden rolle, mens USA har været hovedkraften i alle internationale bestræbelser. Men Europa har dybest set et større ansvar for jødernes skæbne end USA, og det var europæerne, der i sin tid trak grænselinjerne i Mellemøsten. I dag mærker Europa langt mere end USA konsekvenserne af terrorisme og borgerkrig i f.eks. Syrien.

Præsident Joe Biden ser ud til at genoplive den traditionelle amerikanske politik om en to-statsløsning, men den vil næppe føre til en 100 pct. selvstændig palæstinensisk stat, for det vil Israel ikke acceptere. Desuden er Israel i dag langt mindre afhængig af USA end tidligere, så USA’s indflydelse er svækket, ligesom Israel har styrket sine relationer til flere arabiske stater.

Det giver i virkeligheden EU flere muligheder, også fordi EU har en historisk erfaring i at skabe magtbalance mellem lande. Det kan EU måske bedre bidrage til i Mellemøsten end USA. Fred mellem Israel og Palæstina kan ikke sikres, uden at der skabes en magtbalance mellem Israel og de øvrige stater i regionen, primært med Iran.

EU har valget mellem en opslidende forhandlingsproces – alene eller med USA – der måske atter fører til en nyttesløs aftale, og en énsidig anerkendelse af en palæstinensisk stat vel vidende, at de to stater må forhandle om udestående spørgsmål.

En énsidig anerkendelse indebærer, at EU-landene vil have adgang til Palæstina, dvs. med samhandel, investeringer og persontrafik – vel at mærke uden at skulle be´ om lov fra Israel. Det vil uvægerligt bringe EU og Israel på konfrontationskurs.

Men det er en konfrontation, der kan være nødvendig for at skabe en ny dynamik i processen og for at demonstrere, hvad sagen handler om. Det vil svare til Berlinblokaden i 1948-49, hvor USA brød den sovjetiske blokade med en luftbro for at demonstrere, at Vestberlin var og forblev et vestligt område.

På tilsvarende vis kan Europa på eget initiativ vise, at palæstinenserne skal have en fuldgyldig stat med fri adgang til omverdenen, og at palæstinenserne ikke skal vente på en forhandling. Der blev i 1948 heller ikke forhandlet om etableringen af den israelske stat. Israel etablerede den selv ved egen kraft, og den blev godkendt af de vestlige lande.

Hidtil er Sverige og Luxembourg gået i spidsen. Danmark kunne tage næste skridt.

Udenrigsminister Jeppe Kofod taler gerne om værdipolitik, demokrati, en bedre verden og alle folkeslags ønske om frihed. Tiden må være inde til at sætte handling bag de pæne ord.

Hvis Europa vil spille en global rolle, ikke mindst i sit nærområde, bliver EU nødt til at demonstrere, at palæstinenserne skal have samme ret som israelerne til at leve i deres egen stat. Så enkel er den sag, der ofte kaldes for Mellemøst-konflikternes moder.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. 

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.