Forfatteren Niels Barfoed mener ikke, at EU kan overleve som hverken økonomisk eller fredsbevarende projekt alene. Der er brug for nærvær og samvirke, mobilitet og dynamik, hvis EU skal overleve i fremtiden, og det er op til ungdommen at løfte sin del af ansvaret. Med de dessiner leverer han det danske bidrag til Arbeit an Europas fælleseuropæiske stemmearkiv, der undersøger sammenhængskraften i Europa.

TEMA: MIT EUROPA

Interview af Markus Floris Christensen

Hvad binder Europa sammen? Det spørgsmål har Arbeit an Europa – en sammenslutning af yngre, europæiske intellektuelle, sat sig for at undersøge. Siden 2018 har Arbeit an Europa gennemført interviews med en række anerkendte og erfarne ”stemmer”, som har beskæftiget sig indgående med Europa i de respektive EU-medlemslande. Stemmearkivet viser et panorama over den europæiske Zeitgeist i levende stemmer gennem knap 100 år, og den danske stemme leveres af forfatter Niels Barfoed.

Barfoeds Europa er et Europa, der skal erfares. I løbet af 70’erne og 80’erne, mens jerntæppet stadig herskede, var Barfoed en flittig besøgende i Østeruopa, navnlig Tjekkoslovakiet, Ungarn, Polen og DDR. Her etablerede han kontakt til flere betydningsfulde intellektuelle og bidrog afgørende til en  kulturel udveksling mellem Øst og Vest. Sidenhen har Barfoed skrevet om og engageret sig i Europa gennem sit virke som forfatter og kulturskribent for landets førende aviser, ligesom han har været præsident for Dansk PEN (1990-97) og herefter vicepræsident i International PEN, en verdensomspændende forening for forfattere med hovedvægt på ytringsfrihed.

Da Barfoed var dreng, var Europa et kontinent, der ikke rigtig fandtes.

”Jeg er et krigsbarn. Jeg var 9 år, da tyskerne besatteDanmark, og 14, da de forsvandt. Europa fandtes ikke i min barndom, kun sådan i overført betydning – på tryk og på dårligt trykte fotografier i dårligt trykte bøger. Europa var for os noget ukendt”, siger han, ”noget abstrakt”. Og samtidig farligt. Europa sloges.

Så Europa skulle opdages, og det var nysgerrigheden, der fik Barfoed til at drage ud og undersøge det ukendte kontinent. Barfoed mener, at det er en erfaring, der er svær at forstå for unge mennesker i dag. Hans opfordring er klar og enkel:

”Vi kan alle trykke på knappen og dermed få hele verden ind på computeren på et sekund. Men hvordan bliver man for alvor bevidst om, at der er andre vilkår rundt omkring på vores kontinent Det gør man kun ved at gå ‘derhen’ og komme i berøring med dem. Det er meget banalt det her. Rejs dig op og gå ud! Og det betyder i virkeligheden: Vær ikke bange! Kom afsted! Nærvær og tilstedeværelse er alt.”

Bumletoget
Selv rejste Barfoed med ”bumletoget” til Grækenland som helt ung mand. Det er en rejse, der viser sig at få afgørende betydning for hans opfattelse af kontinentet og hans videre virke som sådan. På turen gennem det krigshærgede Tyskland ser han, hvordan ”tiggerbørnene stadig står med deres krus og tigger om penge”, i Athen ser han Europas helligste tempel, Akropolis, og da han på hjemturen er tvunget til at rejse med et lastskib fra Saloniki, som lægger til ved Izmir, bliver han rystet i sin grundvold: Han får et første grads kulturchok:

”Her stod jeg, der var vokset op i ‘indhegningen’ Danmark, og havde lige akkurat lært Grækenand at kende, så dumpede jeg ned midt i en tyrkisk storby – og tabte orienteringen totalt. Jeg forstod ikke det, jeg så og hørte, og det skræmte mig fra vid og sans. Jeg kunne kun flygte tapsvedende tilbage til havnen og springe ombord på mit skib. Du kan ikke forestille dig, hvad for et mareridt, det var, og igen siger unge mennesker: ‘Jamen, hvorfor kunne du ikke bare nyde det?’ Jamen, jeg følte mig ‘ophævet’, jeg var afskåret fra at identificere mig med noget som helst og gik i panik. Hitler og Stalin havde sørget for, at min eneste horisont frem til puberteten var Danmark. Og bag vores horisont havde Europa brændt, og ilden var knap nok slukket endnu. I det Grækenkand, jeg lærte at kende som ung, var borgerkrigen knap nok forbi.”

Men rejsen til Grækenland og chokket i Izmir var, ifølge Barfoed, en forudsætning, der er helt central for hans vedkommende. Her er tilskyndelsen til hans rejser på tommelen gennem Europa, på ”opdagelsesrejser”.  I ungdomsårene er han også præget af et intellektuelt miljø, der tog afstand fra alle –ismer – de havde lagt Europa øde – og betragtede kunsten som det eneste sandhedsvidne.

”Alle ismer havde vist deres uendelige nytteløshed og deres destruktivitet, hvad enten det var fascisme eller kommunisme. Tilbage var, som det eneste tilforladelige og ubesmittede: kunsten. Det frie, skabende udtryk. Det var dér, man skulle satse, og det var jo ‘gefundenes Fressen’ – når man nu så gerne ville være digter,” tilføjer Barfoed med et smil.

Dissidenterne i øst
Barfoed fortæller, at han imidlertid i løbet af 1960’erne bevæger sig mod et politisk og samfundsorienteret engagement. Vietnam-krigen blev et vendepunkt i perioden, men for Barfoed er det først og fremmest ”Det pragske forår”, der vækker hans europæiske bevidsthed og hans politiske engagement. Som medredaktør for tidsskriftet Vindrosen er han med til at publicere et temanummer om Titos Jugoslavien, og han ser det som en tiltagende pligt at orientere sig mod Europa – især den del af Europa, som tvinges i knæ under ”Stalins stålstøvler”. Det er den modige kulturelle opblomstring i Østeuropa i slut-60’erne, der medfører det afgørende omslag:

”Det pragske forår med Milos Forman og Milan Kundera – med hele molevitten af filmmagere, grafikere og progressive rkæfterpå alle leder og kanter – i konfrontation med den totalitære statsmagt. Det var dér, jeg tændte, og det var dér, jeg fik grundlagt mit ståsted. Det blev dissidenternes situation og deres frihedskamp, som jeg kom tæt på i Prag, som sendte mig videre til Ungarn og til Polen, og hvor jeg nu færdedes – til sidst også Rumænien – indtil Muren faldt.”

Barfoeds netværk bliver stadig større i den østlige del af kontinentet; en af dem er digteren og systemkritikeren Wolfgang Biermann, som giver ham en gedigen skideballe for at banke på døren i Berlin uden forinden at have varslet sit besøg. Biermann forklarer, at det er forbundet med livsfare for ham at åbne døren uden at vide, hvem der står på den anden side, og det er i den sammenhæng, at alvoren begynder at gå op for Barfoed. Det får ham dog kun til at intensivere sit engagement. Han kommer i kontakt med forfatteren Herta Müller i Bukarest og med forfatteren og dissidenten Václav Havel. Haven skal han i 80’erne skal overrække en frihedspris til. Det bliver en turbulent og ikke helt ufarlig rejse, hvor Barfoed overvåges og arresteres og forhøres af det tjekkoslovakiske efterretningsvæsen for til sidst at blive ført til grænsebyen Czeb, hvor han kropsvisiteres, hans film destrueres, og hvor han til sidst sendes over Ingenmandsland sent om natten.

”For mig var det mit livs lære som fri borger og fri forfatter i Vesten at møde den massive uret og opleve den frustration, der er forbundet med aktiviteter, der for os herhjemme er helt naturlige. Og så var der det uretfærdige i, at man næsten kunne række en hånd over Østersøen, og så var man sammen med dem. Deres vilkår var så oprørende urimelige i forhold til vores egne vilkår. Det var noget, der i den grad tiltrak min opmærksomhed.”

Fredsprojektet kan ikke sælges
Med sit arbejde i de østeuropæiske lande under Den Kolde Krig drømte Barfoed om at bidrage til en udvikling, der kunne genskabe frie forhold i Europa. Han fortæller, at menneskerettigheder og fri udfoldelse individualisme var nærmest uopnåeligt i de totalitære stater, hvorfor han så det som sin opgave at formidle kontakten mellem Øst og Vest ved bl.a. at smugle manuskripter og dokumenter fra den ene lejr til anden. Drømmen om de frie forhold skulle vise sig at gå i opfyldelse med Murens Fald, men i dag er Barfoed chokeret over, at liberalismens rødder ikke kom til at stikke dybere i visse dele af Europa:

”Der ligger en mærkelig melankoli forbundet med, at netop dét, som vi sloges for, og som vi kom afsted med – det er lige præcis dét, der er i fare nu.”

Ifølge Barfoed befinder Europa sig i dag i en kritisk situation. Det skyldes blandt andet, at man fra EU’s side ikke har været dygtige nok til at dyrke og frugtbart bevidstgøre de grunde, der er til at ”at vi kan være tjent med en retsstat – at vi kan være tjent med det demokrati, vi opnåede at gennemføre i hele Europa. Barfoed forklarer, at han til en begyndelse ikke var stor tilhænger af fællesmarkedet, men at han med tiden blev det pga. det fredsprojekt, som EU også udgør. I dag er det dog noget andet, der skal til:

”Jeg har kendt nazismens opløsningsproces, hvad Europa angår, på helt tæt hold, og jeg har set Frankrig og Tyskland slå hinanden sønder og sammen. Det rådede det europæiske projekt bod på. Men EU som fredsprojekt kan du ikke sælge til unge mennesker i dag. Det er ikke nok. Og hvis du tager det projekt ud af EU, som var en realitet for mig, så er der fare for, at kun administration og skæve agurker er tilbage som der fælles. EU bygger på paragraffer og artikler i en grundlov, men der er ingen næring. Paragrafferne opleves ikke som nærende, de opleves ikke som vitaminer.”

Barfoed mener, at EU bør gøre endnu mere ud af at sørge for, at Europæerne, især de unge, simpelthen bliver bekendt med Europa, det moderne kontinent, og det er Barfoeds håb, at nutidens unge i Europa – og særligt i Danmark – får øjnene op og begiver sig ud. Han bryder sig ikke om at skulle komme med råd og formaninger, men han har alligevel et par bemærkninger at give med på vejen. Det handler først og fremmest om en fælleseuropæisk bevidstgørelsesproces: at friheden og freden ikke er noget, man må tage for givet.

”Jeg har altid ment, at den danske ungdom eller de unge mennesker i Danmark har levet på en anden planet end så mange andre unge i Europa, specielt i Østeuropa. Jeg ville ønske, at man på et tidligt tidspunkt blev sig de vilkår og brutaliteter bevidst, som ens samtidige ude i verden var underkastet og få det til at indgå i ens lyst til at lære verden at kende – ikke kun gastronomisk, for det kan selvfølgelig være interessant at vide, hvordan man laver pizzaer i Italien – men også hvordan unge mennesker er henvist til at leve, både i Europa – og i resten af verden for den sags skyld.”

Markus Floris Christensen er ph.d.-studerende i nordisk litteratur ved Europa-Universität Flensburg og medlem af Arbeit an Europa.

Det fulde interview publiceres (…) og kan høres og læses på Arbeit an Europas hjemmeside.

Billede i artiklens top: Markus Floris Christensen.

Læs hele temaet “Mit Europa”