Europas fader – en helgen i jakkesæt

2021-08-22T20:20:26+00:00 søndag, 22. august, 2021|

Pave Frans er gået et vigtigt skridt i retning af at helgenkåre den franske statsmand Robert Schuman, der var en af den Europæiske Unions fædre. Det aktuelle skridt til processen henimod helgenkåring har baggrund i Robert Schuman som person. Han var en dybt troende katolik, selv om han forblev meget diskret om sit personlige liv og sin tro.

Baggrund af Niels Arbøl

Lørdag den 19. juni blev det meddelt, at pave Frans gik et vigtigt skridt i retning af at helgenkåre den franske statsmand Robert Schuman (1886-1963). I sit dekret nævner paven, at Schumans ”heroiske dyder” gør ham ”ærværdig” for en proces, der kan tage mange år.

Hvilken betydning dette kan have for dagens europæere og måske især for ikke-religiøse danskere, kan det umiddelbart være svært at begrunde. Man overser måske, at næsten halvdelen (42 procent) af EU’s indbyggere er katolikker.

Men de fleste Europa-kendere vil være bekendt med, at Robert Schuman er en af den Europæiske Unions fædre. Mange anser ham ligefrem for den største af dem, fordi han som fransk udenrigsminister den 9. maj 1950 fremsatte planen om en fælles, overnational europæisk Kul- og Stålunion.

Planen fik støtte fra seks lande – Frankrig, Tyskland, Italien samt Benelux-landene – og blev startskuddet på de europæiske samlingsbestræbelser, der har ført til vore dages Europæiske Union. Den 9. maj er siden blevet fejret som Europadagen.

Bemærkelsesværdig var de ord, han indledte sin tale med: ”Verdensfreden kan ikke bevares uden skabende anstrengelser…” Meningen med Kul- og Stålunionen var, at eftersom rustningsindustrien helt og holdent var afhængig af kul og stålproduktion, ville fællesskabet omkring denne produktion, ifølge Schuman, gøre enhver krig mellem Frankrig og Tyskland utænkelig, ja materielt set umulig. Fred i Europa var den drivende kraft for Europas fædre på en tid, hvor mange af kontinentets byer stadig henlå i ruiner. Dertil kom at forbedre europæernes levevilkår og generelt løse de store opgaver i fællesskab.

For første gang i historien afgav europæiske stater dermed frivilligt en del af deres suverænitet, ganske vist få og afgrænsede områder.

Schuman anså Kul- og Stålunionen som ”den første etape henimod en europæisk føderation”, hvilket siden er blevet anfægtet, også af overbeviste europæere. Diskuteres kan det derimod ikke, at Schuman-planen blev første konkrete skridt til den Union, vi har i dag, med hele 27 europæiske medlemslande.

Det aktuelle skridt til processen henimod helgenkåring har baggrund i Robert Schuman som person. Han var en dybt troende katolik, selv om han forblev meget diskret om sit personlige liv og sin tro. Smilende og beskeden byggede hans førende rolle i fransk og europæisk politik ikke på karisma og magt, men på faglig kompetence og en usædvanlig evne til konfliktløsninger. ”Europas fader” og ”Schuman-planen” har eftertiden berømmet ham med. Men det er betegnende, at han altid kun betragtede sig som adoptivfader til planen og gav den oprindelige idémand, landsmanden Jean Monnet, æren for det virkelige fadderskab. Tysklands daværende forbundskansler Konrad Adenauer, der kendte Schuman særdeles godt, kaldte ham for ”en helgen i jakkesæt.”

Om Schuman således overbevisende legemliggjorde den kristne dimension i sin personlige adfærd, gjorde han det ikke mindre i sine politiske idéer, hvilket uden tvivl også spiller ind i skridtet henimod en mulig kanonisering.

På 20-årsdagen for Schuman-planen sidste år sagde pave Frans, at den havde ført til ”den lange periode af stabilitet og fred, som vi nyder godt af i dag.” Men for Schuman var Europa langt mere end en økonomisk og politisk union.

”Demokratiet vil være kristeligt, eller det vil ikke bestå,” erklærede Schuman i sit politiske testamente ”For Europa”. Et nøglebegreb i hans Europa-opfattelse var solidaritet, som han altid opfattede i kristen betydning, forstået som ”solidaritet mellem de troende i alle lande” eller som ”kristen broderlighed.” Det centrale i hans Europa-politik var ikke forbund og alliancer, men at tanken om Europa skulle blive til ånd, følelse og overbevisning i menneskers hjerter, som var det et budskab.

Et andet vigtigt anliggende for ham var at omdanne Europas stive og fjendtligt sindede grænser til ”berøringslinjer.” Ikke at afskaffe dem, for det overstatslige måtte hvile på nationalt grundlag: ”Vore europæiske stater er en historisk virkelighed, og at lade dem forsvinde ville være psykologisk umuligt. Deres forskellighed er tværtimod en fordel, og vi vil hverken nivellere eller udligne dem. Alligevel behøver vi en union…” for, som han håbede, at de nationale interessemodsætninger og divergenser derved naturligt måtte antage en ”fællesskabs-dimension.”

På det punkt var Schuman nok for optimistisk. Fællesskabets udvikling har siden vist, at fællesskabs-beslutninger til stadighed er udsat for faren for national enegang.

Schumans religiøse tilgang til et forenet Europa kunne selvfølgelig have den stik modsatte virkning på de befolkninger i Europa, enten ikke-kristne eller protestantiske kristne, der kunne opfatte det voksende europæiske fællesskab som forsøg på at genskabe det katolsk dominerede Europa fra tidligere århundreder.

Noget sådant var langt fra Schumans tanker. Men han ville uden tvivl have beklaget, ligesom paven og også mange protestanter, at ”den kristne arv” ikke eksplicit blev skrevet ind i Lissabontraktaten fra 2007, og at netop især Frankrig gik imod forslaget. Der tales i stedet blot om, at Unionens fædre har ladet sig inspirere af Europas kulturelle, religiøse og humanistiske arv.

Det sidste er en kendsgerning. Hvad enten vi taler om Frankrigs Schuman, Tysklands Adenauer eller Italiens De Gasperi, var de alle troende katolske statsmænd. De tilhørte alle tre et kristendemokratisk parti og havde stået i opposition til fascismen. Det var et heldigt sammentræf, at de var ved magten på omtrent samme tid i deres hjemlande, så de kunne finde hinanden i ønsket om at skabe et forenet Europa.

Men for Schuman har en diskussion om, hvad der skal stå i traktater eller præambler, ikke været det væsentlige. Det er en kendsgerning, at Europas historie i højeste grad er formet af kirken og kristendommen, og det er jo fortsat op til kirkerne og deres personlige medlemmer at lade den kristne inspiration blive en motiverede faktor for opnåelsen af et mere forenet og retfærdigt Europa. Men spørgsmålet er, om denne bevidsthed er slået igennem.

I Folkekirken herhjemme, for eksempel, bliver der regelmæssigt fra prædikestolen bedt for regering og folketing. Men hvorfor ikke for EU-kommissionen og EU-parlamentet? De sidder på mange måder med et endnu større ansvar.

Mere bredt kunne man i spørgsmålet om Unionen og dens fremtid savne den kristne kultur (som litteratur, arkitektur, musik) inddraget, så det hele ikke går op i økonomi og politik. Det stod med ét klart, da Notre Dame blev omspundet af flammer.

Det kristne værdigrundlag, som Schuman byggede på, deles i dag af langt de fleste, selv om det oftest kaldes europæiske værdier eller menneskerettigheder. Et mindretal af landene er uenige med flertallet i synet på f.eks. abortpolitik, LGBT-rettigheder og adgang for muslimske flygtninge. På den anden side er den kulturelle mangfoldighed netop en af Europas største styrker. Og EU’s grundlæggende værdier er traktatfæstede, såsom menneskets værdighed, frihed, demokrati, retsstat, mindretalsbeskyttelse, pluralisme og tolerance. Lande, der søger optagelse i EU, må anerkende dem.

Vi hævder også, at sådanne rettigheder er universelle. Men vi skal ikke langt uden for EU, før de overtrædes eklatant.

Det næste stadie i en katolsk helgenkåringsproces er saligkåring. Denne proces er indtil videre strandet på, at man ikke har kunnet påvise, at der har fundet et mirakel sted på Robert Schumans forbøn. Men i sammenligning med verden uden for EU og også i lyset af den alt andet end fredelige europæiske historie, må de 70 år med fred, demokrati og velstand på vores kontinent, siden Schuman fremsatte sin plan, vel siges – i en vis forstand – at være et af de største mirakler.

Niels Arbøl er Cand.scient. et art.  Forfatter til bøger om europæisk politik.

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/