En af de samfundstænkere, der mest indgående har forsøgt at udrede baggrunden for den vildrede, Europa har befundet sig i de senere år, er den italienske filosof og politiker Massimo Cacciari (billedet), der bl.a. er tidligere medlem af EU-parlamentet og mangeårig borgmester i byen Venedig. Udgangspunktet for nedenstående interview, der oprindelig er fra 2019, men som her bringes i en opdateret version, er således Cacciaris syn på Europas (u)mulige fremtid. Interviewet hører sammen med en artikel om Cacciari og ”Europas sjæl”, som kan ses her
Interview af Jens Viggo Olavi Nielsen, idéhistoriker, cand.mag.
Allerede i din bog, l’Archipelago (Ø-havet, 1997), efterfølgeren til Geofilosofia dell’Europa (Europas Geo-filosofi, 1994), analyserer du i forlængelse af Alexis Tockeville og Friedrich Nietzsche figurerne ”Homo democraticus” og ”Det sidste menneske”. Hvilken rolle spiller disse figurer i en analyse af nutidens Europa, og hvilken betydning kan de få for Europas fremtid?
“Homo democraticus er som figur forstået det anti-hierarkisk indstillede menneske. Men hierarki er slet og ret ensbetydende med orden. For Nietzsche er homo democraticus flokken, der ikke tolererer nogen hyrde, det rebelske slavemenneske. Faren ved denne figur overvejes implicit hos den ellers demokratisk orienterede Tocqueville: Demokratiet var i stand til at bryde alle lænker, men det løb den fatale risiko, at kædens led så at sige holdtes strengt adskilt fra hinanden uden noget indbyrdes bånd til at knytte dem sammen. Tocquevilles idé bestod i, at der ikke kan eksistere nogen demokratisk orden, hvis der ikke er en fælles etos [græsk for sædvane],[ii] et foedus [latin for ’forbund’; en traktat, som romerne indgik med en anden stat], der forener individerne på et dybere plan ud over det rent kontraktuelle; en form for venskab, kunne man også sige.”
Du har for få år siden udtalt, at et Europa, der ignorerer spørgsmålet om det onde og lidelsen, er et Europa, der er på vej til at miste sig selv – og som en konsekvens heraf dør det politiske i ordets egentlige betydning. Kan du uddybe, hvad du mener med det?
“Et Europa, der blot står og ser til, mens kvinder og børn møder deres død ved dets egen indgangsport, og som endda fremmer muligheden for, at disse ting sker; et Europa, som allierer sig med kriminelle regimer i Nordafrika for at tilbageholde flygtninge og emigranter i lejre, er et Europa, der har opgivet enhver idé om menneskerettigheder, om international ret, om jus gentium [latin for ’folkeret’ eller ’naturret’]. Det er ikke længere Europa.”
Du taler i din analyse af Europas geofilosofi samt i forlængelse af den tyske filosof Carl Schmitt både om ’storrum’ og om ’imperier’. Hvad er forskellen på de to ting, og hvad kan Europa af i dag realistisk sigte imod at blive?
“Et ‘storrum’ kan udmærket være udelukkende et økonomisk rum, kommercielt og monetært. Et ‘imperium’ er tillige og frem for alt et politisk storrum, som bør indtage en hovedrolle også på det globale plan og hermed gøre sig gældende i forhold til de afgørende, geopolitiske beslutninger, der nødvendigvis skal træffes. Den økonomiske magt er en afgørende og nødvendig, men bestemt ikke tilstrækkelig betingelse, i forhold til at kunne indtage en sådan rolle. ‘Imperiet’ er med andre ord en politisk evne og vilje til at træffe beslutninger og sætte sig igennem. Dette involverer tillige uundgåeligt en militær dimension, hvilket på forhånd udelukker Europa fra at komme ind under dette begreb.”
Begreberne om ”eschaton” og ”katechon” er bl.a. centrale i din bog, Il potere che frena (2013, på dansk:Den tilbageholdende magt; engelsk version fra 2018: The Withholding Power). Hvordan er det muligt i dag at relatere disse begreber til et forsøg på at tænke Europas fremtid?
“Europa – og dets statsmagter – har altid orienteret sig efter og ageret ud fra formål – og det vil samtidig sige med et eskatologisk perspektiv for øje [‘eschaton’ er inden for teologien læren om ‘de sidste tider’, der går umiddelbart forud for verdens ende]. De har altid haft en mission, som de forsøgte at fuldføre, om end det er ubestrideligt, at dette ikke er foregået uden brug af anmassende foranstaltninger og tillige magtmisbrug i skikkelse af en form for hybris [‘helligbrøde’ eller ‘overmod’] – der i sidste ende ligefrem har bragt dem på randen af selvmord. Men alligevel er det utænkeligt, at Europa skulle ophøre med at orientere sig efter og agere ud fra formål. Et Europa, der måtte forsøge på at lade sig nøjes med at administrere sin egen ‘velfærd’ eller ‘velvære’ [italiensk: benessere], ville ikke længere være Europa. Den katechontiske kraft [‘katechon’ betyder ‘den eller det, der holder tilbage’ og er oprindelig et bibelsk begreb, der hentyder til dét, der holder Antikrist eller slet og ret kaos tilbage – begrebet er sidenhen tillige blevet et begreb inden for den politiske teologi], sådan som den manifesterer sig i vores historie, betyder ikke andet, når man undersøger sagen nærmere, end evnen og viljen til at fastholde den europæiske statsform inden for rammerne af de mål, og det vil sige de formål og endemål, som er sat for den og som den selv sætter sig; så at sige at holde staten ‘i form’ med henblik på sit formål, idet den modsætter sig alle de kræfter, der forsøger på at bringe den til at gå i opløsning.”
Apropos Europas formål: Tilbage i begyndelsen af dette årtusinde så du en mulighed for at skabe en europæisk føderation (jf. antologien Europe and Empire, 2016), der kan spille en vigtig geopolitisk rolle i den nye, globale verdensorden, herunder agere ”mellemmand” mellem eksempelvis Rusland i øst og USA i vest. I dag virker du mindre optimistisk på dette projekts vegne: Hvorfor?
“Den Europæiske Union kan udelukkende, hvis den skal bestå på sigt, tænkes ud fra et føderalt perspektiv – sådan som det netop markeres i og med den latinske betegnelse foedus! [latin for forbund, jf. det ovenfor sagte om en fælles etos, der forbinder individerne på et dybere plan]. Dette indebærer på det mellemstatslige plan i Europa en dybtgående revision af selve idéen om suverænitet, ligesom det også, hvad angår den globale dimension, indebærer en idé om Europa forstået som en forbindelses- eller forbundsbro [italiensk: ‘foedus-ponte’] mellem verdener: Der sigtes her til Middelhavets verden forstået som en bro mellem den Atlantiske verden og de enorme russiske sletter, der fører helt ud til Stillehavet. Dette implicerer vel at mærke på ingen måde en drøm om en Verdensrepublik eller lignende, idet der hermed snarere tænkes på den konkrete mulighed for et organiseret polyarki [de mange magters styre], eller sagt på anden vis en velordnet pluralisme.”
I en af dine seneste bøger, l’Occidente senza utopie (2016, på dansk: Vesten uden utopier), henleder du i forlængelse heraf opmærksomheden på, at Europas historie, herunder skabelsen af de moderne nationalstater, er tæt forbundet med utopien som forestilling (More, Bacon, Campanella). Men såfremt de politiske utopiers tid er forbi, hvordan ser Europas fremtid så ud? Kan Europa gøre sig globalt gældende uden den utopiske tanke?
“Dét, jeg har påvist i bogen og andre steder, er, hvordan utopien i Europa konkret har gjort sig historisk gældende som en realisérbar idé, der går i ét med statens opståen som virkningsfuld model. Den Europæiske Union, i den betydning, vi talte om den før, burde i denne sammenhæng fremstå som det nye Utopia; den nye utopi. Den burde altså i lige så høj grad som den klassiske utopi, der ligger til grund for vores moderne verden, fremstå som en reel mulighed. Uden denne energi, der udgår fra den utopiske tanke; uden denne helt afgørende eskatologiske dimension, som vi også har talt om, kan Europa ene og alene gøre sig forhåbninger om at gøre sig gældende som et økonomisk storrum, et marked slet og ret. Og dette marked er allerede alt for lille til, at det vil kunne formå at konkurrere med de markeder, der hører ind under de større imperier.”
Afslutningsvis vil jeg gerne spørge, hvordan Europa efter din opfattelse har håndteret de sidste par års udfordringer?
“Nogle reagerede mere effektivt på udbruddet af corona end andre, men alle europæiske stater stod reelt fuldkommen uforberedte tilbage, da epidemien eksploderede. Og det på trods af, at der allerede i lang tid har eksisteret fælles forholdsregler, der skulle gøre det muligt at gribe ind over for nødsituationer af denne art. Årsagen til, at disse forholdsregler – der vel at mærke også forudså nødssituationer af langt alvorligere karakter end dem, vi har set – ikke blev taget i anvendelse, eller kun blev genstand for sparsom opmærksomhed, forbliver uklar. Lige fra begyndelsen fokuserede man helt og holdent på procedurerne omkring nedlukning og vacciner – dette svar på udfordringen fra epidemien havde naturligvis enorme sociale og politiske konsekvenser, og var måske ikke tilsvarende effektivt rent medicinsk: Det er trods alt på andet år, at vi nu står midt i det. Informationsniveauet har desuden været så lavt, at det virkelig vækker en mistanke om, at der har været en form for sekundært formål med håndteringen af nødssituationen. At informere vil sige, at man fremlægger analyser for og imod, sætter fordele op over for ulemper, udgifter over for gevinster, idet man inddeler forskellige svarmuligheder efter kategori og skelner dem fra hinanden, frem for – som det i for høj grad har været tilfældet – at kommunikere dem ud som sandheder med stort S.”
Epilog
Massimo Cacciari har ikke blot ovenfor, men også løbende udtalt sig om, hvordan Europa efter hans opfattelse har grebet håndteringen af corona an, og hvad vi evt. kan lære heraf. En af de ting, han særligt har fremhævet, er således, at krisen så at sige udgør en ”fysiologisk” del af det moderne samfund, idet perioden med corona ingenlunde bør betragtes som en usædvanlig begivenhed, men snarere som en særskilt hændelse inden for en overordnet pandemisk normaltilstand. At krisen er en inkorporeret del af moderniteten er mao. ikke noget nyt, fremhæver Cacciari, men bliver blot særligt accentueret og accelereret i og med globaliseringen: ”Kriser har i dag en tendens til at gribe om sig, hvad enten vi taler om sundhed, epidemier, immigrationskrisen eller finanskrisen. De griber om sig! Der mangler [i Europa] enhver form for politisk enighed, fælles forordninger og normer. (…) Har vi allerede glemt, hvordan de forskellige lande reagerede på udbruddet af krisen?! Mens alt allerede var totalt nedlukket i Milano, var der i München fodboldkampe med 70.000 tilskuere proppet ind på stadion, og det samme i Paris. Enhver agerer udelukkende på egen hånd.” [iii]
Ovenstående udtalelse er fra 30. marts 2020, kort efter coronakrisens udbrud, idet Cacciari her satte fingeren på såvel den manglende forebyggelse som den mangelfulde koordinerende politik og solidaritet i et Europa, der ikke forstod at imødegå krisen som en samlet enhed. Et par uger forinden (18. marts 2020) fremhævede han ligeledes i et andet interview, adspurgt om coronakrisens betydning for det fortsatte europæiske integrationsprojekt: ”Det forekommer mig, at den kommer til at stå som en gravsten [for den europæiske integration], idet håbet er det sidste, der dør. Frem for alt når man ser på de seneste beslutninger, der er blevet truffet i Tyskland. Det er helt sikkert ikke coronavirusset, der spiller rollen som morderen, for nu at sige det klart. De gik allerede i gang med at tage livet af Europa for tyve år siden, da de håndterede den fælles valuta, som om den var kulminationen på det hele og ikke blot begyndelsen. Efter terrorismen og efter [krisen i] Grækenland er det nu også snart slut med Schengen-samarbejdet, og derfor ser det for mig ud som om, vi må lægge den europæiske drøm til side. Coronavirusset er blevet nådesstødet i en situation, der allerede var vanskelig. Men jeg håber meget, at jeg tager fejl”.[iv]
I de sidste par måneder har Massimo Cacciari endvidere, i lighed med filosoffen Giorgio Agamben (der sidder i Senatet), kastet sig kritisk ind i kampen imod den italienske regerings indførelse af obligatorisk Green Pass. Begge filosoffer har således udvist bekymring for, hvordan det sidste halvandet års ”undtagelsestilstand” har indskrænket borgernes frihedsrettigheder, herunder den grundlovssikrede ret til [at gå på] arbejde. Cacciari peger her på, at myndighedernes begrundelse for loven om Green Pass hviler på en alt for lemfældig og ensidig præsentation af de forhåndenværende videnskabelige data, idet han betragter loven som en form for legaliseret diskrimination, der bryder med det demokratiske samfunds grundværdi om menneskets værdighed. Et hundrede andre italienske filosoffer har dog efterfølgende, imod Agamben og ”nogle kolleger” [læs: Cacciari et al], i en fælles erklæring støttet op om regeringens tiltag.[v] Men Cacciari står fast på sit og slår fast: ”Ingen ønsker i dag at forstå, at visse former for kritik ikke udgår fra hverken fascisme eller fra en modstand imod vacciner eller Green Pass som sådan, men derimod fra den totale tankeløshed, hvormed man pånøder disse ting”
Jens Viggo Olavi Nielsen er Cand. mag. i Idéhistorie, Oldtidskundskab og Historie og redaktør hos Praxis Forlag.
Interviewet er i en tidligere version blevet bragt i Kritisk Debat (2019). Epilogen er tilføjet i forbindelse med Magasinet Europas offentliggørelse.
Billede i artiklens top: /Festivalfilosofia 2009/
Udvalgt bibliografi – Massimo Cacciari (f. 1944):
Geofilosofia dell’Europa (Europas Geofilosofi), Adelphi, Milano 1994 (ny version 2003)
l’Archipelago (Ø-havet), Adelphi, Milano 1997
The Unpolitical – On The Radical Critique of Political Reason, Fordham University Press, New York 2009
Il potere che frena (Den tilbageholdende magt), Adelphi, Milano 2013
Europe and Empire, Fordham University Press, New York 2016
l’Occidente senza utopie (Vesten uden utopier), sammen med Paolo Prodi, Il Mulino, Bologna 2016
The Withholding Power, Bloomsbury, New York and London 2018 (italiensk version: Il potere che frena)
Jens Viggo Olavi Nielsen: ”Realisten Platon – Massimo Cacciari om Europas Geofilosofi”, i: Slagmark – Tidsskrift for Idéhistorie, nr. 45 (2006), s. 89-106: https://bit.ly/3vleCOC
[i] Interviewet er tidligere udkommet i Kritisk Debat, men er her tilføjet en aktualiserende epilog.
[ii] Alle indsatte firkantede parenteser i Cacciaris svar er interviewerens/oversætterens.
[iii] Cacciari i programmet ”Otto e mezzo”, 30. marts 2020: https://bit.ly/3viSfta
[iv] Interview i “Hermes Education”, 30. marts 2020: https://bit.ly/3pb95ZX