Et nyt eurokritisk parti, skærpet retorik fra de etablerede partier og fraværet af en spærregrænse tegner til at give tyske EU-skeptikere fremgang ved det kommende Europa-Parlamentsvalg.
7.5.2014 | EP-TEMA | Når tyskerne den 25. maj drager til stemmeurnerne tyder meget på, at en stor andel af vælgerne vil bruge deres kryds til at give udtryk for en utilfredshed med landets nuværende EU-politik.
Tendensen er særdeles bemærkelsesværdig, fordi opbakningen til det europæiske samarbejde tidligere har været en nærmest uanfægtet fællesnævner i tysk politik. Blandt de etablerede partier har en decideret modstand mod dele af samarbejdet, modsat situationen i mange andre af EU’s medlemslande, snarere været undtagelsen end reglen.
Nu er nye aktører trådt ind på den partipolitiske scene i EU’s største medlemsland og har formået at præge den tyske samtale om Europa i en alternativ retning.
Det eurokritiske one-man-show
Den mest fremtrædende udvikling har været stiftelsen af partiet Alternative für Deutschland (AfD). Grundlagt i februar 2013, står partiet allerede nu til at få 6 pct. af stemmerne til valget i denne måned. På trods af en række interne kontroverser efter forbundsdagsvalget i september, hvor AfD fik 4,7 pct. af stemmerne, ser det ud til, at det nye parti godt kan gå i gang med at booke de første flybilletter til Bruxelles.
Siden stiftelsen har partiets mærkesag været en udtalt modstand mod euroen som fælles valuta, om end man ikke er modstandere af EU som helhed. Som navnet antyder er det partiets erklærede målsætning at udgøre et alternativ til de etablerede partiers europapolitik, der lyder på, at en øget integration i EU er “alternativlos” – uden alternativ. Med sin kamp for genindførelsen af D-Marken, modstanden mod hjælpepakker og kravet om skrappere regler for indvandring ser partiet ud til at have ramt en nerve hos især de liberal-konservative tyskere.
Partiet og dets fremgang er dog langt fra ukontroversielt. For det første har partiet været kritiseret for at være et autoritært one-man-show styret af partilederen, økonomiprofessor Bernd Lucke, der sammen med erhvervsmanden Hans-Olaf Henkel klart dominerer partiets optræden udadtil. For det andet har partiet svært ved klart at afgrænse sig fra den højreradikale ende af det politiske spektrum.
Valgslogans som “Mut zu Deutschland” (Mod til Tyskland) og “Einwanderung braucht klare Regeln” (Indvandring fordrer klare regler) kan da heller ikke frasige sig en vis nationalistisk undertone, men det har især været sammensætningen af partiets bagland, der har næret beskyldningerne. Særligt AfD’s lokalafdelinger mistænkes for at være samlingspunkt for tidligere højreradikale vælgere og medlemmer af højreradikale partier – partier der aldrig selv har formået at nærme sig spærregrænsen til større valg.
Mod til Tyskland, lyder ét slogan AfD bruger op til EP-valget
(Foto: Flickr Creative Commons / blu-news.org)
Tyske medier har således kunnet afsløre, at tidligere medlemmer af blandt andet Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) og det islamkritiske parti “Die Freiheit” har fundet et nyt hjem i AfD. Selvom franske Marine Le Pen tidligere har ytret ønske om et europæisk samarbejde mellem Front National og AfD, har partiledelsen i Tyskland hurtigt afvist tilbuddet og forsøger dermed at mane rygterne om en ekstrem høredrejning til jorden.
Etablerede partier reagerer på konkurrence
I lyset af AfD’s fremgang i meningsmålingerne har de etablerede partier følt sig nødsaget til at reagere på den nye konkurrence. Det gælder særligt CDU og søsterpartiet CSU fra den konservativ-borgerlige lejr. Den borgerlige blok har allerede måttet håndtere den tidligere samarbejdspartner FDP’s (det liberale parti) spektakulære nedgang og frygter nu at miste egne konservative vælgere til blandt andet AfD. En række kommentatorer ser især CSU’s europakritiske retorik i de seneste måneder som tegn på, at man vil forhindre en vælgervandring og modarbejde etableringen af et parti til højre for CDU/CSU.
Det er dog svært at afgøre, hvorvidt fremkomsten af AfD har været den egentlige årsag til denne kursændring, ikke mindst fordi AfD rekrutterer sine vælgere fra stort set alle politiske fløje.
Småpartier med gode chancer
Ud over AfD kan en række andre EU-skeptiske småpartier i Tyskland også gøre sig forhåbninger om pladser i det nyvalgte parlament. Det skyldes, at den tyske forfatningsdomstol i marts underkendte landets nationale spærregrænse på tre pct. for Europa-Parlamentsvalg.
I praksis betyder dette, at en stemmeandel på under én pct. kan være nok til at sikre sig en af de eftertragtede 96 pladser i Europa-Parlamentet. Det betyder eksempelvis, at de højreradikale partier NPD og Die Republikaner (REP) kan ende med at gøre AfD selskab i Europa-Parlamentet.
Ifølge avisen Die Zeit ville yderligere syv partier kunne have glædet sig over et europæisk mandat ved valget i 2009, hvis ikke det havde været for den daværende spærregrænse på fem pct.
Tyske kommentatorer tvivler dog på, at småpartierne vil kunne få nævneværdig indflydelse fordi de er isolerede i de politiske kredse og mangler forbindelser til de etablerede grupper i Europa-Parlamentet.
Boy Repenning er journalist på Magasinet Europa
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / blu-news.org