EU’s handelsaftale med Sydamerika må ikke gå op i flammer

Gode handelsaftaler med tredjelande er med til at sikre tryghed for alle de mange europæere, der går på arbejde. Lad os derfor overbevise vores venner i Holland, Østrig og Frankrig om, at de skal stemple ind og tage ejerskab over Mercosur-aftalen, der oven i købet leverer gode svar på spørgsmål om klima, miljø, udvikling og rettigheder til lønmodtagere

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen

Mange kan formentlig huske de skovbrande, der hærgede Amazonas-regnskoven i Brasilien sidste år. Flere skovområder blev brændt af, mens den kontroversielle brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, nølede med at stoppe skovbrandene. Reaktionen fra flere EU-lande var ganske skarp. Lande som Frankrig, Irland og Østrig truede med at trække tæppet væk under EU’s kommende handelsaftale med Brasilien og flere andre lande i Sydamerika, så længe dele af Amazonas stod i flammer. Det skabte en hel del undren i resten af Europa. For skulle det mon pludselig stoppe skovbrandene, hvis Europa lagde armene over kors og nægtede at handle med sydamerikanerne? De fleste kan jo se, at man næppe slukker brande ved at lade være med at sende mad, medicin og maskiner over grænser.

Sagen viste sig at være mere kompleks end som så. Stærke landbrugskræfter i Frankrig og Østrig var nemlig bange for, at effektive kvægbønder på den sydamerikanske pampas kunne udkonkurrere franske og østrigske kvægbønder gennem en handelsaftale. Den genopfundne protektionisme i flere EU-lande handlede formentlig mere om ganske snævre interesser hos strategisk vigtige vælgergrupper i landdistrikterne end om skovbrande.

Lad os så spole tiden frem til denne sommervarme juni måned i år. For pludselig har et andet land meldt sig i det protektionistiske kor. I verdens ottendestørste eksportnation, Holland, har parlamentet nu pålagt den hollandske regering at stemme imod den planlagte handelsaftale med Sydamerika, som også mere teknisk bliver kaldt for Mercosur-aftalen.

Det er en noget umage koalition, der har samlet sig i Holland. De yderste socialister på venstrefløjen, et dyrevelfærdsparti samt Geert Wilders og hans Frihedsparti har fundet sammen i en forelskelse, der går ud på at bremse aftalen.

Nogle af dem tror fejlagtigt, at gode handelsaftaler kun gavner en lille økonomisk elite. Nogle påstår ligefrem, at aftalen skader klima og miljø. Andre vil bare tilgodese snævre interesser hos kvægbønderne og lade resten af hollandsk erhvervsliv og hollandske lønmodtagere samle regningen op for at blokere for konkurrence på landbrugsområdet. Det er ganske påfaldende. For hvis der er ét land, der har haft (og stadig har) massivt gavn af handel – ja, så er det købmandsnationen, Holland.

Sagen er nu den, at EU står ved en skillevej. Aftalen har nærmest taget årtier at forhandle på plads, og Europa-Kommissionen har gjort en ihærdig indsats for at skabe en aftale, som leverer et plus på alle bundlinjer. Men modstanden pibler frem, ligesom vi så i forbindelse med den kuldsejlede handelsaftale mellem EU og USA – og ligesom vi også så i forbindelse med EU’s aftale med Canada, som var ved at snuble på målstregen på grund af modstand fra et lille parlament i den belgiske region, Vallonien. Man skal selvfølgelig ikke juble ukritisk over handelsaftaler. Man skal forholde sig til substansen. Så lad os et øjeblik se på, hvad det er protektionisterne rundt omkring i Europa siger nej til – om de så sidder i Holland, Østrig, Irland eller Frankrig.

For det første så er der helt konkrete økonomiske gevinster ved en handelsaftale som denne aftale med landene i Sydamerika. Kigger vi på de nøgne tal fra Europa-Kommissionen, så kan handelsaftalen spare europæiske virksomheder for mere end dobbelt så meget told som aftalerne med Japan og Canada til sammen. Det er i den grad noget, som vil kunne mærkes i en tid, hvor coronavirusset ikke bare rammer europæernes helbred, men også gør indhug i millioner af arbejdspladser på vores kontinent. Når vi spørger tillidsrepræsentanterne i Dansk Metal, er sagen derfor også soleklar. Under fem procent af tillidsrepræsentanterne mener, at handelsaftaler er negative for netop deres arbejdsplads. Ude blandt industriens kernetropper kender man altså om nogen til værdien af at sende kvalitetsprodukter som vindmøller, medicin og maskiner ud i verden. Her er en handelsaftale den helt rigtige medicin for at genskabe gode arbejdspladser på kontinentet.

For det andet så er aftalen god, hvis man bekymrer sig om klima- og miljøpolitik. For aftalen forpligter de pågældende lande i Sydamerika på Parisaftalen og på at reducere udledningen af drivhusgasser. Aftalen forpligter dem såmænd også på flere miljøkonventioner og på at stoppe handel med truede planter og truede dyr. Samtidig så bliver det billigere for sydamerikanerne at handle med os og dermed lettere og billigere at skaffe vindmøller, energieffektive pumper og termostater og energiteknologi fra for eksempel Danmark til deres lande. Det er jo ikke sådan, at aftalen med et trylleslag gør hele Sydamerika til et grønt foregangskontinent. Men aftalen trækker dem i den rigtige retning – selvom nogle aktivister har påstået det modsatte.

Ja, der har for eksempel floreret en myte om, at brasilianske sojabønner pludselig ville oversvømme det europæiske marked. Sagen er bare den, at tolden på sojabønner allerede i dag er på nul procent. Aftalen kommer altså ikke til at sende flere sojabønner mellem kontinenterne. Hvordan myten er opstået står hen i det uvisse. Ligeså florerer der en myte om, at Europa vil blive oversvømmet af oksekød fra Sydamerika. Nu er det jo formentlig sådan, at mange europæere faktisk vil se positivt på at få et godt stykke kød fra Argentina eller Uruguay på tallerkenen – ikke mindst her i sommervarmen, når grillen skal tændes. Men det er nu ikke fordi vi ligefrem bliver oversvømmet af kød.  Med aftalen får landene i Sydamerika mulighed for at eksportere 99.000 tons oksekød til en billigere toldsats. Men alene Brasilien producerer i dag 11 millioner tons oksekød. Det er altså under én procent af Brasiliens produktion af oksekød, der kan eksporteres billigere. Hvordan det lige skulle vælte læsset, står også hen i det uvisse.

Endelig så er handel også et spørgsmål om udvikling. Der lever millioner og atter millioner af fattige mennesker i Sydamerika. At de får adgang til bedre og billigere produkter, er med til at sikre konkrete fremskridt for dem og deres familier. Samtidig er der i aftalen gode kapitler om rettigheder til lønmodtagere, menneskerettigheder og sociale forhold. Det er en fordel for lønmodtagere af kød og blod på begge sider af Atlanterhavet. Selvom aftalen igen ikke med et trylleslag eliminerer alle problemer i Sydamerika, så er den et rigtig godt skridt i den rigtige retning for rigtig mange mennesker.

Coronakrisen kommer til at koste millioner af arbejdspladser i Europa på den korte bane. I disse måneder er der tovtrækning om EU’s budget, og om hvordan vi på den korte bane kan sikre tryghed for alle de mange europæere, der går på arbejde. På den lange bane er én af løsningerne at sikre gode handelsaftaler med tredjelande. Nu må det være tid til, at Europas lande i højere grad stempler ind og tager ejerskab over de gode handelsaftaler, som er på vej. Vi har ikke råd til ikke at bekymre os om arbejdspladser. Og da slet ikke, når for eksempel aftalen med Sydamerika også kan levere gode svar på klima, miljø, udvikling og rettigheder til lønmodtagere.

Derfor en meget klar opfordring til alle gode kræfter her til lands. Lad os ikke bringe os selv i samme kattepine som hollænderne, østrigerne og franskmændene. Lad os i stedet overbevise vores europæiske venner om at lægge kursen om. Handelsaftalen med Sydamerika må ikke gå op i flammer.

Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal og forfatter til EU-debatbogen ”Stemmer fra Produktionsdanmark”

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Amanda Perobelli/

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: