Vi plages med – og af – allehånde demagoger, populister, falske profeter og rene narrehatte: Wilders, Le Pen, Tsipras, Orbán og Kaczynski. Men det rækker videre end som så – til putinister i Rusland, trumpister i USA og pianister i Danmark. Vi har derfor brug for et klarere og skarpere sprog, som giver EU-modstanderne svar på tiltale, øjeblikkeligt og umisforståeligt. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at Europa med alle sine velsignelser ikke er i stand til at frembringe ordentlige politiske ledere i en situation, hvor vi er presset indefra og udefra. Hvor ville det dog være nyttigt, hvis ministre, politikerne og deres spindoktorer, journalister, såkaldte bloggere og andre, kunne begynde at tænke europæisk, tænke i helheden. 

Kommentar af Per Nyholm

19.04.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Enkelte læsere vil vide, at jeg ikke deler pessimismen vedrørende Europa og Europas samling. Faktisk anser jeg det meste af det, der siges og skrives imod EU, for et falskneri – en gentagelse af stemningen i fortidens Europa, af den franske filosof Julian Benda samlet i en enkelt, præcis sætning:”de intellektuelles forræderi.”

Disse intellektuelles mål er – under min betragtning – at forskrække vælgerne i en sådan grad, at de – i deres mangel på interesse for samfundslivet, i deres fascination af underholdning snarere end et seriøst, borgerligt liv – vil lade sig forføre derhen, hvor de billiger en hel eller delvis afskaffelse af vort demokrati.

Vi plages med – og af – allehånde demagoger, populister, falske profeter og rene narrehatte: Geert Wilders i Holland, Marine Le Pen i Frankrig, Alexis Tsipras i Grækenland, Viktor Orbán i Ungarn og Jaroslaw Kaczynski i Polen. Men det rækker videre end som så – til putinister i Rusland, trumpister i USA og pianister i Danmark.

Disse skikkelser er handelsrejsende i frygt. Lad mig påstå, at vore ordentlige politikere ikke i tilstrækkelig grad træder op imod dem, men snarere legitimerer dem ved at samarbejde med dem. Det resulterer i, at vælgerne køber den ægte vare, ikke sekundaproduktet, hvilket ikke mindst Venstre og Socialdemokratiet i Danmark kan lægge sig på sinde.

Der er ingen grænser for den elendighed, som disse grædekoner og mørkemænd falbyder på torvet – fra udbrændte industribyer i USA, til Aftenlandets nært forstående erobring af islamiske horder, udskreget fra Budapest og Paris til de københavnske forstæder. Hvad har dette nu at gøre med 60-året for Rom-traktaten?

Utilstrækkelige ledere
Det har det at gøre med det, at EU’s nuværende ledere – ikke så meget apparatet i Bruxelles som de nationale eliter: politikere, meningsmagere med flere – er skyld i EU’s øjeblikkelige misere (en misere, som jeg nægter at anse for en krise i anden henseende end denne ene). At de nævnte eliter er utilstrækkelige – utilstrækkelige, fordi de vedblivende tænker nationalt og proklamerer deres nationale sejre over de såkaldt andre, jævnfør de regelmæssigt tilbagevendende slagsmål om EU’s budgetter, jævnfør den nu med rette glemte britiske premierminister David Camerons triumftog, da han vendte hjem til London, viftende med et stykke papir som en anden Chamberlain efter mødet med Hitler i 1938, og meddelte, at han havde sejret på de britiske vælgeres vegne. Derpå udskrev han en folkeafstemning, som endte med hans egen og Storbritanniens katastrofe. På ny: hvorfor nøjes med sekundavaren, når det originale produkt ligger fremme på hylden.

Hvor ville det dog være nyttigt, hvis disse eliter, disse ministre, politikerne og deres spindoktorer, journalister, såkaldte bloggere og andre, kunne begynde at tænke europæisk, tænke i helheden. I USA kan en new yorker sagtens forstå og sympatisere med Californien eller Illinois eller Florida, også når det koster penge. I Europa er vi besat af frit i luften svævende fjendebilleder: Danmark taber millioner på Grækenland og Bulgarien. Polske blikkenslagere tager vort arbejde. Tyskland tjener urimeligt på Spanien og Italien. Centraleuropæerne skal ikke bare komme og udhule vores velfærdsstat.

Det frieste, rigeste og sikreste kontinent
Intet burde eller kunne være nemmere i den øjeblikkelige situation end at tænke, tale og skrive europæisk. Europa er klodens frieste, rigeste og sikreste kontinent. 500 millioner europæere lever som helhed bedre end nogen tidligere generation i kontinentets alt andet end nemme historie.

Og hvorfor så det? Fordi seks lande – det daværende Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg – i marts 1957 samledes i Rom, på Capitol, hvor deres ledere underskrev Rom-traktaten med sideordnede papirer. En beslutning, som førte til vor tids ufuldstændige, men bestemt ikke mislykkede, Europæiske Union, en internationalt anerkendt sammenslutning af indtil videre 28 selvstændige stater, som beundres fra Asien over Mellemøsten og Afrika til det amerikanske kontinent.

At netop en gangster som Vladimir Putin i Kreml, og en paranoid, løgnagtig galning som Donald Trump i Det Hvide Hus stiller sig fjendtligt til EU, kan vi kun tage som et kompliment. Det bekræfter at vi er på rette vej.

En anden bekræftelse, der for indeværende har ført til en svækkelse af unionsidéen, er de senere udvidelser, sat i værk for Danmarks vedkommende af visionære ledere som H.C. Hansen, Kampmann og Jens Otto Krag.

Tyskland forenedes af og under Helmut Kohl, som derpå bistod centraleuropæerne og balterne til det yderste. Hans partner omkring skabelsen af euroen var Francois Mitterrand i Frankrig, vanskelig, men af format. Polen glimrede med Tadeusz Masowiecki og min gamle ven Bronislaw Geremek. Store var de, men ikke helt så store som første generation, bestående af skikkelser som Jean Monnet og Robert Schuman, af Konrad Adenauer og den besværlige Charles de Gaulle, af Churchill i Storbritannien, af Poul-Henri spaak i Belgien, af Joseph Luns i Holland og italieneren Antonio Segni. Historiske, uforglemmelige navne. En stjernestund i Europas historie og kun ganske få år efter Anden Verdenskrig.

Tænk at disse mennesker – tilhørende stater, som få år tidligere havde myrdet løs på hinanden – kunne sætte sig sammen og enes om et mellemfolkeligt skaberværk uden sidestykke, langt mere kompliceret end Nordamerikas samling næsten 200 år tidligere.

Uudholdelig mangel på ordentlige politiske ledere
Overvej et øjeblik, hvem vi har i dag. I Danmark Lars Løkke Rasmussen, i Frankrig en kikset socialist ved navn Hollande. Tsipras i Grækenland er allerede nævnt. I Madrid trækkes vi med Mariano Rajoy, en forbenet, uinspirerende spansk nationalist. Hvem der forstår regeringen i Rom, ved jeg ikke. De baltiske lande er en opmuntring. Centraleuropa ligner en politisk ødemark, forstået af misliebige personer, som Bruxelles helt seriøst bør lægge på is.

I London rydder Teresa May op i dødsboet efter David Cameron, den suverænt ringeste premierminister i britisk historie siden Lord North mistede Nordamerika i 1770’erne. Uden Angela Merkel i Tyskland, denne klippe af ro og menneskelighed i et ophørt hav, ville vi formentlig være fortabt, men selv Merkel er ikke blandt de rigtig store. Snarere virker hun stor, fordi de andre er små.

Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, at Europa med alle sine velsignelser, med sin kultur og sine traditioner, ikke er i stand til at frembringe ordentlige politiske ledere i en situation, hvor vi ikke alene er presset indefra, men også udefra – i form af russisk militær og politisk aggression, håndgribelig i Østeuropa, mindre håndgribelig, men ikke mindre farlig i form af asymmetriske krige, hackeroverfald og bevidst vildledende propaganda, spredt ved hjælp af betalte håndlangere, indflydelsesagenter og naivister, som misbruger ytringsfriheden.

Et renderi fra Herodes til Pilatus
Jeg foretog min første store Europa-rejse i 1949. kontinentet var præget af Anden Verdenskrig i en sådan grad, at SAS-flyet fra Kastrup til Rom (det var en propelmaskine, og rejsen varede fra tidlig morgen til ud på aftenen) mellemlandede i Amsterdam og derpå i Zürich, hvor den seksårige dansker til sin forbløffelse konstaterede, at de holdt geder på taget af lufthavnsbygningen, et træhus med græsplæne.

Det var dengang, det krævede pas at sejle over sundet til Sverige. At komme til Italien, hvor min far boede, forudsatte en indsats, som stod på i måneder. Der skulle skaffes pas fra politiet, visa fra den italienske ambassade, valuta fra valutacentralen, invitationer og hvad ved jeg. Det var et renderi fra Herodes til Pilatus, som ingen yngre europæer kan forestille sig, men som på ny kan blive en del af vor hverdag, om de før nævnte falske profeter får magt, som de har agt.

EU’s kritikere og illusionen
Nu tror jeg ikke dette vil ske. Tværtimod forestiller jeg mig, at en stor del at EU’s kritikere meget skal have sig frabedt, at EU går i opløsning. Det er interessant at tage ansvar for et betydeligt fald i levestandarden og for lukkede grænser med den virkning, at vælgerne – for eksempel de danske – ikke kan komme ubesværet af sted til Costa del Sol eller Prag eller de norditalienske vintersportssteder. Helt bortset fra, at de i denne situation, næppe ville have pengene.

Jeg er netop vendt hjem efter en halv snes dage i Storbritannien, der er i fuld gang med at forvandle sig til lille England. I London mødte jeg en gammel, og jeg siger gerne ædruelig, ven – politisk engageret, demokrat og liberal, til stadighed undervejs i de øverste kredse. Hans vurdering af Brexit lød som følger: Den styrende elite forstår ikke verden, endsige sit eget land. Den lever isoleret i det stærkt konservative Sydengland og går i retning af det hårdest tænkelige brud med Europa i en sikker, men totalt fejlagtig, tro på, at hvad der tabes på kontinentet, kan vindes i det gamle imperium. Med andre ord, at ulempen ved at være med i klodens største frihandelsområde, Europa med en halv milliard velstående forbrugere, kan kompenseres i Burma, Uganda og Britisk Honduras. Man tænker og handler post-imperialt og post-kolonialt. Man forestiller sig, at man kan stille betingelser til Australien, Indien, Sydafrika og Canada. Det vil vise sig at være en illusion.

Indenfor den næste halve snes år forventer denne min ven og andre iagttagere en reduktion af bruttonationalproduktet i Storbritannien på mellem fem-seks procent! Følgen kan blive omfattende social uro, civile optøjer, brændende byer, de lovlige myndigheders sammenbrud og – hold nu godt fast – diktatur!

Lyt til stemmerne fra Skotland og Catalonien
At det er kommet til et show down mellem den skotske og den britiske regering siger sig selv. I London optræder Theresa May som en anden, temmelig gammeldags skolelærerinde. Hun fortæller, stupidt og ufølsomt, skotterne, hvad de må og ikke må, hvilket blot styrker en endnu ufuldkommen national følelse blandt skotterne. Den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, erklærede på sit partis forårskongres i Aberdeen – at hun vil et åbent europæisk land. Et land, der opfordrer alle – arbejdere, studerende, videnskabsmænd, investorer – til at slå sig ned i Skotland og dér bidrage til skabelsen af et moderne, progressivt og humant samfund. Lignende toner høres i Catalonien.

Hører vi sådant i Inger Støjbergs og Martin Henriksens Danmark? Mig bekendt ikke. Jeg håber meget, at man i Danmark vil lytte til Skotland og Catalonien. To klart europæiske nationer, som forhåbentlig finder deres plads i EU indenfor de næste fem-ti år, fulgt over en periode af måske 20 eller 30 år af andre nationer i takt med, at de modnes, blandt dem Serbien, Bosnien, Montenegro, Makedonien, Kosovo og Albanien, men også Ukraine, Hviderusland og Moldova og – hvem ved? – Georgien og Armenien. Selv Tyrkiet skal ikke udelukkes, om end det for tiden står rigtig skidt til.

Europa siden krigen
Rom-dokumenterne blev undertegnet midt under den såkaldt kolde krig, som millioner af vor tids unge er uvidende om – for slet ikke at tale om den varme krig, der sluttede i 1945 efter at have kostet 60 millioner mennesker livet og udløst flygtningestrømme hen over Europa, som får vore dages indvandring fra Mellemøsten og Afrika til at ligne en velordnet søndagsskoleudflugt.

Umiddelbart efter 1945 besatte russiske hære det meste af Øst- og Centraleuropa frem til Lübecks østlige forstæder, hvor de stod til 1989, halvanden times kørsel fra den danske grænse. I 1948 kuppede kommunisterne det demokratisk valgte, men ikke i alle henseender demokratisk handlende styre i Prag.

I 1953 nedkæmpede russiske soldater en opstand i det kommunistiske Østberlin. Tre år senere kom turen til Ungarn. Jeg var dengang 12 år gammel, og Ungarn skulle blive min første politiske erfaring. Mit første indtryk af, at der fandtes et Europa, og at jeg var til stede i dette Europa.

I 1961 byggede de østtyske kommunister muren gennem det delte Berlin og forvandlede det allerede eksisterende jerntæppe fra Østersøen til Sortehavet til en veritabel fæstning. I 1968 fulgte den russiske indmarch i Tjekkoslovakiet, hvor lokale reformkommunister havde gjort sig udtilbens.

I 1989 brød den europæiske kommunisme sammen. Det splittede Tyskland forenedes. Tjekkoslovakiet blev i al fredsommelighed til Tjekkiet og Slovakiet. Det mildt kommunistiske og etnisk blandede Jugoslavien gik under i en krig, som kostede 100.000 mennesker livet, og hvis efterladenskaber – syv mindre nationalstater – er betydningsløse i den større verden og vogter på hinanden med en blanding af had og mistro. Jeg var til stede under arvefølgekrigene i Jugoslavien, hvor jeg lærte, at tvangssammenslutninger er et onde, og at demokratiske fællesskaber lader sig gøre.

Kort efter disse kriges ophør begyndte jeg den langsomme nedtrapning af en livslang karriere som rejsende reporter, et meget europæisk liv, der gør, at jeg kan virke lidt ubehersket, når jeg udsættes for, hvad jeg anser for politiske falskspillere.

Europa bygger Europa
Vi har arbejdet på Europas forening siden Karl den Store i det niende århundrede. Karls fejl var, at han så tilbage til Romerriget. I det 15. århundrede stillede Bøhmens fremsynede konge, Jiri af Podebrad, med et europæisk samlingsprojekt, som i flere henseender lagde op til vore dages EU. Det blev ikke taget alvorligt.

Det tysk-romerske kejserrige var med os fra den tidlige middelalder til de napoleonske krige i begyndelsen af 1800-tallet og fortsatte i sin østrigske udgave til 1918, en ikke ringe konstruktion. Habsburgerne, Napoleon, Hitler og Stalin var alle optaget af det mere eller mindre universelle imperium. Fejlen var, hvilket jeg blev belært om af den nu afdøde franske historiker Jacques Le Goff, at det rige, de tilstræbte, skulle være tysk, fransk, nazistisk eller kommunistisk.

Den afgørende forskel er, at vi i dag lader Europa bygge Europa. Fra Malta til Tyskland springer ligeberettigelsen i øjnene. I Danmark pukker EU-modstanderne på en formodet national suverænitet. Paradoksalt nok er denne suverænitet så meget større, fordi vi i det praktiske deler den med andre. Hvor ville Danmark være i den optrækkende konflikt med Rusland i Østersøen og polaregnene, om vi ikke havde NATO bag os? Hvor ville Danmark være handelsmæssigt med Kina og USA, om vi ikke var knyttet til EU?

Ud på Atlanten med Storbritannien
Kan man ikke finde ud af dette paradoks – og ganske mange EU-medlemslande kan ikke eller vil ikke – bør man som Storbritannien forlade unionen. Målet med EU er og forbliver Europas Forenede Stater, et mål vi skal nå gennem en langsom og metodisk fremadskridende proces.

EU er ikke et diktatur, og EU er ikke en gentagelse af Sovjetunionen, som jeg har set påstået af unionens modstandere. Storbritanniens eksempel viser, at det står enhver frit for at forlade klubben. Jeg håber blot, at man fra EU’s side – i pædagogisk øjemed – vil gøre klart i de nært forestående skilsmisseforhandlinger, at der ikke er flere mellemveje, ikke flere kompromisser, ikke flere forbehold. Storbritannien har siden sin indtræden i EU i 1973 – sammen med Danmark og Irland – gjort sit bedste for at sabotere EU’s principielle idé og bør nu fjernes fra Europa. Jo længere ud på Atlanten des bedre.

Tid til at gå i offensiven
I det hele taget kan EU-apparatet med fordel bruge 60-året for Rom-traktaten og Brexit til at gå i offensiven. Vi skal ikke vise overbærenheden med lande, f.eks. Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Polen, som med deres nuværende ledere vil Europas penge, men ikke Europas værdier.

Alene udsigten til en fast optræden i Bruxelles vil få millioner af centraleuropæere til at tænke sig om og fravige de lokale magthaveres u-europæiske optræden, af Ungarns regeringschef Viktor Orbán markedsført som ”illiberale” demokrati, en kopi af Putins Rusland, en skandaløs optræden som også Polen benytter sig af. Der bør i troværdighedens navn sættes en stopper for den igangværende galskab i Centraleuropa. Skulle det koste unionen endnu nogle medlemmer, så er det ikke en katastrofe.

De oprindelige seks var en storartet og inspirerende succes. Et reduceret EU ligner en glimrende løsning på nogle af tidens problemer, som netop er problemer, men ikke en krise. Et slankere og skarpere EU, bestående af 15 eller 20 hårdt arbejdende lande? Hvorfor ikke? Et sådant EU, som virkelig vil Europas Forenede Stater, kan omgives med en eller flere cirkler af andre lande, der hver især forhandler sig frem til et kommercielt eller andet forhold til denne kerne, men uden adgang til dens politiske beslutninger.

Lær af Schulz og Verhofstadt
Især Kommissionen og Parlamentet må gerne optræde mere offensivt. Jeg har megen respekt for kommissionsformand Juncker og ministerrådsrepræsentant Tusk, men stærke kommunikatorer er de ikke – ikke i forhold til EU’s højt råbende modstandere. Lær af det temperament, hvormed Martin Schulz nu fornyer det tyske socialdemokrati. Lær af den pågåenhed, hvormed Belgiens liberale Guy Verhofstadt farer frem.

Sig tingene som de er. Vi skal have styr på dette Europa. Vi skal have et troværdigt, integreret europæisk forsvar, samlet om en fransk-tysk atomslagstyrke og underlagt et europæisk forsvarsministerium. Vi skal have et europæisk finans- og økonomiministerium, der kan opkræve egne skatter til unionen og fri os for de pinlige sammenstød, som Ministerrådets budgetforhandlinger giver anledning til, herunder dette at ansvarsløse regeringschefer returnerer til deres respektive hovedstæder og erklærer sig som nationale helte.

Lad os få et europæisk arbejdsministerium, et europæisk energiministerium, et europæisk transportministerium og et europæisk miljøministerium. Lad os få et EU-indenrigsministerium, som kan sikre unionens ydre grænser og beskytte kontinentet mod international kriminalitet. Lad os få et europæisk ministerium for humanitære anliggender, som kan styre strømmen af flygtninge og immigranter, hvis arbejdskraft et hastigt aldrende Europa ikke kan være foruden, såfremt velfærdssamfundet skal bevares.

Europaparlamentet skal styrkes derhen, hvor det udøver en konkret og påviselig kontrol med denne nye forbundsstat og giver europæerne en fornemmelse af, at de er til stede og høres i dette fællesskab.

Filosofien må forblive denne: fuld solidaritet med dem, der ønsker at tilbagelægge hele vejen frem til Europas Forenede Stater. Resten – rige såvel som fattige – må forblive udenfor kernen og uden politisk indflydelse på kernens beslutninger.

Historien bevæger sig
Utopi vil mange sige. Ja, ja. Det Europa, vi har i dag, var en utopi i 1945, da fremsynede mænd – kvinderne var desværre få – begyndte at tænke europæisk. Churchill talte i 1946 i Zürich om Europas Forenede Stater, dog uden Storbritannien. NATO fulgte, Kul- og Stålunionen fulgte, Europahæren blev skudt ned, men De Seks opstod og blev til de 28. Utopier, nederlag, virkelighed.

For 30 år siden var det en utopi, at Sovjetunionen kunne gå under, men det skete. Det var en utopi, at Øst- og Vesttyskland kunne samles, men det skete. Det var en utopi, at De Seks kunne blive til de 28, men det skete. Ukraine, Hviderusland og de baltiske republikker var utopier. Skotland og Catalonien er utopier.

Historien bevæger sig. Vi skal hver dag huske, at det kun er to generationer siden, at vi lagde 1500 års europæisk borgerkrig bag os til fordel for tanken om Europas samling. Der er gjort kolossale fremskridt. Vi er i gang med det, franskmændene kalder la longue duré, det lange forløb. Lad os være målbevidste, men også tålmodige.

I en tid, præget af forlystelsessyge og forkælelse – der tales om underholdningssamfundet og det post-faktuelle samfund – har vi brug for ledere, der kan inspirere, ikke for useriøse ministre, som på facebook demonstrerer deres manglende etik med kager og dannebrogsflag.

Vi har brug for en politisk og verbal offensiv i Bruxelles. Vi har brug for et klarere og skarpere sprog, som giver EU-modstanderne svar på tiltale, øjeblikkeligt og umisforståeligt. Vi har brug for rå energi. Den halvt undskyldende, halvt bortforklarende holdning, som præger EU’s kommunikation, forvirrer og giver populisterne vind i sejlene.

Brug for ledere, der går i front
Et par afsluttende betragtninger: det er som om Donald Trumps sejr i USA begynder at virke. Østrig fik for nyligt – lidt mod forventning – en meget anstændig, europæisk præsident. Det netop overståede parlamentsvalg i Holland endte godt. Ender det franske præsidentvalgt også godt – og det gør det formentligt – fulgt af demokratiets sejr Tyskland ud på efteråret, kan vi formode, at det værste er overstået for denne gang.

For denne gang!

Det reaktionære, nationalistiske og anti-europæiske kævleri vil gå videre, ansporet af de styrende i London, Moskva og Washington, hvilket får mig til at understrege mit tema: skal Europa overleve i en verden, domineret af USA og Kina, i mindre grad af Indien og Rusland, da kommer vi ikke uden om Europas Forenede Stater. Til dette har vi brug for ledere, europæiske ledere, der går i front, ikke for bagstræbere, som svinger en eller anden national fane omme i retræten.

60-års europæisk tænkning og ofte tøvende europæisk handling indenfor en historisk ramme af 1500 år, præget af en stort set aldrig ophørende europæisk borgerkrig, er og forbliver første lovende kapitel. Vi er ved vejens begyndelse, kære venner, ikke ved dens afslutning. Gør vi os umage, kan Europa sagtens vise sig at være det 21. århundredes kontinent.

Per Nyholm (årgang 1943) har været journalist siden 1960. Han tiltrådte i 1980 som Jyllands-Postens korrespondent i London og siden Wien og Rom. Han dækkede de kommunistiske regimers undergang i Østeuropa i 1989, derefter krigene på Balkan fra 1991 til 1999. Nu har han en fast søndagsklumme i Jyllands-Posten, hvor han diskuterer bredt – fra dansk og europæisk politik til moral, etik og religion. Han har udgivet en række bøger, blandt andet “Europæerne, reportager fra en rejse i Europas erindring” (2008) og senest “Ensomhedens blindgyde – noter fra en vinterrejse på Cuba” (2016).

Foto i artiklens top: Mik Eskestad/Polfoto.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.