Set fra et forbrugerperspektiv i et Europa gennemsyret af digitale løsninger, teknologier og samarbejder, virker EU’s digitale indre marked her i slutningen af år 2016 som en selvfølgelighed. Men der findes et andet perspektiv. Et perspektiv, hvor det kreative vækstpotentiale, vi som kultur- og medieforbrugere nyder godt af, frygtes mast af ét gigantisk europæisk marked. Og hvor diversiteten i europæiske film bliver reduceret til et minimum.
Kommentar af Maiken Høj
11.12.2016 | DIGI:TEMA | En nystartet danske virksomhed kan sælge sine produkter i Italien og Slovakiet. Du behøver ikke betale told, hvis du vil have dine indkøb fra Spanien med hjem til Danmark. Unge europæere kan uden hindringer rejse til et andet EU-land for at studere og arbejde. Alt det – og meget mere – skyldes EU’s indre marked. De fysiske varer er for længst sikret deres frie bevægelighed på tværs af europæiske grænser.
Hvor det indre marked er en selvfølgelighed for EU’s borgere, ser situationen noget anderledes ud, hvis vi bevæger os ind på den digitale markedsplads. Faktum er nemlig, at vi i dagens EU ikke har ét fælles digitalt europæisk marked, men 28 – om føje år 27 med Storbritanniens Brexit – forskellige digitale markeder.
Europa-Kommissionen anslår, at det nuværende digitale marked består af 42 procent nationale tjenesteydelser, spredt ud over Europa, 54 procent USA-baserede ydelser, men kun 4 procent europæiske, grænseoverskridende tjenesteydelser.
Formålet med EU’s digitale reformstrategi er således, at gøre det lettere for forbrugere og virksomheder at få adgang til onlineprodukter- og tjenester på tværs af EU’s landegrænser. Det er uomtvisteligt, at EU på sigt vil udbygge sit digitale marked og øge konkurrenceevnen på dette parameter. Men der er nogle essentielle og afgørende forholdsregler, som indiskutabelt må tages med ind i forhandlingslokalet.
Går EU online nu?
Hvis vi alene kigger på Kommissionens ønske om at skabe bedre adgang til onlineprodukter og -tjenester, har Kommissionen for eksempel foreslået, at EU’s regler for køb af digitalt indhold, blandt andet apps og e-bøger, harmoniseres, ligesom der skal etableres EU-rettigheder ved grænseoverskridende onlinesalg af fysiske varer.
For den danske film- og mediebranche vakte det stor bevågenhed, interesse og ikke mindst bekymring, da Europa-Kommissionen foreslog et stop for den såkaldte ”geografiske blokering”, altså forhindring af adgang til websteder i andre EU-lande.
For at forstå denne bekymring er det afgørende at have et indblik i filmens finansielle fødekæde, hvor territorielt forsalg af rettigheder forhandles på plads inden filmens produktion. Det er dermed en vigtig økonomisk post i selve realiseringen af filmen.
Som det finansielle landskab ser ud i dag, har de enkelte films distributører således adgang til mange europæiske markeder, som potentielt er aftager af den pågældende films rettigheder. Med fuld implementering af et digitalt indre marked vil disse territorier og dermed potentielle kunder indskrænkes til ét stort marked.
Kulturel diversitet under pres
Konsekvenserne af et digitalt indre marked kan anskues ud fra flere scenarier, men i flere led i filmbranchen, blandt både kunstnere, producenter og distributører, er der en udtalt frygt for, at konsekvensen bliver manglende diversitet i europæisk filmkultur, hvor ét konstrueret homogent marked dikterer indholdet.
Derudover findes der en reel frygt, at de mindre film, fra mindre sprogområder, slet ikke vil blive lavet, da de ikke er tilstrækkeligt appellerende for en distributør at investere i ved at skulle betale for hele Europa. Måden hvorpå distributører i dag bidrager til finansieringen af film er typisk ved at betale en minimumsgaranti. Et beløb, der indgår i finansieringsplanen for filmen, hvor distributører køber sig rettigheder til de enkelte territorier.
En harmonisering af det digitale indre marked går fint i spænd med parolen om en fælles fortælling for Europa, hvor nationale barrierer forhindrer smeltegryden i at levere den europæiske kultur, men derimod støtter op om de nationale kulturelle artefakter. Men Europa er også de mange kulturer. Europa er også de små prisvindende film, som realistisk set ville have svært ved at blive skabt uden det finansielle grundlag, der ligger i territoriale salg.
Skal online streamingtjenester bestemme film- og serieudbuddet?
Ligeledes fik Kommissionens forslag fra september 2016 om reform af den europæiske copyrightlovgivning opmærksomhed i filmbranchen. Reformen skal sikre, at f.eks. videotjenester kan anvendes på tværs af grænserne. Kommissionen ønsker blandt andet, at det skal være nemmere at etablere grænseoverskridende distribution af tv- eller radioprogrammer, give bedre adgang til indhold i hele EU og sikre mobilitet af onlinetjenester.
Der er i forslaget fra Kommissionen lagt op til, at denne mobilitet vil være af ”kortere varighed” og dermed ikke permanent. Men for en f.eks. dansk producent og rettighedshaver, er bekymringen her, at Kommissionen ikke er tilstrækkelig opmærksom på, at geoblokering og territorialitet er et middel til at understøtte finansiering af filmproduktionen.
Og en reel bekymring er, at markederne mister værdi, hvis der åbnes op for mobilitet og portabilitet, og dermed mister producenterne en helt afgørende finansieringskilde til at skabe unikt indhold.
Nu er det op til lovgiverne i EU’s politiske system – Ministerrådet og Europa-Parlamentet – om at nå til enighed om Kommissionens mange forslag på det digitale område. Derefter skal lovgivningen implementeres i EU’s medlemslande og have tid til at virke.
Derfor er det endnu alt for tidligt at vurdere, om EU når fuldbyrdet ind i den digitale tidsalder. Modsat tidligere har den nuværende Kommission forsøgt at sætte handling bag ordene for at få skabt et egentligt digitalt indre marked.
Der er flere skridt til en egentlig implementering, og et vigtigt skridt på vejen er her at anerkende rettighedshaverne og filmproducenternes bekymring for fremtidens diversitet i europæisk film.
Maiken Høj er informationsmedarbejder ved Det Danske Filminstitut og Creative Europe MEDIA
Billede i artiklens top: POLFOTO/RINK PELLE