CPH:DOX sætter i år særligt fokus på den aktuelle flygtningesituation med temaet ’Borderline’, som udforsker de menneskelige konsekvenser på begge sider af Europas grænser.

7.11.2015 | CPH:DOX | Over 16 millioner flygtninge, 33 millioner internt fordrevne og 1,2 millioner registrerede asylansøgere. Hver dag bliver vi bombarderet med en myriade af tal og avisoverskifter, der slører for de personlige fortællinger bag statistikkerne. CPH:DOX præsenterer (u)håndgribelige historier fra dem, det virkelig handler om.

Konfliktens kerne
Vi starter ved kilden til de største flygtningestrømme, verden har set i nyere tid.

Til dato er omkring 5 millioner flygtet fra Syrien. Men hvordan er det at rejse fra sit hjem? Den syriske instruktør Liwaa Yazji stiller skarpt på netop det tema i sin film Haunted. Igennem grynede skypeforbindelser og fragmenterede billeder får de syrer, instruktøren møder, selv en stemme. Stemmer der usentimentalt skildrer følelsen af stedløshed – og hvad det vil sige at miste alt.

A Syrian Love Story bevæger sig uden for hjemmets fire vægge og ind i en kolliderende kaotisk kærlighedshistorie. Armer og Raghda mødte hinanden i et syrisk fængsel for tyve år siden –arresteret for at protestere imod Bashar al-Assads regime. Instruktør Sean McAllister møder parret i 2009 og følger dem gennem fem år, hvor deres kærlighed til hinanden og deres land bliver sat på prøve under en af de største humanitære katastrofer i nyere tid.

Borgerkrigen i Syrien har drevet titusindvis på flugt over grænsen til en af verdens største flygtningelejre, Za’atari i Jordan. To unge filmskabere, Zach Ingrasci og Chris Temple, har som de første udlændinge fået tilladelse til at flytte ind i lejren med over 80.000 mennesker. Salam Neighbor portrætterer med sympati og ung følsomhed de menneskelige nuancer bag mediernes entydige dækning af livet som flygtning.

Fort Europa
Fra Syrien til Europas grænseland, som for mange flygtninge er det forjættede land. Men der er ikke nogen nem vej gennem Fort Europa. The Great Wall giver en sublim tilstandsrapport fra et stærkt militariseret Europa, mens Kafkas berømte novelle Ved bygningen af den kinesiske mur bliver læst op. Filmen kortlægger den sikkerhedskultur, der sikrer EU-borgernes nattesøvn, men samtidig også deres dårlige samvittighed.

Det er dog ikke kun mure, men også mennesker, der prøver at holde ’illegale flygtninge’ ude af Europa. The Dream of Europe følger to norske Frontex-arbejdere på den spanske sydspids, hvor de arbejder for at bevogte Europas stadig ekspanderende militariserede og regulerede grænser – et sted, hvor politiske lovgivninger og menneskelige hensyn konstant kolliderer.

Fra Fort Europas uigennemtrængelige mur til det altopslugende Middelhav.

Fra CPH:DOX-aktuelle Lampedusa In Winter

Øen Lampedusa er Europas sydligste punkt og et springbræt til Europa for afrikanske flygtninge. Lampedusa in Winter portrætterer øen, der er ramt af den største flygtningestrøm nogensinde. Men det er ikke beboernes største bekymring. Færgen, der forbinder øen med fastlandet, er brændt, og Lampedusas fiskere demonstrerer, alt imens ildsjæle kæmper for at give de druknede flygtninge en værdig begravelse.

Those who feel the fire burning viser også kampen på havet i denne mørke, hallucinatoriske og helt usædvanlige film. En aldrende immigrant repræsenterer på én gang sig selv og en hel flok immigranter og flygtninge. Filmen vover at illustrere de desperate flygtninges håbløse situation i udkanten af Europa i en poetisk vision, der er svær at ryste af sig.

Flygtninge på skandinavisk jord
Fra Europas sydlige, ydre grænse til Nordeuropa. Tre danske filmskabere viser på hver deres måde, hvordan det er at være flygtning i Danmark.

I Drømmen om Danmark har Michael Graversen fulgt den nu 19-årige Walid i tre år, hvor han har tilbragt sit liv i danske asylcentre. Da Walid fylder 18 år, bliver hans ansøgning om opholdstilladelse afvist og han er tvunget til at forlade landet. Han frygter for sit liv i hjemlandet Afghanistan og flygter til Italien i håbet om senere at vende tilbage til Danmark.

Andreas Kofoed følger også børn i asylsystemet med filmen Et Hjem i Verden.

Magomed er en kvik og genert tjetjensk dreng på 10 år, der sammen med sin familie er ankommet til Danmark for at søge asyl. Mens deres sag behandles går Magomed i skole, og her får man et gribende indblik i livet som asylbarn.

Fra aktuelle flygtningeproblematikker går rejsen tilbage til 1992, da verdens øjne rettede sig mod det krigshærgede Bosnien-Hercegovina. Gennem VHS-bånd og personlige fortællinger skildrer instruktør Vladimir Tomic livet på flygtningeskibet ’Flotel Europa’ i Københavns havn, hvor han sammen med sin mor og bror i to år afventede asyl ligesom tusinder af andre flygtninge fra Balkan.

Væk fra krigens grusomhed og gennem asyl-nåleøjet ender vi i Sverige i en noget mere lun boldgade. Her prøver 16 eksil-somaliere at kvalificere sig til VM i hockeysporten bandy skildret i den svenske film Nice People. Filmen har en alvorlig, politisk agenda, men historien bag er pakket ind i en pilskæv feelgood-dokumentarkomedie.

Camilla Henriette Qvistgaard Madsen er presseassistent på CPH:DOX

Billede i artiklens top: Fra dokumentarfilmen Nice People

 

Oversigt over flygtningefilm på CPH:DOX:

A Syrian Love Story
http://cphdox.dk/program/film/?id=3012

Haunted
http://cphdox.dk/program/film/?id=3077

Salam Neighbor
http://cphdox.dk/program/film/?id=3212

Drømmen om Danmark
http://cphdox.dk/program/film/?id=3216 

Et hjem i verden
http://cphdox.dk/program/film/?id=3009 

Lampedusa in Winter
http://cphdox.dk/program/film/?id=3101 

Nice People
http://cphdox.dk/program/film/?id=3117 

The Dream of Europe
http://cphdox.dk/program/film/?id=3153 

The Great Wall
http://cphdox.dk/program/film/?id=3159 

Those who feel the fire burning
http://cphdox.dk/program/film/?id=3181 

Flotel Europa
http://cphdox.dk/program/film/?id=3066