Det forløbne år blev året, hvor EU med hjælp fra Tyrkiet ”lukkede” den såkaldte Balkanrute. Men det betyder ikke, at den berygtede flygtningerute ikke fortsat benyttes. Mange er strandet på kanten af EU, hvor temperaturerne er lave og en ny migrationspolitisk virkelighed presser sig på. Perspektiv fra Serbien.

Baggrund af Annemarie Majlund Jensen

TEMA: EU OG FLYGTNINGENE | Det er blevet vinter, og igen slås der kuldealarm i Syd- og Sydøsteuropa. Også i Serbien står man i højeste kuldealarmberedskab. Ikke mindst de internationale og lokale hjælpeorganisationer, der forsøger at række ud til de tusindvis af hjemløse flygtninge, som i flere måneder har opholdt sig i landet, hvorfra de har forsøgt at nå over grænsen til Ungarn og EU – et EU, som for manges vedkommende siden har vist sig at være lukket land.

Fald i antal flygtninge
Efter den Erdogan-Merkel forhandlede aftale mellem Tyrkiet og EU, der i slutningen af marts markerede den officielle lukning af Balkanruten – det sidste i parentes bemærket en betegnelse opfundet af EU’s grænse- og kystbevogtningsagentur FRONTEX – er antallet af flygtninge, der har fundet vej til EU via Balkan faldet markant.

I 2015 tilbagelagde omtrent 764.000 mennesker fra konflikthærgede, flygtningeproducerende lande som Syrien, Irak og Afghanistan de flere tusinde kilometer, som Balkanruten spænder over. Startende i Tyrkiet og Grækenland er de rejst, ofte til fods, gennem Makedonien eller Bulgarien for derfra at tage videre til Serbien, der for mange er sidste stop på ruten før EU. Ifølge tal fra den Internationale Organisation for Migration, IOM, og FRONTEX har det tal i 2016 har ligget på mellem 100.000 og 123.000.

Om end det markante fald ikke nødvendigvis skal ses som direkte og alene foranlediget af EU-Tyrkiet-aftalen, er der ingen tvivl om, at et langt lavere antal mennesker har taget turen til EU’s sydøstlige grænse sidste år set i forhold til det store flygtningekriseår 2015. Det er samtidig en udvikling, der ifølge grænseagenturet især har gjort sig gældende efter aftalens indgåelse d. 18. marts 2016.

Tal, mennesker og migration
Tilsammen giver tallene et billede af en global tendens, hvor flugt og migration er mange menneskers hverdag. Men de skjuler også, hvordan flygtninge og migranter fortsat er nogle af de mest sårbare, når det kommer til at overleve ændrede vejrlig og diverse klimarekorder.

Hvad disse tal heller ikke viser, er, at de flygtninge, der rejser og har rejst gennem Balkan kun udgør en del af det samlede antal flygtninge og migranter, der hvert år søger mod Europa. Med til Balkanrutens ”lukning” hører således også en migrationsudvikling, hvor antallet af mennesker, der forsøgte at nå Europa ved at krydse det centrale Middelhav nåede sit indtil videre højeste, med 181.100 mennesker registreret af FRONTEX i 2016.

For de flygtninge, der i øjeblikket befinder sig på Europas landeveje, i hovedstæder, landsbyer og bjergpas, er virkeligheden imidlertid den samme. Det er en virkelighed præget af håbet om at veksle den livsfarlige tur til en fremtid med sikkerhed, job og uddannelse i verdens trygge del. Kursen for at indfri det håb – og vejen ud af det, der sendte dem afsted i første omgang – er også den samme. At Balkanruten tilbagelægges i sne og minusgrader understreger blot, hvordan ruten for mange ses som en dødsensfarlig livline, der for nogles vedkommende allerede har haft døden til følge.

Frustrerede opdateringer fra året der gik
Gennem det år, der netop er gået, har jeg fået daglige opdateringer fra venner, bekendte og kollegaer i Beograd, der alle på den ene eller den anden måde har haft deres dagligdag midt på ruten. Enten fordi de selv er flygtet, eller fordi det har været deres opgave at hjælpe dem, der nu engang befinder sig i Serbien uden mulighed for at rejse videre – og oftest også uden nogen praktisk og økonomisk mulighed for at rejse tilbage til de lande, de er kommet fra.

Det ene billede af (hunde)skambidte (menneske)lemmer efter det andet er tikket ind på min telefon, ligesom fotografier af smadrede mobiltelefoner på række har vidnet om en helt anden type overgreb, der i yderste konsekvens har frataget deres ejere kontakt med familie og netværk, herunder den helt essentielle kontakt med internationale smuglernetværk. Det sidste cirkuleret som et signal om risikoen ved at prøve at forcere det grænsepoliti, der bevogter grænsen mellem Serbien og EU-landet Ungarn.

Nu fyldes mit News Feed også af daglige opdateringer fra flygtninge- og nødhjælpsorganisationer i den serbiske hovedstad, der med frustration må erkende, at selv de mange lokales gode vilje til at huse de mennesker, der stadig kommer til byen hver dag, ikke slår til. Læger uden Grænser anslår, at mere end 7.500 flygtninge og migranter hovedsageligt fra Syrien, Afghanistan og Irak samt Pakistan lige nu befinder sig i Serbien. Det tal kan dog sagtens være højere, og andre kilder har over efteråret estimeret, at antallet af personer, der opholder sig i landet i ”transit”, ligger stabilt på omkring 6500-8000.

FN giver skulderklap til Serbien
Serbien har, siden flygtningekrisens begyndelse vist sig som et i EU-jargon relativt ”ansvarligt” og ”solidarisk” kommende medlemsland. Eller som også blev påpeget i slutningen af oktober i en udtalelse fra FN om landets håndtering af krisen, så har Serbien ”overordnet set handlet positivt og i overensstemmelse med humanitære, retslige principper i forhold til flygtninge- og migrationssituationen”. Serbien har med andre ord kunne mønstre en indsats, der i det store og hele har været præget af respekt for de flygtendes liv og lemmer.

Der kan argumenteres for, at netop den strategi har været et led i større magtpolitiske kalkuler i forhold til resten af Europa, Rusland og EU, som Serbien med Vučić-regeringen i spidsen tager aktivt del i. Men det ændrer ikke ved, at EU-lande som Bulgarien og Ungarn har et langt værre ry end Serbien blandt flygtninge, migranter og de hjælpeorganisationer, der står for at behandle folk efter deres møde med grænsevagter, politihunde, mafianetværk – og altså også kulden, som nu, ikke helt uventet, har meldt sin ankomst.

At Serbien har kunnet spille rollen som den gode betjent, har blandt andet kunnet lade sig gøre fordi man ikke, som landene indenfor EU, skal leve op til Schengensamarbejdet på vilkår bestemt af den utidssvarende Dublinkonvention. Dertil kommer, at Serbien i kraft af sin udenforstående position som ”transitland” på kanten af unionen, har kunnet komme menneskerettighederne i møde uden at ”risikere” at flygtninge skulle få smag for idéen om at slå sig ned permanent; Alle vil til EU, ingen vil blive i Serbien.

Balkanrutens genkomst
Med 2017 har en ny og anderledes virkelighed meldt sig, en virkelighed som (illusionen om) Balkanrutens lukning har bidraget til. For ligesom man ikke kan tage ”Balkan” ud af Balkan ved at kalde halvøen noget andet (EU har forsøgt sig med det geografisk klingende ”Vestbalkan” og det ultra-neutrale, grænsende til det intetsigende, ”Sydøsteuropa”), så er Balkanruten ikke en art Europas bagdør man kan lukke, om end klichéen om Balkan som ”Europas baghave” består med de lettere arrogante betragtninger, betegnelsen til tider har medført og stadig afstedkommer. Spørgsmålet er, hvilket Europa der, når alt kommer til alt, er forrest og bagerst i flygtningespørgsmålet?

For ganske nyligt beskrev en medarbejder fra Læger uden Grænser til den britiske avis The Guardian, hvordan Beograd risikerer at blive det nye Calais – dvs. en ”losseplads” for flygtninge og migranter, der ender med at sidde fast på grænsen til EU, der ikke vil vide af dem, og som derfor lukker øjnene for, at de eksisterer.

Ligesom resten af Europa står Serbien nu i en situation, hvor man skal bestemme sig for, om de mennesker skal behandles med værdighed og respekt eller overlades til kulden. Godt nok er hverken flygtningekrisen eller Balkanrutens såkaldte lukning noget, som Serbien og serberne har skabt. På den anden side kan begge dele vise sig at blive netop den “globaliseringens ilddåb”, som bringer Serbien ud af den europæiske baghave og ind i EU’s varme.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Darko Vojinovic/AP/Polfoto.