Ungarn har de seneste år trukket adskillige negative overskrifter. Nu planlægger Orbán-regeringen at opføre en gigantisk, kontroversiel statue midt i Budapest, trods kritik fra især jødiske kredse. Statuen trækker tråde tilbage til begge verdenskrige, og en professor kalder forløbet for historieforfalskning og et kujonagtigt forsøg på at hvidvaske Ungarns rolle i jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig.

14.6.2014 | EUROPAHISTORIE | En ny statue står til snart at blive opført på Budapests centrale Frihedsplads. Trods flere kritiske røster. Indtil videre har kritikken udsat opførelsen, men i slutningen af maj godkendte premierminister Viktor Orbán planen for et nyt kolossalt varemærke på frihedspladsen.

Den kontroversielle statue viser ærkeenglen Gabriel, der angribes af en ørn, men under de tilforladelige kristne associationer gemmer der sig en slet skjult og langt mørkere historisk symbolik. Gabriel er Ungarns skytshelgen og angribes her af en fjendtlig ørn – en tysk ørn, vel at mærke.

Ingen kan være i tvivl om, at statuen er en fremstilling af Anden Verdenskrig og tolkningen ligger lige for: Ungarn blev overfaldet af Nazityskland og ungarerne var ofre for nazismen. Mejslet i granit, bogstaveligt talt.

Arven fra Første Verdenskrig
Dén fremstilling af historien er faldet mange for brystet, ikke mindst jødiske organisationer. De få tilbageværende ungarske jøders erindring om Ungarn under Anden Verdenskrig er nemlig en ganske anden. Men for at forstå den ophedede debat i dagens Ungarn er det nødvendigt at forstå landets historie i det 20. århundrede.

Ligesom mange andre europæiske lande er den ungarske erfaring fra Anden Verdenskrig tæt knyttet til Første Verdenskrig og Mellemkrigstiden. Ungarn var, som den ene halvdel af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn, på tabernes side i den første af verdenskrigene.

Østrig-Ungarns bestræbelser på at beherske store dele af Balkan var den udløsende faktor for udbruddet af Den Store Krig. Selve krigen havde på mange fronter udstillet de talrige problemer, der eksisterede i det splittede rige. Et af de væsentligste var den uhyre komplekse etniske sammensætning. Udover de to største befolkningsgrupper – ungarerne og tyskerne – var riget et sandt kludetæppe af alle de østeuropæiske folkeslag.

Selvom især østrigerne havde forsøgt at gennemføre en sproglig, politisk og kulturel ensretning, var den kun lykkedes på overfladen, og nederlaget i verdenskrigen og kejserrigets efterfølgende kollaps gav de etniske spændinger frit løb. Spændingerne var langt fra nye og med jævne mellemrum i løbet af 1800-tallet var forskellige krav blevet luftet. Det nye efter 1918 var, at disse etniske krav fik opbakning fra og blev tilskyndet af omverdenen.

Indviklede grænsedragninger i Europa
Den amerikanske præsident Woodrow Wilsons visioner for et fremtidens Europa var bygget på ideen om folkenes selvbestemmelse. Det nationale tilhørsforhold skulle gennem folkeafstemninger afgøre nationens grænser og dermed forhindre en ny verdenskrig. Til trods for ideens sympatiske karakter rummede den en række praktiske problemer.

Den største var, at de forskellige etniske grupperinger ikke boede adskilt og etniske grænsedragninger var derfor ofte svære at trække. Især i det tidligere Østrig-Ungarn var problemet massivt. Sejrherrerne tegnede de nye grænser og i Ungarns tilfælde betød det, at et enormt antal ungarere gik fra at være en majoritet og overklasse til at være et mindretal og en underklasse i de nye lande, der opstod efter krigen. De lande, der tog gode lunser af ungarskdominerede områder, var primært Jugoslavien, Rumænien og Tjekkoslovakiet.

Beslutningen blev formuleret i fredsaftalen fra 1920 i den parisiske forstad Trianon og Ungarn blev mere eller mindre tvunget Ungarn til at underskrive. Som i Tyskland i forbindelse med Versailles-traktaten året før blev fredsaftalen et symbol på uretfærdighed, og mellemkrigstidens ungarske politik domineredes af ønsket om at ophæve Trianonfreden.

Det var i dette politiske klima, at det i 1920 lykkedes admiral Miklós Horthy at erobre magten i Ungarn, og med løftet om national oprejsning og hævn tiltog han sig efterhånden diktatorisk magt.

Trianon-aftalens lange skygger
Horthy var ungarsk ultranationalist og antisemit, hvilket allerede tidligt kom til udtryk gennem diskriminerende antijødiske love, der bl.a. begrænsede jødernes adgang til uddannelse. Jøderne var det ungarske folk fremmed, forsøgte at undergrave den ungarske stat gennem storkapitalen og kulturlivet og snyltede på samfundslegemet, lød parolerne.

Af denne grund, samt af militærstrategiske overvejelser, var det ikke overraskende, at Horthy-regimet allerede før Anden Verdenskrig valgte at alliere sig med Nazityskland. Hitler tildelte i løbet af krigen Ungarn en del af de områder, Trianon-freden havde berøvet dem, og Ungarn stillede beredvilligt tropper til rådighed især i Jugoslavien. Internt blev kommunister, socialdemokrater og andre anderledes tænkende forfulgt, men i begyndelsen skete kun få overgreb på den jødiske befolkning.

Hitlers utilfredshed med den manglende deltagelse i holocaust medførte i løbet af foråret 1944, at Horthy begyndte deportationerne af jøder til Auschwitz. I alt 100.000 af Ungarns 800.000 jøder blev sendt mod gaskamrene af Horthy, inden han blev sat fra magten af tyskerne og erstattet af det nazistiske Pilekorsparti.

De var anderledes velvillige i forfølgelsen af jøderne, og under deres kortvarige styre mellem marts 1944 og januar 1945 omkom yderligere 400.000 jøder. Menige ungarere deltog beredvilligt i nedslagtningen og deportationerne, og som Imre Kertesz’ bog De skæbneløse fra 1996 viser, var ungarernes vilje til at hjælpe deres jødiske landsmænd efter krigen uhyre lille.

Gabriel-statuen hvidvasker Horthy-regimet
Det er den historie, diskussionen om statuen af Gabriel og den tyske ørn skal ses i forhold til. Orbán-regeringens forsøg på at genskabe ideen om et Storungarn, der samler hele det ungarske folk, er tæt knyttet til mellemkrigstidens og Horthys politiske målsætninger. Der passer fortællingen om et krigsforbryderisk regime ikke godt ind. Den kommende statue skal altså forstærke den officielle udlægning af historien, nemlig at ungarerne var magtesløse ofre, der tvunget af en udefrakommende magt modvilligt udførte forfærdelige handlinger.

Den ungarskfødte jødiske historieprofessor Randolph Braham, der selv overlevede Auschwitz, kalder dog statuen historieforfalskning og et kujonagtigt forsøg på at hvidvaske Horthy-regimet. Ungarerne var kollaboratører, ikke uskyldige ofre, fastslår han. Braham har som konsekvens returneret en orden, han modtog fra en tidligere ungarsk præsident.

Den ophedede debat er ydermere et resultat af, at opførelsen finder sted samme år som markeringen af 70-året for det ungarske holocaust. Det bliver derfor i jødiske kredse opfattet som en bevidst provokation. Det er ikke en anklage grebet ud af den blå luft. Hvor den nationalistiske og konservative Fidesz-regering ikke er antisemitisk, er det helt anderledes for det ultranationalistiske parti Jobbik.

Jobbik har oplevet stor medvind de seneste år, og fik 20 og 15 pct. af stemmerne ved henholdsvis parlamentsvalget og valget til Europa-Parlamentet tidligere i år. Partiets retorik, fremtoning og metoder bringer minder frem om den mørke fortid. Jøderne opfattes således som ophavsmænd til den nuværende finanskrise og opfattelsen af det ungarske folk ligger ikke fjernt fra Pilekorspartiets under Anden Verdenskrig.

Disse yderligtgående holdninger deles kun af et fåtal af ungarerne, men en anden af Jobbiks politiske kerneområder, en bemægtigelse af de tabte områder efter Trianonfreden, er derimod en sag, der vækker genklang i brede dele af befolkningen. De såkaldte Trianon-ungareres ve og vel uden for landets grænser ligger også regeringen meget på sinde, og de er gået så vidt som til at tildele en stor del af dem dobbelt statsborgerskab.

De gode tider og positive forventninger efter EU’s østudvidelse for ti år siden er afløst af stagnation og arbejdsløshed. Skylden placeres først og fremmest hos EU, men flere steder også hos den internationale ”jødekapitalisme”. For at en sådan anklage ikke skal opfattes som helt usmagelig, må jødeudryddelserne relativeres og gøres til et overgreb blandt mange. Det kan blandt andet ske gennem opførelsen af historiske mindesmærker, som hylder fædrelandets glorværdige fortid og retfærdige kamp. Eller, ifølge andre, hvidvasker dets forbrydelser.

Mathias Strand er cand.mag. i historie fra Aarhus Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Laura Lafond

REKLAME | Magasinet Europa sætter i august fokus på 100-året for Første Verdenskrig