I stedet for at løse det egentlige problem og samarbejde om at lave en solidarisk og holdbar union for det fælles bedste, vælger nordeuropæerne konflikt og kamp for at få sydeuropæerne til at bøje sig.

Kommentar af Frederik Kirst Müntzberg

TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED | I årene efter murens fald, hvor globaliseringen enstemmigt blev tiljublet, EU-samarbejdet udvidet, og historiens afslutning proklameret, troede man, at forskellene mellem syd, nord, vest og øst nu blev mindre. Siden er små sprækker opstået i dette billede, og i Europa bliver sprækkerne og forskellene mellem Nordeuropa, Østeuropa og Sydeuropa stadigt mere synlige i takt med at billedet fortsat krakelerer.

Den nordeuropæiske idé om, at EU’s nationalstater skal formes i et nordeuropæisk billede med lav gældsætning, overskud på handelsbalancen, skarp kontrol med de offentlige finanser, højt arbejdsudbud og uafbrudt økonomisk vækst, flækker langsomt Europa på midten. Europa opdeles i et nord og syd, som vendes mod hinanden. I Bruxelles har man haft uendeligt svært ved at håndtere og endsige forstå de strukturelle problemer i Sydeuropa, hvor modstanden mod EU har været stigende siden eurokrisen i 2008[1]. Måske er det på tide at begynde at anskue udfordringerne på en anden måde, i stedet for at blive ved med at true sydeuropæerne med økonomiske sanktioner og pålægge dem strukturelle reformer. Frem for magt og styring bør forståelse og solidaritet præge det europæiske samarbejde.

Holdningen i nord er, at de sydeuropæiske samfund skal reformeres og moderniseres, så de kan komme på omgangshøjde med Nordeuropa. Målet der skal stræbes efter i denne logik, er nordeuropæisk økonomisk rationalitet og protestantisk arbejdsetik. På befaling fra EU har de sydeuropæiske lande måttet tvinge økonomiske nedskæringer igennem for at kunne lette deres gældstryk, selvom landenes befolkninger åbenlyst har forsøgt at modsætte sig det. De sydeuropæiske befolkningers suverænitet er blevet knægtet, og Sydeuropa har måttet underkaste sig og trælle for Nordeuropa for at betale deres gæld af. I stedet for solidaritet og forståelse har man valgt opgør og hård økonomisk magt.

Opdelingen i nord og syd
Splittelsen af Europa i en sydlig og nordlig del har dybe historiske rødder. Romerrigets gamle grænser afgrænser stadig Europa åndeligt og kulturelt. Derudover mærkes betydningen af den protestantiske revolution, som har skabt et religiøst skel imellem det sydlige og nordlige Europa stadig tydeligt. I de sidste mange århundreder har man strides og bekriget hinanden i religionskrige og verdenskrige, men med stiftelsen af EU og visionen om fredeligt og solidarisk samarbejde og sameksistens skulle alt dette være slut. Troen på det blev styrket, da de nye sydeuropæiske demokratier Spanien, Portugal og Grækenland kom med i 70’erne, og op gennem 90’erne da man udvidede det europæiske samarbejde i både bredden og dybden. I de seneste år har vi dog bevidnet, hvordan en ny central konflikt mellem nord og syd er opstået. En økonomisk og politisk konflikt som truer det fælles europæiske samarbejde og den fælles forståelse. Konflikten skabes især af de narrativer, der hersker om Sydeuropa, som giver brændstof til en særlige myte om, at Nordeuropa er de ansvarlige voksne, der skal opdrage sydeuropæerne.

Grækerne, spanierne, italienerne og portugiserne var selv ude om deres økonomiske kriser – de arbejdede ikke hårdt nok, slikkede for meget sol, holdt siesta og gik tidligt på pension. Sådan har man i Nordeuropa forstået og fortolket eurokrisen, og derfor var de nordeuropæiske lande også tilbageholdende med at hjælpe sydeuropæerne med deres gældsbyrde. Som minimum skulle man være sikker på at kunne få sine penge tilbage. Ofte har der været henvist til sydeuropæisk økonomisk ødselhed og til deres dårligt organiserede og uproduktive økonomier, som man mener kræver reformering.

En næsten religiøs tro på en overlegen nordeuropæisk økonomisk rationalitet præger denne tækning. Troen på denne økonomisk rationalitet, som er særligt udbredt i det protestantiske Nordeuropa, blev i begyndelsen af 1900-tallet beskrevet af Max Weber. Weber beskrev, hvordan kapitalismens fremkomst i Nordeuropa skyldtes en særlig protestantisk etik – en etik som på mange måder stadig er afgørende for vores forståelse og syn på samfundsøkonomiske spørgsmål den dag i dag. I dag er denne protestantiske ånd også udgangspunktet for at forstå, hvorfor Nordeuropa har så svært ved at tilgive den sydeuropæiske gæld. Den protestantiske arbejdsetik fordrer en nærmest religiøs tilgang til det at arbejde. Arbejdet er her anset som et kald og en vej til frelsen. Weber argumenterede for, at protestantismens hyldest af dyder såsom individuelt ansvar, selvdisciplin og askese, var med til at skabe grundlaget for denne særlige økonomiske rationalitet. Landes økonomier skal ifølge den kaldsetik konstant optimeres og fintunes, og der skal arbejdes utrætteligt på at øge væksten og forbedre de økonomiske balancer. Gæld er syndigt, og skal arbejdes af. I sidste ende er alting altid et spørgsmål om at fylde pengekassen. Dyder som nydelse og afslapning har ikke megen værdi i sig selv, og den sydeuropæiske livsførelse vil i dette lys derfor fremstå uansvarlig og hedonistisk.

Det er igennem denne protestantiske moral, at sydeuropæernes økonomiske problemer fortolkes og forstås af nordeuropæerne. Som den spanske filosof Paul B. Preciado skriver, så er Sydeuropa ikke kun et geografisk sted, men også et resultat af forholdet mellem magt og viden. Med Preciado kan man altså sige, at Sydeuropa bliver opfundet, skabt og formet gennem den måde, det anskues og tænkes på. Sydeuropa er altså, udover at være en lokation på europakortet, også en myte og en fiktion. En fiktion som står i kontrast til den nordeuropæiske. Her fremstår Sydeuropa som primitivt og forældet, mens Nordeuropa fremstår som fremgang og fremtid. Sydeuropa anskues som irrationelt, uorganiseret, uproduktivt, dovent, fattigt, sentimentalt, infantilt, korrupt, mere snavset og mere tilbagestående. Nordeuropa derimod anskues som rigt, velorganiseret, rationelt, stærkt, effektivt, produktivt, innovativt, højteknologisk, mere moderne, mere pragmatisk og mere veludviklet. Disse anskuelser har stor indflydelse på den måde eurokrisen og senest også coronakrisen er blevet håndteret på i EU.

Økonomisk fragmentering af Europa
Siden eurosamarbejdet blev formaliseret, har Nordeuropa med Tyskland i spidsen domineret EU’s finansielle politik, og Sydeuropa har måttet tilpasse sig. Indførslen af euroen har fungeret på de nordeuropæiske landes præmisser, og førte næsten til et totalt kollaps af de sydeuropæiske økonomier. Efter den langvarige eurokrise, der begyndte i 2008, har man løbende gennemført hårde økonomiske reformer og nedskæringer. Økonomien fungerer her som en styringsmekanisme, hvorigennem Nordeuropa kan udøve sin magt over for Sydeuropa. De sydeuropæiske økonomier skal bøjes, formes og tilpasses en nordeuropæisk opfattelse af, hvad der er rationelt og rigtigt.

Som den græske økonom Yanis Varoufakis og andre økonomer også har påpeget, så skyldes eurokrisen snarere den fejlslagne opsætning af euroen samt kollapset af den globale banksektor end sydeuropæisk dovenskab. Euroens fejlagtige design har givet Tyskland, Holland og andre nordeuropæiske lande store overskud på handelsbalancen med Sydeuropa, som til gengæld er blevet mere og mere forgældede over for Nordeuropa. Når der er overskud i nord, må der på samme tid være underskud i syd. Den fri bevægelighed for kapital og den fælles valutakurs har haft katastrofale konsekvenser for de sydeuropæiske økonomier. Groft sagt opbyggede sydeuropæerne deres gæld ved at købe nordeuropæiske produkter på kredit samtidig med, at de nordeuropæiske landes overskud ”rejste tilbage” til de sydeuropæiske lande, der grundet deres handelsbalanceunderskud havde højere renter. På denne måde kunne grækerne, italienerne, spanierne, cyprioterne og portugiserne se til, mens deres gæld til Nordeuropa steg og steg. Mange økonomer er enige om, at der ikke har været tilstrækkelige stabiliserende og omfordelende mekanismer, som har kunnet modvirke dette scenarie.

Den globale finanskrise fungerede dernæst som en detonator, der fik de sydeuropæiske økonomier til at kollapse under deres massive gæld. Da det skete, skulle den europæiske centralbank redde de sydeuropæiske økonomier, men har var tyskerne, hollænderne osv. ganske lunkne ved tanken om at pumpe penge ud og befri Sydeuropa fra deres gæld. Man gjorde det på betingelse af hårde nedskæringer, som er gået slemt ud over de sydeuropæiske befolkninger.

Under Covid-19 krisen har vi set samme tendens i form af den såkaldte sparebande bestående af Danmark, Østrig, Holland og Sverige, som har være yderst skeptiske over for forslaget om en lånebaseret genopretningsfond, som skal hjælpe de lande, der er mest økonomisk trængte som følge af coronakrisen. Denne fortsatte modstand mod at skabe en solidarisk økonomisk union mellem syd og nord kan få fatale konsekvenser for det europæiske samarbejde. I stedet for at løse det egentlige problem og samarbejde om at lave en solidarisk og holdbar union for det fælles bedste, vælger man konflikt og kamp for at få sydeuropæerne til at bøje sig. I sidste ende går det ud over de sydeuropæiske befolkninger, som kan få stadigt større lyst til at stemme på EU-fjendtlige partier som Vox, Femstjernebevægelsen og Gyldent Daggry.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund /Johan Wessman/

Læs hele temaet “Medierne og den europæiske offentlighed”