Magasinet Europa taler med unionistlederen José Rosiñol, som forlod sin formandspost i vanære, men siden har fået æresoprejsning. Vi spørger ham om, hvad balladen i foreningen Catalansk Civilsamfund (Societat Civil Catalana, SCC) gik ud på, og hvad der vil ske, når dommene for løsrivelsesforsøget falder. Han forklarer, hvorfor SCC satser på de bløde løsninger.

Interview  af Sara Høyrup

Magasinet Europa: Er du stadig medlem af SCC?

José Rosiñol: ”Ja, naturligvis.”

Hvad var det, der skete, da du blev væltet?

”Foreningen var under angreb, og samtidig var der magtkampe internt. Der blev fremsat beskyldninger mod mig om økonomiske uregelmæssigheder, men jeg er blevet renset af to eksterne revisioner. 85 % af medlemmerne har godkendt mit virke som formand i foreningen, som jeg i sin tid var medstifter af og også tidligere har ledet.”

Tror du stadig på SCC som projekt?

”Catalansk Civilsamfund dæmmede op for separatisternes forsøg på statskup i efteråret 2017. Vores projekt er tværpolitisk og uafhængigt af de politiske partier, og vi tænker langsigtet. Det er klart, at der er brug for foreningen.”

Den faldne formand minder om, at det var SCC, der indkaldte til de to store demonstrationer i Catalonien imod løsrivelse fra Spanien oktober 2017. SCC har en meget lille medlemskreds på blot 200 personer og en kompleks optagelsesprocedure, hører Magasinet Europa fra Pablo Díez de Isla, der udgiver The Outsider Magazine og forsker i fænomenet. Alligevel mødte en million mennesker frem til foreningens protester to gange i samme efterårsmåned. Unionistsagen vandt tydeligvis genklang hos store dele af det catalanske samfund, som ellers plejer at lade sig repræsentere af udkantsnationalisterne.

Men José Rosiñol bryder sig ikke om termen unionist. ”Vi er forfatningstro, ikke nationalister. Og det her er ikke Nordirland,” har han tidligere påpeget over for spansk fjernsyn.

Vil foreningen være i stand til at mobilisere massivt igen?

”Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt. Almindelige mennesker uden behov for episke fortællinger lader sig kun mobilisere i exceptionelle situationer som den i efteråret 2017.”

SCC skal slå bro
Hvad skal der ske nu?

”Foreningen bør tjene til at styrke den pluralistiske og inkluderende forståelse af den catalanske virkelighed. Vi skal bidrage til at hele de dybe sår i samfundet, som løsrivelsesprocessen har forårsaget. Regionen er splittet internt, og regionsforvaltningen agerer ekskluderende. Vi skal flette nye bånd mellem borgerne – og vi har en stor opgave for os med at genskabe tilliden til de misbrugte offentlige institutioner i regionen.”

Hvad er status på den catalanske nationsopbygning?

”Den catalanske nationalisme er nedsunket i kaos. Det er gået op for lokalnationalisterne, at de er oppe imod en effektiv retsstat, og at de ikke engang har støtte nok i befolkningen til at udfordre den. Internationalt er de tørnet sammen med de geopolitiske realiteter.”

EU har ingen interesse i opbrudstendenser, og Schengen-samarbejdet bygger på gensidig tillid mellem demokratiske retsstater. De catalanske nationalistledere er tiltagende desperate over de europæiske afvisninger, og catalanismens radikale afart, separatismen, bliver bestandigt mere antieuropæisk.

Fra Strasbourg fortæller simultantolke om problemer med at møde frem på arbejde i EU-parlamentet for lutter pensionerede catalanere, der er rejst udenbys for at stå vagt om nationen og den påståede ret til selvbestemmelse. Og lige meget nytter det: De europæiske institutioner er ikke sådan at bide skeer med, og folkerettens forsvar for selvbestemmelse gælder i helt andre situationer end den catalanske.

Separatismen er ikke ene om at være i opbrud: Det førende unionistparti, Ciudadanos, oplever i disse dage et kolossalt frafald blandt både grundlæggere og toppolitikere. Iblandt partiets interne dissidenter, der giver op og går fra i skuffelse over det stadig mere højredrejede partis vrangvilje mod at gå i koalition med de spanske socialdemokrater, er EU-parlamentarikeren Javier Nart. Den skrappe herre var ellers lige er blevet valgt ind på ny, og der bliver han siddende og forfægter samme progressive, antinationalistiske standpunkter som før, Ciudadanos drev til søs i grumsede vande af magtopportunisme og ideologisk uklarhed.

Hvordan stiller de enkelte nationalistpartier sig for tiden?

”De såkaldte venstrerepublikanere i ERC udviser som noget nyt en nærmest leninistisk pragmatisme, når de pludselig giver sig selv en tidsfrist på 15 år til at vinde et catalansk befolkningsflertal for sagen. Af samme grund har vi i Catalansk Civilsamfund lagt en 15-årig plan for social aflæring i Catalonien af 40 års lokalnationalistik indoktrinering, som den lækkede Plan 2000 afslørede som et storslået socialt ingeniørarbejde påbegyndt allerede i firserne, hvor skoler og medier og civilsamfund skulle bruges i nationsopbygningen.

Det andet store nationalistparti, PDECat, er i opløsning, og der bliver af nogle gjort en indsats for på ny at danne et catalanistisk parti uden en separatistisk dagsorden. Den undvegne regionsformand Carles Puigdemont sidder i sit Waterloo og forsøger at fastholde sin parallelmagt. Til det mål har han brug for at holde balladen i kog, fordi det er den, han helt personligt forsørger sig igennem.

Og så har vi det lille nihilistiske CUP på den yderste venstrefløj, som ikke længere aner, hvad de skal sige eller foreslå.”

Retsstatens respons
De catalanske udkantsnationalister truer med endnu et varmt efterår, når dommene for løsrivelsesforsøges forventeligt falder. Der er groft sagt tre mulige scenarier:

  • Meget hårde domme, fordi det spanske retssystem på alle fronter opererer med meget længere fængselsstraffe end det danske; og fordi forsøg på paladskup er højforræderi, hvilket vel nok udløser lovens strengeste straffe i alle lande. Det vil gøre både de mange mobiliserede lokalnationalister rasende og hævnlystne; og også den yderste spanske venstresløj i Unidas Podemos og Comunes vil forarges og gøre anskrig.

Under hele den tre måneder lange, webstreamede retssag før sommerferien har de lokalnationalistiske medier og organisationer sikret, at ellers indlysende juridiske processer fremstod som statens overfald på uskyldige borgere. Den propagandakampagne forventes at bære frugt, når lokalnationalismens støtter vil stille sig helt uforstående over for eventuelle hårde domme.

  • Milde domme efter spanske forhold, idet det er meget svært at fastslå juridisk, hvordan man skal taksere et statskupsforsøg gennemført uden blodsudgydelser, og det desuden er i statens interesse at mildne luften for de klippede får. Det spanske demokrati har magtdeling ligesom Danmark – alligevel forventes det at betyde noget for domsafsigelsen, at de spanske (og ikke mindst de catalanske) socialdemokrater advokerer for en forsonende tilgang.

Statsminister Pedro Sánchez fra Partido Socialista Obrero Español blev i forsommeren genvalgt, skønt det endnu ikke er lykkedes at danne regering og godt kan ende med omvalg. Intet i sol og måne tyder dog på, at den langt mere uforsonlige spanske højrefløj vil komme til magten foreløbigt. Ønsket om en blød mellemløsning er udbredt, skønt den ikke stiller hverken unionister eller separatister tilfredse. Måske den tredje vej vinder denne gang.

  • Amnesti og dermed reelt total straffrihed (bortset fra den lange periode i varetægtsfængsel). Det er det eneste, der kan stille separatisterne tilfredse. Til gengæld vil det sende den mobiliserede unionisme helt op i det røde felt. Det vil bekræfte mistanken om, at staten er magtesløs eller stiller sig ligegyldigt over for, hvordan lokalnationalisterne skalter og valter med regionen.

Alene tanken hidser: Fremtrædende socialdemokrater har været endog meget tidligt ude med prøveballoner om, at vi kan da også bare eftergive dem hele straffen. Det er dybt problematisk snak at komme med, før der overhovedet er fældet dom. Det er indlysende, at det lægger et utidigt pres på dommerne.

Hvilke domme tror du, der vil falde over løsrivelsesforsøget?

”Det tør jeg slet ikke udtale mig om, eftersom jeg ikke er jurist.”

Var det et statskup?

”Ja. Det stemmer helt klart over ens med definitionen på, hvad et statskup er. Så kan vi så modificerede det med termer som postmoderne eller hybrid form, sådan som nogle gør.”

Risiko for sammenstød
Hvad vil der ske ude i gaderne, hvis der falder hårde domme over separatistlederne? Og hvis de bliver frifundet?

”Det første scenarie vil være den mest yderliggående separatismes sidste chance for at starte et oprør, som vil tvinge staten til at gribe ind og udløser den internationale mægling, som de catalanske nationalister længe har efterspurgt. Det er håbet hos de mindst pragmatiske af lokalnationalisterne, heriblandt Puigdemont og hans afløser Quim Torra, som allerede har opfordret til at følge ’den slovenske vej’.”

Sloveniens Tidageskrig i 1991 var en af Balkankrigene. Den medførte løsrivelse fra det daværende Jugoslavien og estimeret 62 døde og 328 sårede. Torra er ultranationalist og kendt for utilslørede racistiske udsagn. Puigdemont plejer omgang med de flamske nationalister og undvegne baskiske terrorister anklaget for mord. Nationalister som den dansk ansatte jurist Antoni Abat Ninet har i nationalistpublikationen Vilaweb udtrykt ærgrelse over, at der ikke var nogen døde i efteråret 2017, fordi det ville have fremskyndet virkeliggørelsen af den catalanske fristat.

”Men jeg tror heldigvis, at faren for borgerkrig er drevet over. Uanset hvilken dom den spanske højesteret afsiger, er det af stor vigtighed, at den argumenterer fyldestgørende for straffen eller straffriheden. Og så er det så borgernes og politikernes opgave at stole på retsvæsnet og respektere dommene, uanset om de flugter med ens overbevisning eller ej.”

Anger og amnesti
Kan separatistlederne få strafeftergivelse, hvis de bliver dømt?

 ”Se, det er et spændende tema. Muligheden for amnesti er blevet til et kastevåben i valgkampene, hvor højrefløjen klager sig over socialdemokraternes blødsødenhed. Men man glemmer rent en række forhold: Dommene skal være fældet og alle ankemuligheder udtømte, før det overhovedet kan komme på tale. Gruppeamnistier over en kam er ikke en mulighed, og det er den dømte selv, som skal søge om strafeftergivelse med henvisning til sin anger. Og en eventuel strafeftergivelse vil ikke ændre på eventuelle domme om fratagelse af retten til at stille op som politikere i en årrække.”

Manden, som satte løsrivelsesprocessen i gang i 2012, er snart ved at have overstået sin inhabilitetsperiode for en faux folkeafstemning i 2014 om løsrivelse. Til gengæld er han helt blanket af qua bøder for sit lovbrud, men det ser ikke ud til at hindre ham i at leve det søde sommerliv på vennernes luksusbåde. Puigdemonts forgænger Artur Más rumsterer i manegen og tilbyder nu sig selv som moderat forsoningsfigur.

Bør staten give separatistlederne amnesti?

“Jeg tror på lighed for loven og på, at det er et statsanliggende. Alle de forfatningstro partier lige fra socialdemokraterne til de liberale unionister i Ciudadanos og det konservative PP bør enes om at sætte fællesvellet forrest. Staten har vundet og bør udvise storsindethed – også selv om det var selve retsstaten, der blev forsøgt nedbrudt.”

Magasinet Europa har tidligere interviewet José Rosiñol og skrevet om SCC’s krise.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Toni Albir

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: