En mindehøjtidelighed i et privat hjem i Rumæniens hovedstad Bukarest danner ramme om Cristi Puius sorthumoristiske familiedrama “Sieranevada”, som ikke desto mindre rækker langt ud over sin rumænske familiekontekst. Der løftes store sten. Ud myldrer globaliseringens spøgelser.

Anmeldelse af Annemarie Majlund Jensen

Ganske mange vil helt sikkert være bekendte med et af 1990’ernes største skandinaviske navne Ace of Base, den svenske popgruppe, der i 1993 fik kæmpesucces med at udsende singlen og budskabet ”All that she wants”, som altså hittede voldsomt i det meste af Vesteuropa.

Omkring 56 minutter inde i den rumænske instruktør Cristi Puius Danmarksaktuelle familiedramakomedie Sieranevada, flyder tonerne af netop ”All that she wants” dæmpet fra en skrattende lyd-kilde et sted udenfor publikums synsfelt, mens familien, der tilsammen deler rollen som filmens hovedrolleindehaver, langsomt, men sikkert, går i opløsning.

I Rumænien anno 2015 (filmens historiske tid) spilles Ace of Base side om side med folkemelodier og lokale pop-hits. Ingen tager notits af det, for sådan er det i det moderne Europa; Det er opbrud og nybrud, som mange slet ikke lægger mærke til, sådan til dagligt. Men somme tider er det, som om brydningerne trænger sig på. Således også hos familien Mirica i Bukarest.

En farlig fest
Sieranevada udfolder sig over en lang eftermiddag i en lejlighed i netop Bukarest. Lægen Lary og alle generationer af hans familie er samlet for at mindes hans far, familiens overhoved Emil, der kort forinden er afgået ved døden. Per ortodoks tradition skal præsten komme og velsigne det højtideligholdte måltid og afdøde, men han (altså præsten – ikke afdøde) lader vente på sig. Mens familien derfor må udskyde middagen går samtalerne livligt og bevæger sig over alt fra 9/11 over det nylige terrorangreb på Charlie Hebdo i Paris og Rumæniens kommunistiske fortid til interne familieanliggender og stridigheder.

Med denne synopsis er der lagt op til sprængfarlig fest, og der spilles da også på snart sagt alle tangenter i det (i den bogstavelige forstand) til lejligheden bredt udfoldede følelsesregister.  Der, hvor den lille anakronisme af en svensk pop-klassiker finder vej til lydtapetet, er stemningen og sulten hos middagsselskabet ved at nå bristepunktet.

Et kæmpeskænderi om Ceausescu-kommunismens fortræffeligheder og fortrædeligheder har netop fundet sted blandt de dampende gryder i køkkenet. Det er den stålsatte pro-russiske bedstemor, Evelina vs. familiens lillesøster, Sandra. Det er Kommunisme vs. Kirke. ”Bedste” er hård.

Foto fra filmen/Natlys Filmdistribution

Det ender med at lillesøster (30-ish) højt hulkende bøjer hovedet over middagsanretningen og sine smøger, inden hun opløst i gråd smækker med døren. ”I’d be better off in Bulgaria” siger onklen inde fra stuen, mens en pludselig uventet gæst i skikkelse af en dødsdrukken veninde (”serbisk arkitektstuderende fra Zagreb”) til familiens anden lillesøster Cami (24) hjælpes ud på badeværelset af sin højt sværgende veninde.

Alle vil helst være et andet sted: om ikke et andet sted i den trange lejlighed, så et andet sted i verden, eller i historien.

(Stor)familiepolitik
Bøgerne går højt. Og det gælder både de mange familiemedlemmers interne intriger og (u)fortroligheder, såvel som de storpolitiske. Vil storebror (Sebi, cirka 30) lægge internettet og konspirationsteorierne om 9/11 på hylden, når han får sex? Det mener vor primære hovedperson, læge og familiens nye overhoved Lary i et fortroligt øjeblik mellem de to i køkkenet – med henvisning til Sebis ”omsorg” for den fordrukne veninde i værelset ved siden af. Og i et andet og langt mere politisk ladet øjeblik blandt herrerne i stuen: Hvem er vinderne i dagens Rumænien? Dem der ”vælger ikke at tænke selv”? Eller dem der ”opgiver behageligheden for at gå sandhedens vej”? Hvem bør holdes til ansvar for hvorfor ”tingenes tilstand er som de er i dag”?

Lary har opgivet lægegerningen (får vi senere at vide) til fordel for en tjans som sælger af dyrt hospitals- og medicinaludstyr. Hans bror, Relu, vil sige op i Forsvaret, fordi hans tavshedspligt pålægger ham ikke at udtale sig om politik. Sebi tror ikke de officielle udlægninger af de politiske omstændigheder omkring 9/11 osv. Ved det langt fra fordragelige middagsbord, efter præsten omsider har indfundet sig, opstår der også uenigheder: Hedder den rumænske nationalret chorba eller borsch? Er det overhovedet den samme suppe, der er tale om, når man ser bort fra, at ”den i Moldova kaldes ”borsch” og i Valakiet ”chorba””, som den nationalistiske, kommunistiske bedstemor syrligt irettesætter den uvorne tante Ofelia.

Et virvar af spørgsmål hvirvles rundt i de trange stuer. Føj dertil de karakter, der udfoldes på tværs af dialogerne. Uforligneligt især, er herrernes evindelige snak og interne konkurrencer om at vide mest, og vide bedst. Om noget, de har fundet på internettet. Blottet for egentligt engagement i den verden, de foregiver at tage alvorligt. Nå jo, og så er der damernes dobbeltmoral.

Bitter komik
Stemningen i Sieranevada er bitter, og der bliver mere bitterhed at spore i lejligheden efterhånden som eftermiddagen skrider frem. Familieoverhovedet er gået bort. Nye hierarkier skal etableres –andre skal død og pine vedligeholdes. Beslutninger skal træffes. Alle har noget på alle. Familiehemmelighederne, uenigheder verdens tilstand, skyld, ansvar, mulige løsninger.

Filmens ”uhr-fortælling” udfoldes i et stadigt mere ladet spændingsfelt mellem de forskellige livsanskuelser, hovedpersonerne lægger for dagen, anskuelser der twistes omkring viden og uviden, fornuft og følelse, videnskab og religion, materialitet og spiritualitet etc.

Dette alt imens ”kroaten” (altså den ubudne gæst fra Zagreb) ligger og brækker sig lystigt i soveværelset ved siden af, noget der gør højtideligheden – eller det efterhånden totalt mislykkede forsøg på at opretholde den højtidelige atmosfære, som er anledning til sammenkomsten – helt enormt og befriende komisk.

Sociologiske variabler og Disney-prinsesser
Der er altså noget at komme efter i dette højspændte familieepos. Ikke bare har filmen en spilletid på næsten tre timer. Vi har også at gøre med et komprimeret nærmest dokumentarisk studie, der tager variablerne alder og køn samt politisk, sociale, økonomiske, eksistentielle og personlige forskelle mellem sine karakterer alvorligt i den forstand, at det blandt andet er disse skillelinjer, som kommer til at præge familiemiddagens gang.

Foto fra filmen/Natlys Filmdistribution

Samtidig stikker alvoren ikke dybere end at det faktisk er et dybt morsomt og humoristisk veldrejet portræt af den sultne familie. Skeletterne i skabet rasler ud men danser i takt til absurde, ægteskabelige skænderier om Disney-figurinaerne Snehvide, Askepot, Mulan og ”Belle”’s påklædning. Filmens pressemateriale fremhæver da også netop det absurd humoristiske element som en af filmens særlige kvaliteter, og henviser til Luis Buñuels Borgerskabets diskrete charme som et oplagt forbillede for Puius Bukarestske elitesammenkomst.

Man behøver dog ikke at have de filmhistoriske referencer på plads for at lade sig inddrage i Puius univers, der netop med sin charme gør sig udmærket i sin egen ret. Filmen indfanger med stor etnografisk tæft de små og store kampe, der udspilles i storfamiliens ikke altid trygge skød og portrætterer samtidig den rumænske elites kamp for at retfærdiggøre de valg, der holder dem ved magten i et samfund, der gennem de sidste snart 30 år har gennemgået nogle af de mest radikale omvæltninger i kølvandet på kommunismens – og i Rumæniens tilfælde diktatoren Ceausescus – fald.

Globaliseringskløfter
Sieranevadas relativt snævre fortællemæssige ramme til trods – stort set samtlige 173 minutter udspilles i familiens lejlighed – samt det, at selve fortællingens tematiske tyngdepunkt ligger i det moderne, postkommunistiske Østeuropa og mere præcist: hos en økonomisk velstillet lægefamilie, forhindrer ikke, at de brydninger, som filmen tager under kritisk behandling, vækker resonans.

Terrorangrebene 9/11 og (i filmens historiske realtid) det seneste angreb på Charlie Hebdo-redaktionen i Paris, den kommunistiske fortid og arven derefter, dybe generationskløfter, mænd og kvinder i krise – sammen og hver for sig. Familieportrættet rækker på denne måde langt ud over Bukarests gader; til Rumæniens postkommunistiske nabolande, til den fælleseuropæiske migrationsudfordring både internt i Europa og ift. migration fra ikke europæiske lande, krigen mod terror og, selvfølgelig, tilværelsens ulidelige lethed.

Se den i Bukarest, Cannes og Kolding
Sieranevada var i konkurrence om de gyldne palmer på filmfestivalen i Cannes sidste år filmens instruktør Cristi Puiu modtog Cannes-prisen Un Certain Regard-prisen i 2005 for filmen Hr. Lazarescus død, der indtil nu er det eneste værk fra Puius hånd, der har haft biografpremiere i Danmark.

Den gode nyhed er så, at man ikke behøver at have adgangsbillet til Cannes eller lægge vejen forbi Bukarest for at få oplevelsen af Sieranevada. Det københavnsk baserede distributionsselskab Natlys har nemlig påtaget sig ”importen” og sikret at filmen bliver vist i flere biografer herhjemme, herunder i flere biografer udenfor hovedstaden. Filmen havde dansk biografpremiere d. 15. juni i bl.a. Grand Teatret (København), Øst for Paradis (Aarhus), Café-Biografen (Odense), Biffen (Aalborg), Nicolai Bio (Kolding) og Valby Kino.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Foto fra filmen/Natlys Filmdistribution.