Good evening, Europe

GOOD EVENING, EUROPE!

Hvis du vil have bygget et skib, skal du ikke kalde folk sammen for at tilvejebringe tømmer eller tilvirke redskaber. Du skal ikke uddelegere opgaver til dem eller fordele arbejdet – men du skal vække deres længsel efter oplevelserne på det store åbne hav.
– Antoine de Saint-Exupéry

Rygtet vil vide, at Jean Monnet, manden, som frem for nogen havde den vision, der i dag er EU, i sine sidste år udtalte: “Hvis jeg skulle starte forfra, ville jeg begynde med kulturen.” Monnet har vist aldrig udtalt sig sådan, men citatet siger noget vigtigt. Som vi har set, var Monnet en stærk drivkraft bag Kul- og Stålfællesskabet og Romtraktaten – tiltag, som i høj grad gav økonomisk mening, og også gav mening i forhold til at skabe fred i Europa. Men fraset en kreds af politikere og embedsmænd fik de ikke Europas befolkninger til at udvikle en europæisk identitet som supplement til deres forskellige nationale identiteter.

I den forstand har begivenheder som det internationale melodigrandprix, der har været afholdt siden 1956 i et samarbejde mellem Europas statslige tv-stationer, formentlig ydet et større bidrag. I sådanne sammenhænge er vi lige fra barnsben blevet vænnet til, at vi er en del af et Europa – et Europa, hvor hvert land har en lige vigtig stemme. Det samme gælder turneringer i sportsgrene som fodbold og håndbold. Vi konkurrerer, men vi er forenet.

Det udvikler, hvad vi kan kalde en kulturel identitet. Den er måske fjern for de hjerner, der arbejder med toldsatser og standardiseringsmål, og den er umulig at indpasse i et regneark. Den er imidlertid afgørende. Den er afgørende for nationale identiteter, og den er afgørende for en eventuel europæisk identitet.

Mit gæt er, at hvis du føler dig som dansker, er det næppe, fordi du er begejstret for sindrighederne i den danske skattelovgivning. Du gør det, fordi dansk er dit modersmål, og fordi du i højere eller mindre grad er opvokset med en dansk horisont af historie og myter. Du gør det, fordi du deler referencerammer med andre danskere, og fordi du – formentlig uden at vide det – er opvokset med en række værdier og sociale normer. Du er blevet dansker gennem skolesystemet, opdragelsen, medierne og ved at omgås andre danskere til daglig. Identiteter knytter sig altid til et fællesskab. Lad os se på tre udfordringer for en europæisk identitet.

Vedvarende sproglig mangfoldighed
Hvis vi begynder med sproget, begynder vi i virkeligheden også med en af de største udfordringer. Som vi har set, opstår nationale identiteter i høj grad med udviklingen af modersmål.

Europa har imidlertid ikke noget fælles modersmål og kom- mer ikke til at have det i overskuelig fremtid. I internationale forhandlinger, forskning og i Eurovision kan vi godt kommunikere med hinanden på engelsk (og i mindre grad fransk). I 2017 fik 1,3 millioner europæere testet, hvorvidt de mestrede engelsk i et eller andet omfang. Resultatet er næppe overraskende. Højest ligger hollændere og skandinaver, hvor små 70 procent i eller andet omfang mestrer engelsk, lavest lande som Rusland, Italien, Spanien, Frankrig og de baltiske lande, hvor andelen er godt 50 procent.

Af eurozonens fire største økonomier er det kun tyskerne, som overvejende behersker engelsk, mens det ser tungere ud for Frankrig, Spanien og Italien. Samlet set behersker små 60 procent af europæerne engelsk – i et eller andet omfang – og det er kodeordet. Engelsk kan fungere som arbejdssprog på tværs af Europa, men i lande som Frankrig, Spanien og Italien er selv mange højtuddannede ubehjælpsomme på engelsk. Dårligt uddannede grupper, som i høj grad også er de mest EU-skeptiske, er også dem, der er dårligst til engelsk. Selv om de unge, ikke overraskende, er lidt bedre til engelsk end de ældre generationer, er det ikke markant. Trods massive investeringer i engelskundervisning er der heller ingen indikation af, at europæerne som helhed bliver væsentligt bedre til at tale sproget. I de seneste årtier er sprog som catalansk, skotsk og gælisk i nogle lande ved at vinde frem igen på bekostning af verdenssprog som engelsk og spansk.

Engelsk kan fungere til praktiske formål, men det kan ikke bruges til at udvikle en europæisk identitet, og efter Brexit er det ikke modersmål for mange EU-borgere. Realiteten er, at europæisk identitet må bygge på sproglig mangfoldighed. Dermed adskiller vi os afgørende fra sammenlignelige enheder som Kina og USA. Det må vi leve med og se som noget positivt og særegent – vi skal opdyrke modersmålene og så løse de praktiske problemer, der er forbundet med Europas store sproglige mangfoldighed.

EU som genkendeligt demokrati
EU har ikke været genkendeligt som demokrati for de fleste europæere, og det er der gode grunde til. Alle moderne demokratier bygger på Montesquieus tanke om en tredeling af magten i en lovgivende, dømmende og udøvende magt. På det nationale plan er denne deling genkendelig nok – og skal være det – men det har været uligt sværere at gennemskue i EU-sammenhæng.

Den udøvende magt har været mest synlig. Det er EU-Kommissionen, som har eksisteret siden 1958, og hvor hvert medlemsland er repræsenteret af en kommissær. Ideelt set skal en udøvende magt være apolitisk, men fordi kommissærerne har været udpeget af de nationale regeringer (eller parlamenter), har det undertiden været svært at gennemskue, hvorvidt deres loyalitet lå over for hjemlandet eller EU-fællesskabet.

Den dømmende magt er EU-Domstolen, som siden 1952 har skullet sikre, at EU’s lovgivning fortolkes og anvendes på samme måde i alle medlemslande, og den afgør retsstridigheder mellem nationale regeringer og EU-institutioner. Det var eksempelvis EU-Domstolen, der i 2011 underkendte den danske såkaldte 24-års-regel, fordi den var i strid med de EU-traktater, som Danmark har været med til at indgå. Det fik adskillige danske politikere til at kalde domstolen udemokratisk, men det er noget sludder. Domstole skal følge loven, ikke vælgerne, og hvis man ikke kan lide dommene, må man jo ændre loven. Her er der ikke spor forskel på nationale demokratier og EU.

Det bringer os så til det sidste og vigtigste element i EU’s magtdeling, for hvem er det egentlig, der er den lovgivende magt i EU? Det har historisk set været sværere at gennemskue og er måske den vigtigste grund til, at EU forekommer mange europæere at være fjernt og udemokratisk.

Det er de europæiske statsledere og udenrigsministre, der under- skriver de traktater, der binder medlemslandene i EU-samarbejdet. Problemet er imidlertid, at de sjældent er blevet valgt på EU-spørgsmål, men på pensionsprogrammer, boligreformer, skattetiltag og meget andet godt. De er demokratisk valgt og har dermed fået mandat til at gennemføre den nationale politik. Men befolkningerne kan med rimelighed spørge, hvorvidt de også har fået mandat til at træffe beslutninger i EU?

Derfor er udviklingen af et direkte demokratisk system i EU, og synliggørelsen af det, et af de elementer i samarbejdet, som er helt centralt for, at EU kan opfattes som andet end et virkelighedsfjernt bureaukrati.

Europa­-Parlamentet
Allerede i 1952 er der en parlamentarisk forsamling med en kontrolfunktion knyttet til Kul- og Stålfællesskabet. Efter Romtraktaten opretter man i 1962 en parlamentarisk forsamling på 142 medlemmer. Den har en rådgivende funktion, med tiden også nogle budgetbeføjelser og er måske mest kendt, eller berygtet, fordi den har adresse i både Bruxelles og Strasbourg (og sin administration i Luxembourg), hvilket fører til et dyrt og absurd flyttecirkus.

Dens medlemmer er ikke direkte valgt, men udpeget af de nationale parlamenter. Der er en fordelingsnøgle efter landenes befolkningsstørrelse, men med klar favorisering af de små lande: Tyskland, Frankrig og Italien har 36 medlemmer, Belgien og Nederlandene 14 og Luxembourg 6.

Forsamlingen har ikke megen reel magt, men ud over at tilgodese de mindre lande indebærer den to vigtige tiltag, som skal få stor betydning fremover. Den kalder sig selv et parlament og italesætter dermed en vision for et egentligt demokratisk forum ude i fremtiden. Lige så vigtigt placerer medlemmerne sig ikke efter nationalitet, men efter overbevisning.

Denne forsamling udvikler sig i takt med EF/EU. I 1979 afholdes det første direkte valg til EU-Parlamentet, som siden er blevet stadigt mere indflydelsesrigt. Det er i dag en af verdens største demokratisk valgte forsamlinger, hvis 751 medlemmer repræsenterer over 500 millioner borgere. I omfanget af vælgere og parlamentsmedlemmer overgås den kun marginalt af Indien, hvis parlament dog fordeler sig på to kamre. Til sammenligning har det amerikanske senat 100 medlemmer, mens Repræsentanternes Hus har 435. Europaparlamentarikerne (EP) organiserer sig fortsat i grupper efter anskuelser frem for nationalitet. De tre største af disse grupper er i nævnt rækkefølge den konservative, den socialistiske og den liberale.

I en vis forstand er EU-Parlamentet mere demokratisk end Folketinget. Selv om der er grupper, gruppeformænd og udvalg, er der ikke den partidisciplin, som præger de politiske partier i Danmark og de fleste andre lande. Parlamentsmedlemmerne fremstår som enkeltpersoner, ligesom de gjorde i Junigrundloven af 1849, og man kan derfor forvente, at de stemmer ud fra, hvad de mener, frem for hvad partiledelsen kræver. Sanktionsmulighederne ligger hos deres hjemlige parti, mens det hører til de absolutte undtagelser, at EP-gruppen som sådan sanktionerer medlemmer. Det skete eksempelvis i marts 2019, da Viktor Orbáns ungarske regeringsparti, Fidesz, blev suspenderet fra den konservative gruppe, da man mente, at det trængte til en indføring i basal demokratiforståelse.

Man skal være mere end almindeligt EU-kritisk for at afvise, at der med udviklingen af Parlamentet er foregået en øget demokratisering af EU gennem de seneste årtier. Der er også positive tegn, hvis vi betragter rekrutteringen af europaparlamentarikere. De kommer altid fra de politiske partier eller græsrodsbevægelser, men ligesom der i mange lande har været nærmest vandtætte skotter mellem mediedækningen af national politik og EU, har EU-parlamenta- rikere været mærkeligt løsrevet fra den daglige nationale politik. Mens EU i lande som Frankrig har ført til karrierer i national politik, har vi i Danmark haft en stolt tradition for at sende aftakkede politikere til EU, som populært blev kaldt “Elefantkirkegården”. Europa-Parlamentet var afslutningen på en politisk løbebane, ikke et springbræt. Det har ændret sig markant de seneste år. I 2011 fik vi med Helle Thorning-Schmidt en statsminister, som havde siddet fem år i EU-Parlamentet, og i 2022 sidder der i Folketinget flere medlemmer med europæisk erfaring og udsyn.

Imidlertid fungerer EU’s beslutningsproces fortsat ikke helt som i Folketinget. Det skyldes især, at forholdet mellem EU og nationalstaterne tilføjer det en ekstra dimension. Det betyder, at der er tre spillere – Kommissionen, Parlamentet og Ministerrådet, hvor sidstnævnte repræsenterer de nationale regeringer.

Det er også kun Kommissionen, der kan forelægge nye initiativer, hvilket svarer til, at det kun var regeringen, der kunne fremlægge lovforslag. Efter høringer, udvalgsarbejde og betænkninger, som vi også kender det fra Folketinget, bliver initiativer med rettelser godkendt af Ministerrådet og Parlamentet og implementeret af Kommissionen. Parlamentet har mulighed for at blokere et lovforslag, hvis det ikke er enigt med Rådet. Denne procedure skal sikre, at lovforslag har national opbakning, men også at de har opbakning fra EU-Parlamentets tværnationale grupper. Det svarer til de parla- menter, eksempelvis i Frankrig, Tyskland og USA, som har to kamre – et, som repræsenterer den samlede befolkning, og et, som repræsenterer de forskellige landsdele eller forbundsstater.

Trods EU-Parlamentets stigende betydning har man i de fleste lande alligevel oplevet en støt faldende valgdeltagelse til europaparlamentsvalgene rundtom i Europa. Bortset fra lande som Belgien, hvor der er stemmepligt, har valgdeltagelsen i næsten alle lande altid ligget pænt under den til det nationale parlament. I de gamle Warszawapagtlande helt nede under 30 procent.

Der kan være nationale grunde til udsving i valgdeltagelsen i de forskellige lande, men der tegner sig en samlet udvikling: Fra en pæn valgdeltagelse i 1979 (61 procent af EU samlet), faldt den ved de følgende valg støt og roligt og faretruende til 42-45 procent i perioden 2004-2014. Det kan man med rimelighed anse som et fravalg af EU. Det store bunkebryllup i 2004 var bestemt ikke popu- lært blandt store befolkningsgrupper, og senere flygtningekriser og finanskriser øgede heller ikke begejstringen for EU-projektet. Rige EU-lande var trætte af fattige lande som Grækenland, mens sådanne lande især opfattede Tyskland som diktatorisk. Solidariteten i EU var sat på prøve.

Ved det seneste valg i 2019 var der imidlertid en markant højere valgdeltagelse i de fleste lande – 50 procent i EU som helhed. I Danmark opnåede vi den højeste valgdeltagelse (66 procent) siden det først europaparlementsvalg i 1979. Den overordnede forklaring er, at farcen omkring Brexit gav EU mere vind i sejlene, men også temaer som klimaet fik især mange unge til at stemme. Det gjaldt dog ikke i lande som Polen og Tjekkiet.

Regionernes Europa
EU-samarbejdet bygger på nationalstaterne. Efter kommunismens fald er decentralisering op gennem 1990’erne imidlertid i vælten i den politiske debat i mange europæiske demokratier. Det betyder også, at regionerne inden for nationalstaterne får større gennemslagskraft.

Grænserne mellem de europæiske nationalstater bunder i krige. Dermed har krige opløst regioner, der tidligere har hørt naturligt sammen kulturelt og økonomisk. Eksempelvis har Skåne, Østsjælland og Bornholm været tæt forbundet siden tidernes morgen, ligesom Sønderjylland og Lolland-Falster har været forbundet med Nordtyskland. Havet har forbundet, ikke adskilt. Tilsvarende har det nordøstlige Spanien været knyttet til Sydfrankrig og det nordvestlige Italien. Men mens eksempelvis krav om bornholmsk selvstændighed vist mest foregår i baren en sen nattetime på Hut Li Hut i Allinge, er de andre steder i Europa særdeles nærværende.

Med general Francos død i 1975 løsnes det jerngreb, diktaturet har holdt Spanien i, og flere provinser opnår gradvist mere selvstændighed. Det gælder Baskerlandet, og det gælder især det rige Catalonien med Barcelona i spidsen, der står for godt 20 procent af den spanske økonomi. I 1983 opnår provinsen udstrakt autonomi, og ti år senere er catalansk det eneste tilladte sprog i børnehaver og skoler. Stærkt medvirkende til selvstændighedstrangen er de store beløb, Catalonien hvert år leverer til det øvrige Spanien i et system, der svarer til vores hjemlige kommunale udligningsordning.

Samme mønster finder man også andre steder i Europa. Italien har i århundreder været delt mellem et velstående Norditalien, der med tiden bliver industrialiseret, og et Syditalien (Mezzogiorno), hvor mange feudale strukturer lever i bedste velgående. Denne økonomiske splittelse øges kun i årtierne efter Anden Verdenskrig. I 1990 er bruttonationalproduktet omkring Milano således 132 procent af landsgennemsnittet, i Calabrien er det 32 procent. Norditalien er på niveau med Frankrig og Storbritannien, Syditalien med det gamle Østeuropa.

Utilfredsheden over at skulle betale til det fattige – og korrupte – syd fører i 1980’erne til den fremstormende politiske bevægelse, der i dag hedder Lega Nord. Målet er finansiel uafhængighed fra Rom og i sidste ende uafhængighed for Lombardiet og omegn. Ironisk nok kommer disse norditalienske separatister til at indgå i koalitionsregeringer med Silvio Berlusconis centralistiske Forza Italia og det tidligere fascistparti, som har sine kernevælgere blandt den syditalienske underklasse.

I Frankrig er der også regionale identiteter, især i Bretagne, men Frankrig har været samlet så længe, at selvstændighed for de fleste ikke længere er en levende tradition. Desuden har Paris en politisk bredt forankret tradition for at kvæle separatistiske tilbøjeligheder i generøse anlægsbyggerier rundtom i provinserne.

Derimod sker der noget på den anden side af Kanalen, som efter Brexit er blevet højaktuelt. Mens selvstændighedstrangen i Wales er til at overse, er historien i Skotland en anden. I 1974 opnår SNP (Scottis Naitional Pairtie) støtte fra en tredjedel af de skotske vælgere. Målet er selvstændighed, men i modsætning til norditaliensk og catalansk separatisme bunder den ikke i følelsen af at blive økonomisk udbyttet. I takt med lukningen af de gamle skotske skibsværfter og miner har skotterne tværtimod modtaget rundhåndet støtte fra London.

Selvstændighedstrangen bunder først og fremmest i, at skotterne vitterlig er forskellige fra deres naboer i syd. Hvad lovgivning og samfundssyn angår, er Skotland tættere på Skandinavien, som de skotske nationalister da også opfatter som et forbillede. SNP er således tæt beslægtet med de skandinaviske socialdemokratier, mens det samme ikke gælder det britiske Labour, som heller aldrig har haft så omfattende vælgeropbakning, som SNP har i Skotland. Siden 2015 har det været det tredjestørste parti i det britiske underhus og det ubetinget største parti i Skotland. Det har fået gennemtrumfet, at Skotland i 1999 fik sit eget parlament, og i 2014 en vejledende folkeafstemning om selvstændighed. Her stemte kun 44 procent af skotterne for selvstændighed, men i aldersgruppen 25-49 år var der markant flertal for løsrivelse.

Skotterne føler sig knyttet til Europa og EU i helt andet omfang end englænderne, og Brexit har igen bragt kravet om løsrivelse op til overfladen. Hvorvidt det er nok til at overtrumfe de økonomiske og historiske bånd, der også er mellem Skotland og resten af Storbritannien, må tiden vise.

Forholdet mellem nationalstaterne og deres regioner udgør en udfordring for EU. Især siden 1980’erne har EF/EU sendt mange penge til underudviklede regioner i deres medlemslande. EU’s regionale udviklingsfond har et budget på over 2.600 milliarder kroner for årene 2014-20, så det er ikke småpenge, det drejer sig om.

Som med meget andet handler det både om økonomisk udvikling og stabilitet. I de seneste år er der kommet større fokus på inklusion af marginaliserede grupper og landsdele, og Regionalfonden går hånd i hånd med en socialfond. Pengene går langt overve- jende til Sydeuropa og den gamle østblok (herunder Østtyskland), men nordeuropæiske regioner som Wales har også modtaget omfattende støtte, og det samme gælder en række danske projekter rettet mod især innovation, undertiden i samarbejde med partnere i andre EU-lande. Mens det gerne er de nationale myndigheder, der forvalter denne EU-støtte, kan regionerne selv søge den uden om centralregeringen.

Mens der således føres en seriøs politik i forhold til de fattige landsdele i fællesskabet, står EU mildest talt i en penibel situation, når det gælder velhavende regioner som Catalonien og Norditalien, der ønsker selvstyre. Hvis centralmagten undlader at foretage brud på vedtagne menneskerettigheder og demokratiske spilleregler, kan EU ret beset ikke blande sig. Da det catalanske parlament efter en folkeafstemning i oktober 2017 erklærede Cataloniens uafhængighed, var der ikke megen støtte at hente fra EU eller resten af det internationale samfund.

Selvstændighed smager af frihed, og historisk set har vi sympati for sådanne projekter. Imidlertid var den catalanske folkeafstemning ikke alene kendt ulovlig af den spanske regering. Selv om 92 procent af stemmerne støttede uafhængighed, var det kun 43 procent af de catalanske vælgere, der stemte, ligesom uafhængigheden kun knebent blev stemt igennem det catalanske parlament – mange parlamentsmedlemmer undlod at stemme eller mødte ikke op. Der er derfor rimelig grund til at betvivle, hvorvidt et flertal af catalonierne ønsker fuld selvstændighed, og der er heller ikke stærke argumenter for at hævde, at catalonierne er undertrykte af regeringen i Madrid.

Og mens Catalonien har klart definerede historiske grænser og har ført sin løsrivelseskamp med fredelige midler, risikerer catalansk selvstændighed at blive et forbillede for andre velhavende regioner i Europa. Det gælder i første omgang Norditalien, men der er mange steder, hvor der kan opstå potentielle problemer. I Belgien er der ikke bare sproglige, men i høj grad også økonomiske forskelle mellem det rige flamske Flandern i nord (omkring Antwerpen) og det væsentligt fattigere fransktalende Vallonien i syd. Hvis det gamle Østtyskland ikke opnår et løft, kan man også forestille sig, at eksempelvis sydtyskere ikke har lyst til at dele nationalbudget med dem. Også rundtom i den gamle østblok er der væsentlige økonomiske, etniske og kulturelle forskelle, som kan blive til levende løsrivelsesbevægelser.