EU ønsker et tættere forhold til Grønland og dets mineralrige undergrund, men grønlænderne ser fortsat flere fordele ved at stå udenfor unionen end ved et nyt EU-medlemsskab. Grønland har allerede en lukrativ økonomisk ordning og en stærkere forhandlingsplatform end nogensinde.
12.10.2013 | EU & GRØNLAND | I juni 2012 forklarede Europa-Kommissionens vicepræsident og kommissær for Erhverv, Antonio Tajani, at Grønland er ”interessant” for EU, fordi den grønlandske undergrund indeholder såkaldt “kritiske mineraler”.
Siden Grønlands overgang fra Hjemmestyre til Selvstyre i 2009 har interessen for Grønland kun vokset sig større, også i EU. Men mens EU i stigende grad gør tilnærmelser til Grønland, er det nyvalgte grønlandske Selvstyre ikke interesseret i igen at blive fuldbyrdet medlem af EU.
Kritiske mineraler
EU’s interesse i at knytte Grønland tættere til unionen skyldes landets rige undergrund. EU har udpeget 14 kritiske mineraler som særligt afgørende for EU’s industri og konkurrenceevne overfor omverdenen, og ni af disse findes i Grønlands undergrund.
Ved at forstærke samarbejdet mellem EU og Grønland, sigter EU dermed mod dels at bremse op for Kinas praktiske monopol på området, samt at sikre en forsyningssikkerhed af mineralerne, da disse mineraler i dag produceres af for få og ofte ustabile lande.
I sommeren 2012 blev der underskrevet en hensigtserklæring, hvor EU og Grønland aftalte, at råstoffer skal sælges på det frie marked. I dag støtter EU Grønland med ca. 320 millioner kr. årligt, og EU arbejder for at afsætte yderligere beløb til samarbejdet på råstofområdet fra 2014-2020.
Allerede i 1980’erne, hvor Grønland via en folkeafstemning meldte sig ud af EF, ønskede EF, ifølge den daværende danske EF-parlamentariker Sven Skovmand, at beholde Grønland som medlem. Særligt ønskede EF at gøre Grønland til leverandør af naturressourcer som fisk og råstoffer. Dette bevidner, at EF ikke kun havde øje på fiskeri, men allerede dengang så potentialet i mineraludvinding.
Fra grønlandsk side er regnestykket anderledes
Det er let at forstå, hvorfor EU ønsker at forstærke båndet til Grønland, men det grønlandske Selvstyre gengælder ikke i samme grad interessen.
På anledning af Demokraterne, som tilhører den EU-venlige højrefløj og opposition i det grønlandske parlament, blev det i efterårssamlingen i 2009 besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe til at vurdere fordele og ulemper ved et grønlandsk medlemskab af EU.
Regeringen fremførte efterfølgende dette synspunkt:
”Samlet set er det således Landsstyrets opfattelse, at Grønlands nuværende relationer til EU tjener landets interesser bedst. Landsstyrets vil fortsat nøje følge udviklingen og vil foreslå ændringer i forholdet, såfremt det bliver nødvendigt.”
Oversøiske Lande og Territorier-status
For at forstå den grønlandske regerings position er det vigtigt at forstå udviklingen i samarbejdet mellem Grønland og EU siden udmeldelsen i 1985. Her gik Grønland fra EF-medlemskab (sammen med Danmark, red.) til at forhandle med EF og senere EU gennem gruppen af ’Oversøiske Lande og Territorier’ (OLT), som er en gruppe af tidligere europæiske kolonier.
OLT-ordningen giver Grønland adgang til en række EU-programmer, der har til formål at styrke projektsamarbejde og vidensdeling på tværs af landegrænserne. Programmerne inkluderer områder som erhvervsudvikling, uddannelse og miljø, og giver grønlandske virksomheder og institutioner muligheder for at søge midler på lige fod med virksomheder og institutioner i EU-medlemslandene.
Lukrative støtteordninger og indtægter
OLT-ordningen og en række aftaler, som kun var mulige, fordi Grønland ikke længere var medlem af EF, har siden givet Grønland en række klare økonomiske fordele.
Den første EU-relaterede indtægt er ”partnerskabsaftalen”, som alene i 2011 gav knap 200 mio. kr. til Grønland. Den anden indtægtskilde handler om fiskeriaftaler og gav samme år 24,3 mio. kr. til Grønlands landskasse. Den tredje indtægtskilde er salg af fiskerettigheder til EU. Salget af fiskerilicenser til EU gav i 2011 knap 86 mio. kr.
Tilsammen overførte EU altså knap 310 mio. kr. til Grønland i 2011. Som det fremgår af nedenstående graf har overførelsen af EU-midler, efter en kraftig stigning i sidste halvdel af 1980´erne, været stabil siden starten af 1990´erne og på niveauet omkring 300 mio. kr. Støtten er siden øget en smule og med Grønlands trumf med kritiske mineraler kan den stige ydereligere.
Oversigt over EU’s overførsler til den grønlandske landskasse i mio. kr. (1980-2010)
Kilde: Grønlands Statistik.
Med medlemsskabet følger tunge forpligtelser
Det grønlandske ønske om at forblive i OLT har altså en klar økonomisk motivation. Som situationen er nu, kan det bedre betale sig at stå uden for EU end at blive medlem.
Det grønlandske parlament har dog også en anden bagtanke med at forholde sig i en mere perifer rolle til EU. Et EU-medlemskab vil nemlig medføre en uforholdsmæssig stor arbejdsmæssig byrde, herunder implementeringen af op mod 500 EU-direktiver hvert år, som skal oversættes til grønlandsk efter parlamentets regler og gøres til grønlandsk lov.
Det er desuden den grønlandske regerings vurdering, at medlemskabet ikke vil medføre væsentlig øget politisk indflydelse. Strategien har derfor hidtil været at forsøge at forhandle sig til forberede aftaler med EU inden for rammerne af OLT-ordningen.
Dette ændrer sig næppe med den i marts nyvalgte grønlandske regering. Både den forhenværende og nuværende Landstyreformands respektive partier sidder i koalitionsregeringen og har begge ved flere lejligheder tidligere skudt ethvert forslag fra højre side af midten om EU-medlemskab ned.
Arnajaraq Lyberth, Hanne Rasmussen, Inga Olsen og Inoqut Kristensen er alle stud.scient.adm ved Afdeling for Samfundsvidenskab, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Kennet Lynggaard er lektor ved Roskilde Universitet, men var i perioden juni 2012 til august 2013 lektor ved samme afdeling på Ilisimatusarfik.