Grønland og Danmark har i årevis givet Rigsfællesskabet mening ved at fortælle forskellige historier om det. Men de globale magtforhold er i hastig forandring, og et Grønland på vej mod selvstændighed har ikke længere kun Danmark som ven. Historierne om Rigsfællesskabet er ved at blive skrevet om.

6.10.2013 | GRØNLAND | Rigsfællesskabet er et af den slags forhold, der behøver en god historie for at hænge sammen. Danskernes historie om Grønland handler ofte om dansk omsorg for grønlænderne, og om vores tålmodighed med dem, selv om de er utaknemlige.

De grønlandske historier om Rigsfællesskabet lyder dog noget anderledes. På den ene side har Danmark og danskerne haft rollen som dem, der forhindrede Grønland og grønlænderne i at udfolde sig på deres egne betingelser. På den anden side har Danmark altid været idealbilledet på, hvordan et selvstændigt Grønland kunne se ud.

I de senere år har en række store, globale begivenheder imidlertid gjort det sværere at komme op med gode fortsættelser på de historier, der skal holde Rigsfællesskabet sammen.

For det første har afkoloniseringen siden anden verdenskrig gjort det mindre legitimt at lade øer med kulturelt distinkte befolkninger høre under andre stater. For det andet er Arktis blevet tilgængelig for skibstrafik og råstofudvinding, og for det tredje er der sket en betydelig forskydningen i global økonomi og magt fra vest til øst og nord til syd. De åbne spørgsmål er nu, hvordan fremtidens historier om Rigsfællesskabet skal fortælles, og hvem et Grønland med ambitioner om selvstændighed skal samarbejde med på den internationale scene.

Grønland: Et lille kapitel i historiebogen
I dansk politik og historieskrivning er det almindeligt at opfatte Danmark som et unikt vellykket eksempel på en nationalstat: Stat, nation, sprog, kultur, religion, administration, geografi osv. falder perfekt sammen i Danmark.

Vel er der små mindretal på hver side af grænsen i Sønderjylland, men selv det har vi fundet civiliserede ordninger for. Værre har det været med den muslimske indvandring, som op gennem nullerne er blevet opfattet som et alvorligt problem for den fasttømrede danske homogenitet.

Historien om, hvem ”vi” er, levner ikke megen plads til et Grønland, der ligger langt væk og har et landskab og klima, der slet ikke passer til de billeder, der blev malet af guldaldermalerne eller i højskolesangbogen. Derfor glemmer vi som regel Grønland (og Færøerne) eller skriver et lille kapitel om dem sidst i historiebogen.

På Grønlands side har Rigsfællesskabet også brug for en god historie for at give mening – og de grønlandske historier passer ikke altid lige godt til de danske. Grønlands politiske identitet er skabt med Danmark i en dobbeltrolle som både spejl- og modbillede.

Ideelt set skulle Grønland være en homogen nationalstat, lige som vi opfatter Danmark, med ét folk, ét sprog, kontrol over hele den kæmpemæssige ø, osv. Den bedste historie, man kan fortælle om Rigsfællesskabet med idealet om selvstændighed for øje, er, at Danmark via Rigsfællesskabet hjælper Grønland på vej mod at blive klar til at stå op egne ben. Den historie er det dog ikke altid nemt for grønlænderne at overbevise sig selv og hinanden om.

Krav om selvstændighed
Historien om Grønland som en suveræn nationalstat er ikke den eneste historie om forholdet til Danmark – og den har ikke altid været den vigtigste. Det står særligt klart, hvis man ser på den rolle, som ‘ligeværdighed’ historisk har spillet som beskrivelse af virkeligheden og som krav til fremtiden.

Fra begyndelsen af den danske kolonisering var det klart, at danskerne på mange måder mente sig hævet over grønlænderne. Som alle andre steder i verden forventede de nyankomne europæere at blive adlydt, og særligt påtog man sig opgaven med at omvende de lokale hedninge.

Men faktisk var der indledningsvist en anerkendelse af, at grønlænderne på nogle felter var overlegne: Hvis den Kongelige Grønlandske Handel skulle kunne tjene penge, var man afhængig af, at grønlænderne opretholdt den traditionelle levevis. Ellers var det ikke muligt at ‘høste landets frugter’, særligt i form af land-  og havpattedyr på en bare tilnærmelsesvist rentabel måde. Grønlænderne måtte derfor beskyttes mod skadelig indflydelse.

Senere skiftede den europæiske efterspørgsel mod fisk, og så blev ‘grønlænderen’ reduceret til ‘lærling’ i et projekt, hvor europæeren per definition var ‘mester’. Den samme rollefordeling slog igennem på det religiøse, politiske og økonomiske felt. Som andre steder i verden begyndte de indfødte imidlertid at kræve lighed, fordi ’læretiden’ var udstået.

Men lighed har betydet mange ting. I 1930’erne ønskede den senere folketingsmand Augo Lynge “ud af grønlænderen at gøre en god dansk borger”, hvilket i følge den fremtidsroman, han udgav i 1931, indebar at skifte det grønlandske sprog ud med dansk. Projektet lykkedes juridisk set, da Grønland med grundloven af 1953 gik fra at være en koloni til at være et dansk amt på lige fod med de ‘syddanske’ amter.

Og så alligevel: Dansk lovgivning skulle administrativt tilpasses ‘de særlige grønlandske betingelser’. I praksis skuffede ‘ligestillingen’ – mest iøjnefaldende ved det såkaldte fødestedskriterium, hvorefter danskere fik mere i løn for at arbejde i Grønland end grønlændere. Resultatet blev en egentlig grønlandsk nationalisme – i sidste ende med krav om ligestilling som selvstændig nationalstat.

Nye internationale venner
Vore dages danske politikeres evindelige formular om et ‘Rigsfællesskab af ligeværdige parter’ vedbliver med at lyde ulden i grønlandske ører. Nye generationer af danske politikere kan have de bedste intentioner om at tale og opføre sig politisk korrekt. Men det er stadig uklart, hvori ligeværdigheden består, og hvor langt den rækker. Og i Grønland har man højt oppe på lystavlen en perlerække af større og mindre eksempler fra den nære og fjernere fortid på, at det officielle Danmark har sagt ét og gjort noget andet – og på, at ligeværdighed i en konkret sammenhæng har været noget, man skulle kæmpe sig til.

Det mest lysende eksempel er tvangsforflytningen af befolkningsgruppen inughuit, populært kaldet polar-eskimoer, som var i vejen for amerikanernes Thule Air Base, få måneder før Grundloven i 1953 ville indføre de mest basale borgerrettigheder i Grønland. Men nyere – mindre alvorlige – episoder fortolkes løbende ind i denne alternative historie.

Grønlandske politikere har efter individuelt temperament og løbende behov kunnet veksle mellem at trække på danske ressourcer og (til tider retmæssigt) skælde Danmark ud for på værste koloniherrevis at overse eller direkte undertrykke grønlandske interesser. En virkning har været, at den danske stat vitterligt (i nogle spørgsmål) har strakt sig langt for at undgå et internationalt stempel som imperialist. Samtidig har populistisk grønlandsk nationalisme haft skiftende vind i sejlene.

Uanset virkningen i Danmark af de grønlandske historier om undertrykkelse, er et væsentligt element i Grønlands politiske identitet altså, at man er på vej mod selvstændighed. Denne proces har flere parallelle spor, som man kan slås politisk om at prioritere og få til at virke sammen: Man arbejder mod stadig mere politisk selvstyre og mod økonomisk uafhængighed.

Men også ‘social og kulturel bæredygtighed’ bliver opstillet som mål; man skal være selvforsynende med menneskelige ressourcer, så man ikke er nødt til at importere arbejdskraft, der medvirker til at forstyrre den kulturelle homogenitet. ‘Udvikling’ er nødvendig for at bevare eller genskabe grønlandsk identitet, men hvis resultatet skal være ‘bæredygtigt’, skal udviklingen foregå i en kompleks balance mellem umiddelbart modstridende hensyn.

Grønland kan ikke undvære Danmark, hvis den balancerede udvikling skal lykkes, men ensidig afhængighed opfattes som en hindring. Et vigtigt element i afkoloniseringsprocessen er derfor – efter islandsk forbillede – at få ‘diversificeret’ afhængigheden. Nok er man afhængig af omverdenen, men en selvstændig prioritering har siden Hjemmestyrets indførelse i 1979 været at få gjort ‘omverdenen’ større end Danmark.

Grønlands og grønlænderes aktive deltagelse i de oprindelige folks verdensbevægelse har været ét udtryk for den bestræbelse. Den officielle deltagelse i det nordiske samarbejde som selvstyreområde et andet. Grønlands stadig mere selvstændige relation til EU siden udmeldelsen i 1985 et tredje. Den langstrakte kamp for at få en selvstændig status i forsvarsaftalen med USA et fjerde.

De senere års forskydninger i international politik og økonomi har sammen med scenarier for, hvordan klimaforandringerne smelter polarisen, åbnet for nye relationer, hvor især Kina, men også Sydkorea står linet op som nye partnere i Grønlands udvikling fra dansk koloni til moderne, selvstændig nationalstat.

Ulrik Pram Gad er post.doc ved CAST (Centre for Advanced Security Studies) ved Københavns Universitet og har tidligere arbejdet for det grønlandske Hjemmestyre.