Gryden i havnebyen

Rotterdams store stadion, De Kuip, er hjemmebane for Feyenoord. En fodboldklub, der er en forlængelse af den selvbevidste, udadvendte arbejder- og gør-det selv-mentalitet, der præger byen og dens indbyggere. I den nye bog “Europas arenaer” fortæller en række af landets bedste sportsskribenter historierne, anekdoterne, tragedierne og triumferne, som 14 udvalgte stadioner har lagt tribuner til gennem tiden.

Vi bringer her Niels Idskovs kapitel om De Kuip – Gryden i havnebyen:

Der var omkring 15.000 mennesker i gaderne den iskolde januardag i 2011, da hele Rotterdam tog afsked med Coen Moulijn. Det føltes, som om det halve af havnebyen var ude for at følge den tidligere publikumsyndling ind over den sidste målstreg. Begravelsesoptoget begyndte i Maas-bygningen på byens store stadion, De Kuip, hvor borgmesteren talte, og fortsatte over broen til bredgaden Coolsingel i det centrale Rotterdam. Her begræd og besang klubbens tilhængere den vigtigste profil i Feyenoords historie. Til sidst gjorde den sorte rustvogn holdt på kirkegården i den nordvestlige ende af byen.

Coen Moulijn, der døde af en hjerneblødning og blev 73 år, fik en afsluttende æresrunde af en karakter og et omfang, som sjældent vil blive gentaget på nordeuropæiske breddegrader. Årsagen er hovedsageligt den, at Moulijn, der i sin alderdom stadig dukkede op til Feyenoords hjemmekampe som tilskuer, havde en status, der gjorde ham til en identifikationsfigur for både byen og klubben.

Rotterdam er en storby formet af Europas største havn og en ligefrem mentalitet, der matcher Feyenoords motto ”Geen woorden maar daden” – ikke ord, men handling. Feyenoord er for Rotterdam, hvad Liverpool FC er for byen ved floden Mersey: En forlængelse af den selvbevidste, udadvendte arbejder- og do-it-yourself- mentalitet, der præger byen og dens indbyggere.

På den baggrund er det oplagt at tro, at tilhængerne på hjemmebanen De Kuip alene ville foretrække mere rustikke og fysisk betonede typer som midtbanegeneralen Willem van Hanegem, den firkantede løber Wim Jansen eller den rå forsvarsklippe Rinus Israel. Men Feyenoord og De Kuip står både for lidenskab og romantik. Intet andet sted i Holland er glæden over en sejr større, og intet sted er tristessen efter et nederlag mere hjertegribende. De seneste mange år har budt på flere skuffelser end succeser.

”Intet sted er græsset mere sakralt end på De Kuip, intet sted handler fodbold så meget om liv og død,” skrev den belgiske journalist Hugo Camps. Opbakningen siger det hele. I 2010 led Feyenoord et rekord- nederlag på 0-10 til PSV Eindhoven. Tre dage senere meldtes der stort set udsolgt til den næste kamp på De Kuip. Håbet er der altid.

Derfor er og bliver mister Feyenoord – spilleren, der kan vende nederlag til sejr – den firskårne, lille venstrefløj Coen Moulijn. Fortidens svar på Arjen Robben, drømmenes dribler. Coentje, lille Coen, er den dag i dag navnet på Feyenoords maskot, for Coen bliver aldrig glemt. Sammen med Van Hanegem, Jansen og Israel var han med på det Feyenoord-hold, der i 1970 stod for klubbens største præstation, da den som det første hollandske hold vandt Mesterholdenes Europa Cup.

Moulijn var en wing fra en tid, hvor det handlede om at afdrible sin direkte modstander og levere oplæg til midterangriberen, eller hvem der nu måtte dukke op i boksen. Fløjspilleren var holdets klovn, artisten ude ved hjørneflaget, narren, der afslørede dem, der ikke var klædt på til situationen. Først den ene vej rundt om backen, så den anden vej – eller den første vej igen – inden afleveringen faldt. Tiltroen til Moulijn samt den høje underholdningsværdi var så udtalt, at hans mest trofaste fans benyttede pausen til at skifte tribune. Dermed kunne de også i anden halvleg komme på nærmeste hold af troldmanden på fløjen.

”Det gjaldt bare om at have tre-fire beslutsomme aktioner i sig, for det kunne afgøre en kamp. Så måtte andre løbe lidt mere for at holde balancen på holdet. Det blev da også accepteret, at det var sådan, selv om jeg må sige, at jeg har fået min andel af skældud,” sagde Moulijn i et fødselsdagsinterview – han rundede 70 år – i fodboldmagasinet Nummer 14 i 2007.

Med Moulijn fik folket, hvad det ønskede sig, og mere til: mål, sejre og underholdning. For den lille venstre wing var De Kuip – i de 18 år han spillede for Feyenoord – ikke bare en fæstning eller en kampplads i den grå havneby, hvor man altid har skullet kæmpe sig til anerkendelse, rigdom og glamour. Stadionet var også et cirkus. Det var alt det, de elskede ham for. For trofastheden og tryllerierne, en cocktail, som ingen anden Feyenoord-helt før eller siden har kunnet fremvise. Hverken Van Hanegem eller Jansen eller senere tiders lokale tilskueryndlinge som Ruud Gullit, Pierre van Hooijdonk, Robin van Persie eller nutidens Dirk Kuijt, fiskersønnen med de opsmøgede ærmer og den komplet uegoistiske tilgang til spillet.

Men tallene er også i den grad med Coen Moulijn: 487 kampe og 84 mål, fem hollandske mesterskaber og to pokalsejre foruden mesterholdstriumfen i 1970. ”Min største kamp var 2.-rundekampen mod Milan. Vi vandt 2-0 på De Kuip. Selvfølgelig var finalesejren over Celtic selve højdepunktet. Flyet blev omdirigeret til at lande i Schiphol, fordi der stod tusindvis af tilhængere på landingsbanen i Rotterdam, og modtagelsen senere var kolossal – men selve finalen husker jeg ikke for godt,” fortalte Moulijn i samme fødselsdagsinterview.

Dagen før kampen havde han under træning flere gange spillet bolden mellem benene på den store Rinus Israel, og det blev kontant straffet med hårde spark. Den uundværlige fløjspiller måtte have fem injektioner for at blive finaleklar på San Siro i Milano. Fundamentet hos Feyenoord var den sammenhængskraft, som mange års samspil giver. Og så havde Feyenoord en kapacitet på trænerposten i form af den taktisk stærke Ernst Happel, der var fåmælt, men god til at omgås stjernespillere, og hvis professionalisme ikke blev minimeret af hans lange aftener med kortspil på Café Het Haantje et par stenkast fra stadion i det sydlige Rotterdam.

Coen Moulijn var en levende legende på De Kuip fra sin debut som 18-årig i 1955 til afskeden som 35-årig i 1972 lige før det hollandske landsholds gennembrud på verdensscenen, som flere af Moulijns klubkammerater nåede at være med til. Selv blev han frem til 1969 kun noteret for 38 optrædener for Oranje; dels spillede man ikke så mange landskampe dengang, dels var ikke alle landstrænere lige glade for den umiddelbart lidt tilbagelænede stil, som den ellers nok så sejrsfokuserede klovn fra De Kuip lagde for dagen.

Men Coen Moulijn og hans berømmelse, hans status som mister Feyenoord og alle tiders publikumsynd- ling på De Kuip er også uomgængelig, fordi han var med, da fodbolden blev moderne, dengang Feyenoord skabte sig et navn uden for Holland, og De Kuip blev hjemsted for andet end almindelige klubkampe.

Udflugten
4. maj 1963 stævnede to propfyldte passagerskibe, De Waterman og De Groote Beer, ud fra Rotterdam. Ombord var 3.000 tilhængere af Feyenoord, og målet var Lissabon og Estádio da Luz, hvor den hollandske klub skulle spille returkamp mod Benfica. Portugiserne var side om side med Real Madrid kontinentets stærkeste klubhold. Klubben var nået frem til semifinalen i Mesterholdenes Europa Cup i sin blot anden deltagelse i denne nye turnering, som fungerede godt i tiden og var med til at åbne verden op. Flyvemaskinen og fjernsynet fordrede aftenkampe midt på ugen, men dette var kun begyndelsen på en epoke for mange fodboldklubber, udbyttet var mange penge, global berømmelse og stadig større fanskarer. Ud over de 3.000 fans på de to skibe drog adskillige andre rotterdammere mod den portugisiske hovedstad med tog eller i bil. Det var nyt for hollandske klubber med så massiv opbakning på udebane, men særsynet var uundgåeligt. Den vestlige verden var på vej mod velstand og krævede nye oplevelser.

Feyenoord havde frem til mødet med Eusébio, Coluna og alle de andre elimineret Servette, Vasas Budapest og Stade de Reims. I den første kamp mod Benfica kunne man have fyldt De Kuip fem gange, men hjemmebane- fordelen rakte kun til en målløs forestilling. Sejlturen sydvestover til Lissabon skete i bedste hollandske tradition for søfart og opdagelsesrejser – og selv om det endte med et nederlag mod Benfica, fik Feyenoord set nyt land.

Klubbens tilhængere havde lagt De Kuip om bagbord, da de stævnede ud fra Europas største havn, og da de kom tilbage, var Feyenoord ikke længere den samme klub som før. Ud af en halvprofessionel bydelsklub var ved hjælp af rejseerfaringen vokset en klub, en enhed, der orienterede sig udefter med hele Europa som med- og modspiller.

Turen mod sydvest var pakket med store forventninger efter 0-0 hjemme på De Kuip, men overmagten var for stor. 8. maj sejrede Benfica med 3-1, før portugiserne blev overmandet af italienske AC Milan i finalen. Det europæiske eventyr kostede kræfter, og Feyenoord, der havde vundet den hjemlige liga i 1961 og 1962, blev først hollandsk mester igen i 1965 og 1969. Men man havde anet mulighederne på det europæiske marked. Folkelighed, mentalitet og spillestil var såmænd allerede filtret godt sammen i den store havneby, der blev bombet sønder og sammen under Anden Verdenskrig, og hvor man måtte genopfinde sig selv. Det gjaldt ikke mindst for et af de monumenter, der stod gennem krigens bomber, nemlig De Kuip. For Feyenoord og Rotterdam gik det efter det korte skibseventyr kun fremad.

Vaskebaljen
Det korrekte navn på det store stadion i det sydlige Rotterdam er Stadion Feyenoord, som der står skrevet uden på kolossen fra 1937. Men i daglig tale hedder det ene og alene De Kuip – opkaldt i tråd med byens uformelle tone. Oprindeligt var navnet Stadion Feijenoord, som også er navnet på den bydel, der grænser op til stadion. Når klubnavnet i starten af 1970’erne blev ændret til Feyenoord med et ‘y’, skyldes det især udlændinges problemer med ij-formen. De Kuip betyder gryden eller vaskebaljen og er et rundt stadion med en særlig bevægelig lyd, som især kommer til udtryk, når Feyenoord afholder hjemmekamp.

”Det er ikke kun et enkelt sted på stadion, at der sker noget. Det er, som om der er aktivitet overalt,” som en tilskuer udefra bemærkede efter sin dåb i vaskebaljen. Andre iagttagere vil sætte lighedstegn mellem stadion, klub og by. Ligesom på et klassisk britisk stadion er tilskuerne tæt på banen, og både arkitektonisk og indholdsmæssigt har Feyenoord, De Kuip og Rotterdam meget til fælles. Historien viser også, at hverken Feyenoord eller Rotterdam ville være, hvad de er, uden De Kuip.

På billetten fra en kamp på stadion står der: ”De Kuip – meer dan alleen maar en stadion”, mere end blot et stadion. Betydningen er symbolsk, men gælder også helt reelt: Der har således været afholdt både boksning og speedway i ovalen med plads til lidt over 50.000 tilskuere. Og mange af de største navne inden for moderne musik har optrådt der: Bob Dylan, Eric Clapton, David Bowie og Michael Jackson.

Men det er og bliver fodbold, der er i centrum på De Kuip, som gennem tiden også er blevet kaldt for Rotterdams Colosseum, hvilket skyldes udseendet, størrelsen og den runde form. De Kuip er hjemmebane for byens største klub, Feyenoord, men også for landsholdet og vært for mange pokalfinaler, alle siden 1989, en stribe europæiske klubfinaler og kampe ved EM-slutrunden i 2000. De Kuip blev bygget til at kunne huse 64.000 tilskuere, senere udvidet til 69.000, men fik ved renoveringen i 1994, da der også blev tilført overdækning, fastlåst sin kapacitet til 51.117 tilskuere. Både historisk og aktuelt er De Kuip det mest berømte og populæreste fodboldstadion i Holland.

Byggeriet
Stadionets historie begynder på De Kromme Zandweg i det sydlige Rotterdam. Her har Feyenoord i 1930’erne kun to baner til rådighed for 23 hold. Præsident Leen van Zandvliet beklager sig i et brev til borgmesteren over pladsmanglen på det nedslidte anlæg. Situationen er så dårlig, at den afgørende kamp om mesterskabet mod Ajax fra Amsterdam 10. maj 1931 må flyttes over broen og floden og op til rivalen Spartas hjemmebane i kvarteret Spangen i det vestlige Rotterdam. Der kommer alligevel 22.000 tilskuere til kampen, en fremgang på cirka 10.000, der viser behovet for et større stadion.

1931 er også året, hvor Feyenoord får sin første supporterklub. Men mest afgørende er brevet til borgme- steren med en tegning og planer for, hvad Van Zandvliet forestiller sig. Og den 42-årige selvstændige revisor tænker stort. Han vil have et stadion med plads til 75.000 tilskuere, og han taler med den arkitekt, der har bygget det olympiske stadion i Amsterdam, hvor Legene fandt sted i 1928, ligesom han søger inspiration ved at besøge Stade de Colombes i Paris, Stade des Charmilles i Genève, San Siro i Milano og Highbury i London. Hos Arsenal finder han de hængende tribuner, han har søgt efter.

Der kommer tre planer på bordet, og i det mest prestigebetonede forslag er der plads til 60.000 tilsku- ere eller næsten det dobbelte af Olympisch Stadion i Amsterdam. Budgettet er på godt en million gylden, svarende til godt fire millioner kroner. Et stadion med den halve kapacitet vil være relativt dyrere, nemlig 850.000 gylden, så Van Zandvliet er ikke i tvivl. Han går efter plan A og udtaler til Amsterdam-avisen De Telegraaf, at Rotterdam skal have sin fodboldarena.

”Vi har sat os i hovedet, at Rotterdam skal have et stadion, og vi falder ikke til ro, før det er realiseret.” Men Rotterdam har også noget at have drømmen i. Ikke siden 1909 har landsholdet spillet i landets næst- største by, og ved OL i 1928 blev det kun til tre kampe i havnebyen. Samtidig begynder rivaliseringen med Amsterdam-klubben Ajax at vokse. Også på den måde opstod nødvendigheden af større tilskuerrammer. Argumenterne er på plads her i mellemkrigstiden:

”Fodboldlandskampe fører til en bedre forståelse folkeslagene imellem og kan levere et positivt bidrag til verdensfreden,” forklarer Feyenoords førstemand, der desuden påpeger, at den seneste landskamp mod Tyskland bød på over 100.000 efterspørgsler på en billet. Altså er den olympiske arena i Amsterdam for lille til at udfylde behovet, men det nye stadion i Rotterdam skulle med 41.081 siddepladser og 20.464 ståpladser kunne klare det. Efter datidens hollandske forhold er der tale om helt ubegribelige tal.

I august 1933 beslutter byrådet i Rotterdam at sætte byggeriet i gang, og 22. juli 1935 rammes den første pæl i jorden af anfører Puck van Heel. Konturerne til det nye stadion er sigtbare i begyndelsen af november samme år, hvilket markeres af den fodboldglade borgmester Drooglever Fortuyn.

Byggeriet af Feyenoords nye store stadion forløber parallelt med en glansperiode for klubben, der bliver hollandsk mester i både 1936, 1938 og 1940. Manden bag succesen – og de to første af de tre titler – er østriger og døbt Richard Kohn, men det er med efternavnet Dombi, at han skaber sig en stor, international karriere. Richard Dombi er ikke bare en dygtig træner i både taktisk og mentalt henseende, men er også holdets fysioterapeut og massør og – ganske usædvanligt – hjertelig ven med spillerne. Dombi bliver også kaldt for vidunderdoktoren, idet han altid har råd for, hvilken særlig træning og hvilke særlige medikamenter den enkelte spiller har brug for.

Jimmy Hogan er Dombis mentor. Det er skotten, der inspirerer østrigeren til at arbejde med den skotske og centraleuropæiske kombinationsfodbold, som dengang bliver kaldt for shortpassing. ”Han ville gøre alt for os spillere. Under min genoptræning kom han cyklende helt fra Rotterdam-Zuid til Dordt for at opmuntre mig,” sagde datidens stjerneangriber Cor van der Gijp.

Dombi når som aktiv at spille på det østrigske landshold, og som træner når han det halve af Europa rundt: Gradjanska Zagreb, First Vienna, FC Barcelona og flere tyske klubber. I 1932 er han manden bag FC Bayern Münchens første tyske mesterskab. I 1935 er Feyenoord på udkig efter en ny træner og bliver efter at have haft lutter britiske trænere anbefalet globetrotteren Dombi af Karel Lotsy, den senere formand for KNVB, det hollandske fodboldforbund.

Dombi søger videre fra Tyskland, efter at nazisterne kommer til magten i 1933, og præsidenten for FC Bayern er gået af. Hans navn er Karl Landauer, og han er jøde ligesom Dombi. I sommeren 1939 har Dombi været træner for Feyenoord i fire år, men Anden Verdenskrig er i opmarch, og resultatkurven er samtidig ved at flade ud. Dombi fortrækker.

Det er uvist, hvor han befinder sig under selve krigen, men han vender senere tilbage til Holland for kortvarigt i to omgange i 1950’erne at stå i spidsen for Rotterdam-klubben, og han bliver i landet, indtil han dør i 1963. Som 75-årig. Dombi regnes for en af de bedste trænere i Feyenoords historie og dermed De Kuips historie. Han overgås kun af sin østrigske landsmand, der kommer til klubben sidst i 1960’erne og leverer Feyenoords største internationale bedrift. Hans navn er Ernst Happel.

Indvielsen og krigen
Midtvejs i Dombis regeringstid bliver Stadion Feyenoord indviet. Det sker påskelørdag 27. marts 1937. Feye- noord tager imod den belgiske topklub Beerschot fra Antwerpen, der befinder sig mindre end to timer i tog fra Rotterdam. Bladet Sportkroniek skriver om begivenheden, at der er tale om en stor dag for Rotterdam og en stor dag for Holland. Selv om man mener, at Arsenal burde have været modstanderen. Forbilledet Arsenal og Highbury med de hængende tribuner.

Der er rekordmange tilskuere til kampen, der delvist afvikles i haglstorm. 37.825 mennesker. Feyenoord vinder kampen 5-2. Det nye storstadion er med til at ændre fodbolden i Holland. Med De Kuip som flagskib indvarsles nye tider, og i begyndelsen går det nye stadion under tilnavnet Het Nederlandse Colosseum. Servicen og transporten er også på plads. Sporvognen går lige til stadion. Faktisk var stadion klar allerede i sommeren 1936, men bystyret havde ikke sørget for, at infrastrukturen omkring stadion, som også dengang var et industriområde, var i orden.

Folk i Rotterdam opfanger fra begyndelsen den nærmest magiske udstråling fra det nye stadion. Allerede 11. april venter Ajax fra Amsterdam. Feyenoord vinder 3-0. Den første landskamp på De Kuip finder sted i maj samme år. Holland slår Belgien 1-0 foran 58.751 tilskuere. Alle må give klubpræsident Leen van Zandvliet ret. Fodboldens popularitet er stigende, og på De Kuip kan folk udleve den nye tids stigende krav og ønsker om både at blive underholdt og have lov til at vise følelser.

Men da kalenderen viser 14. maj 1940, forandres alt. Anden Verdenskrig har fem dage tidligere sparket døren ind til Holland, og nu sætter de tyske aggressorer sig for at lamme landets industrielle centrum. Både med og uden havn har Rotterdam stor strategisk betydning, og dagslys bliver til natmørke, da flere end 50 tyske bombefly overflyver byen.

Øjenvidner fortæller, at det bare tog et kvarters tid at bombe byen. Resultatet er nedslående og tragisk: Op mod 900 mennesker mister livet, omkring 80.000 efterlades hjemløse, og Rotterdams historiske centrum pulveriseres. Et foto fra dengang viser toppen af kirken Sint-Laurenskerk rage op i ensom majestæt mellem murbrokkerne som det eneste tilbageværende monument fra byens middelalderarkitektur. Dagen efter kapitulerer Holland over for Nazi-Tyskland.

Syd for floden Maas ligger De Kuip uantastet. Stadionet er et af de mål, der ikke bliver ramt, men den tyske besættelsesmagt har behov for stål, og spørgsmålet er derfor, hvor meget stål der kan trækkes ud af det store stadion. Historien går på, at stadiondirektøren på dagen for den tyske inspektion af stadion kun opgiver en tredjedel af den totale mængde, hvorpå tyskerne trækker sig tilbage. I modsat fald kunne det have været enden for De Kuip, en nedlæggelse af det kun tre år gamle stadion.

Men De Kuip er også truet på anden vis, nemlig som hjemmebane for Feyenoord. Tyskerne bryder sig ikke om store folkeforsamlinger i de besatte lande, og Feyenoord, der i maj 1940 vinder det regionale mester- skab, kommer i de fem forbandede år stort set ikke til at spille på hjemmebanen foran sit trofaste publikum. Feyenoords femte hollandske mesterskab – det sidste inden 1961 – bliver en realitet 18. august 1940 med en sejr på 2-0 over Heracles. Også denne kamp bliver spillet ovre på den anden side af floden på Het Kasteel, hjemmebane for Sparta. En kort overgang er Feyenoord tilbage på De Kuip, men bliver tvunget til at spille helt uden tilskuere. Senere må klubben også spille hjemmekampe i Amsterdam. Først 27. maj 1945 er Feyenoord tilbage i sikker havn i gryden.

På det tidspunkt er krigen ovre, og med freden kan man så småt begynde at kigge fremad. Bagude ligger de triste minder. Leen Vente, der er gået over i Feyenoords historie som den første målscorer på De Kuip for såvel Feyenoord som for det hollandske landshold, huskede altid stemningen efter mesterskabssejren over Heracles i august 1940. Der er ingen sejrsfest. Der er ikke noget at feste for. ”Det var uvirkeligt, bizart. Byen lå i ruiner, vores engelske træner Jack Hall var flygtet til England, og nazierne havde fået kig på De Kuip,” sagde han. Det hører med til historien, at Leen Ventes café i Rotterdam er et af de mange steder, der falder for de tyske bomber.

Rivalerne og opbakningen
Feyenoord, Sparta og Excelsior. Tre klubber er med til at gøre Rotterdam til Hollands førende fodboldby. Ingen anden by har i de seneste mere end 30 år været repræsenteret af mere end en enkelt klub i Æres- divisionen. Amsterdam overlod monopolet til Ajax i 1982, da fusionsklubben FC Amsterdam gik konkurs.

Det er dog ikke sådan, at hele tre klubber i landets næststørste by har betydet flere mesterskaber og pokaler til byen. Men det har sat en streg under Rotterdams betegnelse som fodboldstad. Excelsior er en elevatorklub, der veksler mellem de to øverste rækker, og som finansielt og sportsligt er bundet til Feyenoord, der lader en del talenter fra ind- og udland udruge i filialklubben.

Sparta er helt anderledes. Stiftet i 1888 og Hollands ældste fodboldklub med det ældste stadion med det smukke navn Het Kasteel, borgen, placeret i bydelen Spangen i Rotterdam-Vest midt i et boligområde efter britisk forbillede. Sparta går for at være en klub for alle – for såvel håndværkere som havnebaroner – men opnår resultaterne til trods aldrig bred opbakning i Holland. Oprindeligt er Sparta en klub for de velstående med cricket på programmet.

Næsten helt frem til at Feyenoord i 1937 får sit eget store stadion, er Sparta den dominerende klub i Rot- terdam. Men ud over byggeriet af De Kuip skyldes magtskiftet også, at byens største arbejdsplads, havnen, særligt i de år får tilført masser af indvandrere fra resten af Holland, især sydfra. Byen bliver større, og det er til fordel for fodboldklubben Feyenoord.

Spartas seneste hollandske mesterskab daterer sig til 1959, og klubben er en fast bestanddel af den øverste hollandske række, indtil landsholdsspilleren Frank Rijkaard skal gøre sine første trænererfaringer. Han fører klubben fra det vestlige Rotterdam ud af Æresdivisionen i 2002. Det er og bliver Feyenoord, der tegner de tydeligste streger i fodboldens Rotterdam, en by, hvis selvforståelse rammes godt ind af et kendt mundheld: ”I Rotterdam tjener de pengene, i Haag fordeler de dem, og i Amsterdam bruger de dem.”

De tre byer er Hollands største og udgør et samlet magtcentrum i landets sydvestlige hjørne – ikke langt fra hinanden i geografi, men milevidt mentalt. Når det handler om fodbold, har regeringsbyen Haag ikke den store betydning. Så er det Feyenoord mod Ajax, og De Kuip over for Amsterdam Arena.

Rotterdam er en havneby, der har dettilfælles med Liverpool, Göteborg, Marseille og Hamborg, at den står i skyggen af en rigere hovedstad, der typisk er placeret centralt i landet. I havnebyen får man intet foræret. Fællesskab, sammenhold og hårdt arbejde er de afgørende midler på vejen fremefter og opad. Opbakningen til Feyenoord er central. Det handler ikke mindst om stolthed.

Fodboldmagasinet Nummer 14 satte i sæsonen 2005/06 fokus på forskellene mellem Ajax og Feyenoord, når det gjaldt stadionkultur. Større modsætninger kunne næppe findes, og de gælder i store træk den dag i dag. På den ene side de utro, kritiske og stille Ajax-tilhængere i Amsterdam Arena. Det hedder sig, at man ikke tog atmosfæren fra De Meer med sig ud til den nye arena, der i 1996 stod klar i det sydøstlige Amsterdam. På De Meer var der knap plads til 20.000 tilskuere i klubbens gyldne periode. Ajax vandt senest en europæisk pokal i 1995, året før udflytningen til det nye stadion, hvor der ifølge Nummer 14 spilles fodbold i en ”biblioteksatmosfære”.

Omvendt går Feyenoords tilhængere, kaldet Het Legioen, for at være de mest trofaste fans i hele Holland. Uanset resultaterne. Her synger alle med på klubsangen Hand in hand, voor Feyenoord éen. På en skala fra 1 til 10 giver magasinet De Kuip topkarakter på kriteriet ‘atmosfære’ og 8,5 til publikums adfærd. De laveste karakterer tildeles parkeringsmulighederne og kampprogrammet. Med Amsterdam Arena forholder det sig omvendt: 9,5 til den såkaldte clubshop, 5 til publikums opførsel og sølle 3,5 til atmosfæren.

Hvis Feyenoord er en religion, så er De Kuip dens pilgrimssted. Pilgrimmene har klublogoer overalt på tøj og krop, farverne rød, hvid og sort dominerer, rød-hvide tatoveringer og sorte trøjer med gotiske bogstaver. Ikke så underligt, at identiteten allerede sætter sig igennem hvert år på sæsonens første, altid offentlige træningsdag på anlægget Varkenoord nær stadion.

Det er også på Varkenoord, at klubbens akademi og veletablerede talentarbejde finder sted. Open Dag er en anden unik event, der lokker et par tusinde tilhængere frem fra busken. Rekorden for den slags begi- venheder hos Feyenoord er fra sæsonåbningen 2007/08, hvor hele 20.000 tilhængere mødte op, selv om der ikke havde været meget at råbe hurra for. Det gjaldt både den forgangne sæson og klubbens ageren på transfermarkedet.

”Proud of Rotterdam – Proud of Feyenoord,” står der på tifoen eller trøjen. Et signal på engelsk til hele verden. Og stadionspeaker Peter Houtman, selv tidligere farlig forward hos Feyenoord, er også en sand mester  i at holde gryden i kog. Men Feyenoords hjemmebane er ikke et sted for en urutineret dommer. ”De Kuip er det stadion, der kræver den bedste og mest kompetente dommer,” lyder det fra KNVB’s dommersektion.

Amsterdammeren Ruud Gullit spillede tidligt i karrieren tre år for Feyenoord, som han kalder den vigtigste klub i sit liv, og Willem van Hanegem har sagt, at man kan spørge enhver hollandsk fodboldspiller, hvor han helst vil spille, og svaret er entydigt. Forfatteren Anna Enquist bor i Amsterdam, men er Feyenoord-fan, uden helt at kunne forklare hvorfor. Hun er 71 år, svensk gift, deraf efternavnet, og indrømmer gerne, at hun ikke har meget forstand på fodbold.

”Der er ikke tale om nogen viljebetonet beslutning om, at nu vil jeg holde med Feyenoord. Det er bare noget, der vokser frem – ligesom en stor kærlighed,” siger forfatteren, der af og til bringer et digt i det litterære fodboldtidsskrift Hard Gras. ”Som Feyenoord-fan får du at gøre med det sande liv,” lyder Anna Enquists fornemmelse.

Guldalderen
De Kuip dukker op, når man på vej fra den centrale del af Rotterdam krydser over broen Van Brienenoord- brug. Stadionet ligger som et ukueligt monument i noget, der stadig mest ligner et industrikvarter tæt på floden Maas, der løber ud i Nordsøen. Foran stadion står statuen af klublegenden Coen Moulijn, og inden for i den store glas-hall kommer en buste med Ernst Happels umiskendeligt halvgnavne ansigtstræk én i møde. Ganske ironisk, at Happel på De Kuip følger Moulijn tæt, for Happel var en af de første fodboldtrænere,  der indførte zonemarkering og dermed indirekte var med til langsomt at tage livet af en-mod-en-spillerne og den underholdning, som fløjspillere af Moulijns kaliber stod for. Happel skabte et hold, der gik op imod Ajax og udbyggede grundlaget for rivaliseringen, De Klassieker, som på det tidspunkt udgjorde Europas absolutte top.

Således var duellen mellem Feyenoord og Ajax i en periode fra slutningen af 1960’erne og frem til 1974 en forløber for nutidens Real Madrid-Barcelona. Derbyet var nemlig både et nationalt og et europæisk topmøde, selv om næsten alle aktører var hollændere. De intense og atmosfærefyldte kampe mellem de to hollandske klubber var stærkt udviklende for hollandsk klubfodbold og landsholdet. I industrialderens sidste tid var Holland og hollandsk fodbold en af de store smeltedigler med både længere hår, totalfodbold og friere omgangsformer.

En af dem, der tog del i revolutionen, var Moulijns afløser på venstre fløj, Jørgen Kristensen, der skiftede fra Sparta og over floden Maas i 1972 for 700.000 gylden. Troldmanden fra Køge, der også var en sand dribler, opnåede heltestatus på De Kuip og var med til at vinde Feyenoords anden europæiske pokal i form af UEFA Cup’en i 1974. Det var også her, den engelske betegnelse hooliganisme blev kendt på det europæiske kontinent. Finalen mod Tottenham skulle dengang spilles over to kampe. Før kampen på De Kuip hærgede Lon- don-klubbens tilhængere barer, caféer og togstationer i Rotterdam, og balladen fortsatte under kampen, da der blev kastet med sæder og sat ild til alle tænkelige brændbare emner. Der var tale om simple slagsmål mand mod mand. Omkring 150 personer blev såret, og 50 engelske hooligans blev arresteret.

Feyenoords fans holdt sig dog siden hen ikke tilbage. Mange slagsmål og kampudsættelser kan tilskrives ikke mindst De Klassieker-opgørene mod Ajax. En konfrontation med sit eget evigtgyldige liv og en verbal dyst, der sommetider har tilbageholdt al moral. Ajax har altid haft en om end ret begrænset tilknytning til det jødiske miljø i Amsterdam, hvilket ikke har forhindret Feyenoords fans i at svinge med antijødiske bannere og skabe hvislende gaslyde. Omvendt har Ajax-tilhængerne nedladende kaldt deres modstandere for kakerlakker.

Rivaliseringen med Amsterdam kom også til udtryk, da der skulle findes store og velegnede stadioner til finalerne i de nye europæiske klubturneringer. Amsterdam med det olympiske stadion (som i dag er et rent atletikstadion) trak først med mesterholdsslutkampen i 1962 mellem Benfica og Real Madrid, men De Kuip fulgte efter med finalen i Pokalvindernes Europa Cup i 1963, da Tottenham besejrede Atlético Madrid. I alt er der spillet ti europæiske finaler på De Kuip, og heraf glemmer de fleste vist helst 1972-kampen, da ærkerivalen Ajax vandt 2-0 over Inter.

Særligt mindeværdig er for Feyenoord-tilhængerne de to UEFA Cup-triumfer i 1974 og 2002. I 1974 spillede klubben 2-2 ude mod Tottenham, men vandt 2-0 hjemme. 2002-sejren over Borussia Dortmund, som jeg vil vende tilbage til, er den foreløbigt sidste europæiske finale på De Kuip. Et par år forinden husede man fem EM-kampe ved slutrunden i 2000, herunder finalen. Men før bystyret og klubben får de efterhånden mangeårige planer om at bygge et nyt storstadion (oven i det gamle) med en kapacitet på 63.000 realiseret, vil  Rotterdam  næppe  få  tildelt  lignende  begivenheder.

Lige nu peger pilen på, at det nye De Kuip først ser dagens lys i 2021 eller 2022, og når der er gået så lang tid, skyldes det, at Feyenoord ved årtusindets begyndelse gennemgik nogle økonomisk forfærdelige år. Siden er skuden rettet op. De seneste 27 års pokalfinaler er alle blevet afviklet på De Kuip, som ofte også er vært for landskampe. Men det slider alt sammen på faciliteterne, ligesom der hele tiden tabes eventuelle indtægter, da stadion er totalt udsolgt, uanset om Feyenoord møder Ajax eller De Graafschap.

Tæppefald
Et nyt årtusinde begyndte med, at drabet på en kendt politiker blev efterfulgt af Feyenoords triumf i UEFA Cup’en. Det var ikke så sært, at Rotterdam i de tidlige majdage i 2002 ikke rigtigt kunne finde fodfæste. ”Vreugde en verdriet”, glæde og sorg, stod der at læse på en chokeret forside af den lokale avis, Algemeen Dagblad, fredag 10. maj 2002. På den ene halvdel af forsiden ses matchvinder Pierre van Hooijdonk med den europæiske pokal hævet op mod himlen over De Kuip. På den anden halvdel ses et foto med nedslåede blikke fra den store mindehøjtidelig- hed efter drabet på den islamkritiske politiker og universitetsmand Pim Fortuyn.

Det var dagen derpå efter Feyenoords sejr over Borussia Dortmund og fire dage efter mordet på Fortuyn på åben gade i Rotterdam, og det sidste lagde selvfølgelig en dæmper på den lokale begejstring over det første, Feyenoords tredje europæiske triumf. Ja, mere end det. Rotterdam befandt sig i de majdage i en slags undtagelsestilstand i et ingen- eller allemandsland mellem sorg og angst, stolthed og glæde. Det politiske mord var en forsmag på en ny og forhærdet politisk kultur, som i nogen grad kom bag på de tolerante hollændere.

Derudover var der så megen ballade, vold og uro i forbindelse med selve fodboldfinalen, at Rotterdam først faldt til ro flere dage senere. Ekstra politi- og sikkerhedsstyrker var på vagt for at holde Feyenoords tilhængere og de tilrejsen- de Borussia Dortmund-fans så langt væk fra hinanden som muligt. Det lykkedes i nogen grad, og heldigvis fik man kort efter kampen sluset de tyske fans ud i busserne og ud af byen, før de gik amok i irritation over at tabe til et hold, der var mildt favoriseret af hjemmebanefordelen og en usikker dommer.

Der skal ikke pilles afgørende ved Feyenoords sejr, men en tvivlsom udvisning af den tyske stopper Jürgen Kohler efterfulgt af et straffespark blev afgørende. Feyenoord, der havde en ung Robin van Persie i startopstillingen, vandt 3-2 på to mål af Van Hooijdonk på et direkte frispark og på et straffespark begået mod angrebsmakkeren Jon Dahl Tomasson, der også fik scoret.

”Det er sådan en afsked, man drømmer om,” sagde Tomasson, der spillede sin sidste kamp før skiftet til Milan, men aldrig fik Feyenoord og De Kuip helt ud af blodet. Han vendte senere tilbage til klubben som spiller og blev boende i byen, efter det sidste mål var scoret. ”Feyenoord vil altid have en plads i mit hjerte,” sagde han efter finalen.