Guldbryllup med EU: Udfordringer og løsninger for Danmark i fremtidens Europa

Den 2. oktober 1972 stemte danskerne sig ind det daværende EF. Det betyder, at Danmark i 2022 fejrer guldbryllup med EU. Hvis det gode ægteskab mellem Danmark og EU skal holde de næste 50 år, er der brug for gennemarbejdede og proteinrige indspark i debatten. Vi bringer et uddrag af efterskriftet til bogen “Til guldbryllup med Europa − Fire veje for Danmark i fremtidens EU”, skrevet af Johan Moesgaard Andersen (red.), Mikkel Mejling Andersen, Simon Humberto Krog og Vincent Rudnicki Østergaard:

Over de seneste 50 år har vi ikke kun set en bevægelse i, hvilke politikområder EU beskæftiger sig med. Vi har også set en bevægelse i magtbalancen mellem institutionerne i EU. En tidligere regeringsleder kaldte engang Europa-Parlamentet for et ”Mickey Mouse”-parlament. Sammenligningen var måske i nogen udstrækning retvisende dengang. I dag er der derimod ingen tvivl om, at Europa-Parlamentet er en væsentlig aktør i den politiske proces. Traktat efter traktat er Europa-Parlamentet blevet tilført magt.

Bogen har blandt andet peget på, at Europa-Parlamentet på flere politiske områder har været mere ambitiøse end både Europa-Kommissionen og medlemslandene. Det gælder på klimafronten, hvor Europa-Parlamentet ved flere lejligheder har ønsket højere klimamål og mere markante krav. Det gælder også på det sociale område, hvor for eksempel de aktuelle planer i Europa om at regulere mindstelønninger er blevet født i rapporter fra Europa-Parlamentet og først langt senere er opsuget af de øvrige institutioner. På skatteområdet er det også Europa-Parlamentet, som har skubbet på for at flytte skattepolitikken længere væk fra medlemsstaterne og i højere grad ind som en politisk dagsorden for EU. Og på det digitale område har Europa-Parlamentet været forrest med de ændringer for digital regulering, som medlems- landene først årevis senere har indset, har været nødvendige.

Får Europa-Parlamentet i fremtiden endnu mere indflydelse på den førte politik i Europa, vil det naturligvis få konsekvenser for det politiske output, der bliver leveret. Både på ovenstående områder og på andre områder.

Tilsvarende ser vi også, at der på for eksempel det digitale område har været et regulatorisk underskud. Her har lovmaskinen i Bruxelles ikke kunnet følge med den digitale virkelighed, der har flyttet sig hastigt på få år. Med et EU, der i dag består af 27 medlemslande, og en mere ligelig magtbalance mellem EU’s institutioner kan det også i fremtiden blive svært at få lovgivningen til at følge med virkeligheden på grænseoverskridende politikområder. Under coronapandemien var EU midt i en krisetid relativt hurtig til at handle, når det gjaldt om at håndtere økonomi, vacciner og sundhed. Men som denne bog har peget på, kan der nemt gå årevis fra en løs idé eller vision præsenteres, til et direktiv fødes, til lovbehandlingen i alle EU-institutionerne er færdig, og direktivet endelig bliver implementeret af medlems- staterne. Her er det ikke givet, at EU i det nuværende institutionelle setup kan håndtere at få lovgivningen til at følge med virkeligheden i det tempo, som virkeligheden kræver.

Ligeså kan det få en afgørende betydning, hvordan medlemskredsen i EU udvikler sig. Tag bare Storbritanniens exit fra EU. Som denne bog har peget på, havde et EU med Storbritannien formentlig håndteret arbejdsmarkedspolitikken anderle- des, end den er blevet siden briternes beslutning om at melde sig ud. Historisk har vi i hvert fald set briterne sætte foden ned, når EU-institutionerne ønskede mere fælles politik på det sociale område. Bogen har også peget på, at Storbritannien har været en klar stemme for frihandel og det indre marked. Nu tyder meget til gengæld på, at den fransk-tyske akse får større betydning i europæisk politik med briterne ude af klubben. Det udfordrer naturligvis Danmark, når gode allierede som Storbritannien forlader EU. En analyse fra European Council of Foreign Relations har peget på, at netop Danmark har en særlig udfordring, når det gælder om at finde venner og allierede i EU. Ingen landes embedsfolk peger nemlig på Danmark som deres lands bedste allierede i den nævnte undersøgelse. Udfordringen med at finde flere og nye venner bliver op til den kommende generation af danske beslutningstagere at løse. Her bliver det afgørende, om vi ser andre lande følge Storbritannien ud af EU, og hvordan eventuelle nye medlemslande vil stille sig i politiske spørgsmål.

Hvornår bliver EU’s nuværende målsætninger uambitiøse?
Hvis vi hopper en tur tilbage i tidsmaskinen til Danmarks indtræden i EF i 1972, så havde de færreste nok været i stand til at forudse de dramatiske ændringer af kontinentet, som er sket frem til i dag. På samme måde ved vi, at verden sandsynligvis vil ændre sig dramatisk de næste 50 år – men vi ved ikke hvordan. Denne bog har peget på en række af de store udfordringer, som EU står overfor. Én af dem er klimaforandringerne. Her handler nutidens politik om at skabe en klimaneutral fremtid, hvor EU har gjort sig fri af de fossile brændsler. På vejen derhen har den- ne bog peget på, at EU spiller en vigtig rolle for at sikre fortsat opbakning til den grønne omstilling. Og at EU, efter målet om klimaneutralitet er nået, kan sigte mod en fremtid, hvor Europa bidrager positivt til klimaet.

På samme måde har vi på arbejdsmarkedet en ambition om, at færre skal dø af arbejdsrelateret kræft, asbest og dødsulykker på arbejdspladsen. Med teknologi, politik og nye arbejdsformer kan fremtiden tilsvarende bringe os i mål med nogle af disse udfordringer, mens nye typer af sygdomme, arbejdsmiljøproblemer og dødsårsager kan opstå. Når det gælder sikkerhedsudfordringen i Europa, kredser både energipolitikken, industripolitikken og teknologipolitikken blandt meget andet om den aktuelle trussel fra Rusland, som med invasionen i Ukraine i 2022 er nutidens store geopolitiske udfordring på Europas kon- tinent. Ligesom denne antologi også flere steder har peget på ud- fordringen med Kina, når det gælder arbejdspladser, teknologi og klima. Når vi kigger EU-historien igennem, var ét af omdrej- ningspunkterne for EU’s fødsel at håndtere en potentiel trussel fra Tyskland. Efterfølgende har Sovjet udgjort en regional kon- kurrent under den kolde krig. Nutidens udfordring i forhold til Kina er helt anderledes end ved EU’s fødsel. Også her ser vi ind i, at sikkerhedsbilledet for EU og Europa kan ændre sig frem mod et eventuelt himmelbryllup i 2072. Derfor bliver det også afgørende, at Danmark og Europa løbende justerer kompasset, så de politiske målsætninger følger med virkeligheden.

Hvordan forbedrer vi fremtidens danske EU-debat?
Endelig bør vi overveje, hvordan vi kvalificerer den danske debat om EU i de kommende årtier. Denne antologi har allerede i første kapitel peget på, at der mangler en folkelig debat om EU også mellem valgene hvert femte år til Europa-Parlamentet. I første kapitel peges endda på, at dette kan udgøre ét af de væsentligste elementer i EU’s demokratiske underskud. Selv et valg til Europa-Parlamentet kan faktisk let bare komme til at handle om, hvorvidt kandidaterne til Europa-Parlamentet er for eller imod dansk medlemskab af EU. Også selvom dette – heldigvis – over- hovedet ikke er op til danske medlemmer af Europa-Parlamentet at beslutte. Ligesom lakridspiber og krumme agurker lettere rammer avisernes debatspalter end de afgørende, men ganske tekniske, lovkomplekser, der ellers kan få massiv betydning for os danskere og vores hverdag. Og som du forhåbentlig er blevet bare en smule klogere på efter at have læst denne bog.

Bogen har peget på, at en række nøgleaktører kan løfte et større ansvar for at kvalificere EU-debatten. Det gælder danske eksperter, som har substantiel viden om vigtige områder af det europæiske samarbejde. I al beskedenhed har vi med denne bog forsøgt at give vores respektive indspark til EU-debatten. Men i dag sidder mange andre eksperter, professorer og lektorer med omfattende viden om de emner, som EU-politikere i dag lovgiver om. Til jer eksperter: I har et ansvar for at være endnu mere synlige og et ansvar for at publicere mere til den brede befolkning og fortælle om EU-lovgivningens konsekvenser.

Det gælder også danske medier. Vi har tidligere i bogen peget på eksemplet med den afgørende GDPR-forordning, som fundamentalt ændrede danskernes digitale rettigheder. GDPR var syv år undervejs i EU-lovmaskinen, men blev altså først for alvor et tema i danske medier, lang tid efter forordningen var vedtaget. Det samme gælder i høj grad orlovsdirektivet, som øremærkede minimum to måneders barsel til fædre. Det blev først for alvor en konfliktfyldt sag for danske medier, da danske politikere i Folketinget skulle udmønte direktivet i Danmark i 2021 og 2022. Men direktivet blev vedtaget helt tilbage i januar 2019 i EU. Så her var løbet altså i høj grad kørt, før den danske diskussion for og imod øremærket barsel til fædre kom i gang.

Der ligger så mange spændende politiske muligheder og substansfyldte historier gemt i Bruxelles. Derfor lægger vi os i slipstrømmen på dem, der vedholdende har efterlyst mere kvalitet i EU-journalistikken. Her vil det være let – næsten for let – kun at kræve mere EU-pensum på journalistuddannelsen, øget journalistisk tilstedeværelse i Bruxelles eller stærkere prioritering af EU i de politiske medieaftaler. I stedet vil vi også kigge to andre steder hen. En mere nuanceret EU-debat kræver nemlig også ændringer i politikernes behandling af EU-stof. Både hvad angår medlemmer af Europa-Parlamentet og medlemmer af Folketinget.

Den såkaldte EU-reformgruppe, under ledelse af tidligere MF og MEP Claus Larsen-Jensen (S), pegede i 2021 på en række yderst relevante tiltag for at styrke Folketingets indflydelse på europapolitikken. De tiltag er for eksempel bedre uddannelse af Folketingets medlemmer i EU-politik, etablering af et kontaktudvalg på højniveau med partiledere og interesseorganisationer for at få en stærkere prioritering af relevante EU-sager, en årlig partilederdebat om EU, en såkaldt EU-rapporteurordning i Folketinget og at få nedbragt antallet af mundtlige og skriftlige orienteringer i Europaudvalget. Der ønskes altså en skarpere prioritering af de afgørende sager for Danmark i Folketingets europapolitiske arbejde.

Man kunne desuden tilføje, at der er potentiale for en stærkere integration af EU-lovforslag i fagudvalgene i Folketinget. Så for eksempel europæisk arbejdsmarkedslovgivning bliver forankret lige så dybt i Beskæftigelsesudvalget som i Folketingets Europaudvalg. Mange af disse forslag kan som en ekstra bonus bidrage til en stærkere EU-debat i Danmark. Og frem for alt synes diagnosen rigtig: Nemlig at Folketinget inddrages for lidt og for sent i EU-politikken, og at dette kan udgøre et selvstændigt demokratisk problem. Der er klare gevinster ved en skarpere politisk prioritering af EU-sager. Det oplagte spørgsmål til enhver politiker i Folketinget er: ”Hvad vil DU eller netop DIT parti med EU de kommende år?”. Velvalgte institutionelle ændringer i Folketingets behandling af europapolitikken har potentialet til at smitte positivt af på den journalistiske dækning af EU og den folkelige debat om EU.

Men det er ikke kun op til politikerne i Folketinget at ændre. Skal EU-sagerne mere på den nationale dagsorden kræver det for det andet også et større engagement fra Organisationsdanmark og andre aktører med de nødvendige analytiske muskler til at gennemskue kompliceret EU-lovgivning. Kunne interesseorganisationer have været bedre til at sætte persondata på den politiske dagsorden, da GDPR blev forhandlet? Kunne danske fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer have bragt fordele og ulemper ved EU’s sociale søjle bedre frem i den offentlige de- bat, inden 28 statsledere i Göteborg blev enige om 20 bærende principper i 2017? Kunne klimaorganisationer og tænketanke bedre kvalificere den aktuelle danske debat om klimapolitik via EU-løsninger som for eksempel en europæisk CO2-afgift? Eller måske ved at sætte EU-pakker som RePowerEU og Fit for 55 mere til debat, fordi de på kort tid kan medføre store omvæltninger i vores energi- og klimapolitik?

Danske interesseorganisationer og virksomheder har vidt forgrenede interesser på europapolitikken. Men de har selv en klar interesse i at få bragt de vigtige sager bedre frem – også offentligt. Her er danske interesseorganisationer måske gode nok til at skrive høringssvar om EU-sager. Men det kunne være oplagt at sætte et mere strategisk arbejde i gang med at flytte de vigtige europapolitiske sager bedre ind i den offentlige debat i tide. Her taler vi jo om organisationer, som både lever af synlighed og af at flytte sager i den virkelige verden.

Vi har med denne bog forsøgt at sparke substansdebatten for de næste årtiers europadebat i gang inden for hvert vores felt. Vi indledte bogen med at ønske Danmark og EU tillykke med guldbrylluppet: ”Stort til lykke med den runde dag og de 50 års ægteskab. Vi vil gøre vores til, at det bliver et langt og lykkeligt ægteskab”. Vi vil afslutte bogen med at stille spørgsmålet, om der findes andre gode kræfter derude, der vil gribe stafetten, bidrage med substantielle indspark i EU- debatten og dermed være med til at fremtidssikre opbakningen til EU frem mod himmelbrylluppet i 2072?

Til guldbryllup med Europa
− Fire veje for Danmark i fremtidens EU
Forfattere: Johan Moesgaard Andersen (red.), Mikkel Mejling Andersen, Simon Humberto Krog, Vincent Rudnicki Østergaard.
Skriveforlaget.
Udk. 2. oktober 2022