Tyskland går ind i en ny æra uden den forsonende og bevarende Angela Merkel, men hun afsluttede sin tid med en drønende kritik af politisk og folkelig snæverhed, hvor hun selv blev betegnet som ikke-hørende-til i Tyskland og Europa. Hun slog et slag for, at folkegrupper og lande må leve med hinanden uden at dele sig op i poler.

Kommentar af Hugo Gaarden

Sandheden er ilde hørt. Det måtte Angela Merkel for nylig sande. Hun sagde nogle sandheder til tyskerne, og det blev nærmest ignoreret i medierne. Men sagen er værd at trække frem, efter at hun i onsdags trådte af efter 16 år som kansler.

I en tale den 3. oktober i anledning af den tyske genforening i 1990 sagde hun, at østtyskernes frihed var tilkæmpet – af østtyskerne selv og af nationer og statsmænd. Friheden kom ”ikke af sig selv.” Østtyskerne opdagede, hvad frihed er: Mangfoldighed og forskelle. De er udtryk for den ”levede frihed.”

Men så fortalte hun også om sine egne oplevelser af overgangen fra et diktatur til et frit land. I en bog, som hendes parti, CDU, skrev om partiets historie, hedder det, at ”hun trådte ind i CDU som 35-årig med den ballast, DDR udgjorde.”

Ordet ballast ramte hende med et hammerslag. Hun følte, hun blev betragtet som en ballast. I ordbogen betegnes ballast som en unyttig last, der på et skib kan skabe ligevægt, og som kan smides overbord. Hun syntes, at udtrykket ballast blev brugt, som om østtyskernes liv ikke rigtig talte.

Hun nævnte et andet eksempel – en artikel i Welt am Sonntag om hendes håndtering af flygtningekrisen i 2015. Ifølge artiklens journalist ”distancerede hun sig over for alle forgængere som kansler” ved at sige, at hvis man ikke kan vise flygtningene et venligt ansigt, så ”er det ikke mit land.” Og så fortsatte journalisten: ”Dermed skinnede det igennem, at hun ikke er en født bundestysker og europæer, men en tillært.” (Bundestysker bruges som betegnelse af tyskerne i såvel det gamle Vesttyskland som i det genforenede Tyskland).

Artiklen ramte hende i sjælen. ”Er jeg ikke en født Bundestysker, men en tillært? Er der to slags tyskere og europæere – de originale og de tillærte, som hver dag må bevise, at de hører til? Og som på en pressekonference kan falde gennem denne prøvelse? Distancerede jeg mig fra mit land? Hvem afgør værdierne og interesserne i vort land?”

En kritik fra en regeringschef over for sit eget land kan ikke være hårdere. Men kritikken forduftede. Jeg bor i Tyskland og følger med i nyhedsstrømmen, men jeg oplevede jeg ikke én eneste artikel eller grundig analyse endsige en debat om hendes tale.

Men hun sagde også, hvad hun så som den vigtigste lære af Tysklands og Europas genforening, og det er en kommentar til fremtidens Europa. ”Nu lever europæerne ikke mere i en bipolaritet,” og det betyder, at ”europæerne har et større ansvar for sikkerheden, også for stabiliteten i Naboregionen. Europa må styrke sin handlekraft i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Et forenet Tyskland må uvægerligt må påtage sig et internationalt ansvar for konflikter langt væk, også i Afghanistan og Afrika. Alle, der har deltaget i genforeningen, har fået et ansvar overdraget.”

”Læren af 31 års tysk enhed er, at vi skal åbne dørene. Vi skal være parate til at mødes og være nysgerrige over for hinanden, og vi skal holde forskellene ud.”

Merkel kom ind på de samme holdninger under en militær ceremoni i forbindelse med hendes aftræden. ”Jeg vil opmuntre til, at vi også ser på verden med de andres øjne,” sagde hun.

Merkel har levet flere år under et diktatur end i friheden. Hun bøjer sig ikke for autoritære systemer, men hun mener altså, at man også må forstå de andre systemer. Det slående er dog, at Merkel ikke altid har omformet disse holdninger til konkret politik og slet ikke, hvor hun mødte eller kunne møde modstand – hverken internt eller eksternt. Hun var ved at vælte som kansler under flygtningekrisen og under voldsomme personlige angreb fra højrefløjen, f.eks. fra AfD, dvs. fra mennesker fra hendes gamle land. Hun oplevede modstand, også fra USA, når hun lavede en investeringsaftale i EU med Kina, og når hun forsvarede gasledningen Nord Stream 2 fra Rusland.

Derfor sagde hun også i begge de to nævnte taler, at det er afgørende at turde forsvare demokratiet og holde fast ved kendsgerninger og ikke lade sig slå omkuld af populisme. Talerne og hendes regeringsførelse viste, hvor ømtåleligt det er at rokke ved indgroede opfattelser. Man kan beklage, at det først er ved deres afgang, at ledere offentligt reflekterer og siger deres ærlige mening. Det værste er, hvis medierne trækker stikket til computeren og skærmen.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Copyright by World Economic Forum/swiss-image.ch/Photo by Remy Steinegger