I bogen Personlighed og magt – De mennesker som byggede og ødelagde det moderne Europa” undersøger den prisbelønnede britiske historiker Ian Kershaw, hvordan tolv europæiske stats- og regeringschefer af forskellig baggrund og fra forskellige politiske systemer var i stand til at få og udøve magt, og i hvilket omfang denne magt forandrede Europa i det tyvende århundrede. En af dem var Helmut Kohl, og vi bringer herunder et uddrag af bogens kapitel om den tidligere tyske kansler:

 

Helmut Kohl

– Enhedskansler, drivkraft bag europæisk integration

Helmut Kohl, ”enhedskansleren” er sikret en plads i både tysk og europæisk historie. Han var kansler længere end nogen anden siden Bismarck; først fra 1982 til 1990 i Vesttyskland, og derefter fra 1990 til 1998 i det nu forenede Tyskland. Ved hans død som syvogfirsårig i 2017 blev han hædret på overstrømmende vis af ledere verden over: ”en af de største ledere i efterkrigstidens Europa”, ”en stor europæer”, ”en stor statsmand”, ”en stor politiker i en usædvanlig tid”, ”en gigant i det forenede Europa”, ”en imponerende skikkelse i tysk og europæisk historie”. Både Tyskland og Europa i bre- dere forstand var forandret, da han gik af. Men skabte han historie? Eller skabte historien ham? Hvis han var gået af på noget tidspunkt før efteråret 1989, ville hans resultater kunne være blevet betragtet som temmelig beskedne, og han ville have stået i skyggen af sine to umiddelbare forgængere, Helmut Schmidt og Willy Brandt, for slet ikke at tale om den første vesttyske kansler, Konrad Adenauer. Selv i Vesttyskland (som det jo stadig var dengang) ville han ikke være blevet vurderet som nogen særligt fremragende kansler. Og uden for Tyskland havde han indtil da ikke sat sig nogen særlige spor. Den form for hyldest, han fik ved sin død, ville have været utænkelig. Den internationale respekt for ham, den arv han efterlod sig, og hans varige fornemme eftermæle var næsten alt sammen resultatet af de historiske begivenheder i 1989-1990 og af de konsekvenser, de fik for ”projektet” europæisk integration.

Det er ikke desto mindre rimeligt se på, hvilken rolle han person- ligt spillede for disse begivenheder. Hvad var hans personlige bidrag til de forandringer, som gik hen over Europa, og især Tyskland, i disse dramatiske år? Hvilken rolle spillede han for det øgede tempo i den europæiske integration på og efter Maastricht-konferencen, som fulgte efter den tyske forening? Var han ret meget andet end et redskab for kræfter, som ikke kunne standses? Eller ville historien have fået et andet forløb uden ham?

(…)

Forbundskansler
Der var intet i de første år af Kohls kanslertid, fra 1982 til 1989, som pegede på det, der senere skulle komme. Der var ikke noget, der for alvor antydede, at Kohl havde stof i sig til at blive en kansler ud over det sædvanlige. Faktisk syntes han ofte at leve ned til sine politiske modstanderes nedvurderende syn på ham som noget af en middelmådighed uden karisma og helt uden sine forgængere Willy Brandts og Helmut Schmidts statur – et synspunkt store dele af befolkningen var enige i.

Han havde imidlertid en uudslukkelig tørst efter politisk magt. Og regeringen var for ham et personligt magtredskab. I sit parti var han en handlekraftig skikkelse, som tilførte ledelsen målbevidst- hed og viljestyrke, og de menige medlemmer kunne han begejstre med sine taler, der ganske vist ikke var retoriske mesterværker, men som virkede i kraft af deres umiddelbart følelsesbetonede stil og udtryksform, der til tider kunne blive direkte inderlig. Han ople- vede bestemt et behov for at forny CDU, give det nyt liv og rette dets politik mod alle dele af samfundet, og at modernisere den tyske konservatisme, Alligevel var hans ledelsesstil paradoksalt nok grundlæggende gammeldags og i stigende grad autoritær, og den byggede i høj grad på personlige loyalitetsforhold. Hen imod afslut- ningen af hans lange tid som kansler blev han kaldt ”patriarken”. Og på patriarkalsk vis omtalte han nedladende den kvinde, som en dag ville overtage hans hverv som CDU-leder og kansler, Angela Merkel, som ”das Mädchen”, pigen.

I hans første år som CDU-leder steg partiets medlemstal betydeligt. Han skabte en enighed i partiet, der stabiliserede hans magtbase som kansler. Som kansler var hans indenrigspolitiske holdninger i praksis konventionelle og traditionelt konservative, hvilket gjorde det muligt for ham at holde sammen på både de mere liberale og mere konservative fløje i sit parti. Han hævdede at ville vidtgå- ende forandringer. I realiteten skete der ingen dramatiske retnings- ændringer. Det var ikke nødvendigvis ret spændende, men ikke af den grund upopulært. Tyskerne havde oplevet masser af drama og spænding i den nære fortid. En periode af kedsomhed var på en vis måde velkommen, så længe der var økonomisk stabilitet og ingen risiko for velstanden og den velfærdsstat, den byggede på.

Under Kohl bevægede den økonomiske politik ligesom i store dele af det øvrige Europa sig i retning af strammere styring af de offent- lige udgifter, loft over væksten i sociale ydelser, større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, skattemæssige incitamenter til øget konkurrence, og nogle første skridt til privatiseringer. Men der var ikke tale om nogen ideologisk bekendelse til monetarisme og frie markedskræfter, sådan som man oplevede det i USA under præsident Reagan og i Margaret Thatchers Storbritannien. I stedet tilpassede man den veltjente korporative model kaldet ”social markedsøkonomi” – nu med mere vægt på ”marked” – til de krav, som blev stillet af en international økonomi, der var rystet af 1970’ernes kriser. Vesttysklands industribaserede økonomi havde måttet modernise- res efter krigen, og den havde siden bragt landets borgere en hidtil uset velstand. Uanset de aktuelle problemer var der intet akut behov for grundlæggende ændringer af en økonomisk model, som faktisk var kommet stort set uskadt gennem oliekriserne. Der var ingen dyb økonomisk sygdomstilstand svarende til den, som i 1970’erne havde afsløret grundlæggende problemer i britisk økonomi – mangel på investeringer og innovation, manglende konkurrenceevne og et dårligt fungerende arbejdsmarked. Så i Vesttyskland skete der ikke noget skarpt brud med den umiddelbare fortid under den nye konservativt ledede koalitionsregering efter 1982, og man havnede ikke i den form for samfundsmæssig og politisk konflikt, som man så i Storbritannien.

Der var heller ikke – i hvert fald i de første år – alvorlige spændinger internt i Kohls regering. Mange af hans ministre blev siddende på deres poster 1980’erne igennem, hvilket var særlig bemærkelsesværdigt i betragtning af, at de færreste af dem tilhørte nogen inderkreds af gamle politiske venner, samtidig med at Kohl også skulle tage hensyn til sin koalitionspartner, FDP, og finde ministerposter til CDU’s søsterparti, det bayerske CSU, da han sammensatte sin regering.760 På de vigtige poster havde han kompetente folk. De omfattede blandt andre hans finansminister, Gerhard Stoltenberg, arbejds- og socialministeren Norbert Blüm, og særligt lederen af FDP, Hans-Dietrich Genscher, en formidabel politiker med stor erfaring fra sin tid i Schmidts regering. CDU’s generalsekretær, Heiner Geißler, sikrede, at partiet var kanslerens føjelige redskab. At der ikke var nogen større konflikter i regeringen, hvis kollektive stemme blev meget neddæmpet, skyldtes i ikke ringe grad Kohls ledelsesstil. Den var en mærkelig blanding af nærmest autoritær beslutningstagning, stram kontrol og venlighed af den slags, som hænger sammen med kravet om ubetinget loyalitet og anerkendelse af hvem, der bestemmer.

De sociale fremskridt, der var gjort under den social-liberale koa- litionsregering, blev ikke ophævet. For eksempel blev fagbevægel- sens rettigheder i det store og hele bevaret, dog ikke uden en kamp med fagforbundene. Efter en syv uger lang strejke i 1984 organise- ret af metalarbejdernes forbund, der krævede arbejdstiden sat ned til femogtredive timer om ugen, og en lockout omfattende en kvart million arbejdere, nåede man frem til et kompromis på 38,5 timer om ugen i en aftale med regeringen for metalarbejderne, og den kom til at danne mønster for andre dele af industrien. Fagforbundene blev ikke alvorligt svækkede, som regeringen havde håbet. Selv om det lykkedes for regeringen at sænke støttebeløbene til strejkende arbejdere, undergravede man ikke fagforbundenes rolle som en effektiv og stabiliserende faktor på arbejdsmarkedet. Man øgede faktisk statsstøtten til at bekæmpe de problemer, det skabte at lukke minedrift og stålværker i de store industriområder. Der skete nogle forbedringer af arbejdsløshedsunderstøttelsen og støtten til børne- pasning, selv om de lå inden for rammerne af en generel beskæring i udgifterne til sociale ydelser. Mønsteret var beskedne forandringer hæftet på en stærk bund af kontinuitet.

De vesttyske konservative havde døbt regeringsskiftet i 1982 ”vendingen” (die Wende). Bortset fra, at det samme udtryk senere blev anvendt mere generelt, og langt mere passende, på de drama- tiske forandringer af Tyskland og Europa fra 1989 til 1991, så var det en stor overdrivelse at bruge denne betegnelse på det, som fandt sted under Kohl efter 1982. Det var højst en kursændring.

Kohl havde arvet en økonomi, som var påvirket af det foregående årtis vanskeligheder, men ikke desto mindre var grundlæg- gende stærk og i stand til hurtigt at komme sig igen. Han havde også heldet på sin side. Det økonomiske opsving, som begyndte i USA i 1982, var ved at nå Europa, da Kohl tiltrådte. Pengepolitik- ken holdt inflationen i skak i USA og Vesteuropa. Den tyske eksport blomstrede atter op og skabte i 1989 større overskud end nogensinde tidligere. Der var ikke meget af dette, som var Kohls fortjeneste. Han har selvfølgelig æren for, at regeringen skabte betingelserne for en blomstrende økonomi. Men det ville have været vanskeligt for en hvilken som helst vesttysk kansler i 1980’erne ikke at opleve betydelig økonomisk vækst.

Et tidligt valg i 1983, som skulle give den nye koalition et mandat hos vælgerne, blev en succes for Kohl, som styrkede sin stilling i For- bundsdagen. Hans koalitionspartner, FDP, blev kritiseret af mange for regeringsskiftet året forinden og tabte ved valget, og det samme gjorde Socialdemokratiet (delvist til det nye parti De Grønne). Fire år senere viste vælgerne imidlertid, at de ikke var imponerede af Kohls første år som kansler. Ifølge meningsmålingerne havde fler- tallet af vesttyskerne på dette tidspunkt ikke en positiv holdning til Kohl. Hans parti mistede pladser i Forbundsdagen, dog ikke nok til at vælte regeringen, eftersom FDP genvandt det meste af sit tab fra det foregående valg, mens SPD havde yderligere, mindre tilbagegang, og De Grønne fortsatte deres fremgang, både styrket af modstanden mod atomkraft og modstanden mod stationering af Pershing-missiler på tysk jord. Kohl fortsatte derfor som kansler, men ikke på grundlag af nogen overbevisende valgsejr.

Der var også en betydelig kontinuitet i udenrigspolitikken. Det mest markante før 1989 var den indsats, Kohl gjorde for at skabe et tæt forhold til den franske præsident, François Mitterrand; siden Adenauers tid havde forholdet til Frankrig været set som det altaf- gørende grundlag for et nyt Europa, hvor venskabelige relationer og tæt samarbejde mellem Europas lande ville eliminere konflikter og fjendskab. Det sagde sig selv, at Kohl, der var vokset op som konservativ og katolik, ville kombinere dette med total afstandtagen fra socialismen. Derudover er det svært at se et klart ideologisk standpunkt. Han kunne optræde klodset og ufølsomt. I en tale til det israelske parlament, Knesset, i 1984 talte ham om ”den sene fødsels nåde”. Han henviste her til, at det, at han var for ung til at have noget medansvar for de nazistiske forbrydelser, alligevel inde- bar en forpligtelse til at sikre, at de aldrig kunne ske igen. Men for- muleringen virkede pinlig både i Israel og i Vesttyskland, fordi Kohl tilsyneladende mente, at efterkrigsgenerationen kunne slippe fri af den tyske fortids byrde.

Som om dette ikke var galt nok, blev indtrykket forstærket et år senere af ”Bitburg-affæren”. Fyrre år efter afslutningen af Anden Verdenskrig forsøgte Kohl sig med en forsonende gestus ved at besøge en krigskirkegård i Tyskland sammen med en repræsentant for krigstidens fjende, den amerikanske præsident, Ronald Reagan. Det skete efter en bevægende ceremoni året forinden, hvor Kohl og præsident Mitterand havde mindet de grufulde tab, både tyske og franske, i slaget ved Verdun i 1916 med en symbolsk venskabs- markering (selv om billedet, hvor de holdt hinanden i hånden, så en smule mærkværdigt ud). Det virkede som en lige så god idé at befæste venskabet og forsoningen mellem Tyskland og USA. Det var bare en knap så god idé at afholde ceremonien på en krigskirkegård ved Bitburg, hvor der tilfældigvis også lå medlemmer af Waffen-SS begravet. Det var ingen overraskelse, at det fremkaldte store protester i USA, og præsidenten kom under beskydning for tilsyneladende at være parat til at hædre SS’ere – måske endda de samme SS’ere, som havde begået en massakre på amerikanske soldater under Ardenner-offensiven i december 1944. Kohl blev over- rumplet. Han gjorde ikke sagen bedre ved at hævde, at det ville såre ”vort folks følelser” at aflyse ceremonien. Så den blev gennemført, og den PR-mæssige skade blev næppe gjort god igen ved, at Reagan i tilslutning til ceremonien besøgte den tidligere koncentrationslejr Bergen-Belsen. Episoden syntes at vise, at Vesttyskland på klodset vis forsøgte at slippe af med den nazistiske fortids mørke skygge; en fortolkning som fik yderligere troværdighed under en større offentlig strid mellem tyske historikere i 1986 over holocausts plads i tysk historie og betydning for den nationale identitet.

I oktober 1986 viste Kohl endnu en gang, hvor ubehændigt han kunne optræde på den internationale scene. I et interview med det amerikanske magasin Newsweek lykkedes det ham at fornærme den nye sovjetiske leder, Mikhail Gorbatjov, manden som mere end nogen anden før ham skabte håb om, at forholdet mellem Sovjet- unionen og Vesten kunne blive væsentligt forbedret. På forbløffende vis sammenlignede han Gorbatjov med den nazistiske propaganda- minister, Joseph Goebbels, som ”også [var] ekspert i PR.” Den rasende reaktion fra sovjetisk side var forudsigelig. Men også i Vesten var man meget lidt imponeret af Kohls klodsethed. Den dygtige og diplomatisk talentfulde Hans-Dietrich Genscher fik hurtigt glattet ud i forhold til Moskva. Han så tidligere end Kohl de muligheder, der kunne ligge i at gå i dialog med den nye sovjetiske leder, især på det afgørende vigtige spørgsmål om atomnedrustning.

Forholdet til Sovjetunionen blev betydeligt bedre, da Kohl i oktober 1987 accepterede at fjerne Pershing-missiler fra tysk jord som led i en generel aftale om at afskaffe amerikanske og sovjetiske mellemdistancemissiler over hele verden. Initiativet var kom- met fra Gorbatjov, og det var derefter blevet støttet af Reagans administration. Kohl kunne dårligt have modsat sig en aftale, de to supermagter havde indgået. Han lod Washington vide, at han var bekymret over presset for, at han skulle ændre sin egen forsvarspoli- tik, der netop byggede på stationering af Pershing-missiler som svar på Warszawapagtens stationering af DD-20-missiler i Østeuropa. Det var alligevel et vigtigt skridt, og det havde været svært at tage. Der var uenighed internt i Den Kristelige Union, og Kohl skulle også overvinde modstand fra sit eget forsvarsministerium. Men Kohl accepterede de forandrede realiteter ved at omlægge den tyske forsvarspolitik. Det bidrog stærkt til at skabe tillid i forholdet til Gorbatjov.

Kohls første besøg i Moskva i oktober 1988 med en delegation, der omfattede medlemmer af hans regering og førende repræsentanter for de store erhvervsvirksomheder, var et vigtigt skridt i denne retning, og det blev hjulpet på vej af lån på op til tre milliarder D-mark til at støtte den skrantende sovjetiske økonomi. Gorbatjov huskede senere betydningen af mødet med Kohl:

Vores spontane gensidige tillid skyldtes formentlig, at både han og jeg så vores ”politiske mandat” som ikke kun at tilvejebringe et godt naboskab mellem det sovjetiske og det tyske folk, men at sikre freden i hele Europa. Dette problem lå ham nær, og han betragtede det som en personlig forpligtelse at sikre fremtiden for sin egen familie og sine egne børn.

Gorbatjovs genbesøg i Bonn i juni 1989 udbyggede det gode per- sonlige forhold til Kohl. Det skulle blive særdeles vigtigt, da DDR brød sammen i 1989-1990.

Først da kunne forestillingerne om et nyt Europa begynde at tage form. Helmut Kohl skulle komme til at spille en betydningsfuld rolle i den proces. Men indtil da er det let at overvurdere hans ind- sats, uanset hans ubetvivlelige tro på ”det europæiske projekt”, der for ham i sidste ende betød en europæisk forbundsstat. Han var en ivrig europæer, der var drevet af både følelser og fornuft. Men de store ryk fremad før Murens fald i ”det europæiske projekt” blev skabt af andre. Ved den afgørende beslutning i 1986 om at skabe Det Indre Marked, som var et grundlæggende gennembrud for den økonomiske integration, var det Margaret Thatchers rege- ring, som gjorde en stor del af benarbejdet. Og da EF’s mere eller mindre underdrejede udvikling skulle have ny energi og fremdrift, var nøglepersonen Jacques Delors. I begge sammenhænge spillede Kohl kun en birolle.

Hvis Kohl var gået af i foråret 1989, ville han være gået på et tids- punkt, da hans popularitet og politiske udsigter var i tilbagegang. Eftertiden ville have husket ham som ”en enestående partileder, men en middelmådig kansler”. Man ville naturligvis have anerkendt Kohls moderate indenrigspolitiske reformer, og især hans accept af de markante skridt til atomnedrustning i Europa. Man ville også have anerkendt hans konstante og faste støtte til tættere europæisk integration. Men lovprisningerne ville have været begrænsede og afdæmpede. Man ville slet ikke have kunnet forestille sig den form for hyldest, som regnede ned over ham fra alle sider i hans sidste år.

Historieskaber
De forandringens vinde, som Gorbatjov lod blæse hen over Øst- europa var i oktober 1989 med stor styrke gået til angreb på DDR. Gorbatjov havde selv fået en overstrømmende modtagelse under et besøg i Østberlin i begyndelsen af måneden, hvor han klart havde lagt afstand til den østtyske ledelse. Titusindvis af borgere demon- strerede på dette tidspunkt for en forandring af systemet. Styret var under kraftig påvirkning fra Moskva, det afstod fra enhver brug af vold og var tydeligvis rystet. Det afgørende øjeblik indtraf imidler- tid uventet: Den 9. november tillod styret for første gang siden 1961 østtyske borgere at passere frit gennem Berlinmuren og ind i Vest.

”Kansler, Muren vælter nu,” lød den besked, Kohl fik af en af sine medarbejdere. Han var ikke engang i landet på det tidspunkt. Så lidt forventede han den slags afgørende begivenheder, at han var rejst til Polen på statsbesøg og var i Warszawa, da de sensatio- nelle nyheder nåede frem til ham. Men han reagerede hurtigt. Han skyndte sig tilbage, og næste dag talte han til en stor folkemængde foran Vestberlins rådhus, stående side om side med Genscher, Willy Brandt (som næsten tyve år tidligere havde taget de første skridt til en forståelse med DDR) og Vestberlins borgmester, Walter Mom- per. Han appellerede til ro, trods euforien. Brandt derimod, havde allerede sagt de mest rammende sætninger: ”Hvad der hører sam- men, vokser nu sammen […] Europas forskellige dele vokser nu sammen.” Det var en inspirerende tanke, men ingen langsigtet profeti. Ingen vidste, hvordan tingene ville udvikle sig.

Kohl havde derimod fået sit andet sæt forudsætninger. Det første havde præget hans første år som kansler fra 1982. I november 1989 fik han imidlertid nogle nye og udfordrende omstændigheder, som han intet havde gjort for at skabe, men som gav ham en mulighed for at skabe sin egen historie. Det begyndte han på allerede samme måned. Han stod over for nogle åbenlyse begrænsninger. De to Tysklandes skæbne var ikke en sag for tyskerne alene. Det var et internationalt spørgsmål, som berørte de tidligere allierede fra Anden Verdenskrig. Firemagtsgaranterne for efterkrigstidens indretning af Tyskland havde stadig meget at skulle have sagt, dog Storbritannien og Frankrig langt mindre end de to supermagter. Både Gorbatjov og Reagans efterfølger som præsident, George H. W. Bush, rådede til, at man var forsigtig med at udnytte de ophidsede følelser til noget som helst, der kunne destabilisere situationen ved at tale om genforening. Mitterand og særligt Thatcher var imod enhver forandring af status quo. Historien fik dem begge til at frygte magten og ambitionerne hos et genforenet Tyskland; et forenet og væsentligt større land ville ikke kun have en dominerende indflydelse i Europa, men ville også kunne genoplive den slumrende nationalisme. Den nye østtyske leder, Hans Modrow, afviste for sit vedkommende enhver spekulation om genforening – selv om det var netop det, som flertallet af befolkningen i både DDR og Forbundsrepublikken i slutningen af november gik ind for. Så Kohl måtte gå forsigtigt frem. Alligevel var det Kohl, der før nogen anden så muligheden for en epokegørende forandring og greb initiativet. Han havde ingen klar vision. Han blev ledet af sit politiske instinkt, ikke en handlingsplan. Men det, han gjorde ved at improvisere sig frem, var at udnytte den mulighed, der pludseligt og uventet bød sig til. Han lugtede chancen, og følte den berusende ånd, som disse uger var fyldt af, og forvandlede den til en udvikling, som stadig var aldeles ufærdig, men ikke desto mindre hastigt begyndte at bevæge sig i én retning alene.

Kohls første store indgreb var hans tale den 28. november 1989, hvori han foreslog en ”tipunktsplan”, der skulle bygge bro over opdelingen af Tyskland og Europa. Han talte om ”konføderative strukturer mellem de to stater i Tyskland”, men var omhyggelig med at undgå at skabe frygt i udlandet eller overdrevne forventninger hjemme om en hurtig genforening. Det var underforstået, at ”konføderationen” ville blive et langvarigt forhold, ikke en genvej til genforening (selv om det var det endelige mål, som det havde været det siden oprettelsen af Forbundsrepublikken). Hovedrollen i arbejdet med talen blev spillet af Kohls mangeårige medarbejder Horst Teltschik, der samarbejdede med de sædvanlige taleskrivere i kanslerministeriet. Teltschik var tilsyneladende nået frem til, at Kohl allerede var begyndt at tænkte på en mulig genforening. Den tidligere forsvarsminister Rupert Scholz havde privat opfordret Kohl til at gå i denne retning en uge før talen. Scholz har senere fortalt, at han rådede til ”et trinvist program” hen imod foreningen, måske begyndende ”med konføderative strukturer”. Talen var et resultat af holdarbejde. Men dens centrale passager afspejlede Kohls personlige bidrag. Og karakteristisk for Kohls lederstil blev regeringen, også udenrigsminister Genscher, holdt udenfor. Kun den amerikanske præsident blev orienteret på forhånd. At præsident Bush ikke med det samme var grundlæggende og principiel modstander af Tysklands enhed, gav Kohl den nødvendige tilskyndelse til at gå videre med sit initiativ.

Reaktionerne på talen blandt de europæiske ledere var over- vejende negative. Sovjetunionen var særligt afvisende. Alligevel markerede Kohls tale et vigtigt skifte. Privat talte han om, at de ”konføderative strukturer” kunne vare i årevis – måske så længe som femogtyve år. Men i virkeligheden holdt man både i Tyskland – Øst såvel som Vest – og udlandet snart op med at tænke i retning af fredelig sameksistens mellem de to Tysklande for i stedet i højere og højere grad at betragte en forening som mulig inden for en over- skuelig fremtid.

Et møde i begyndelsen af december mellem Gorbatjov og Bush viste modstand mod ethvert skridt i retning af hurtig genforening, og modstanderne var især Thatcher og Mitterand, men også en række andre vesteuropæiske ledere. Kohls personlige forhold til Margaret Thatcher var under alle omstændigheder dårligt, men han havde et langt mere venskabeligt forhold til François Mitter- rand, som han stillede tilfreds med forsikringer om, at et fremtidigt forenet Tyskland ville være forankret i en tættere europæisk inte- gration. De udenlandske ledere var desuden opmærksomme på det voksende folkelige pres for tysk enhed i begge dele af Tyskland, og de anerkendte, at de næppe kunne nægte tyskerne det, de betragtede som grundlæggende i andre tilfælde: retten til selvbestemmelse, og til at bestemme sin egen skæbne som nation.

Kohl blev også drevet frem af pres nedefra. Det blev ganske tydeligt, da han holdt en følelsesladet tale til en stor folkemængde foran ruinerne af Frauenkirche i Dresden den 19. december 1989. Han talte om udviklingen af ”konføderative strukturer”. Derefter tilfø- jede han: ”Lad mig også sige følgende, her på dette traditionsrige sted: Mit mål er fortsat, hvis denne historiske stund gør det muligt, vores nations enhed.” Det var dét, folkemængden ønskede at høre. Man hørte folk råbe ”Tyskland forenede fædreland”. Kohl var dybt bevæget over den modtagelse, han fik. Han beskrev den som sin ”afgørende oplevelse” i foreningsprocessen. Da han forlod Dresden, var han klar til at tro på, at ”den historiske stund” ikke længere kunne udskydes.

Kohls antenner var særdeles følsomme over for den vigtige offentlige mening i begge dele af Tyskland. Hans taler både fangede stemningen og ansporede de ønsker, som stadigt oftere og mere ind- trængende blev fremsat, om at de kraftige tegn på DDR’s sammen- brud skulle føre til tysk forening i en nær fremtid, ikke en fjern. Kohls indtryk var, at dette virkelig var en ”historisk stund”, som skulle gribes, og ikke bekæmpes, og det gjorde det klart for Bush, men først og fremmest Gorbatjov, at supermagterne var nødt til at tage nogle afgørende skridt til at kanalisere den uimodståelige bevægelse ind i politiske rammer, man kunne handle ud fra. Kohl var ikke alene om at se den kraftige bevægelse i retning af forening. De østtyske demonstranter havde før Murens fald råbt ”vi er folket”. Ved årets udgang var det blevet til ”vi er ét folk”. Den østtyske leder, Hans Modrow, erkendte, at bevægelsen ikke længere kunne bremses. Han overbeviste i januar 1990 Gorbatjov om, at ”tysk forening må betragtes som uundgåelig”. Set i retrospekt virker foreningen uundgåelig lige fra begyndelsen. Men for dem, der oplevede begivenhederne dengang, som almindelige borgere eller som førende politikere, stod det først klart i ugerne efter Murens fald, at begivenhederne begyndte at bevæge sig hastigt mod foreningen. Kohl bidrog til at øge farten.

Gorbatjovs holdningsændring var afgørende for det, der videre skete. Efter et møde med Kohl i Moskva den 10. februar accepte- rede han at amerikansk forslag om, at en international konference mellem de fire tidligere besættelsesmagter og de to tyske stater (et format der hurtigt blev kendt som 2+4) skulle afmærke vejen til genforening. Men forholdet til NATO var en alvorlig forhindring. Som reaktion på Kohls tipunktsplan krævede USA, at Tyskland i sin helhed skulle høre til NATO. Den tanke afviste Gorbatjov med det samme, og det gjorde han stadig i februar 1990. For Sovjetunionen var det et prestigespørgsmål. At acceptere en udvidelse af NATO ville svare til åbent at indrømme, at Sovjetunionen havde tabt den kolde krig.783 Men som præsident Bush konstaterede, var Gorba- tjovs stilling nærmest under synlig svækkelse. Amerikanerne kræ- vede nu, at NATO skulle udvides til at omfatte DDR’s territorium. Det ville ikke blive let at overtale Gorbatjov til at ændre sit faste synspunkt, især da den sovjetiske leder tidligere var blevet bibragt det klare indtryk, at NATO ikke ville blive udvidet. Endnu en gang var det Kohl, som tog et vigtigt initiativ. Han vidste, at D-marken gav ham en god hånd i en hvilken som helst omgang ”forhandlings-poker”. I kanslerministeriet var man fuldt opmærksom på Sovjetunionens økonomiske misere, og allerede i januar havde lan- det bedt om hjælp til forsyningen med fødevarer og var blevet hjul- pet med omkring 220 millioner D-mark. Da Kohl mødtes med den amerikanske præsident i USA den 4.-5. februar, pegede han på, at økonomisk hjælp til Sovjetunionen kunne blive en vigtig faktor: ”I sidste ende var det et spørgsmål om prisen.” Den pris måtte man presse den sovjetiske ledelse til at nævne.

Sovjetledelsens anmodning om massive vesttyske lån for at kunne håndtere Sovjetunionens mere og mere katastrofale økonomiske situation blev fremsat i begyndelsen af maj. Ved månedens udgang gav Gorbatjov efter for de vestlige krav vedrørende NATO. Det blev bekræftet, da Kohl besøgte Moskva i juli. Kohl og Gorbatjov aftalte i september rentefrie lån på omkring 15 milliarder D-mark, som skulle betale for tilbagetrækningen af sovjetiske tropper fra DDR’s territorium. Den største forhindring for den tyske forening var blevet overvundet. Det andet store internationale spørgsmål, nemlig kravet om at Tyskland opgav ethvert krav på de tidligere østlige provinser, som havde tilhørt Polen og Sovjetunionen siden krigen, var i mellemtiden blevet accepteret af Vesttyskland i marts 1990. Det tog tid at få de sidste detaljer på plads. Det var et vanske- ligt indenrigspolitisk spørgsmål, som Kohl håndterede kløgtigt, selv om de komplicerede diplomatiske forhandlinger bag lukkede døre hovedsageligt var Genschers arbejde. Grænsen mellem Tyskland og Polen langs Oder-Neisse-linjen blev omsider højtideligt bekræftet i juni 1991 (og blev ratificeret i oktober samme år).

I de første måneder af 1990 blev det stadigt tydeligere, at DDR var tæt på at bryde sammen både økonomisk og politisk. Kohl nægtede at støtte det vaklende system med store økonomiske ind- sprøjtninger (selv om der blev givet noget nødhjælp til forsyninger med medicin). Samtidig strømmede hundredtusinder af østtyskere til det velstående Vesttyskland, hvilket var en økonomisk belastning for begge lande. Den 6. februar besluttede Kohl at tilbyde DDR en valutaunion, og han fik hurtigt opbakning fra sin regering og sin forbundsdagsgruppe til dette vigtige skridt i retning af politisk union.787 Da først Gorbatjov havde givet grønt lys på sit møde med Kohl i Moskva, voksede presset for at gå hurtigt frem.

Valget i DDR den 18. marts var en triumf for Kohl. Han havde under valgkampen fået en begejstret modtagelse af titusinder af østtyskere, som strømmede til hans vælgermøder – især tiltrukket af tanken om snart at have D-mark i lommerne. Den nye østtyske regering skyndte sig at acceptere tysk enhed så hurtigt som muligt og accepterede den vesttyske betingelse om, at dette skulle ske ved at indlemme de fem nyligt genoprettede forbundslande i DDR – de var blevet afskaffet i 1952 og blev genoprettet i juli 1990 – i den eksisterende Forbundsrepublik i henhold til paragraf 53 i den vest- tyske forfatning. Den østtyske ledelse sammenkædede dette med den tidligere erklærede vilje til at indgå i en valutaunion på grund- lag af en vekselkurs på 1:1 mellem D-mark og østmark. Dette var et kritisk spørgsmål, hvor Kohl endnu en gang personligt spillede en vigtig rolle.

Den sande vekselkurs var 1:8 eller 1:9. En omvekslingskurs på 1:1 var derfor ikke alene usædvanligt generøs; den risikerede også at blive destabiliserende. Den næsten helt fallerede DDR-økonomi ville blive komplet ukonkurrencedygtig med denne vekselkurs, hvil- ket ville betyde voldsom arbejdsløshed, når fabrikkerne lukkede, og et enormt behov for økonomisk hjælp fra Vesttyskland. Bundesbank og Kohls finansminister, Theo Waigel, anbefalede derfor kraftigt, at vekselkursen skulle være 1:2. Kohl blev i første omgang overbevist af deres argumenter. Men da denne foreslåede vekselkurs blev læk- ket til pressen, fremkaldte det en rasende reaktion fra de østtyske vælgere, som før valget havde fået den klare opfattelse, at kursen ville blive den særdeles ønskede 1:1. Enkeltpersoner interesserede sig naturligt nok for de personlige fordele, de havde af den højere kurs uden at bekymre sig om (eller bare uden at kende) de videre økonomiske konsekvenser. Denne kurs blev støttet af alle DDR-par- tier, af det vesttyske SPD, fagforbundene og eksperter i sociale for- hold. Med umiddelbart forestående lokalvalg i DDR valgte Kohl at opgive sin tidligere holdning og støttede en vekselkurs på 1:1 for opsparing og pensioner op til 4.000 østmark (6.000 for folk over tres), men kun 1:2 for større opsparing og for virksomheders gæld. Det gav bonus ved valget i DDR. Men i Vesttyskland faldt Kohls popularitet, fordi tre fjerdedele af vælgerne fra DDR’s krav til den økonomiske union var overdrevne.

Kohl indrømmede senere, at hans regering havde undervurderet de negative konsekvenser for DDR’s økonomi. Omkostningerne ved foreningen skulle vise sig at blive eksorbitante, og de svækkede den tyske økonomi op igennem 1990’erne. Men virkningen på økono- mien i det tidligere DDR var traumatisk. Efterhånden som hensyg- nende virksomheder brød sammen, gik arbejdsløsheden til vejrs. De østtyske borgere betalte en høj pris for deres nye frihed i form af mistede arbejdspladser og bekymrende økonomiske udsigter. De, som ikke havde nogen opsparing, der gjorde det muligt for dem at drage fordel af den favorable vekselkurs, blev særlig hårdt ramt. Men på dette tidspunkt var det eneste, der talte, at vejen til tysk enhed lå åben, når først valutaunionen trådte i kraft 1. juli 1990. De juridiske og administrative detaljer faldt på plads inden udgan- gen af august, i høj grad takket være en fremragende indsats af indenrigsminister Wolfgang Schäuble. (Schäuble havde længe været betragtet som Kohls kronprins, men kort efter den tyske forening blev han alvorligt såret og delvist lammet ved et mordforsøg begået af en sindsforstyrret person). For DDR var der kun tilbage formelt at forlade Warszawapagten, og de fire besættelsesmagter skulle afslutte deres arbejde. Den 3. oktober 1990 kunne Kohl sammen med en enorm mængde festende mennesker i Berlin fejre sin historiske triumf som ”enhedskansler”. Det havde man ikke kunnet forestille sig et år tidligere.

De forbløffende begivenheder, som på kun elleve måneder havde ført Tyskland fra åbningen af Berlinmuren og til tysk enhed, havde kunnet lade sig gøre på grund af den enestående forandring af Sovjetunionen siden 1985, som skyldtes Gorbatjovs reformer, og af den tilsvarende dramatiske forandring i Sovjetunionens holdning til sine satellitstater i Central- og Østeuropa. Siden Murens fald havde præsident Bush givet sin uforbeholdne støtte til de skridt, som endte med foreningen af Tyskland, og den amerikanske administration stod særlig hårdt på, at NATO skulle udvides til at omfatte hele Tyskland. Men så er der også den rolle, som blev spillet af Helmut Kohl. Han fornemmede instinktivt den mulighed for grundlæggende ændringer, som nu var opstået. ”Tipunktsplanen” i november 1989, reaktionen på den berusende atmosfære i Dresden måneden efter, forslaget til Bush i februar om, at en stor økonomisk hjælpepakke – reelt en bestikkelse – ville kunne overvinde den sovjetiske modvilje mod en udvidelse af NATO (og efterfølgende en vanskelig forhand- ling af aftalen over telefonen), valgkamptriumfen i DDR i marts 1990 og den beslutning om en 1:1-vekselkurs i juli: Alt dette var Kohls personlige fortjeneste (selv om han fik fremragende støtte fra sine ministre og rådgivere). Kohls personlighed må også tages med i betragtning på grund af den måde, han kunne opbygge et forhold præget af tillid, og ligefrem venskab, med både Bush og Gorbatjov.

I det drama, som sluttede med den tyske enhed, var Gorbatjov den, som banede vejen, Bush den, som støttede, og Kohl den, der skabte begejstring og fremdrift. Kohl selv var en stabil og tryghedsskabende skikkelse igennem de kritiske måneder, og han red på en bølge af folkelige følelser. Senest fra december 1989 ville det have været umuligt at standse det pres for en forening af Tyskland, som allerede var opstået i begge dele af landet. Det er tænkeligt, at en anden vesttysk kansler ville have handlet på samme måde som Kohl. Det kan kun blive gætteværk. Det som faktisk skete, skyldes i høj grad Helmut Kohl.

Europæisk integration: Grænser for magten
Han havde bestemt aldrig manglet selvtillid. Men med anerkendelse fra alle sider rungende i ørerne skrævede han nu hen over den politiske scene i Tyskland og udlandet med den selvsikkerhed, kun en ubestridt og stor succes kan give. Alt syntes muligt. Der var opti- misme i luften. Kohls egen optimisme var større end nogensinde. Og Tyskland havde fået central betydning i det nye Europa.

Kohls opvækst i Rheinland-Pfalz med dets geografiske nærhed til Frankrig, der så længe havde været Tysklands ærkefjende, hans oplevelser som dreng af krigens rædsler, og en fuldstændig erkendelse af hvad hans land havde gjort for at ødelægge Europa, var faktorer, som alle spillede en rolle for hans lidenskabelige tro på europæisk integration. Tyskland havde engang ødelagt Europa, og for Kohl skulle det nye Tyskland udnytte sin chance for at lede indsatsen for europæisk enhed. For ham var det en mission at skabe det nye Europa – så meget desto mere som indenrigspolitikken efter foreningen hurtigt blev mindre fascinerende, mindre dramatisk, mere præget af kværulanteri og mere fyldt med vanskeligheder, end man havde kunnet forestille sig under euforien i oktober 1990.

Jacques Delors, formanden for europakommissionen, havde pustet nyt liv i EF allerede før Berlinmurens fald. Delors ønskede at bruge Det Indre Marked (der trådte endeligt i kraft i 1993) som en trædesten på vejen til en politisk union. Han mente, at det ville kunne lade sig gøre i løbet af et tiår eller to. I begyndelsen af 1990’erne var der opstået en enestående og uforudset lejlighed til at skabe Europas ”stadig snævrere union”. Den tyske forening, Sovjet- unionens sammenbrud og afslutningen på den kolde krig skabte på dramatisk vis ny fremdrift i bevægelsen hen imod europæisk inte- gration. Kohl gik her i spidsen.

Da EF’s stats- og regeringschefer mødtes i Maastricht i december 1991 for at fastlægge rammerne for den nye Europæiske Union, havde Kohls forestilling om Europa allerede taget form. Den var optimistisk og ambitiøs. Kohl gik stærkt ind for en europæisk poli- tisk union og betragtede udsigterne til at få den gennemført som gunstige. Politisk union betød for ham oprettelsen af en europæisk forbundsstat, som i grove træk skulle have samme opbygning som Forbundsrepublikken Tyskland. ”Jeg har aldrig i mit liv været så stærkt motiveret for at nå et bestemt mål,” sagde han til sit partis ledelse i foråret 1991. ”Det første mål for mig efter tysk enhed er skabelsen af Europas Forenede Stater.” Han så det som et grundlæggende vesteuropæisk projekt. Han var åben over for at udvide medlemskredsen med østeuropæiske lande på et senere tidspunkt, men der skulle gå et betragteligt stykke tid. Han forestillede sig, at den europæiske forbundsstats grundlæggende struktur ville være på plads i 1994. Der skulle være tale om en irreversibel forandring.

Det var tanken, at den politiske union skulle følge efter valutaunionen. For som Kohl fortalte Forbundsdagen i 1991, ville valutaunionen ikke i det lange løb kunne opretholdes uden en politisk union. Valutaunionen skulle skabes på tyske betingelser. Det betød budgetdisciplin, at man undgik at give de enkelte landes banker ansvar for at redde stater, som havde været uforsigtige med at optage lån, og at man skabte en europæisk centralbank, som kunne føre tilsyn med pengepolitikken og prisstabiliteten. Planerne for ECB, Den Euro- pæiske Centralbank, blev faktisk udarbejdet med udgangspunkt i Bundesbank. Men vejen frem mod valutaunionen – som man havde talt om i årevis – var på ingen måde enkel. Skulle den fak- tisk komme før den politiske union? Eller skulle den følge efter den politiske union, som blandt andre præsidenten for Bundesbank talte for? Hvad angår selve den politiske union erfarede Kohl hurtigt, at sammenlignet med dette spørgsmål havde det været en enkel sag at forhandle Tysklands enhed på plads.

Det viste sig snart, at det var umuligt at skabe en politisk union i Europa. Det var fortsat en utopi – eller efter nogles mening en dystopi. Den ville have betydet, at nationalstaterne skulle bevare visse kompetencer (som eksempelvis Bayern og Sachsen har inden for Forbundsrepublikken Tyskland), men de skulle afgive en stor del af deres suverænitet og mange af deres centrale kompetencer, herunder udenrigs- og forsvarspolitikken, til en central europæisk regering. Det er tvivlsomt, om det ville være blevet accepteret af den tyske Forfatningsdomstol. Og møderne med andre europæiske ledere, der begyndte med François Mitterrand, hvis fulde tilslutning var afgørende, hvis projektet overhovedet skulle blive til virkelighed, gjorde det klart for Kohl, at den politiske union ikke var andet end en illusion. Man ville ikke kunne forvente, at Frankrig, og endnu mindre Storbritannien, ville overdrage betydelige kompetencer i udenrigs- og forsvarspolitikken til en europæisk regering. Der ville sandsynligvis komme betydelige indvendinger fra de fleste medlemslande, hvis ikke alle, mod den praktiske udformning af en politisk union, som ville blive domineret af Tyskland. Så selv om den politiske union ikke officielt blev opgivet som et mål, så blev den i praksis ikke andet end en retorisk figur. Det fik en indlysende konsekvens. Valutaunionen ville hverken gå forud for den politiske union eller følge efter den; den ville skulle erstatte den.

På europæisk plan var der tydeligvis grænser for Kohls magt, når han stødte ind i andre europæiske staters interesser. Dér hvor han kunne arbejde med, og ikke imod disse interesser, var hans indsats i Maastricht-forhandlingerne bestemt ikke uden betydning. Men nøgleaktøren her var dog Mitterand. Både den franske præsident og – i endnu højere grad – den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher, havde været særdeles bekymrede for konsekvenserne af den tyske forening for europæisk fred og sikkerhed. Det var overdrevent. Men også historisk forståeligt. Da Maastricht-konferencen blev afholdt, var Thatcher ikke længere ved magten. Mitterand var der dog stadig – og han spillede en nøglerolle. For den franske præ- sident, hvis land var blevet invaderet tre gange fra den anden side af Rhinen i perioden 1870 til 1940, var der en indlysende fordel i at knytte Tyskland fast til det nye Europa. Det havde længe præget den franske interesse i valutaunionen og svarede, fra en anden retning, til Kohls egne ihærdige bestræbelser. Aftalen i Maastricht om at indføre en fælles valuta, som i første omgang ikke havde noget navn, men snart blev døbt euro, var resultatet af dette sammenfald mellem franske og tyske interesser. Kohl var godt tilfreds med, at de strukturelle rammer omkring den nye valuta havde et tysk præg.

Maastrichttraktaten, som blev underskrevet i februar 1992, løf- tede bestemt spørgsmålet om europæisk integration op på et nyt plan. Men det var langt mindre, end Kohl havde ønsket. Og afvisningen af valutaunionen i Danmark og Storbritannien (og andre undtagelser fra traktatens krav), samt den kølige modtagelse traktaten fik i en række andre lande, herunder Frankrig, viste, hvor langt Europa var fra den politiske union, Kohl havde forestillet sig.

Den svindende magt
Helmut Kohls magt og indflydelses stod på sit højdepunkt fra 1989 til 1992, mellem åbningen af Berlinmuren og underskrivelsen af Maastrichttraktaten. Naturligvis var hans internationale anseelse som den triumferende ”enhedskansler” på daværende tidspunkt skyhøj. Hjemme styrede han sit parti uden udfordrere. Ikke desto mindre begyndte hans popularitet snart at svinde. Blandt grundene var de høje omkostninger ved foreningen af den tyske økonomi, og beslutningen om at erstatte den ikoniske D-mark – symbolet på efterkrigstidens velstand og stabilitet – med en fælles europæisk valuta.

Kohls løfte til østtyskerne om at foreningen ville give dem ”blom- strende landskaber” lød pinagtigt hult i begyndelsen af 1990’erne. Foreningens økonomiske pris var, i hvert fald på kort sigt, særdeles høj for østtyskerne. I Tyskland som helhed led økonomien fak- tisk under foreningen gennem det meste af 1990’erne. Statsgælden voksede, arbejdsløsheden steg, eksporten faldt og de høje omkostninger til arbejdskraft og sociale ydelser gjorde det svært for økonomien at bevare konkurrencedygtigheden. Foreningen af Tyskland vakte naturligvis stadig stolthed og glæde, trods beklagelserne over omkostningerne selv i de mest velstående dele af det tidligere Vesttyskland. Og der var udbredt støtte til tættere europæisk integration. Men dette tema, som lå Kohl så meget på sinde, prægede sjældent den tyske offentlige debat i 1990’erne – bortset fra den voksende og kraftige utilfredshed med, at den elskede D-mark var blevet ofret på den europæiske valutaunions alter. Kohl var også ramt af uenig- hed og stridigheder i sin regeringskoalition med FDP – især efter af FDP’s leder, den højt respekterede, mangeårige udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, i 1992 var trådt tilbage, og hans popula- ritet faldt brat – mere i vest end i øst. Da valget i 1994 nærmede sig, var det kun omkring en tredjedel af vælgerne, der ønskede ham som kansler. Men Den Kristelige Union, som ellers havde ligget underdrejet i meningsmålingerne, vandt alligevel valget.

Man skal ikke undervurdere Kohls eget bidrag til valgsejren, som bare nogle få måneder forinden virkede usandsynlig. Han opildnede sit parti, og i en valgkamp, som især kom til at handle om hans personlige lederskab, udstrålede han selvtillid og optimisme. Han var utrættelig under valgkampen og holdt over hundrede taler, mange under åben himmel til folkemængder på måske 10.000 eller flere mennesker – selv om der ikke blev jublet lige så ekstatisk som fire år tidligere. Hans store internationale anseelse og hans dygtige beherskelse af tv-mediet – i modsætning til hans yngre år – var begge fordele, ikke mindst i en sammenligning med den vigtigste oppositionsleders, SPD’s Rudolf Scharpings, farveløse personlighed. Kohl havde også udbytte af et par faktorer uden for hans personlige kontrol. Den ene var, at SPD var splittet, og partiets ledelse svag. Det havde en venstrefløj, som gjorde det muligt for Kohl at tilsvine partiet ved kynisk og effektivt at sammenkæde det med marxisme. Han beskyldte SPD for at ville danne regering i samarbejde med kommunisterne – hvilket ville sige Den Demokratiske Socialismes Parti (PDS), efterfølgerpartiet til det tidligere kommunistparti i DDR, som han (med en sætning taget fra SPD’s første leder efter krigen, Kurt Schumacher), på absurd vis angreb for at være ”rød- malede fascister” (rot lackierte Faschisten). Den anden faktor var, at økonomien netop var begyndt at bedres nogle måneder før valget, hvilket gjorde det muligt for Kohl at hævde – ikke kun over for øst- tyske vælgere – at hans politik havde været rigtig fra begyndelsen.

Det økonomiske opsving var kortvarigt. Men genoplivningen af optimismen i landet skete på det ideelle tidspunkt for Kohl. Da stemmerne var talt op, var han stadig kansler. Valget havde dog ikke været en ubetinget succes. Unionspartiernes stemmeandel var faktisk faldet med 2,4 procent, og koalitionspartneren FDP’s, med lige godt fire procent, mens SPD og De Grønne havde haft små fremgange. Regeringskoalitionen endte dog med at få et lille flertal i Forbundsdagen. Det var endnu en valgsejr for Kohl – men det skulle vise sig at blive hans sidste.

Da det næste valg blev holdt, i 1998, var økonomiske problemer igen blevet en stor bekymring. Kohls regering var tydeligvis ved at miste pusten. Ikke desto mindre fik han atter en gang ny energi ud af at føre valgkamp. Han rejste på kryds og tværs i landet og talte til store folkemøder. Da valgkampen var forbi, anslog han, at en halv million vælgere havde deltaget i hans vælgermøder. Hans greb om partiets trofaste vælgere var usvækket. Men han var ikke længere i stand til at overbevise tvivlere og folk, som ikke havde bestemt sig endnu. Hans personlighed kunne ikke kompensere for en ny økono- misk nedgangsperiode og de dystre fremtidsudsigter. Kohls tidligere vælgermagi virkede ikke længere over for strukturelle økonomiske problemer. Den kunne ikke fjerne en udefinerbar følelse af, at efter at CDU havde regeret så længe, var det tid til forandring. Hertil kom, at han havde en formidabel modkandidat til kanslerposten i 1998 i den meget yngre, levende og tv-egnede Gerhard Schröder. For mange mennesker lignede han fremtidens mand, der ligesom Blair i Storbritannien, som han var inspireret af, ville være i stand til at overvinde de økonomiske problemer og føre Tyskland ind i det nye årtusind, der hastigt nærmede sig. Da valgkampen begyndte, viste meningsmålingerne, at dobbelt så mange foretrak Schröder frem for Kohl som den næste kansler.

Kohl havde i 1994 været så heldig at få hjælp af et økonomisk opsving (der skulle vise sig at være af kort varighed). Men Tyskland, der traditionelt havde været Europas økonomiske kraftværk, havde i slutningen af 1990’erne mistet sin konkurrenceevne på grund af høje omkostninger til arbejdskraft og sociale ydelser og den fortsatte økonomiske byrde, som den tyske forening udgjorde. Arbejdsløsheden – officielt over fire millioner i 1996, i realiteten højere – var det mest bekymrende tegn på økonomiske vanskelig- heder, og et centralt tema i valgkampen. Kohl havde intet håndgri- beligt program at tilbyde. Statens økonomiske situation betød, at man måtte prioritere at få balance på statsbudgettet ved hjælp af besparelser, herunder politisk risikable nedskæringer i sociale ydel- ser. Der indtrådte et vendepunkt i Kohls popularitet i 1996 i direkte tilknytning til nedskæringer i sygedagpengene. Den kommende indførsel af euroen forværrede situationen for ham. Kun 21 procent af tyskerne gik ind for den; 52 procent var imod. Hans popularitet styrtdykkede, og mest dramatisk i øst. Hvor man engang havde jub- let på hans vælgermøder, dér råbte man nu ad ham.

Mange gav Kohl personligt skylden for de økonomiske vanskeligheder og for tilsyneladende at mangle styrke og ideer til at overvinde dem. Ironisk nok betød de enorme beløb, der var blevet hældt ind i Østtyskland de forudgående otte år, at de tidligere DDR-borgere netop nu på dette tidspunkt omsider var begyndt at opleve, at deres tilværelse blev væsentligt forbedret. De mange byggepladser viste det imponerende omfang af investeringer. Men selvfølgelig var der stadig betydelige problemer. Arbejdsløsheden var meget højere end i det vestlige Tyskland, og levestandarden i almindelighed lavere. Der var stadig en opfattelse af, at det østlige Tyskland var blevet forsømt af det mere velstående vestlige Tyskland. Kohl kunne ikke gøre noget for at ændre denne mentalitet, og heller ikke overbevise et flertal af de vesttyske vælgere om, at han var i stand til at genop- live økonomien og sikre højere levestandarder.

Valget blev en katastrofe for Kohl. Den Kristelige Union fik kun 35 procent af stemmerne, SPD’s 41 procent (som førte til en ny koalition med De Grønne) betød, at Schröder blev udnævnt til Tysklands næste kansler. Kohl tog naturligvis ansvaret. Han blev med en vis ret holdt personligt ansvarlig for valgnederlaget. Han var blevet mere resistent over for rådgivning og var begyndt at tro for meget på sine egne evner, lød kritikken. Man betragtede det som en alvorlig fejl, at han havde insisteret på at prøve at forlænge sin tid ved magten efter seksten år som kansler, i stedet for at bane vejen for en efterfølger på et tidspunkt, da hans personlige popularitet var meget lavere end Wolfgang Schäubles, manden der længe blev betragtet som hans foretrukne efterfølger. Som så mange andre ledere, der havde været ved magten længe, ville han nødigt af med magten igen. Men han havde holdt fast i den for længe. Den barske sandhed var, at Kohl-æraen var forbi.

Hans afgang, efter at have domineret tysk politik i så mange år, blev markeret med en imponerende og bevægende ceremoni, som millioner af mennesker fulgte på tv, uden for den illuminerede katedral i Speyer, en storslået bygning som symboliserede Pfalz’ rige historie, og hvor Hohenstaufen-kejserne for mange hundrede år siden var blevet begravet. Det var afslutningen på en karriere, som var gået fra en beskeden begyndelse til en triumf, man ikke havde kunnet forestille sig.

Ian Kershaw. – Foto: Mark Kohn/Hollandse Hoogte

Ian Kershaw, født 1943, forfatter og historiker. På dansk er bl.a. udkommet Den store katastrofe. Europa 1914-1933 (2017), Helvede tur-retur. Europa 1933-1949 (2017), Gode tider – nye farer. Europa 1950-1973 (2018) og Vendepunkter. Europa efter 1973 (2019).

Ian Kershaw
Personlighed og magt
Oversat af Uffe Gardel
516 sider
Gads Forlag
Pris: 399,95 kr.
Udk. d. 30. september 2022

Billede i artiklens top: Helmut Kohl og François Mitterrand hånd i hånd ved Verdun den 25. september 1984 (Foto: German Information Center)

Ian Kershaw gæster den historiske bogfestival “Historien Lever” d. 1.-2. oktober i Den Gamle By i Aarhus.