Historisk valg i Moldova

2021-07-26T11:10:39+00:00 mandag, 26. juli, 2021|

Parlamentsvalget i Moldova den 11. juli blev historisk. Præsident Maia Sandus PAS-parti fik 53 procent af stemmerne og har dermed absolut flertal i parlamentet. Valget kan bringe det fattige land ud af et 30 år langt politisk dødvande.

Analyse af Kjeld Erbs

Forløbet før valget i Moldova den 11. juli var præget af intriger og uforsonlige politiske manøvrer, og for at forstå resultatet og dets mulige konsekvenser er det nødvendigt at skrue tiden lidt tilbage:

Efter valget af den europæisk orienterede præsident Maia Sandu i november 2020 fortsatte det politiske dødvande i landet. Moldovas socialistparti (PSRM) havde sammen med et mindre parti et snævert flertal i parlamentet, hvilket blokerede for nødvendige reformer og påtrængende indsatser mod korruption, som præsidenten ønsker gennemført. Et andet politisk flertal i parlamentet var ifølge Maia Sandu nødvendigt. Udskrivelse af valg i utide var derfor præsidentens og reformfløjens eneste løsning.

Præsidenten kan imidlertid ikke uden videre opløse parlamentet, for det kræver en vigtig betingelse opfyldt, nemlig at parlamentet i løbet af to måneder ikke har formået at danne en ny regering.

Præsidenten opløser parlamentet
Da flere forsøg på at danne en ny regering slog fejl i løbet af vinteren blev betingelsen opfyldt, og derfor kunne præsidenten opløse parlamentet og udskrive nyvalg. Det forsøgte Maia Sandu at gøre, men oppositionen ledet af PSRM og Sor-partiet blokerede for den beslutning ved gennem et snævert flertal i parlamentet at indføre undtagelsestilstand angiveligt for bedre at kunne bekæmpe epidemien, men reelt for at forhindre valg før termin. Og valg kunne ikke lade sig gøre under undtagelsestilstanden!

Beslutningen om indførelse af undtagelsestilstand indbragte præsidenten straks for Forfatningsdomstolen (CCM), der midt i april afgjorde sagen til fordel for præsidenten. Parlamentsflertallet kunne ikke indføre undtagelsestilstand for at forhindre valg i utide, hed det i afgørelsen fra CCM. Afgørelsen betød, at præsidenten kunne opløse parlamentet for at udskrive valg. Præsidenten opløste følgeligt parlamentet ved et dekret den 28. april, der også oplyste, at valget afholdes den 11. juli. At fremskynde valget midt i valgperioden må siges at være en stor sejr for Maia Sandu.

“En polsk rigsdag”
Sagen viser i en nøddeskal, hvordan politik i Moldova er ”en polsk rigsdag”. Moldovansk politik har været fastlåst i en hårdknude, men det er efterhånden den politiske normaltilstand i dette Europas fattigste land. (se artiklen: ”Moldova – Landet med to regeringer og to præsidenter” i MagasinetRøst den 18. juni 2019). Nødvendige reformer gennemføres ikke og den endnu mere nødvendige korruptionsbekæmpelse står i stampe begge dele på grund af politisk modstand i det store oppositionsparti PSRM og dermed skabes dødvande i parlamentet. Håbet for Maia Sandu var, at valget ville give hende og hendes parti PAS et solidt flertal, der kan bane vejen for reformer og evt. også åbne nye perspektiver for en dybere tilnærmelse til EU.

Den ”polske rigsdag” kulminerede i april, da Igor Dodon – den prorussiske leder af oppositionen med et knebent flertal i parlamentet – gennemtrumfede en lov, der reelt fyrede lederen af forfatningsdomstolen Domnica Manole. Dodon ville så indsætte sin egen loyale leder af CCM. For Dodon og oppositionen kan jo ikke have tillid til CCM og acceptere afgørelser, der giver modparten ret! Ergo må dommerne skiftes ud med PSRM’s støtter! Dette forsøg på at rokke ved balancen mellem statsinstitutionerne blev omgående sendt til CCM, der afgjorde spørgsmålet helt efter forfatningen, d.v.s. Dodon og parlamentsflertallet kunne ikke afskedige lederen af CCM. Efter nogle iagttageres opfattelse burde Dodon anklages for at begå en slags statskup! Men underligt nok har statsanklageren undladt at rejse en sag mod Dodon og PSRM, hvilket kan hænge sammen med, at statsanklageren styres af mørke kræfter (læs Plahotniuc, en landflygtige oligark).

Men til sidst – og efter CCM’s afgørelse – vandt de statslige institutioner over Dodon-fløjens forsøg på at forhindre udskrivelse af nyvalg.

Valgkampen startede straks
Som reaktion på PSRM’s kuplignende aktion indkaldte Præsidenten det øverste sikkerhedsråd (Consiliu Suprem de Securitate) for at sikre sig politiets og hærens støtte i tilfælde af at Dodon fløjen ville tage hårde midler i anvendelse. I øvrigt har hun ladet forstå, at hun afviser at acceptere oppositionens manøvrer og agter at lede landet som hidtil. Det er beklageligt og ildevarslende, at visse politiske partier (PSRM og Partiet Sor) ikke respekterer de statslige institutioner. Hvorom alting er, så kunne en ny forfatningskrise som den man oplevede i 2019 være på vej. En ny krise ville komme på det værst tænkelige tidspunkt, for det hæmmer det reformarbejde, der skal til, hvis landet skal hamle op med de tre mest påtrængende og akutte problemer: corona epidemien, løse fattigdomsproblemet og håndtere en vanskelig udenrigspolitisk situation. Med lanceringen af nyvalg den 11. juli blev forfatningskrisen dog undgået.

Maia Sandu har været direkte folkevalgt præsident siden december 2020, og hun må derfor ikke engagere sig direkte i valgkampen forud for parlamentsvalget. PSRM og Dodon opfatter imidlertid præsidentens adfærd, f.eks. besøget i Bruxelles, som aktiv indblanding i valgkampen. Sandu siger selv, at hun naturligvis ikke kan sidde med hænderne i skødet under valgkampen, men er nødt til at passe sine pligter som statsleder. Som reaktion foreslår Dodon nu, at præsidenten fremover skal udpeges af parlamentet, hvilket var tilfældet før 2016. På det tidspunkt havde PSRM flertallet også ved præsidentvalg, men nu da flertallet valgte modstanderen Maia Sandu, duer dette ikke. Det vil kræve en ændring af Moldova s grundlov og hvis det er det der skal til for igen at gøre Dodon til præsident, så skal grundloven iflg. Dodon ændres!

Valgkampen og kampen mod epidemien falder sammen, og de to hovedfløje bruger vaccinevåbnet. Igor Dodon hjembragte angiveligt 70.000 doser Sputnik 5 efter et af sine hyppige besøg i Moskva. Næsten halvdelen var reserveret til Transnistrien (den russisk dominerede udbryder-republik på Nistruls venstre bred) og resten til Moldova. Rumænien overtrumfede og har allerede sendt 200.000 doser plus andet medicinsk udstyr til Chisinau, hvilket kan tolkes som udtryk for, at Bukarest støtter Maia Sandu og PAS partiet og dettes proeuropæiske politik.

Parterne benytter også mere valgtekniske kneb for at vinde stemmer, nemlig antallet af valgsteder. Moldovas valgkommission (CEC) udpeges af parlamentet og derfor kunne PSRM fløjen manifestere sin indflydelse ved bl.a. at fastlægge antallet af afstemningssteder, så de gavnede PSRM fløjen allermest. Antallet af valgsteder i diasporaen (Vesteuropa, USA; Canada og de østlige naboer) blev nemlig sat til 162, hvor repræsentanter for civilsamfundet havde bedt om at få 190. Antagelsen er selvfølgeligt at diasporaen fortrinsvis stemmer på PAS og ikke på Dodons parti. Omvendt forholder det sig med antallet af valgsteder i Transnistrien, hvor CEC øgede antallet med to således, at indbyggerne i Transnistrien nu får mulighed for at stemme på 44 valgsteder. Det er velkendt, at flertallet af vælgerne i Transnistrien stemmer på Dodons parti. Oppositionen hævder derfor, at CEC diskriminerer groft, da der er flere hundrede tusinder moldovanske vælgere i diasporaen, langt flere end på Nistruls venstre bred (Transnistrien), hvor kun ca. 31.000 afgav stemme ved 2. runde af præsidentvalget i december 2020.

Ved de tidligere valg har der i diasporaen været lange køer ved valgstederne, hvor man også løb tør for stemmesedler eller ikke nåede at stemme før lukketid. Mange nåede derfor ikke at stemme.

Hvem stillede op?
Moldova har forbløffende mange partier, nemlig hele 68. Med en spærregrænse på fem pct. (og syv pct. for blokke) vil kun ganske få partier kommer over grænsen. Efter den første valgprognose kom disse fem partier ind:

  • Maia Sandus PAS (Partidul Actiune si Solidaritate): 33 pct.
  • Igor Dodons PSRM (Partidul Socialistilor din Republica Moldova):19 pct.
  • Renato Usati s Partidul Nostru: 6 pct.
  • Ilan Sor s Sor (Partidul Sor): 5 pct.
  • DA (Platforma Demnitate si Adevar): 5 pct.

To partier går ind for sammenslutning med Rumænien: Miscarea Politica Unirea ledet af Dorin Chirtoaca og Partidul Unitatii Nationale ledet af Octavian Ticu. Disse såkaldte unionspartier nåede ikke i den nævnte undersøgelse over spærregrænsen på fem pct. Imidlertid viste en anden opinionsundersøgelse pludselig en stor stigning i tilslutningen til Unionspartierne. Hvis disse nationalt sindede partier koordinerer deres valgkamp, kan de blive den store overraskelse i sommerens valg. Med til at forstærke denne tendens er det forhold, at det nye højreradikale rumænske parti AUR (Alianta pentru Unirea Romanilor) også stillede op til valget med et satellitparti i Moldova.

Gennem hele valgkampen førte det liberale centrum-højre (PAS). Som modtræk mobiliserede Igor Dodon venstrefløjen ved at samarbejde med den tidligere Præsident Voronin fra det nu næsten usynlige kommunistparti (PCRM), som gradvist er blevet opslugt af PSRM under Dodons ledelse. Formentligt for at undgå stemmespild dannede de to partier valgblokken (BECS= Blocul Electoral al Communisti si Socialisti).

En anden tidligere mægtig moldoveansk politiker Vladimir Plahotniuc fra det demokratiske parti (PDM) spøger i kulissen. Han var såkaldt oligark og mistænkt for korruption og magtmisbrug i storskala, hvorfor han flygtede ud af landet, formentligt til USA.

Hans ”kollega” i den mørke branche Ilan Sor er mistænkt for at være indblandet i landets allerstørste svindelsag for få år siden, hvor ca. en mia. dollars fra nationalbanken forsvandt sporløst. Hvorfor hans parti får lov til at stille op, er en gåde.

Det er altså en blandet gruppe politikere der stiller op. Ilan Sor og Vladimir Plahotniuc er begge landflygtige (mistænkte) storsvindlere, der kan påvirke valget udefra ved at støtte BECS.

Dodon og Voronin er ældre nedslidte politikere, hvis karrierer kulminerede for mange år siden. På billedet af de to ved indgåelsen af aftalen lignede Voronin nærmest en olding. Om de med Putins støtte kan vinde valget, er højest tvivlsomt.

Renato Usati er prorussisk og fan af både Putin og Lukashenko.

Sammenfattende kan partierne grupperes i en prorussisk gruppe med Igor Dodons PSRM i spidsen, en proeuropæisk gruppe med Maia Sandus PAS og Unionspartierne. Skal Moldova ud af sin kroniske politiske krise, skal en af de tre grupperinger enten opnå et klart flertal eller evne at etablere en stabil koalition.

Valgresultatet
Kun lidt under halvdelen af de stemmeberettigede (48 pct.) mødte op på valgstederne. I diasporaen stemte 212.000 og de stemte næsten alle på PAS.

Resultatet forelå tidligt den 12. juli og gav PAS partiet 53 pct. af stemmerne, BECS fik 27 pct. og Partiet Sor 6 pct. På grund af spærregrænsen på 5 pct. fik kun disse tre partier stemmer nok til at komme i parlamentet.

Det giver flg. fordeling af parlamentets 101 pladser: PAS 63, BECS 32 og Sor 6. Dermed har PAS absolut flertal og kan formelt gennemføre meget påtrængende reformer.

Bemærkelsesværdigt er det, at unionspartierne og søsterpartiet til det rumænske AUR ikke kom i nærheden af spærregrænsen. Enhver tale om union med Rumænien må herefter forstumme.

Valgets udenrigspolitiske implikationer
Som ved tidligere valg fulgtes valgkampen tæt både fra vest og øst. Den ikke blot fulgtes – den påvirkedes fra begge sider, men mest fra øst. Moldova har underskrevet en associeringsaftale med EU, som dog har ligget underdrejet i flere år på grund af EU’s utilfredshed med den politiske stilstand (læs fravær af reformer og fortsat udbredt korruption) i landet. Præsident Maia Sandu er siden valgsejren ved præsidentvalget i efteråret slået ind på en EU-venlig kurs og har besøgt Bruxelles. Og Formanden for det Europæiske Råd Charles Michel besøgte hovedstaden Chisinau i samme ærinde. På mødet i Bruxelles med Ursula von der Leien fik Sandu tilsagn om lån og investeringer på op til 600 mio. euro, men tilsagnet var betinget af, at valget den 11. juli resulterer i en reformorienteret regering. EU vil ikke risikere at sende penge til Moldova, hvis pengene havner i de forkerte lommer. Her tænkes bl.a. på bankskandalen i 2015, hvor op mod en mia. euro forsvandt ud af landet.

På den måde blander EU sig indirekte i valgkampen ved at understrege, hvor vigtigt det er for landet at ændre visse institutioner, nedlægge tabsgivende statsforetagender, vedtage administrative reformer og skabe nødvendig retssikkerhed. Moldova har særdeles hårdt brug for investeringsmidler udefra og dem kan de få på disse betingelser. Nu er det op til Moldovas politiske klasse at vise, at de har lært lektien, hvis de vil fremme landets udvikling. Dette stiller nye krav til mange af Moldovas politikere, som i de sidste mange år har dyrket en forældet politikerrolle, hvor man prioriterede rollens muligheder for at tilegne sig stillinger, relationer og formuer frem for reformer, der opfylder den menige borges behov og ønsker.

Rusland har naturligvis ikke ligget på den lade side. Tværtimod støttede Kreml aktivt bestemte partier op til valget. Det reformfløjen frygtede, var at Dodon fra PSRM og Voronin fra PCRM (kommunistpartiet) ville slå pjalterne sammen for at smede en alliance på venstrefløjen for at forhindre centrum-højre i at vinde flertallet. Denne bekymring materialiserede sig i midten af maj måned, da Dodon og Voronin som nævnt ovenfor skrev under på et valgsamarbejde. Under sloganet ”Moldova er i fare – giv ikke landet til udlændinge!” (læs: EU) håbede de på at vinde valget. Desuden agiterer de for kristen-ortodokse paroler om ægteskab og mod LBGT-rettigheder. I det projekt kan de forvente støtte fra Moskva. Ja måske er selve valgalliancen smedet i Moskva, som både Dodon og Voronin ofte besøger. Da PAS fik næsten dobbelt så mange stemmer som BECS, blev alliancen BECS nærmest ydmyget af det liberale og europæisk orienterede PAS.

Før valget forhøjede Transnistrien og Rusland beredskabet blandt de russiske soldater på Nistruls venstre bred. Mulige provokationer fra Moldova ville blive slået hårdt ned, kom det truende fra Kreml. Efter valget har det russiske udenrigsministerium gentaget advarslerne om ikke at bringe ligevægten i området i fare. På den måde udtrykker Kreml sin utilfredshed med valget. Med 1500 soldater i Transnistrien (de såkaldte pacificatorer) råder Moskva over en tilstrækkelig stor styrke til at påvirke forholdene i området.

Venter på programmet
Der er endnu ikke kommet nyt om sammensætningen af den kommende regering, og befolkningen venter også spændt på, hvilket reformprogram den nye regering fremlægger. PAS har dog nævnt en række punkter, hvor det nye flertal vil træde i karakter:

  • minimumspensionerne øges
  • diasporaen skal have lettere ved at medbringe deres biler og andre værdier når de vælger at rejse tilbage (for at trække moldovanere tilbage fra Vesteeuropa)
  • staten skal have mulighed for at konfiskere uforståeligt store formuer
  • det skal være lettere at ophæve politikernes immunitet (vil være et effektivt middel mod korruption)
  • der skal gennemføres en ekstern evaluering af dommere og anklagere
  • begrænse mulighederne for at ”fremmede” investorer opkøber strategiske virksomheder
  • nsvarliggøre ledelserne af offentlige virksomheder

PAS og Maia Sandu er fuldt bevidste om, at der er et skrigende behov for reformer, ligesom de er klar over, hvilket udfordrende politisk arbejde der venter den nye regering. De fleste af de nævnte punkter kan nu realiseres med det flertal på 63 mandater, som PAS fik ved valget.

I udenrigspolitikken gælder det om at finde balancen mellem øst og vest. Moskva vil gå langt for at forhindre, at EU’s østgrænse flyttes fra Prut floden til Nistrul. Associeringsaftalen med EU indikerer, at dette er Moldovas langsigtede mål. Maia Sandu har dog også udtalt, at Moldova har brug for at samarbejde med Rusland, og at hun ønsker at mødes med Putin for at drøfte enkelthederne.

Kjeld Erbs er uddannet cand.cient.pol og har skrevet om og rejst i Rumænien i mere end 35 år. Han skriver jævnligt om rumænske og moldovanske forhold for Magasinet rØST.

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons.