Højre om i Catalonien

Hvad er der egentlig at vælge imellem ved valget på søndag? Unionisterne hælder mod højre. Men højrefløjen trænger til fornyelse, og det nye højre er enten uklart eller ekstremt. Dette er første del af miniserien om Catalonien, der går til valg.

Baggrund af Sara Høyrup 

Ingen er rigtigt tilfredse med udvalget, når krydset den 14. februar skal sættes: ”The choice is meager”, siger aristokrat og sangskriver Alfonso de Vilallonga med sjældent god udtale af det engelsk, som alle catalanere higer efter at mestre. Man mærker, at han er en verdensmand og efter al sandsynlighed har gået på dyr privatskole.

Den aldrende herre møder op til videointerviewet klædt som diskopunker på kontoret. Han er kendt for sin satiriske sang om regionens hulkende burgøjsere: alle de rige catalanere, der opkaster sig til ofre for deres egen underklasse. Vilallonga er med sin ironiske harmonika på Plaça Catalunya et modstykke til lokalpatrioter som sin generationsfælle Lluís Llach, der iklædt kasket i jernbanefløjl har sunget sig fra gammelt venstrefløjsikon til catalanistisk nationalsymbol.

Ny højrefløj, tak
Meget af modstanden mod nationalismen i Catalonien kommer fra højrefløjen. Modstanderne af catalanismen er blevet drevet i armene på højre flanke, fordi venstrefløjen har svigtet alle internationalistiske idealer.

Den schweiziske Catalonien-aktivist François Meylan anbefaler en fuldkommen fornyelse af den moderate højrefløj. ”Partido Popular bør skifte navn og få sig et nyt program. De kan tage ved lære af den franske højrefløj.” Det er vigtigt én gang for alle at træde helt ud af franquismens skygger, mener sikkerhedseksperten, der har gjort den unionistiske sag til sin.

Meylan er født af andalusiske forældre i landet med alle kantonerne, men vokset op som adopteret af hjemmefødte schweizere. Hans egne børn er af catalansk herkomst på mødrene side.

Den uudgrundelige aktivist er skuffet over sine kampfæller i Catalonien, som gav modstanderne fri bane i alt for mange år. Han peger på konstitutionalismens forspildte chance, da spanjolisterne i Ciudadanos fik flest stemmer efter de ti sekunders frit Catalonien i 2017.

”Og den ekstreme højrefløj i det spansknationale Vox gør mig bange. Men måske er der brug for dem en overgang.” Valget står i vidt mål mellem pest eller kolera midt i en pandemitid: forskellige former for populisme og reaktionær ekstremisme.”

Partiet, der drev mod højre
Ciudadanos betyder Borgerne – i den franske betydning af politisk subjekt, ikke den danske forståelse af hjælpeløse klienter med hatten i hånden. Det landsdækkende parti startede som en bevægelse dannet af skuffede socialdemokrater i Catalonien. Skuffelse er måske i virkeligheden det, der starter mange af de tektoniske pladeforskydninger i catalansk politik.

Ciutadans hed bevægelsen oprindeligt på catalansk – for selv som anticatalanist skulle man helt frem til skæbneåret 2017 gøre klart, at man skam mestrede sproget og ikke havde noget imod det. Om så det er spanjolistiske fanebærere som journalisten Arcadi Espada og ekspolitikeren Albert Rivera, skilte de sig tidligt af med o’et sidst i deres fornavne. Dermed catalaniserede de diskret deres fødenavne Alberto og Arcadio.

Bevægelsens grundlæggere i 2006 var fremtrædende intellektuelle som Espada og filosoffen Antonio Robles, mens den kønne yngling Rivera var galionsfigur i partiet under lokalstatens flerårige løsrivelsesproces. De to granvoksne Ciudadans-stiftere har begge udgivet bøger om smertensbarnet Catalonien. Det samme har stort set alle andre, der udtaler sig til denne miniserie.

Alle de liberale
De navnkundige grundlæggere har for længst forladt partiet, der er drevet stadig længere mod højre. I 2017 var Ciudadanos ikke længere socialdemokratisk, men socioliberalt. Allerede i 2018 var det simpelthen bare liberalt. I Europaparlamentet sidder partiet i gruppe med Danmarks to officielt liberale partier nær midten, Venstre og Radikale Venstre.

Indtil for få år siden sad de liberale spanjolister sågar i gruppe med deres lokale modstandere, de borgerlige catalanister. Det gamle Convergència-segment med de skiftende navne blev dog smidt ud af gruppen, da de med Puigdemont ved roret skiftede ideologi og glemte at betale kontingent.

Borgerlig radikalisering
Det kom som en overraskelse for alle, at det var netop Convergència-miljøet af pæne forretningsfolk, som barslede med løsrivelsesprocessen og affødte den amokløbne Puigdemont. De liberale catalanister fra det fordums CiU har overhalet Cataloniens Republikanske Venstre indenom i en svimlende radikaliseringsproces.

Løsrivelsesprocessen blev søsat i 2012 som en distraktionsmanøvre fra truende korruptionssager. Og radikaliseringen af det gamle magtparti har på det senere drevet fortidens ekstremister i Esquerra Republicana Catalana over på den ledige plads: den tilsyneladende moderate catalanisme.

Den nye udgave af det gamle løsrivelsesparti er godt nok stadig separatistisk. Men nu vil de overholde loven. Måske. Det er ikke særligt betryggende at se ERC’s topfolk stille op til valgmøder flankeret af Arnaldo Otegi fra de baskiske ETA-terroristers politiske fløj.

Ombytning af positioner
”Det eneste venstreorienterede ved Esquerra Republicana er navnet,” sagde den jurastuderende Ángel Ramirez for mange år siden. Den fængslede partileder Oriol Junqueras er dybt katolsk, og partiets tankegods er smækreaktionært. Det tilhører reelt højrefløjen, mens det lille CUP er separatismens yderste venstre.

Også els cupaires er skuffede: over at den sociale, feministiske republik fortoner sig i det fjerne. De lagde forgæves deres lod i de borgerlige catalanisters skål.

Det er ”venstre”republikanismes højredrejede frontfigurer, der med fængselsstraffe af uklar længde har betalt prisen for Puigdemonts ti sekunders republik. Selv stak regionschefen af i bagagerummet på en bil, der så vidt vides blev ført af en lokalbetjent.

Den såkaldte rigtige president lever den dag i dag i pomp og pragt i en stor kasse uden for Bruxelles. De fængslede separatistledere er på vej ud af fængslerne med en hast, der ikke er andre fanger forundt.

Siden Puigdemonts svigt de sidste dage i oktober 2017 har de to store catalanistpartier ikke kunnet døje hinanden. Ikke desto mindre sidder de i koalition sammen og strides videre om lokalnationalisternes hjerter.

Den catalanistiske koalition vil catalanisten Jordi Amat godt advare imod at gentage. Som forfatter til bogen La confabulaciò dels irresponsables (De uansvarliges sammensværgelse) er denne yngre akademiker flertydig og dobbeltbundet i sin kritik. Den er hver gang koblet med en helt igennem apologetisk holdning til løsrivelsesforsøget. Men Amat er klar i mælet, når han fastslår, at løsrivelsespartierne har vist sig ude af stand til at regere Catalonien.

Miniserie: Catalonien går til valg

Efter en kombination af covid-virvar og partiske interesser ligger det nu fast, at oprørsregionen i det nordøstlige Spanien går til urnerne den 14. februar. Valget til regionsparlamentet står mellem separatister og unionister – og mellem højre og venstre.

Lokalstaten forsøgte i efteråret 2017 at rive regionen ud af det spanske fællesskab. En fem år lang ”proces” gik forud. Forsøget fik i 11. time den oversete halvdel af befolkningen op af stolene i protest. Løsrivelsen løb ud i sandet, men alle oprørsstrukturerne er stadig på plads.

Magasinet Europa spørger fremtrædende fortalere for det forfatningstro standpunkt om, hvad der nu skal ske. Vi taler også med medlemmer af den bløde mellemvare om de glemte dagsordner. Tidligere tilgængelige separatister og separatismeapologeter har ikke ønsket at udtale sig denne gang.

Interviewene er foretaget på spansk, catalansk, fransk og engelsk. De kan ses her og her.

I morgen skal vi høre om, hvad venstrefløjen byder på. I overmorgen skal vi høre om uduelige ledere på sæbekasser.

Sara Høyrup er Spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup