Quim Torra er den nye regionale regeringschef i Catalonien, og han skal holde pladsen for ”den retmæssige president” Carles Puigdemont, som stadig opholder sig i Tyskland for at undgå retsforfølgelse i Spanien. Men hvem er den hidtil ukendte partifælle, der fidelt sværger at lyde sin forgænger? Og hvorfor vælter kritikken ind over Torra, før han overhovedet er begyndt at regere?
Portræt af Sara Høyrup
SPANIEN | Joaquim Torra Pla er blevet indsat som Cataloniens president, der er den catalanske term for lederen af regionsregeringen. Han er blevet udpeget af den afsatte og landflygtige president Carles Puigdemont, og samtlige separatister i det regionale parlament klappede ad den nye número uno, mens den anden side af salen så mutte til.
Hvorfor så lange i ansigterne? Der er jo intet nyt i, at separatisterne har flertal i parlamentet, og her fem måneder efter regionsvalget er det på høje tid at danne lokalregering og få genoprettet selvstyret, og ingen har nogen interesse i at trætte vælgerne med nyvalg. Det er der flere svar på.
Plan D
Quim Torra, som den 55-årige politiker hedder på kortform, er langt fra separatisternes førstevalg. Han er en hidtil ukendt, men ivrig lokalnationalist, og forud er gået en magtkamp mellem de store separatistpartier.
Månederne er gået med en stribe forsøg på at genindsætte Puigdemont eller erstatte ham med andre af separatismens frontfigurer fra enten partierne eller de identitariske foreninger. Disse er en del af løsrivelsesbestræbelserne og sad sågar med til højbords i regionsparlamentets præsidium i forrige valgperiode i strid med alle regler. Alle kandidater hidtil har dog lidt af den skavank, at de er i karambolage med det spanske retssystem.
Anklagerne lyder på oprør og underslæb: oprør i form af det, som eksempelvis den antinationalistiske forening Societat Civil Catalana (SCC) og det socialliberale parti Ciudadanos (Cs) betegner som et ”teknisk statskup”. Underslæb idet enorme summer er gået fra de offentlige kasser til lokalinstitutionernes løsrivelsesprojekt, herunder udgifterne til de ”internationale gæster” ved den forfatningsstridige folkeafstemning den 1. oktober 2017, som blev boykottet af 60 procent af befolkningen i Catalonien.
Nogle af separatistlederne sidder varetægtsfængslet, mens andre er blevet løsladt mod kaution eller mod at love, at de ikke mente det og aldrig mere vil gøre det. Atter andre er undvegne og har foreløbigt haft held til at undgå udlevering til Spanien til trods for det europæiske retssamarbejde.
Derfor er det nu endt med denne model med hele separatistblokkens velsignelse.
Ramaskrig
Uden for regionsparlamentet i den smukke park Ciudadela har der lydt et ramaskrig. Spaniens konservative regeringschef, Mariano Rajoy, mindede allerede forud for indsættelsen om, hvor vigtigt det er at overholde loven. Socialisternes leder på landsplan, Pedro Sánchez, er pludselig klar til at forlænge suspenderingen af selvstyret, indtil regionens institutioner igen affinder sig med, at Catalonien er en region i Spanien. Den catalanske opposition raser over Torra, SOS Racismo råber vagt i gevær, og udenlandsk presse er ikke imponeret.
Men hvad har manden dog gjort? Han er jo slet ikke kommet i gang endnu.
Det handler om en række udsagn fra manden, der nu skal lede regionen: “Spanierne kan kun finde ud af at plyndre”, “Spanierne har ingen skam i livet”, “Spanierne har holdt os besat siden 1714”, “Fascismen blandt spanierne bosat i Catalonien er uendeligt patetisk, afskyelig og uhøflig”, “Spanierne er sindssyge”, “Spanierne i Catalonien er som energi: De forsvinder ikke, de antager bare en ny form.” Og henvendt til politikere med spanske efternavne: ”Her er ikke plads til alle.”
Disse citater gik viralt i dagene omkring indsættelsen forleden, og den nye regionsleder beklagede kortfattet – ikke indholdet, men ”hvis de er faldet nogen for brystet”.
Spanierne
”Torra er en intellektuel med gode manerer, der bare har taget lidt fejl i et par tweets. Når han taler om ’spanierne’, mener han i virkeligheden den spanske stat. Det er løgn, at han er fremmedhadsk og racist,” siger journalisten Jordi Rovira.
Selv hælder han til de socialistiske separatister i Esquerra Republicana Catalana (ERC), men stemte på ”la llista del president”, dvs. Puigdemonts borgerlige valgliste Junts per Catalunya (JxCat) ved valget den 21. december 2017.
”Folk læser Torras bemærkninger uden for sammenhæng. Det manglede da bare, at han kalder spanierne for nogle bæster, når han for eksempel møder nogen i et fly, der hader og ydmyger det catalanske sprog,” siger Ingrid*, der er uddannet civilingeniør.
Hun er tilhænger af det venstreekstremistiske Candidatura d’Unitat Popular (CUP), der som kongemagere har stor indflydelse sin ringe størrelse til trods.
”Og Torra mener bare den spanske regering, når han taler om ’spanierne’,” siger hun.
Både Jordi Rovira og Ingrid er fuldblodscatalanere med catalansk som modersmål. I Catalonien har størstedelen af befolkningen spansk som primært modersmål, hvad enten de er af catalansk afstamning, født i regionen eller kommer dertil fra resten af Spanien eller Latinamerika. Termen ”spanier” betyder i den catalanistiske diskurs både regionens egne spansktalende og resten af landets indbyggere, mens catalanisterne ikke opfatter sig selv som spaniere.
Maskerne falder
”Det er et vendepunkt,” siger gymnasielæreren Modesto*, der er af blandet herkomst. ”Maskerne falder, og separatisterne viser deres antidemokratiske sindelag.”
”Puigdemont var i stand til at pakke den ækle nationalisme ind i et svøb af politisk korrekthed, men alle, der havde de evner, er flygtet. Tilbage sidder de separatister, der mangler disse evner, og dem, der godt ved, at nationalisme er vejen til så meget ondt.” Det siger den danske bankrådgiver Gitte Lund Thomsen, der stiller op for PP til næste kommunalvalg i Torrevieja i Valencia-regionen, der er en slags Catalonien light med mange af de samme problematikker.
”Indsættelsen af Torra er endnu et forsøg på at provokere staten,” siger skolelederen Albert*, hvis slægt altid har boet i Catalonien.
”Det er det perfekte træk til at sikre, at Puigdemont kan styre regeringen fra skyggen,” siger politologen Alberto Mesas, der er fra Madrid og tilknyttet universiteter i Paris.
Ultranationalist
Politologen David Pequeño mener, det er ”en stor fejl” at indsætte ”en ultranationalist” i regionens vigtigste embede. Han frygter, at det vil nære en lige så chauvenistisk ultranationalisme fra spansk hold, og anbefaler i stedet at ”slå bro”.
David Pequeño er tro mod sit ståsted hos det venstrepopulistiske Podemos, som er i valgforbund med Els Comuns, der regerer i hovedbyen Barcelona. I regionsparlamentet fungerer venstrepopulisterne som buffer mellem separatisterne og deres argeste modstandere: Ciudadanos (Cs) og det lokalt decimerede Partido Popular (PP), som til gengæld sidder på magten i Madrid.
Også de lokale socialdemokrater i PSC indtager en midterposition i det catalanske drama, og mens Cs’ leder Inés Arrimadas og PP’s García Albiol gik til frontalangreb på Torra ved første forsøg på at indsætte ham, opfordrede socialistlederen Miquel Iceta ham forsonligt til at lægge stilen om. Iceta er ikke den, der uden videre opgiver håbet om bedring – end ikke hos en politiker, som Iceta selv klassificerer som ”fundamentalist”. Iceta citerede også Torra for at udtrykke håb om, at den spanske centralstat ville sende kampvogne til Catalonien, så separatisterne kunne vinde sympati internationalt.
Forfatter: Et mareridtsscenarie
Forfatteren Javier Cercas betragter valget af Torra som et mareridtsscenarie. Han spørger retorisk i dagbladet El País den 15. maj 2018, om den nye ’president’s ”voldsomme fremmedhad er det, der hele tiden har skjult sig bag den tolerante og tværpolitiske, åbne og integrerende lokalnationalisme”?
Cercas er hjemmehørende i Catalonien og kendt for sine veldokumenterede historiske romaner. Han minder om Torras store begejstring for tredivernes ”fascistiske eller parafascististiske” organisation Estat Català [catalansk stat] og dens paramilitære underafsnit Nosaltres sols [kun os!]. Cercas citerer Torras for at fremhæve det ”arbejde”, der blev udført af fortidens catalanske fascistledere, som et eksempel til efterfølgelse.
Endnu er den berygtede ”Doctor Robert” og hans raceteorier (og statuen af ham) ikke blevet nævnt i debatten om den nye president, men Torras helte fra trediverne trækker på tankegodset hos den fordums læge og politiker. Helt som Bartomeu Robert forbinder de famøse Badia-brødre ”den catalanske race” med de hvide ariere, germaner og keltere, mens ”spanierne” er halvvejs arabere og afrikanere og andre sortsmudskede folkeslag fra sydligere himmelstrøg.
Konflikt
Cercas er meget bekymret: ”Jeg ville være tryggere ved at have en galning gående løs med en motorsav.”
For den økonomiske ruin er allerede begyndt med virksomhedernes masseflugt fra regionen, og sidste efterår nåede Catalonien helt ud på kanten af den form for konflikt, der er stadiet før borgerkrig. Det vurderer forfatteren til bestselleren Soldados de Salamina (udgivet under titlen Salamis soldater på forlaget Sohn), der handler om et forsonende og forløsende glimt af nåde under tredivernes spanske borgerkrig.
Ét er sikkert: Det svære valg af president er med støtte fra hele separatistblokken faldet ud til fordel for lokalnationalismens mest rabiate og mindst pragmatiske fløj, så den interne konflikt i Catalonien og sammenstødet med centralstaten fortsætter. Endnu et citat fra Torras karriere viser ad hvilken vej:
“Jeg vil uden vaklen og uden våbenhvile bruge selv den mindste anledning til at konfrontere det spanske styre indtil det sidste.”
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup
*Kildernes fulde identiteter er kendte af redaktionen.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Markus Schreiber/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
