I takt med omfattende byfornyelser, har Vesteuropas gamle bycentre udviklet sig til kamppladser mellem investorer, bypolitikere, oprindelige og nytilkomne beboere. Katrine Majlund Jensen skriver fra den tyske hovedstad, hvor såvel boligpriser, som bypolitiske bølger går højt. For hvordan skal Berlins gamle kvarterer se ud – og hvem skal bo der? 

28.5.2015 | URBAN ARVEFØLGE | Et grønnere græs, mindre kriminalitet, appellerende specialbutikker og ressourcestærke kundegrupper. Det er ikke kun enhver byplanlæggers eventyrlige drøm, men realiteten i mange af vestens forhenværende industrielle storbyer.

New Yorks Brooklyn oplevede i 90’erne hvordan banenet, brygger og murstensbygninger blev attraktive udgangspunkter for udviklingen af nye bymiljøer. I dag huser Londons gamle arbejderkvarter Islington kendisser og ”yummi mummys”, og Amsterdams gamle NDSM-værfter (Nederlandse Droogdok en Scheepsbouw Mattschappij eller Dutch Dock and Shipbuilding Company, red.) står omdannet til massive kulturkomplekser til brug for byens kreative vækstlag.

Og mange byer verden over følger samme tendens. Man er kommet tilbage fra forstaden. Man er flyttet tilbage til byen. Denne udvikling – urbaniseringen og byfornyelser en masse – har ført til en omspændende gentænkning af de gamle bycentre, der til gengæld har udviklet sig til kamppladser mellem investorer, by-politikere og både oprindelige og nytilkomne beboere.

Konsekvensen er i flere tilfælde huslejestigninger så høje, at lokale nødsages til at flytte.

Østberlins forvandling
Som ingen anden by har Berlin på rekordtid oplevet sådanne værdistigninger – i fagsprog oftest rubriceret under den lidt bredere term ”gentrificering” – feje igennem især den tyske hovedstads gamle østlige del.

Da Berlinmuren faldt tilbage i 1989, forlod mange berlinere deres ejendomme i øst. I kvadratmetervis stod bygningerne dernæst tomme, side om side med de stadig for byen karakteristiske tomme pladser, som Anden Verdenskrigs ødelæggelser efterlod sig.

Et stort, forfaldent og uindtaget ingenmandsland stod nu til rådighed for byens unge og studerende, kunstnere og punker-bevægelser, og andre som flyttede ind i de tomme kvarterer på jagt efter billig husly.

I takt med omfattende renoveringer forvandlede disse meget centrale byområder sig på denne måde til livlige og attraktive beboelseskvarterer. Prisstigningerne på ejendomme og udlejningslokaler var skudt i gang.

Børnebjerget
Et slående eksempel på en sådan udvikling, er det østberlinske kvarter Prenzlauer Berg. I dag, 25 år efter murens fald, er kun 20 pct. af de oprindelige beboere tilbage i kvarteret, der da også har fået et nyt kælenavn.

I folkemunde kaldes Prenzlauer Berg for ”pregnancy hill” som dækkende betegnelse for det højtliggende kvarters mærkbare koncentration af velstående børnefamilier. Om dagen shoppes speciallavede lædertasker, om aftenen går man på vinbar. Omkring midnat ligger de store karréer øde hen.

Tidligt næste morgen går turen nemlig til en af de utallige Spielplätze, hvor både fædre, mødre og børn er gjort nydeligt i stand til leg. Legepladslækre, som journalisten Pernille Steensgaard meget sigende har kaldt det i sin beskrivelse af det berlinske kvarters danske pendant, Østerbros legepladsklientel i København.

Og efter Prenzlauer Berg stod kvarterene Friedrichshain og Kreuzberg op igennem 00’erne for skud. I disse bydele er den rige tradition for BZ-bevægelser og synlige autonome fællesskaber blevet subkulturer i nydelige baby-boomende områder. Samme tur er i dag nået til Berlins indre ghetto og enfant-terrible, Neukölln.  

Neukölln: fra enfant terrible til posterchild
Med sine godt 300.000 indbyggere er Neukölln Berlins største ”bezirkamt” (distrikt eller stort kvarter, red.). Kvarteret var traditionelt et fattigt arbejderkvarter og sidenhen destination for en stor del af byens immigranter.

En appel til byfornyelsens avantgarde

En tårnhøj kriminalitetsrate, arbejdsløshed og støj fra den nu lukkede flyveplads, Tempelhof, gjorde imidlertid området til en hovedpine for Berlins by-politikere, der opfattede kvarteret som et område med ”særlige udviklingsbehov”.

I et forsøg på at løfte kvarteret ud af sociale og imagemæssige problemer, har Neukölln derfor været genstand for målrettede politiske initiativer og en positiv opmærksomhed, som i dag har gjort området til trækplaster for et nyt indryk af beboere.

Som resultat tiltrækker bydelen i dag usammenligneligt mange studerende, kunstnere og iværksættere på udkig efter det vibrerende urbane liv med barer og billige tyrkiske spisesteder.

Den historiske flyveplads Tempelhof, som banede vejen for ”luftbroen” under den kolde krig, lukkede i 2008 for dernæst at genåbne som rekreativt område, der på solskinsdage bliver til en savanne af drage-surfere, joggere og grill-sammenkomster. ”Neukölln-modellen” er allerede blevet referenceramme med henvisning til det hurtige fald i kriminalitet.

Skyggesiden af en solstrålehistorie
Skyggesiden af denne solstrålehistorie har dog en hovedperson, som vækker nye politiske slagsmål: en kolossal prisstigning på boliger. I den nordlige del af Neukölln har beboerne mellem 2009 og 2014 oplevet de stejleste stigninger på hele 54 pct., en stigning som udkonkurrerer alle andre i Berlin.

Opgørelser viser, at over halvdelen af de beboere, der til dagligt bor i den engang så berygtede nordlige del af Neukölln, er flyttet ind inden for de seneste fem år. Med næsten centrifugal kraft har oprindelige beboere således været nødsaget til at søge andetsteds hen.

Men hvor tager de til? Det paradoksale er, at mange nytilkomne beboere netop tiltrækkes af det autentiske præg, som den gamle bydel rummer. Udadtil indbefatter byfornyelsen altså en positiv udvikling af bymiljøet og ikke mindst: bevaring af en arkitekturhistorie.

Men kvarterenes sociale forandringer foregår også på boligspekulanternes og investorernes betingelser, og netop denne tendens kan vise sig ubæredygtig. I kølvandet på den massive beboerudskiftning i Neukölln er en debat om potentielle nye ghettodannelser opstået. Ghettoer i helt anden og mere konkret forstand, som isolerede enklaver uden fysisk sammenhæng med resten af Berlin, og beliggende der hvor U-bahnzonerne ikke længere rækker ud.

Berlins by-politikere kæmper både med og mod tidens trend. Men hvor man for et par år tilbage åndede lettede op over kvarterets bedring, holder man nu vejret.

Af Katrine Majlund Jensen bor og arbejder i Neukölln, Berlin

Billeder: Karl Emil Faarup