Grønland står over for en unik mulighed for at opbygge sit samfund, men det kræver drøftelser af politiske og kulturelle forhold og en enighed om retningen. Hvordan motiverer man et folk til at tage del i sådan en debat? spørger den grønlandske kunstner Linda Riber, som er aktuel på vandreudstillingen Grønland Nu.
Interview af Niktia Selvig
På Thurø i Det Sydfynske Øhav har den dansk-grønlandske billedkunstner Linda Riber sin bopæl samt atelier og værksted. Hun er én af ti kunstnere, som på den aktuelle udstilling ”Grønland Nu” formidler kompleksiteten i at være på én gang grønlandsk og dansk og de kulturelle appropriationer – udvekslinger – der foregår mellem Grønland og Danmark.
51-årige Linda Riber er født grønlandsk og dansk – med en grønlandsk mor og en dansk far – og blev som lille adopteret til Danmark. På trods af en god og tryg opvækst ved Assens på Fyn havde Linda Riber i hele sin barndom og ungdom en fornemmelse af at høre til et andet sted.
”Som ung-voksen valgte jeg derfor at tage tilbage til Grønland. Jeg husker, at jeg landede med flyet og stod der i Nuuks gader og tænkte ’Orh mand, jeg ligner alle de andre!’,” siger hun grinende. ”Så skulle jeg ud og handle, og så forstod jeg ikke, hvad der blev sagt til mig på grønlandsk, fordi jeg selvfølgelig blev talt til på grønlandsk. Der startede en mere intensiv identitetsrejse for mig.”
Hun forklarer, hvordan turen blev begyndelsen på en længere proces med at heale sår og opbygge relationer mellem hendes grønlandske og danske familie, og hvordan dette spiller ind i udstillingen ’Grønland Nus’ ønske om at formidle dualiteten mellem en grønlandsk og dansk identitet.
”Jeg har altid haft det her step ind i det grønlandske og på samme tid været en beskuer. Når jeg er deroppe, så føler jeg virkelig, at ’her hører jeg til’. Det er noget større i mig, som er forbundet med dét deroppe. Når jeg er i den danske kontekst, så føler jeg mig også meget dansk,” siger hun og uddyber efter en kort tænkepause:
”Jeg føler det som om, at der er nogle lystråde, som forbinder mig derop til. Det lader sig ikke lige flytte.”
En konstant ansvarlighedsfølelse
Lystrådene til landet i nord manifesterer sig blandt andet følelsesmæssigt som en konstant ansvarlighedsfølelse, beskriver Linda Riber i sin bog ”Grønland – Verden er, som vi tænker den” fra 2010:
”Nogle gange skal jeg bare blive bedre til at hvile i mig selv, uden denne her konstante ansvarlighedsfølelse af at yde bidrag til Grønland. Ingen beder mig om det, men jeg føler inde fra hjertet, at jeg selv har behov for at knytte mig og yde, hvad jeg kan.”
Ansvarsfølelsen er der stadig, forklarer Linda, da jeg spørger ind til det. Især den stagnerede, stereotype opfattelse af, hvad en grønlænder er og hvordan han/hun opfører sig, påvirker hende.
”Jeg ved, at det er mere nuanceret end som så, og jeg vil gerne yde et bidrag til at vise nuancerne og facetterne og alle de mange ressourcer, der også er i Grønland,” siger hun og påpeger, at grønlændere også kan have stereotype opfattelser af danskere.
Det er imidlertid ikke kun et mere nuanceret billede af Grønland og grønlænderne, som Linda Riber ønsker at bidrage til. Hun er også optaget af debatten om grønlandskhed i Grønland.
Kulturel appropriation og en nysgerrighed efter debat
På udstillingen Grønland Nu skildrer kunstnerne begrebet kulturel appropriation. For Linda Riber betyder begrebet at tilegne sig noget fra en anden kultur end ens oprindelige. Noget der sker ”big time” overalt på jorden, som hun udtrykker det, og som hun selv repræsenterer med sine dansk-grønlandske rødder.
Hun er imidlertid meget opmærksom på og ydmyg omkring, at hun ikke kender hverdagspulsen på Grønland. Hun er mere en kulturformidler og betragter af Grønland. Én som føler et ansvar for at bidrage til en debat om landet og dets fremtid.
I den erkendelse har hun i forbindelse med kunstprojektet derfor interviewet tre personer med større kendskab til dagligdagen og spurgt dem om deres opfattelse af grønlandskhed og udfordringer heri. Det er blandt andet blevet til ordportrættet ”Noget går i ring” med ord og citater af grønlænderen Jeanette Holding.
”Noget går i ring” er ét af de værker, som Linda Riber udstiller på udstillingen Grønland Nu. Værket udgøres af et citat af Jeanette Holding.
Hvad var din idé med ”Noget går i ring”?
”At noget går i ring, det kan man jo tolke på mange måder. Når man siger, at noget går i ring, så er det som om, at noget gentager sig. Noget ikke rigtig flytter sig. Men det kan også være en cirkel, der er på vej til at blive fuldendt. Men når jeg tolker Jeanettes ord omkring det her, så er der noget, som ikke connecter. Der er et behov, et ønske og en trang til at forbedre nogle områder i forhold til det her med Grønland og grønlandskhed,” forklarer hun.
”Det er ikke kulturel appropriation, men appellerer til at være oplyst på et bedre grundlag i forhold til at træffe beslutninger. Og det connecter igen med, hvor jeg selv står, når jeg beskuer Grønland. Så tænker jeg: Hvor meget debat er der egentlig om grønlandskhed? Hvad er det, man tror på? Eller vi tror på? Jeg oplever – og som sagt med al respekt, fordi jeg sidder på afstand – at der er meget lidt debat. Samtidig med, at det er vildt vigtigt, hvad er det for et Grønland, som skal udvikle sig fremover.
Linda Riber har ikke en facitliste til diskussionen og ønsker ikke nødvendigvis selv at tage del i den. Hvad der derimod optager hende og pirrer hendes nysgerrighed er, hvornår og hvordan diskussionen bliver vedkommende for den enkelte. Hvad kan tænde den enkelte i at have en interesse i og diskutere, hvilket scenarie for fremtiden, man skal stræbe efter?
”Det er jo en vildt spændende proces, hvor der er noget andet på spil i forhold til at bygge et samfund op på en fornyende måde. Eller en stillingtagen til, hvad det er for et samfund, man gerne vil have fremover. Men fordi det engang blev koloniseret og der er en masse ar, sår og smerte, som også er i spil, så er man måske endnu ikke rigtig parat til at tage det step nu. Forholde sig til det.”
Udstillingen ’Grønland Nu’ er i øjeblikket på Frederikshavn Kunstmuseum. Den fortsætter herefter til Kolding Kunstforening, Korsør Kunstforening, Albertslund Kunstforening, Hillerød Kunstforening, Himmerlands Kunstmuseum og Vestjyllands Kunstpavillon.
”Der er en virkelig fed humoristisk og tankevækkende appropriation i ordene ”Kæmpe eskimo” og ”Københavnerstang,” siger billedkunstneren Linda Riber. Ordene kommer fra Parnuna Egede, som Linda Riber har interviewet i forbindelse med kunstprojektet Grønland Nu.
Nikita Selvig er skribent på Magasinet Europa.
Billede i artiklens top: Nikita Selvig
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 