Udenrigsministeren må for en gangs skyld sætte handling efter ord, når det kommer til forsvaret af demokrati og retsstat. Diktaturet Ungarn må forlade Europarådet og i givet fald efterfølgende EU.

Kommentar af Claus von Barnekow, opr. bragt i Altinget den 17. april 2020

2. april bragte Altinget en storartet kronik om den seneste overordentlig bekymrende udvikling i Ungarn, hvor retsstaten, officielt i medfør af den omfattende coronaepidemi, er blevet sat ud af kraft gennem parlamentets vedtagelse af en undtagelseslov i slutningen af marts.

Loven indeholder ingen tidsbegrænsning eller anden form for begrænsning. I lighed med de seneste ti års trinvise nedbrydning af det liberale demokrati, hvor borgernes frihedsrettigheder er beskyttet over for statsmagten, afvises enhver udefrakommende bekymring herover i hovedsagen med håndfast arrogance af den ungarske regering.

Dens mantra er, at Ungarns regerings politik misforstås uden for landets angiveligt effektive grænsehegn.

I 2014 udtalte Viktor Orbán ved et åbent politisk møde om sin ”illiberale” politiske vision: ”Det kan lade sig gøre, det er muligt og rationelt at placere tesen om illiberalt demokrati mod det liberale demokrati, ikke kun intellektuelt, men som et politisk program.” Han pegede over for sine tilhængere på, at kampen herfor ville være ”vores generations mission i de næste 15 år”.

Med den seneste skamplet – den tidsubegrænsede undtagelseslov – er kronen på Viktor Orbáns (Viktor = sejrherre) march mod en diktatorisk magtovertagelse inden for rækkevidde.

Om et ”illiberalt” demokrati er der ikke tale. Udtrykket ”illiberalt” er i sig selv en modsætning i det tillagte, idet et flertal kan udvande demokratibegrebet og tillægge det alene en dekorativ funktion.

Viktor Orbáns politiske system er snarere en moderniseret, ikke-voldeligt undertrykkende videreførelse af den sovjetiske vasalstat, det kommunistiske Ungarns såkaldte folkedemokrati.

Denne udvikling har konsekvenser ud over Ungarns grænser. Den undergraver blandt andet Europas menneskeretlige, retsstatslige og demokratiske værdigrundlag, og den forringer vores troværdighed, når disse værdier gøres gældende over for tredjelande.

Inddæm Orbánvirussen
Lad os derfor forestille os, at Danmarks regering – som i lighed med tidligere regeringer understreger kampen for menneskerettigheder og retsstatsprincipper – drog en konkret konsekvens heraf.

Tænk, hvis der i dette spørgsmål udvistes blot en smule af den handlekraft, der heldigvis er iværksat over for coronaepidemien.

Tænk, hvis regeringens kritiske, men tandløse udtalelse med en gruppe af andre stater – medlemmer af både Europarådet og EU – fulgtes op af stålsat handling, der fik konsekvenser for den orbánske iscenesættelse af tragedien om Ungarns omdannelse fra demokratisk retsstat til reelt diktatur. Det ville få applaus, vække glæde hos EU-borgere, der er værdibevidste.

Tænk, hvis det blev indset, at der må handles konkret over for Orbánvirussen. Den skal inddæmmes, og al økonomisk bistand fra EU til det orbánsk kontrollerede og iscenesatte gadeteater skal bringes til ophør. Ungarns befolkning må markere sig langt tydeligere i dette spørgsmål, selv om det bliver sværere og sværere at få adgang til scenen. (Se Marlene Winds aktuelle, veldokumenterede og letlæste analyser i ‘Tribaliseringen af Europa: Et forsvar for vore liberale værdier’).

Udenrigsministeren kan lade sig inspirere af daværende udenrigsminister Poul Hartling. I 1969 i Europarådets Ministerkomité, Europarådets besluttende organ, fremførte han de forløsende ord, efter hvilke Grækenland meddelte, at man opgav sit medlemskab af Europarådet.

Jeppe Kofod må på banen
Udenrigsminister Jeppe Kofod har mulighed for at overbevise sine embedsmænd og Statsministeriet om, at vi for en gangs skyld skal sætte handling efter ord: Det vil sige på Danmarks initiativ iværksætte, at Ungarn og andre stater, der har et mere end tvivlsomt forhold til demokrati og retsstat efter omstændighederne bør eller må forlade Europarådet*; og er landet også medlem af EU, må det i givet fald efterfølgende forlade Unionen.

Hvad skal der ske konkret? Udenrigsminister Jeppe Kofod kan instruere ambassadøren i Strasbourg om i denne sag at fremsætte et usædvanligt forslag i Ministerkomitéen. Forslaget kan fremsættes mundtligt eller skriftligt efter omstændighederne.

Det kunne for eksempel lyde således:

”Hr. formand,

Tak for ordet og tak til generalsekretæren for orientering om sin seneste skrivelse til premierminister Orbán, som jeg forstår har travlt og derfor måtte svare kortfattet. Også tak til min ungarske kollega for de uddybende kommentarer til brevvekslingen. Indlæggene viser, hvor langt generalsekretæren og Ungarns regering står fra hinanden i den seneste udvikling.

Hr. formand,

Min regering stiller derfor et usædvanligt, men nødvendigt forslag, hvis vedtagelse vil bringe Europarådet nærmere en afklaring af, hvorvidt Ungarn opfylder de nødvendige forudsætninger for at kunne opretholde sit medlemskab af organisationen.  

Lad mig forklare: Situationen er den, at der internationalt er en bred og dyb bekymring over nødvendigheden af den ungarske undtagelseslovs vedtagelse. Ungarn afviser bekymringerne som grundløse, uanset at der allerede er tegn på, at journalistisk dækning af coronaepedemiens udvikling i Ungarn er blevet vanskeliggjort i de få endnu ikke statskontrollerede medier. 

Der er fra to andre medlemsstater i vor organisation udtrykt en vis forståelse for den ungarske regerings position. Den forståelse ses først og fremmest at udtrykke den holdning, at “der ikke er noget at komme efter”, idet undtagelsesloven er vedtaget med et flertal i det ungarske parlament. Herved ses imidlertid bort fra, at medlemsstaterne har en kollektiv forpligtelse til at sikre, at Europarådets formål efterleves jf. Europarådets statut.

Efterlever Ungarn Europarådets formål? Er denne undtagelseslov ikke skamstøtten over den ungarske regerings systematiske undergravning af retsstaten? En undergravning, der har fundet sted i små ti år? En undergravning, der trods solid juridisk dokumentation er blevet mødt med få indrømmelser, dernæst med bortforklaringer og benægtelser?

Danmark stiller herved ikke spørgsmål om, hvorvidt Ungarn kan vælge sin egen styreform. Danmark stiller spørgsmål om, hvorvidt den nuværende retstilstand er i overensstemmelse med Europarådets formål og Ungarns dermed forbundne forpligtelser. Og det skal vi have indledt en afklaring af. 

På min regerings vegne anmoder jeg derfor gennem Dem, hr. formand, sekretariatets juridiske tjeneste udarbejde et responsum, der kan afklare dette for organisationen afgørende vigtige spørgsmål om retstilstanden i Ungarn. Dette responsum udarbejdes med inddragelse af generalsekretærens korrespondance med den ungarske regering, Venedigkommissionens udtalelser om Ungarn, Den parlamentariske Forsamlings resolutioner m.v. og andet relevant materiale. 

Dette responsum sættes efter nærmere aftale på dagsordenen i Ministerkomitéen til drøftelse og beslutning. 

For at undgå enhver misforståelse gentages: Det drejer sig som sagt om, hvorvidt Ungarn i dag opfylder de nødvendige forudsætninger for at kunne opretholde sit medlemskab af organisationen, ikke om hvorvidt et flertal af Ungarns befolkning og et flertal i parlamentet måtte ønske at indskrænke den ungarske styreform i diktatorisk retning. Det er et ungarsk valg, men konsekvenser heraf er åbenlyse. 

Resultatet kan meget vel blive, at Ungarn anmodes om at forlade Europarådet. Så ophører befolkningens adgang til at anlægge sager mod den ungarske stat ved Menneskeretighedsdomstolen, og de rigelige pengestrømme fra EU ophører: Det kan selvsagt på ingen måde forsvares at understøtte en stat, hvis regering groft tilsidesætter gældende regler, medlemsskabsforudsætninger og -pligter. 

Tak, hr. formand.”

Hvo intet vover, intet vinder
De synspunkter, der er udmøntet i dette forslag, kan måske overvejes præsenteret uformelt over for ligesindede medlemsstater, for eksempel de nordiske og/eller den ovennævnte gruppe på 13 EU-stater, alle medlemmer af Europarådet.

Fordelen herved er åbenlys, forslaget kan få stærk og gennemtænkt støtte; Danmark kan måske endog fremsætte forslaget på vegne af en gruppe af stater. Ulempen er, at medunderskrivere vil ønske at influere teksten. Endvidere vil ønsket om et overraskelsesmoment gå tabt. Endelig risikerer man at løbe ind i holdninger, som “vi er enige med Danmark i indholdet, men har ikke tiltro til fremgangsmåden”.

Hertil er at svare, at der bør sættes handling efter ord. Orbán må nu bringes til at forstå, at han ikke omkostningsfrit kan ringeagte Europarådet og EU. Nu er det på tide, at Danmark i sin beskedenhed ikke længere holder sig beslutsomt tilbage, men med andre påkalder sig det “hvo intet vover, intet vinder”, som Orbán i modstrid med Europarådets og EU’s værdier praktiserer.

Så lad mig afslutte med et citat af udenrigsminister Jeppe Kofod: ”Vi skal kæmpe aktivt for menneskerettighederne.”

Claus von Barnekow er seniorrådgiver ved Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder og tidligere ambassadør i Europarådet.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Eduardo Munoz/

——————–

* Europarådets vedtægter:

Indledning: ” … det er af afgørende betydning … at freden befæstes på grundlag af retfærdighed og internationalt samarbejde”

”… bekræfter … et styre hvilende på lov og ret – principper, som danner grundvolden for ethvert sandt demokrati – ”.

Artikel 1:

 (b) ”[Europarådets] formål skal fremmes gennem Rådets organer … ved opretholdelse og yderligere fremme af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder.”

Artikel 7 (i uddrag):

”Ethvert medlem af Europarådet kan udtræde ved formelt at notificere generalsekretæren om sin hensigt hertil.”

Artikel 8:

”Ethvert medlem af Europarådet, som alvorligt har krænket artikel 3, kan suspenderes fra retten til at lade sig repræsentere og af Ministerudvalget anmodes om at udtræde i overensstemmelse med artikel 7. … Udvalget [kan) bestemme, at [medlemskabet] er ophørt … fra den dato, som Udvalget måtte bestemme.” 

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Indledning: ”… en af de måder, hvorpå [Europarådets] formål skal nås, er opretholdelse og yderligere fremme af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder;… som er grundlaget for retfærdighed og fred … og bedst håndhæves … af et virkeligt demokratisk regeringssystem og … af en fælles forståelse og …respekt for de menneskerettigheder, hvortil [Europarådets medlemmer] bekender sig; idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for lovens suverænitet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af den kollektive håndhævelse af visse …  rettigheder …”

Artikel 33:

”Mellemstatslige sager
Enhver af de høje kontraherende parter [stater] kan indbringe ethvert påstået brud på Konventionens og de dertil knyttede protokollers bestemmelser foretaget af en anden høj kontraherende part.”

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.