Metroen i Georgiens hovedstad hører til blandt de smukkeste undergrundsbaner i det tidligere Sovjetunionen.
Fotoreportage af Jens Malling
Glasdørene svinger op og i. Tbilisis beboere myldrer ud og ind. Et par turister blander sig i vrimlen foran indgangen til metrostationen Rustaveli i Georgiens hovedstad.
Menneskemængder forsvinder ned i dybet ad en uendelig rulletrappe. De fleste passagerer falder hurtigt i egne tanker. Indadvendtheden afbrydes nu og da af en flygtig øjenkontakt med en skikkelse på båndet i modsat retning. Mekanikken fylder skakten med en dæmpet, monoton lyd.
I den svage belysning opstår et anonymt sammenhold – en sær, tryg følelse som i et soveværelse, hvor morgenen kun trænger langsomt ind. En syntetisk lugt slår passagerne i møde. Ikke ubehagelig, snarere underligt vanedannende. Nogle siger den stammer fra et rengøringsmiddel, andre at den kommer fra gift mod rotter. Lugten er den samme som i alle andre metrosystemer i den postsovjetiske verden.
Metroen i Tbilisi åbnede som den fjerde i USSR i 1966. Moskva, Leningrad og Kiev havde allerede fået undergrundsbaner i henholdsvis 1935, 1955 og 1960. På trods af at andre idelogiske vinde trækker gennem vestibuler og langs sporene i mere end et kvart århundrede fornægter arven fra Sovjetunionen sig ikke. Overalt vrimler det med fornemme arkitektoniske detaljer, gedigen marmor og velgennemtænkt, lækker belysning. Metroen i Tbilisi er høj ingeniørkunst – i det hele taget hører de sovjetiske metrosystemer til blandt verdens bedste, smukkeste og mest funktionelle. I Tbilisi består undergrundsbanen af to linjer, 23 stationer og 27,3 kilometer spor.
Alle fotos: Jens Malling
Jens Malling er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 