”Den Hvide Verden ifølge Daliborek” er et på én gang skræmmende, grotesk og grinagtigt indblik i, hvordan stadig flere fra en hvid, europæisk underklasse lever og forstår verden: Dem mod de andre.
Anmeldelse af Nikita Bertram Selvig
21.03.2018| TEMA: CPH:DOX 2018 | Klokken er 4.15. Et vækkeur i en stor, grå beton-boligblok i udkants-Tjekkiet bipper. En kvinde med halvlangt, slidt og afbleget hår vælter ud af sengen. Hun er i slutningen af 50’erne, måske start 60’erne. Og hun skal op netop nu, fordi hun skal lave morgenmad til sin søn, inden han skal på arbejde.
Sønnen, 40-årige Daliborek, sidder på en sofa på sit værelse og venter. Venter på, at moderen serverer hans morgenmad: Lidt brød og en stor pølse, direkte fra mikroovnen. Han er skaldet og har store overarme.
Moderen sætter sig ved det lille spisebord i køkkenet. Placerer en cigaret mellem fingrene med de lange, pink manicurerede kunstige negle.
Moderen står klar i døren og tager imod, da Daliborek kommer hjem fra sit arbejde på bilfabrikken. Et sted han har været ansat i 16 år. Hans arbejde består i at spraymale bildele, og for dét får han 9.500 tjekkiske koruna om måneden, hvilket svarer til knap 2.800 kr.
Moderen skynder på ham. ”Ta’ skoene af. Sålerne ud. Maden er færdig, men kom lige og ta’ et bad,” råber hun efter ham ude fra badeværelset, hvor hun har tændt bruseren. Som en anden teenager fremfører Daliborek med sammenbidte tænder, at han egentlig ville træne først.
En machomand – og så alligevel
Daliborek – hovedpersonen i den DOX-aktuelle dokumentar Den Hvide Verden ifølge Daliborek – er på overfladen en barsk fyr, der kæmper for Tjekkiet. Ud med sigøjnere, jøder og vietnamesere. Sidstnævnte fordi de åbner restauranter og dermed er konkurrenter til tjekkerne.
Også når det kommer til relationen mellem kvinder og mænd, er han ikke i tvivl: Kvindens rolle er at være mor til mandens sønner, at være kok, samt at være mandens seksuelle slave.
// The trouble you give me is beyond measure / You give me no sexual pleasure / You’re bad at cooking / You’re bad at sucking / You keep staring at soap operas / Open a beer for me, bitch / Woman and man / Man and woman, he’s the cock and she’s the hen /Train your woman / Be her master / So she can give you satisfaction faster /Beat her like a demon / Spray her with your semen / Man is a hunter / A stud who’s brave / Woman is a mother of his sons / His cook and his sexual slave // (Daliborek)
Men ligeså skræmmende, provokerende og mandschauvinistisk Daliborek kan være, ligeså sød, kærlig og underdanig er han. Kontrasterne og absurditeten i de ting, Daliborek og familien gør, er underholdende. Eksempelvis da de en sen aften laver en film, hvor Daliborek er klædt ud som politibetjent, mens moderen Vera og dennes kæreste Vladimir med chokoladepålæg i hovedet skal forestille immigranter.
Daliborek og familien er individuelle eksempler på en voksende europæisk underklasse, som har svært ved at ændre deres livssituation. Nogle af disse – som Daliborek – finder sammen i et parallelsamfund på nettet og udtrykker deres had til samfundet og resten af verden.
Igennem 105 minutter får vi således et indblik i, hvordan denne gruppe lever og opfatter alle omkring sig, fra bedemanden til immigranten: Som tyve og fjender. Vi ser imidlertid også en mand, som synes at være faret vild i sine egne tanker såvel som i andres idéer, og som – heldigvis – ikke helt tør sætte handling bag sine racistiske ord. Det er på én gang skræmmende og komisk og ender i en markant overraskelse ved filmens afslutning.
Et blik ind i den hvide underklasse?
Instruktøren Vít Klusák er kendt for at benytte sig af en metode, der kan beskrives som ”iscenesat dokumentarisme”. Klusák havde således sat sig for, at han ville lave en dokumentar om en nynazist og fandt Daliborek gennem dennes YouTube-kanal.
En forudsætning for en velfungerende iscenesat dokumentar er, at de involverede amatører har en performer i sig og ikke er bange for kameraet. Daliborek var derfor det perfekte cast til rollen.
Filmen er arrangeret sådan, at instruktøren har bedt Daliborek, Vera og Vladimir om at gentage samtaler og lignende, som de har haft tidligere. Der er derfor ikke tale om en dokumentar baseret på den mere klassiske observationsmetode, hvor tilfældigheder kan råde. Her er der i stedet for tale om en mere kontrolleret filmatisering.
Dette må man selvfølgelig have in mente, når man italesætter filmen som et indblik ind i en hvid, europæisk underklasse. Det samlede indtryk er imidlertid fortsat, at vi med Klusáks dokumentar får et kig ind i en underklasse, der ser fjender alle vegne omkring sig.
Nikita Selvig er politisk redaktør på Magasinet Europa
Foto i artiklens top: Stillbillede fra filmen/CPH:DOX
Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.