Måtte coronakrisen fremme en bedre intern forståelse og respekt i EU. Italien og italienerne fortjener bedre, i hvert fald færre fordomme og flere kendsgerninger.

Kommentar af Poul Breyen

Italien er ikke noget fattigt land. Det skulle man ellers næsten tro, når man hører debatten i Nordeuropa for tiden, i forbindelse med både coronakrisen og EU’s fremtidige budget 2021-27.

I det følgende vil jeg forsøge i korte træk at give en oversigt over de økonomiske kendsgerninger, der er forbundet med Italien. Mange er velkendte, men flere er nok mere ”overraskende” for de fleste. Endelig vil jeg forsøge at give en oversigt over de ”problemer”, landet kæmper med og imod af politisk og økonomisk karakter. Jeg undskylder allerede nu for den meget skematiske form, men det kan være starten på en frugtbar dialog eller bare en forklaring på noget, man måtte undre sig over eller ikke forstå.

12 tegn, der viser styrken på Italiens økonomi
For det første er Italien et af de rigeste lande i verden. Det er verdens 10. (den danske ambassadør i Rom sagde forleden, at det er verdens niende) største økonomi. Landet er med i G7, som består af verdens syv største økonomiske giganter (USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien). Det er EU’s tredje største økonomi, efter Tyskland og Frankrig – efterfuldt af Spanien.

For det andet placerede allerede Marx og Engels Italien, i første halvdel af 18-hundredtallet, blandt verdens økonomiske giganter. Specielt området mellem Torino, Genova og Milano blev fremhævet. Regionerne Lombardiet og Piemonte, samt Veneto i nyere tid, er fortsat i front i verden. Bemærk at Covid-19 er mest dræbende netop i disse områder, ligesom i andre økonomisk meget avancerede områder i verden.

For det tredje var Italien med til at grundlægge EF/EU og Euroen.

For det fjerde er Italien nettobidragyder i EU. Altså der overføres flere penge til Bruxelles, end der modtages.

For det femte har Italien i årtier haft overskud på handelsbalancen. Italien sælger altså mere til udlandet end det importerer.

For det sjette er forskellen i løn, for samme arbejde af samme værdi, mellem mænd og kvinder lavere i procenter end i Danmark

For det syvende har den italienske befolkning – sammen med Kina og Japan – verdens største opsparingskvote (altså pengene ligger bedst ”under madrassen”)

For det ottende er Italien det land i verden, hvor flest (mellem 70 og 80 procent) ejer deres egen bolig (altså pengene investeres bedst i ”mursten”)

For det niende lever italienerne længere end danskerne…!

For det tiende lever Italien op til Maastricht- kriterierne – i forhold til underskud (maksimalt tre procent af BNP), men ikke i forhold til gæld, hvor kriteriet er, at man højst må have et underskud på 60 procent af BNP. I dag ligger det på cirka 132 procent. Med coronakrisen vil disse tal i 2020 nå op på hhv. cirka fem procent og cirka 155 procent. Andre EU-lande vil registrere lignende stigninger og ”overtrædelser” af de fastlagte regler.

For det ellevte har Italien aldrig søgt IMF, EU og ECB (troikaen) om penge/støtte. Modsat Grækenland. Netop p.g.a. de førnævnte økonomiske indikatorer, med høj opsparing. Dét, man arbejder på i Italien, nærmest uanset partifarve, er at få kanaliseret den private opsparing til offentligt forbrug, f.eks. via statsobligationer.

For det tolvte er skattetrykket i Italien på cirka 42-43 procent (det danske er på cirka 48-49 procent). Kildeskatten blev indført i landet i begyndelsen af 1970’erne. Altså alle lønmodtagere, og det er de fleste, betaler skat via lønnen. Dem der har mulighed for at snyde, bl.a. via momssnyd, er de rige og liberale erhverv. De italienske statsrevisorer (Corte dei conti) siger, at hvis alle betalte moms, ville statsgælden næsten forsvinde.

Problemet: Mistillid mellem borgere og politikere
Hvad er så ”problemet”? Eller problemerne? Man kan nævne  to af mere overordnet karakter.

For det første er den statsgæld, som er registreret, startet under den såkaldte Første Republik. Det er perioden som i grove træk går fra 18. april 1948 til Berlinmurens og jerntæppets fald. Altså under det Giorgio Galli, meget kendt italienske politolog, i 1960’erne kaldte for ”det ufuldkomne topartisysten” (”Il bipartitismo imperfetto”): De kristelige demokrater, DC, altid i regering og kommunistpartiet, PCI, altid i opposition. I 1962 blev socialistpartiet, PSI, støtteparti for en centrumvenstreregering og i 1963 blev de medlemmer af en sådan. I 1964 fik man den første offentlige gæld. Resten er historie. (Det er bl.a. derfor, at Femstjernebevægelsen ikke ønsker at bidrage til at mindske den offentlige gæld: ”den er skabt af andre i en hel anden tid”. Desuden er det præcist på grund af Første Republiks dårligdomme, at Femstjernebevægelsen blev skabt, siger de.

For det andet er tilliden blandt de italienske borgere til politikerne manglende i Italien. De italienske borgere, lige siden det gamle Romerrige for et par tusinde år siden, har aldrig haft tillid til deres politikere. Begreber som nepotisme og klientelsystem er opfundet i den tid, men praktiseres også i dag. Derfor foretrækker italienerne ”madras og mursten” som opbevaringssted for deres, ofte beskedne, opsparing. Og ”familien”, før som nu, er den mest troværdige form for bank. Endelig må ikke glemmes, at man har mere tillid til EU/Bruxelles end italienske politikere/Rom.

Sådan kommer Italiens økonomi på fode
Hvordan løser man al dette, om man overhovedet kan det?

For det første skal man skabe eller genskabe tilliden, hvilket er meget svært. Anden Republik, som officielt startede i 1994 og var med til endelig at indføre ”demokratiske” forhold i landet (”fuldkommen toparti/-bloksystem”), så en Berlusconi kunne komme til magten. Ikke fordi det øgede folkets tillid særlig meget. Først i november 2011, da han blev fjernet som statsminister, via et fornemt politisk kup anført af landets gamle præsident. Napolitano (gammel kommunist) og Mario Monti (professor og tidligere EU-kommissær), steg tilliden til landets økonomi og salget af statsobligationer steg voldsomt. Interessant er det at konstatere, at når landet ledes af ikke-folkevalgte, f.eks. nævnte Mario Monti og nu prof. Giuseppe Conte, så stiger tilliden til staten. Tiden med Romano Prodi som statsminister skal heller ikke glemmes.

For det andet skal EU have tillid til Italien (ligesom de italienske borgere skal fortsat have tillid til EU). Det kniber meget for tiden. Det er i hvert fald ikke fremmende for begge parters gensidige samarbejde. Godt, at Ursula von der Leyen siger ”undskyld” til Italien. Men er det nok? Italiens stærke (private) økonomi er garanti nok for, at landet naturligvis vil tilbagebetale de lån (corona-obligationer?) som EU måtte optage. Når Grækenland kunne tilbagebetale alle modtagne lån, hvorfor skulle Italien så ikke, med en hel anden økonomi end Grækenlands, spørger man sig i Rom?

Der synes at være to hovedforklaringer på hvorfor Italien – sammen med syv-otte andre EU-lande, som Frankrig og Spanien – ønsker, at man udsteder fælles corona-, recovery- eller euro-obligationer, som begge tager udgangspunkt i den kendsgerning, at EU og eurozonen er et fællesskab – og at euroen er verdens andenstørste valuta efter dollaren. Euroen anvendes af over 55 lande i verden, enten som første valuta (19 lande) eller anden valuta, sammen med den nationale valuta. Euroen er også anden reservevaluta i verden, efter dollaren, og er f.eks. anden valutareserve i den kinesiske nationalbank, efter dollaren – og guld.

Den første forklaring er politisk og – selv om Keynes ikke nævnes direkte – bygger den på det grundsynspunkt, at i krisetider skal man investere sig ud af økonomisk tilbagegang (Nyrups forslag til EU i 90’erne). Bemærk, at de lande som foreslår disse fælles obligationer har centrumvenstre regeringer og/eller regeringer der er ”internationalt orienterede”. Portugal, som er formand for eurogruppen har en – genvalgt – centrumvenstre regering og har praktiseret denne politik. I Italien understreger man netop ordet ”fællesskab”, og at man også skal vise det i praksis. De lande, der synes imod, er mere ”nationale og spare-orienterede”.

Den anden forklaring er mere ”lavpraktisk”, nemlig at renten, man kræver af låntageren, er/kan være lavere, hvis det er EU/Eurozonen der optager lånet, end hvis det er medlemslandene, f.eks. Italien. Forskellen kan være helt op til flere procent. Hvis EU låner på det internationale marked kan renten ligge på mellem 0 og 1 procent, men hvis det er Italien så kan den ligge på mellem 2 og 4 procent. Italienerne siger, at de naturligvis skal nok tilbagebetale lånene – hvorfor ikke, vi er jo et rigt land (se ovenfor) – men hvorfor ikke bruge fællesskabets fordele i denne helt ekstraordinære situation?

Jeg har bevidst ikke talt om forholdet Nord- og Syditalien, afstanden mellem rige og fattige, mænd og kvinder, migration, organiseret kriminalitet, korruption, m.v., men det er problemer, som er velkendte og ikke specielt relevante i den nuværende krise mellem Italien og EU, samt diskussionen om Nord- og Sydeuropa. Måtte coronakrisen fremme en bedre intern forståelse og respekt i EU. Italien og italienerne fortjener bedre, i hvert fald færre fordomme og flere kendsgerninger. Som man siger i Italien: ”vi er blevet et af de rigeste lande i verden, på trods af politikerne” (i Norden plejer vi at sige, at vi er blevet et af de rigeste områder i verden takket være et fornemt samarbejde mellem erhvervsliv, politikere, arbejdsgivere, lønmodtagere, forskere og borgere).

Poul Breyen er Cand.scient.pol. fra Aarhus Univesitet, formand for Europabevægelsen i Københavns Omegn, tidligere ekstern lektor (Europa og Italien) på CBS og RUC, nuværende censor (Europæiske studier) på CBS og de fire øvrige handelshøjskoler i Danmark, “Italiensekspert” hos danske medier (herunder TV2News, DR og Ritzau), rejseleder i Italien, TV- og radiovært (“EU- og Italiensekspert” på diverse lokale kanaler i Hovedstadsområdet), har arbejdet i Europa-Parlamentet og for Europa-Kommissionen i Bruxelles/Strasbourg, studentereksamen i Rom, hvor han er født. Mangeårig foredragsholder om Italien og EU.  Læs mere på hans hjemmeside: www.poulbreyen.dk

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Remo Casilli/