Italiensk litteratur, der tager livtag med migrationen

Et af de centrale emner i den italienske valgkamp er migration og flygtningekrise. Højrekoalitionen advarer om kultursammenstød mellem Vesten og Islam. For at få nuanceret diskussionen kan det være en god idé at vende blikket over på den italienske migrationslitteratur.

Baggrund af Pia Schwarz Lausten

02.03.2018 | TEMA: DET USTABILE ITALIEN | Migranter er blevet hovedpersoner før det italienske valg den 4. marts. Ikke mindst efter, at et medlem af det indvandrerfjendske parti Lega Nord den 3. februar kørte op på siden af en gruppe afrikanske mænd og skød og sårede dem. Det skete i byen Macerata i regionen Le Marche. Gerningsmanden er aktiv på den yderste højrefløj og har været kandidat for Lega Nord ved sidste års kommunalvalg. Han har erklæret, at handlingen var en hævn for det mord på en ung italiensk kvinde, som tre mænd af nigeriansk afstamning er anklaget for. Kvinden var stofmisbruger og havde købt narkotika af mændene. Sagen er endnu ikke opklaret.

Den store tilstrømning af flygtninge og migranter gør, at mange vælgere vil sætte deres kryds ved et af de højrepopulistiske partier ved valget. Cirka 500.000 personer er kommet som migranter eller flygtninge til Italien i de sidste tre år. Fremfor at være et transitland for migranter, der vil videre til Frankrig og England, er Italien blevet et destinationsland. Aftalen med EU er, at mange flygtninge skal relokeres til andre EU-lande, men processen går langsomt (også på grund af Italiens egen langsomme behandling af asylsager). Landets naboer, Frankrig, Schweiz og Østrig, har skærpet grænsekontrollen, og Italien føler sig svigtet af de andre EU-lande.

“Social bombe” og økonomisk trussel
Migration til Italien knytter højrekoalitionen sammen (Forza Italia, Lega Nord og Fratelli d’Italia med rødder i Alleanza Nazionale, der blev opløst i 2009). Efter skudepisoden i Macerata kaldte Berlusconi tilstedeværelsen af migranter og flygtninge en “social bombe” og erklærede, at 95 procent af alle indvandrere burde sendes hjem. Lega Nords leder, Salvini, som har valgplakater med overskrifter som ”Prima gli italiani” (Italienere først) og ”Stop invasione”, gentog partiets tanke om, at islam ikke er forenelig med italienske værdier og ”udgør en risiko”. Ifølge centrum-venstrefløjen har Lega’ens nyfascisme ødelagt demokratiet og kulturen i Italien. Flere byer har i den forløbne uge afholdt antiracistiske demonstrationer under parolen ”Mai più fascismi” (aldrig mere fascismer). Dystre sider af Italiens fortid vender tilbage og sætter sindene i kog.

Mange medier fremstiller enten migranter negativt som kriminelle, der udgør en social og økonomisk trussel, eller som ofre for diktaturer, menneskesmuglere og racisme. At Italien ifølge økonomieksperter har brug for migranter for at opretholde velfærden i et samfund med stadig flere ældre og en historisk lav fødselsrate, er en anden sag. Ligesom andre nuancer, forklaringer og individuelle historier ofte er fraværende.

Migranter i litteraturen
Nuancerne finder man, hvis man vender blikket mod den såkaldte migrationslitteratur. I romaner, noveller, digte og teater har migranter og flygtninge længe været ikke alene hovedpersoner men også forfattere. Det var et racistisk motiveret drab på en sydafrikansk flygtning, Jerry Masslo, i Syditalien i 1989, der i første omgang skabte interesse for migranters vilkår og beretninger. Drabet gav anledning til de første antiracistiske demonstrationer i Italien og til en ny, mere flygtningevenlig lovgivning i 1990 (som dog siden er blevet fulgt af en strammere kurs).

Den italienske migrationslitteratur er yngre end tilsvarende litteratur på andre europæiske hovedsprog. For det første fordi Italiens kolonihistorie ikke var ligeså lang som Storbritanniens og Frankrigs, og fordi afkoloniseringen af Eritrea, Somalia og Libyen, som i perioder var under italiensk herredømme, ikke medførte migration til Italien. For det andet fordi Italien indtil 1980’erne først og fremmest selv var et emigrationsland. Cirka 28 milioner italienere er siden 1860’erne emigreret fra især Nordøst-og Syditalien til USA og Latinamerika. Desuden medførte den økonomiske vækst i 50-60’erne store interne migrationer fra især Syd- mod Norditalien (som vi kender det fra skildringer i f.eks. Viscontis film Rocco og hans brødre).

Dobbelt blik på Italien
I den litteratur der skrives på italiensk i disse år af forfattere fra Mellemøsten, Afrika, Sydamerika og Østeuropa, får migranter og flygtninge deres egen stemme og anlægger et dobbelt blik på Italien, både indefra og udefra. Vi får en mere nuanceret forståelse af international migration ved at læse om Pap Khoumas rejse fra Senegal over Elfenbenskysten til Norditalien og hans årelange kamp for at overleve som illegal strandsælger, eller om den tunesiske universitetsstuderende Salah Methnani der på sin rejse op igennem Italien bliver tilbudt job som narkosælger og prostitueret. Vi får ansigter bag statistikken over de tusindvis af børn, der flygter alene, når vi læser om den afghanske dreng Enaiatollah Akbari, der sendes afsted af sin mor og mange år senere ankommer til Milano eller om det unge somaliske løbetalent Samia Yusuf Omar, som drømmer om at deltage i OL og derfor flygter fra sin landsby (terroriseret af islamistiske militser) for at rejse tusindvis af kilometer alene med det mål at komme på en båd mod Italien.

Vi er med på den overfyldte lastbil igennem ørkenen, overnatter på cementgulve og arbejder på byggepladser for at spare op til menneskesmuglerne og undgår skud på markedet i Somalia. Vi er med på asylkontoret, strejfer omkring med rose-sælgende sigøjnerbørn i Roms gader og overværer identitetskriser hos piger der er født i Italien af indiske eller somaliske forældre. Litteraturen genskaber migranten som helt menneske, ikke kun en krop der kan udnyttes, udvises eller dømmes. Som læser forstår man bedre, hvordan livet er i de lande, mange flygter fra, og man forstår hvorfor hjemkomsten er umulig. Man forstår, at integration er en svær proces, men også at enhver generalisering er urimelig. Litteratur kan nemlig noget andet end mediernes nyhedsstrøm: Litteratur skildrer en fiktiv verden, men den tematiserer og fortolker ofte en social og politisk virkelighed udenfor teksten, og hjælper dermed læseren med at forstå den. Og litteratur gør, at vi lærer os selv og vores medmennesker bedre at kende gennem indlevelsen i og identifikationen med de fiktive karakterer.

Prisbelønnet krimikomedie om integration og racisme
En af de romaner der tager livtag med migration, integration og racisme er den prisbelønnede krimikomedie Civilisationssammenstød omkring en elevator på Piazza Vittorio (2006), som udkommer på dansk på forlaget Palomar i denne måned. Den er skrevet af Amara Lakhous, der selv flygtede til Italien fra Algeriet i 1995. Romanen, som først blev til på arabisk og derefter omskrevet og tilpasset et italiensk publikum, behandler humoristisk og på en lettilgængelig måde integration og racisme, men rummer samtidig et mere alvorligt lag vedrørende personlig identitet.

En mand findes myrdet i en elevator på Piazza Vittorio i Rom. En for en, i hvert sit kapitel, afgiver de øvrige beboere vidnesbyrd og fortæller om deres syn på den hovedmistænkte, en algerisk indvandrer, Ahmed, der er forsvundet samme dag som mordet fandt sted. Der er italienere fra Rom, Milano og Napoli, og indvandrere fra hele verden: en iransk flygtning som nægtes asyl og som hader pizza, en illegal peruviansk hjemmehjælper som bliver udnyttet (også seksuelt), en hollænder der vil være filminstruktør. Der er asylansøgere og hårdt arbejdende butiksejere, moderate og ortodokse muslimer, intellektuelle og ufaglærte. De er alle eksempler på de udfordringer, migranter møder såsom ensomhed, fremmedgjorthed, hjemve, identitetskrise, og racisme. Men romanen vender også blikket mod de regimer, de er flygtet fra, som Algeriet eller Iran, hvor en voldelig kultur, forældede familiemønstre, forbud og tabuer skildres uden ironi.

Komiske stereotyper
Mange af italienerne i romanen minder om dem, der stemmer på de højrepopulistiske partier. De fremstilles som komiske stereotyper. Det gælder den milanesiske historieprofessor, der mener at Italiens samling var en fejltagelse og som opfatter både migranter og syditalienere som barbarer. Og det gælder den napolitanske portnerske, hvis had til migranter bygger på uvidenhed og frygt. Hun har sin viden fra tv-shows og mener ikke, at der er brug for indvandrere: ”Det er helt absurd at vi underviser dem i italiensk, giver dem et sted at bo og et arbejde, og de så takker os ved at sælge stoffer i de offentlige parker og voldtage vores døtre.” At landets økonomi skulle afhænge af dem, mener hun er en løgn, der er udbredt af kommunister og af præsterne i Caritas.

Romanens hovedperson undrer sig over, at italienerne ikke har lært af fortidens erfaringer fra dengang de selv var emigranter: ”At indvandrere, taget under et, betegnes som kriminelle, er et deja-vu. De italienske indvandrere i USA måtte finde sig i meget på grund af anklager om mafiavirksomhed.” Et andet sted bruger han det italienske forsvarsspil i fodbold, catenaccio, som metafor til at beskrive en defensiv lukkethed overfor udlændinge, som han modstiller hollændernes ”totalfodbold”.

En hybrid identitet
Den anden vigtige tematik i romanen er hovedpersonens indre konflikt mellem forskellige identiteter. Han er flygtning fra Algeriet og udadtil så perfekt integreret i det italienske samfund, at alle tror at han er italiener og hedder Amedeo. Han taler perfekt italiensk, er gift med en italiener, arbejder som oversætter, men indadtil lider han af kriser og mareridt bl.a. på grund af islamisternes drab på hans kæreste i Algeriet. Under sine bestræbelser på at blive integreret er han blevet koblet fra sine egne følelser. Han har skabt en italiensk identitet, men har ikke fundet en harmonisk balance mellem sit gamle og sit nye jeg. Mellem Ahmed og Amedeo. Han har ikke fundet det, som man med den postkoloniale teoretiker Homi Bhabha, kan kalde et ’tredje sted’, hvor en ny hybrid identitet, der ikke knytter sig til én enkelt kultur, kan blive til i et frugtbart møde mellem de forskellige kulturer.

Romanen gør brug af humor og talesprog, men også af intertekstualitet; ikke som en overfladisk leg med andres tekster, men som et betydningsbærende greb der styrker det tematiske budskab. Der henvises både til den vestlige og den arabiske kultur: S. Freud, K. Popper, C.E.Gadda og L. Sciascia citeres side om side med T. Djaout, A. Donkol og Tusind og én nat. Der nævnes film af bl.a. De Sica, Fassbinder og Kurosawa, især den italienske filmtradition hyldes. Intertekstualiteten er en strategi, der dels skaber genkendelighed hos vestlige læsere, dels understøtter identitetstematikken: Henvisningerne skaber et rum i teksten, hvor kulturerne mødes i en dialog med hinanden, et ’tredje sted’, der ligesom den hybride identitet hovedpersonen søger, ikke kan reduceres til enten den ene kultur eller den anden.

Civilisationernes sammenstød
Den første intertekst man møder, er bogens titel, der spiller ironisk på den amerikanske historiker Samuel P. Huntingtons essay (og siden bog) ”The Clash of Civilizations?” (1993). Huntingtons tese om, at fremtiden vil være domineret af sammenstød mellem især den kristne verden og Islam, bliver relativeret af Lakhous, idet han skildrer konfliktakser på flere niveauer og ikke kun mellem (kristne) italienere og (muslimske) udlændinge.

Romanen underkender ikke disse konflikter. Men via skildringen af det multikulturelle mikrokosmos i Rom sidder man tilbage med et billede af Italien som en langt mere heterogen kultur, hvor der – i modsætning til mange mediers og politikeres fremstilling – er lige så store indbyrdes forskelle og konflikter indvandrere imellem og italienere imellem, som mellem italienere og indvandrere.

Pia Schwarz Lausten er lektor, Ph.D. på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.

Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AFP/Andreas Solaro/

Læs hele vores tema “Det ustabile Italien” her.