Europæerne lever i paradis, men alt for mange har travlt med at sprede misnøje. I koret af ansvarsløse stemmer indgår mange såkaldt intellektuelle, der har gjort det til en levevej at nedgøre EU. Jyllands-Postens erfarne udenrigsreporter Per Nyholm har som del af sin nye bog ’Ensomhedens blindgyde – noter fra en vinterrejse på Cuba’ leveret et Europa-efterskrift.

Efterskriftet følger her i sin helhed:

Hjemkomstens første Øieblik er dog Bouquetten af den hele Reise!     

H.C. Andersen, 1842

Tilbage i Europa, tilbage på jammerens kontinent. Alt for mange – især politikere og såkaldt intellektuelle – har travlt med at sprede misnøje, uagtet Europa er klodens frieste, rigeste og sikreste kontinent, dette sidste trods islamisk terror og en russisk finansieret krig i Østukraine. Der er penge i opvigleriet, penge og magt, ikke blot i Ukraine, men i Europa og Vesten som helhed. Denne gang ser piloten ingen grund til at lægge ruten over Nordamerika og Grønland. Flyet bevæger sig hurtigt og ufravigeligt på en lige linje fra Antillerne til Amsterdam, skubbet frem af de vinde, der i generationer førte slaveskibene ud på Trekantrutens sidste og ikke mindst profitable afsnit, Caribien til det gamle kontinent, lastet med rom, sukker og andre tropiske goder.

Jeg vender hjem til Wien, 15 timer fra dør til dør, stiller min rejsetaske i garderoben og går ned i mit fortrinsvis jødiske kvarter for at købe ind til de kommende dage. Det bliver til seks franske østers, en fisk fra Middelhavet, spinat fra Italien, grønne bønner fra Kenya, dybrøde jordbær fra Spanien, lidt salami fra Ungarn samt tre flasker østrigsk rødvin. Er det billigt eller dyrt? Spørg mig ikke. Afgørende må være, at en overflod af varer kan fås for menneskepenge.

At man kan dø af pessimisme, tror jeg gerne. Måske skulle vi se i øjnene, at ingen europæisk generation har levet så godt som den nuværende. Vi er forkælede ud over alle Schengen-grænserne, der for størstepartens vedkommende forbliver åbne eller halvåbne, hvilket forklarer vor velstand. Ved europæerne, at de lever i paradis?

I koret af ansvarsløse stemmer indgår mange såkaldt intellektuelle, rækkende fra præstinder til forhenværende professorer, hvis udsalgsvarer er fremmedhad, religionsangst og almindelig utålsomhed, herunder en ikke ringe tilbedelse af det nationalistiske Rusland, som også er det fascistiske Rusland. Gang på gang har vi lyttet til disse intellektuelle tågehorn, gang på gang er det europæiske skib sejlet forbi dem, ofte i oprørte vande, men aldrig i havsnød. Nylig hævdede disse utroværdige stemmer, at Tyskland stod i flammer, og at Sverige udgjorde en trussel mod Europa. Førhen var det Grækenland og Spanien, som ville vælte euroen eller EU selv. I min barndom var skrækscenariet strontium 90. Intet skete. Skyerne lettede, stormene lagde sig, magsvejr indtrådte, skuden sejlede videre i retning af sit fjerne mål. Tågehornene indstillede for en stund i egen interesse hyleriet. Efter Anden Verdenskrig genopbyggede Europa sine udbombede byer og integrerede 20 millioner flygtninge. Kontinentets rigdom og frihed fulgte, sikkerheden bedredes betydeligt efter kommunismens undergang i 1989.

Vil disse måneders flygtningestrøm føre til det i stigende grad forenede Europas forlis? Selvfølgelig ikke. Europa er ikke nødvendigvis på bedste kurs, men Europa er dog i næsten alle henseender at foretrække for Cuba og for stort set hele det amerikanske kontinent, inklusive USA. Ikke desto mindre er stemningen i Europa miserabel, fyldt med foragt for de politikere, som europæerne regelmæssigt kårer gennem frie og hemmelige valg, et for millioner af andre mennesker ubegribeligt privilegium.

Gør vi ordentligt brug af dette privilegium? Mig bekendt ikke. Vi har i demokratiets navn valgt en række af utålelige magthavere – ikke politikere i dette ords oprindelige betydning – på strækket fra Østersøen til Sortehavet, en region, som ikke har de bedste forudsætninger for at fatte demokratiet, og som nu flokkes om sine herskere, blandt dem Ungarns Viktor Orbán og den polske regerings dukkefører, Jaroslaw Kaczyński. Selv i Frankrig, efter sigende det moderne demokratis moderland, ser vi den halvfascistiske Marine Le Pen marchere i retning af Élysée-palæet. Storbritannien er under David Cameron, en historisk ringe premierminister, drevet ud på Atlanterhavet, væk fra Europa, i retning af sin undergang. Kan Theresa May, hans afløser, hindre en sådan undergang? Kan hun afværge en statsopløsning i forlængelse af den massive engelske beslutning om at trække Det Forenede Kongerige ud af EU i strid med Skotlands dybeste ønske? Det får tiden vise. I USA befinder det civiliserede, politiske liv sig i en tilstand af fremadskridende opløsning, kendetegnet ikke blot ved isolationisme, men ved bigotteri, racisme og intolerance, ved simpel afvisning af demokratiets første forudsætning, som er evnen og viljen til at lære, til at tale sammen og til at lytte.

Hvad der foregår i resten af Europa, fra Danmark over Tyskland og Østrig til Nederlandene, Spanien, Italien, Grækenland og Tyrkiet, er ikke ligefrem opmuntrende. Manglen på uddannelse og deraf følgende dannelse griber om sig. Debatten udvikler sig i kraft af de såkaldt sociale medier til hetz, til underholdning, til overflade. Ekstreme smågrupper fører sig frem under parolen ”Vi er folket”. Angsten vender tilbage i det 21. århundrede, denne angst, der som en smitsom sygdom bredte sig over kontinentet i sidste halvdel af det 19. århundrede, måske fremkaldt af netop disse års kolossale økonomiske fremskridt uden eller næsten uden tilsvarende etiske og moralske fremskridt, og som i det 20. århundrede drev europæerne til to stort anlagte selvmordsforsøg. Omsider, efter 1945 – på baggrund af 1.500 års europæisk borgerkrig – kunne vi samle os, i første generation oprigtigt, i anden og tredje generation skeptisk, om det egentlige, om dette at Europa er mere end en toldunion og mere end selv en forbundsstat. Europa er et skæbnefællesskab. Vi vil det, eller vi er ikke.

Selvfølgelig har Europa et problem med disse års flygtningestrøm. Det kan kun løses i fællesskab, om vore nationale og nationalistiske ledere ellers vil give de eksisterende europæiske institutioner midlerne dertil, hvilket de i skrivende stund ikke gør og ikke tør, kujoneret som de er af en offentlig mening, de selv har været med til at skabe. I stedet forsøger de enkeltvis at lukke grænser helt eller delvis, en fatal fejltagelse.

Værre er dog, at vi i det vestlige underholdningssamfund ignorerer, at vi allerede næste år kan have at gøre med en præsident Trump i Det Hvide Hus i Washington og en præsident Vladimir Putin i Kreml. I dette spændingsfelt, ikke i flygtningenes antal, findes den vitale trussel mod Europa, mod den europæiske civilisation, mod de europæiske friheder og mod den europæiske velstand, som ikke interesserer megalomanen og narcissisten Trump, og som Putin anser for en trussel mod sit diktatur, hvorfor han uophørligt generer EU i Østeuropa og Mellemøsten og har iværksat et propagandafelttog i den hensigt at svække eller helt ødelægge en endnu ringe funderet europæisk enhed.

Lægger vi mærke til dette i Europa, et Europa, hvor vi har opgivet at tænke geostrategisk og kun i begrænset grad tænker udenrigspolitisk, hvor vi tænker emotionelt snarere end langsigtet? Tænker vi overhovedet? Hvad hører vi fra de førhen nævnte intellektuelle? Mig bekendt meget lidt, og det, vi hører, er ofte antieuropæisk, antiamerikansk og pro det putinske Rusland, for så vidt en gentagelse af Julien Bendas Trahison des clercs, denne snart 100 år gamle klassiker, hvori forfatteren afslører en intellektuel types forræderiske, selvoptagne sindelag, en type, som så frygtindgydende har opvartet Fidel Castro, en begavet og totalt afstumpet tyran.

Hjemkommet fra Cuba med alle dette lands lidelser, usikkerhed og uvidenhed, tilbage i et rigt og fredeligt Europa, et kontinent, hvor der stadig udgives ordentlige aviser, om end deres oplag falder, et Europa, som nødvendigvis må være mangefarvet og åbent, spørger jeg mig selv, hvad vi stiller op med disse intellektuelle, der som primitive shamaner driver deres omgivelser til vanvid? Mit svar er kort og måske råt, måske unuanceret, måske urimeligt. Disse intellektuelle udgør, som jeg ser dem i skrivende stund, en skændsel for demokratiet. De har forspildt deres troværdighed. Glem dem! Med dem som åndelige førere risikerer vi at ende som cubanerne i Ensomhedens Blindgyde.

Vi har i det 21. århundrede ikke brug for angst og slet ikke for angstens nationalistisk indeklemte udgave. Vi har brug for dynamik og for åbenhed, for dette er at være med virkeligheden, ikke imod den. Stiller vi os på tværs af udviklingen, bliver vi hugget ned. Det er set før i Vesten: det romerske imperium, det spanske imperium, det britiske imperium. Fornyelse er påkrævet, måske også en fornyelse af de europæiske politiske ideer. Går vi med udviklingen, kan vi påvirke dens indhold og retning.

Principielt har vi fat i den rigtige ende, i det humanistiske Europa, det oplyste Europa, det kritiske og selvkritiske Europa, debattens Europa. I praksis kunne vi gøre mere for bevægeligheden, for det frie menneske, det tænkende menneske, det menneske, om hvilket man kan sige, at det har en pligt, men også en ret til at være ordentligt. Vi har brug for politikere, der vil tage ansvar, regeringsansvar ikke mindst, politikere med karske meninger, politikere, der vil lede snarere end at rende i hælene på en manipuleret offentlighed, politikere, for hvem folkeafstemninger er gift al den stund, vi befinder os i og gerne skulle forblive i et repræsentativt demokrati, ikke et direkte demokrati, der hurtigt kan skeje ud i tyranni som det cubanske. Venligst ingen institutionaliseret fordummelse, ingen ideologisk tvang og ingen småfascistisk jammer i kakkelovnskrogen, hvad enten denne måtte være af såkaldt højreorienteret eller såkaldt venstreorienteret art. Hvad vi kan lære af den cubanske revolution, ikke mindst dens lange, smertefulde efterår, er dette: Vi har brug for politik, hvilket er frisind og samtale. Vi har brug for civilcourage, for fremsyn og for udsyn, ikke for magt og slet ikke for magthavere.

Wien, august 2016

Efterskriftet udgør en del af bogen “Ensomhedens blindgyde – noter fra en vinterrejse på Cuba” af Per Nyholm. Bogen udkommer den 31. august på Jyllands-Postens forlag. Se mere her.

 

Per Nyholm (årgang 1943) har været journalist siden 1960. Han tiltrådte i 1980 som Jyllands-Postens korrespondent i London. Seks år senere fortsatte han til Wien og Rom, da han ville hjem til Europa. Han dækkede de kommunistiske regimers undergang i Østeuropa i 1989, derefter krigene på Balkan fra 1991 til 1999. Nu har han en fast søndagsklumme i Jyllands-Posten, hvor han diskuterer bredt – fra dansk og europæisk politik til moral, etik og religion.

Per Nyholm (PR-foto).

Per Nyholm var i 2013-14 medlem af EU’s kulturudvalg med den opgave at bidrage til en såkaldt Ny Fortælling om Europa. Han forlod udvalget i protest mod, hvad han anså for ringe styring, ringe engagement og ringe intellektuel indsats. Nyholm har udgivet bøgerne ”Danmark” (2005), ”Europæerne, reportager fra en rejse i Europas erindring” (2008) og essaysamlingen ”Havet, Byen, Bjergene, undervejs i det 21. århundrede” (2011). Han har desuden bidraget til Aarhus Universitetsforlags løbende serie Vide Verden samt til forskellige antologier, bl.a. ”The Mind and Body of Europe: A new Narrative” (2014), ”I Skudlinjen” (2005), ”Øjenvidner til historien” (2005), ”Jugoslavien i stykker” (1992) og ”Latinamerika, verdensdel i revolution” (1966).

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Foto i artiklens top: Mik Eskestad/Polfoto