Med en tysk mor, en opvækst i en periode med et svingende forhold til Tyskland og en aspiration om at blive tysk poet er Knud Romer menneskeliggørelsen af dansk-tysk historie. NabolandsKanalerne har haft den populære forfatter inde til en snak om, hvad vi lærer om os selv, når vi lærer om vores naboer.

Baggrund af Morten Rohde, NabolandsKanalerne

Knud Romer er forfatteren bag romanen ’Den som blinker er bange for døden’. En bog, der fortæller om en opvækst i identitetsmæssig ensomhed på Falster, hvor efterkrigstidens negative stemning mod Tyskland gør det svært at være barn af en tysk mor.

Romanen røg øjeblikkeligt ind på topsalgslisterne, da den udkom i 2006. En del af succesen kan måske tilskrives Romers evne til at indfange social isolation, men også romanens behandling af emnet om, hvordan vi kan lære om os selv ved at lære af vores historie og ophav.

Romer er en kendt debattør, og han har tidligere været fakkelbærer for, at vi som land skal kende til vores historie og til vores samhørighed med vores nabolande.

I forbindelse med Nationalmuseets udstilling ’Tyskland’ og det dansk tyske kulturelle venskabsår 2020 inviterede vi forfatteren ind til en samtale om, hvordan vi kan lære os selv at kende ved at lære nogle andre at kende.

Et interview om en skønsom blanding
Knud Romer, hvad er det, vi får ud af at dykke ned i Tyskland som land i din optik?

“Vi finder ud af, hvem vi selv er. Danmark er jo Sydsverige, og Danmark er Nordtyskland. Når en svensker og en tysker får et barn, så bliver det en dansker. Og vi har jo også selv bredt os ud over Sverige, Norge, Nordtyskland, osv.

Så denne her forestilling om, at den danske kultur er faldet ned fra himlen som sådan en fiks og færdig enhedskultur er jo helt forkert. Vi er en skønsom blanding af Sverige, Norge og Tyskland og indflydelse udefra.”

Den yderst belæste forfatter, der har brugt store dele af sin ungdom på litteraturvidenskabsstudiet på Københavns Universitet, er en mester i at referere til historiske begivenheder og personer, som har været årsag til, at det tyske i den danske kulturarv nogle gange er blevet tilsidesat:

“Med Første og Anden Slesvigske Krig i 1848 og 1864 begynder vi at vende ryggen til Tyskland. Vi begynder at plante blodbøge i gårdspladserne i Sønderjylland, laver dannebrogsvinduer mod syd, og vi dyrker forestillingen om, at der går en skarp grænse. Vi dyrker en forestilling om en dansk nationalkarakter.

Vi begynder at male landskabsmalerier, hvor der dikteres, hvordan landskaberne skal se ud: Det må ikke være egetræer, det skal være bøgetræer, smulte vande og godt vejr.

Når vi gør det, og især efter Anden Verdenskrig, så vender vi tyskerne ryggen og vender os i stedet mod de allierede. Engelsk erstatter tysk på skoleskemaet. Det bliver Elvis og tyggegummi. Det, der sker, er, at vi fuldstændig glemmer vores egen historie, og vi glemmer, hvem vi er, på mange måder.”

Historien i glemmebogen
I en metaforisk vending fortæller Romer, hvordan danskerne lidt infantilt har taget en tysk middagstallerken til sig, skrabet halvdelen fra og kaldt det resterende for dansk:.“I like chicken, but I hate to eat cheese”, siger han i et karikeret toneleje for at billedliggøre den historieløshed, han mener, vi er endt i ved at glemme vores fælles historie med Tyskland:

“Vi kalder dem for pølsetyskere, men det er os der har pølsevogne på hvert gadehjørne. Vi drikker bajere fra…  Bayern. Vi taler om øl, fisse og hornmusik, men det er Wein, Weib und Gesang.

Tyve procent af vores ord er direkte låneord fra tysk. Vi er indvandret fra middelalderen med håndværk, hansestæderne med handel og hele vejen op til kongehuset. Vores kongehus er tysk, vores jul er tysk og vores julekalender er tysk. Hele den danske guldalder blev inspireret af Tyskland.

Når man skal interessere sig for det dansk-tyske forhold, så skal man interessere sig for det i den forstand, at vi skal vende os mod vores egen historie, og vi skal huske, hvem vi selv er. Og at vi faktisk ikke kun er mere beriget af tyskerne, end vi aner, men vi er også rigere, end vi aner.”

Det eksotiske Tyskland
Knud Romer er i høj grad en mand, der taler for en moderne æstetisk opdragelse – en dannelse i vores forståelse af os selv og verden. Men uanset hvor storslået det kan lyde, kan den erfarne debattør og kronikør med et trylleslag tage os tilbage til dagligdagen, og hvordan vi i denne nogle gange glemmer vores samhørighed med vores nabolande.

“Vi har jo kørt igennem Tyskland på motorvejene for at komme til Gardasøen. Så vi har været mere knyttet til Italien, til Spanien og til grisefester, end vi har til Tyskland.

Men Tyskland er vores største erhvervspartner. Hvad der sker politisk i Tyskland, har afgørende indflydelse på, hvad der sker i Danmark. Derfor må du nok hellere interessere dig for, hvad der sker i Tyskland, end hvad der foregår i Ibiza.

Året for Berlinmurens fald og venskabsåret det er jo samme år. Og det er den mur, der sådan set skal falde,

Da vi vinder Europamesterskabet i 1992, fester vi på en nat alt hadet og bitterheden væk. ‘Deutschland, Deutschland, Alles ist vorbei’. Og det, der var forbi, var faktisk dæmoniseringen af Tyskland.

Vores viden om Tyskland er så begrænset, at tysk er blevet en motorvej. Men det er bare forkert! En tredjedel af Tyskland er skov. Det er et meget, meget stort land.

Så det er den mur, der skal rives ned, for at vi kan blive et med os selv og forstå vores egen historie.”

“Lad os berige”
Men du er ikke bange for, at man ser flere forskelle end ligheder, når man som dansker sammenligner sig selv med tyskerne?

“Jo. Men så ved du jo ikke, hvem du er. Du sidder og snakker tysk. 70 % af vores sprog er stort set ens, og 20 % er låneord fra Tyskland. Så du kan godt leve i ulykkelig uvidenhed og sige, rør ikke min danske jul. Men den er ikke dansk. Vi har jo gået i seng sammen, og vi er jo en blanding af det.

Måske vi i stedet for at smugkigge og benægte skulle omfavne og lade os berige. Og så nyde, at tyskerne kalder deres børn for danske navne. Der er gået en regulær hyggehype gennem Tyskland, og tyskerne har jo en utopisk forestilling om Danmark som det bedste land i hele verden.

Vi er de mest afslappede, vi er de mest venlige. Vi er nogle dejlige mennesker, der hygger os, og som har en social omgang og en pædagogik, som er meget blød. De elsker altså Danmark. På mange er måder den realiserede utopi om Danmark jo det tyske samfund.”

Forfatterskabet der fortæller en glemt historie
Hvis vi skal prøve at dykke ned i dit eget forfatterskab. Du har jo en tysk mor, og du siger, din generation var meget inspireret af Tyskland. Du har formået at bruge en tysk selvforståelse og en viden om Tyskland i dit forfatterskab. Kan du fortælle lidt om det?

“Den skorsten, du dumper ned igennem, og det vindue, der åbner sig for dig, er altafgørende for dit verdensbillede og den vej, du går i livet. Jeg fik verden foræret to gange, fordi jeg både er dansker og tysker.

Det berigede mit liv dernede på Falster, som ligger så langt ude på landet, at det ligger på vandet.

Men tysk åbnede en bevidsthed, en historie og en kultur for mig. Så jeg er et resultat af, at min mor tilfældigvis kom fra Tyskland til Falster i 1950 for at arbejde på sukkerfabrikken. Så det har jo fuldstændig defineret mig.”

I slutningen af interviewet fortæller Romer, hvordan han selv giver noget af det tyske videre:

“Mit forfatterskab er også en måde at få lov at gøre sig gældende på mine egne betingelse og en måde at fortælle min historie og fortælle om min mor, hvad det er for et land, og hvad det kan.

Mine børn er også blevet sendt på Skt. Petri-skolen, de synger i pigekoret ude på Danmarks Radio, og de går til fægtning som gode tyske piger.”

Pæredansk?
Da jeg følger manden, der netop har taget mig igennem flere hundrede års dansk-tysk historie, ud til en taxa, hører jeg noget alligevel noget pæredansk fra forfatteren. ‘Nu er det endelig jul’, synger Romer med en veltilfreds klang, mens vi går ud af døren.

Jeg tænker for mig selv, at der vel næppe er meget tysk ved Gasolins julehit fra 70’erne. Men så igen.

Sangen havde nok været en helt anden, havde det ikke været for Luthers tranformation af kristendom, julemarkederne og juletræet, som alt sammen stammer fra Tyskland.

Det havde i hvert fald ikke været den gode danske jul, som vi kender.

Ovenstående artikel blev først bragt på NabolandsKanalerne den 28. november 2019.

Billede i artiklens top: /Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: