Kampen om det nye Østeuropa

Rusland og EU kæmper en indædt kamp om at forme udviklingen i det nye Østeuropa. Foruden indflydelse i regionen handler det for den russiske magtelite om at sikre egne økonomiske og politiske privilegier. Derfor vil enhver form for europæisering blive bekæmpet med næb og klør. EU må op i gear – for lige nu sidder Rusland med de bedste kort på hånden.

14.04.2012 | ØSTEUROPA | Kampen om det nye Østeuropa er i fuld gang og har været det længe. På den ene side står EU, som med udvidelsen i 2004 har skærpet interessen for nabolaget længere mod øst. På den anden side står Rusland, som siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har gjort alt for at sikre fortsat indflydelse i de stater, som tidligere var en del af det kommunistiske imperium.

Kampen handler om indflydelse – det gælder både geopolitisk, økonomisk, og ideologisk. Men for den russiske magtelite handler det også om at sikre egne økonomiske og politiske privilegier. Derfor står Kremls politiske eliter så stålsat på deres vision for, hvordan stater som Ukraine, Hviderusland og Moldova bør udvikle sig. Og derfor vil de fortsætte med at bekæmpe den europæiske ekspansion med alle midler. EU må styrke sin indsats – for lige nu kan den ikke matche den russiske.

Diametralt modsatrettede visioner
Både Rusland og EU har deres vision for, hvordan de helst ser landene i det postsovjetiske rum udvikle sig. For EU handler det primært om to ting – sikre stabilitet ved de nye grænser og skabe optimale handelsvilkår for europæiske virksomheder. Overbevisningen synes at være, at disse mål bedst nås gennem demokratisering og harmonisering med EU-standarder. Jo mere landene i det nye Østeuropa tilnærmer sig Bruxelles’ politiske og økonomiske normer, jo bedre – både for landene selv, men også for Europa som helhed.

Rusland derimod har en ganske anden vision for området. Målet er at optimere generel russisk dominans, minimere risikoen for demokratisk spillover, samt at sikre gunstige investerings- og eksportvilkår primært for de økonomiske eliter, som støtter op om Putins autoritære regime. Det handler altså både om at appellere til russisk selvforståelse om et stærkt Rusland, men bestemt også om at understøtte den siddende elites magtbase. I Putins optik er europæisering af det postsovjetiske rum den rene gift.

Ruslands dominans, og dermed stormagtsstatus, vil blive stækket, demokratisering af nabolande vil give den russiske opposition ekstra stærke argumenter for, hvorfor almindelige russere også bør nyde selvbestemmelse og frihedsrettigheder, og økonomisk harmonisering og stærkere samhandel med Europa vil betyde ikke blot øget økonomisk konkurrence men også større transparens hvad angår investeringsmuligheder og samhandel. Man må huske på, at Rusland i dag er et korrupt, klientelistisk system.

Putin er langt fra enevældig, men fungerer som administrator af politiske og økonomiske privilegier til den russiske elite. Formår han ikke at tilfredsstille denne elite, mister han hurtigt dens støtte – og uden den støtte, vil den tilbagevendte præsidents magt hvile på et meget tyndt grundlag. Hverken transparens eller konkurrence i nabolandene er derfor ønskværdigt fra Kremls synspunkt. For Putin handler det derimod om at sikre, at lederne af de store private og statslige virksomheder fortsat kan eksportere og investere på de gunstige, statskontrollerede og korrupte vilkår som i dag dominerer i fx både Ukraine og Hviderusland.

De russiske magthavere agerer derfor ganske rationelt, når de bekæmper europæiseringen af det postsovjetiske område og i stedet forsøger at bevare ikke-demokratiske, ikke-transparente regimer i deres umiddelbare nærhed. Sådanne regimer er mere villige til at drive lyssky økonomiske forretninger med russiske businessmen, de udgør ikke nogen trussel mod den udemokratiske styreform, som karakteriserer Rusland i dag, og de er som oftest mere villige til at lade Rusland øge sin overordnede indflydelse til gengæld for politisk og økonomisk støtte.

De to visioner er således ganske inkompatible – og konflikten mellem Bruxelles og Moskva er derfor uundgåelig så længe EU opretholder interessen for området, og så længe Rusland forbliver et udemokratisk og korrupt klientelistisk system. Kampen om det nye Østeuropa ser derfor ud til at fortsætte de næste mange år.

Mærkbare konsekvenser
Men hvad betyder alt det så for de enkelte lande i regionen? Hvordan er stormagtskonflikten med til at præge deres politiske udvikling? Jo, i og med at Rusland og EU forsøger at forme deres naboer i deres eget billede, er de også med til at påvirke den incitamentsstruktur, som politikerne i de enkelte lande foretager deres valg efter. Lidt skarpt formuleret kan man sige, at Rusland med sin udenrigspolitik gør det lettere og mere attraktivt at være autoritær og meget mere omkostningsfuldt at være pro-vestlig demokrat.

Ud fra samme logik gør EU det mere omkostningsfuldt at være autoritær og mere attraktivt at være demokrat. Lige meget hvad de postsovjetiske ledere vælger at gøre, har deres valg meget store konsekvenser. Bevæger de sig mod demokrati og EU-integration, underkaster Rusland dem skarpe økonomiske sanktioner, hårdhændet politisk kritik, ja måske tys der endda til territorielt destabiliserende midler.

Afviser de den europæiske naboskabspolitik og bevæger sig i autoritær retning udsættes de for EU’s politiske sanktioner målrettet mod den politisk elite, og de går glip af omfattende finansiel og teknisk støtte samt forbedringer af eksportmuligheder. Derfor bliver udenrigspolitik i disse lande så ofte til indenrigspolitik. Valgene i forhold til omverdenen har massive interne konsekvenser både for de politiske leders evne til at fastholde magten og for landenes generelle økonomiske og territorielle stabilitet.

Lad mig give et konkret eksempel fra et af de mindre kendte lande i regionen. I det lille land Moldova har en alliance af pro-demokratiske og pro-vestlige partier (AIE) de sidste tre år forsøgt at tilnærme sig politiske og økonomiske EU-standarder og drage fordel af naboskabspolitikkens støttemuligheder. Alliancen kom til magten som følge af den såkaldte Twitter Revolution i 2009, hvor Kommunistpartiet efter otte år med stigende magtkoncentration måtte kaste håndklædet i ringen.

AIE sikrede sig dog ikke nok mandater til at kunne vælge en præsident, hvorfor landet indtil for ganske nylig har befundet sig i en tilstand af politisk krise og manglende beslutningsdygtighed. Nu er det så endelig lykkedes at få valgt en præsident, som bakker op om den pro-europæiske kurs, og de moldoviske ledere har derfor nu chancen for yderligere at reformere og demokratisere landet.

EU har gavmildt ydet støtte til alliancens kurs, og den støtte vil højst sandsynligt fortsætte med at stige de kommende år. Rusland har derimod reageret ganske anderledes. Under hele det spegede forløb i 2009 forsøgte Kreml at støtte den siddende præsident Voronin ved at yde kampagnestøtte og forsvare de voldsomme overgreb på demonstranter. Da det stod klart, at slaget om regeringsmagten var tabt, genindførte man hårde økonomiske sanktioner i form af voldsomt stigende gaspriser og embargo af Moldovas største eksportartikler – vin, grøntsager og frugter.

Den slags slår hårdt midt i en finanskrise. Da det så endelig lykkedes at finde en ny præsident i marts i år, kvitterede Rusland prompte med en kontant overførsel på 150 millioner dollars til udbryderrepublikken Transnistrien, og man udpegede den hårdtslående diplomat Dmitri Rogozin som Ruslands nye repræsentant i forhandlingerne om en løsning på den årelange konflikt. Signalet er klart. Jo mere Moldova bevæger sig mod EU, desto mere vil Rusland stille sig på bagbenene og gøre livet surt for landets regering. Som vi ved herhjemmefra er gennemførelsen af store økonomiske og politiske reformer ofte en omkostningsfuld affære.

I Moldova besværliggøres processen endnu mere – omkostningerne, og dermed politikernes mulighed for at sikre sig genvalg, bliver af Rusland gjort endnu større. Den vestvendte kurs har altså følelige konsekvenser både for Moldovas borgere og for dets ledere, og på længere sigt svækker den slags naturligvis appetitten for reformer.