Inden længe vil kinesiske virksomheder med stor sandsynlighed rykke ind i Grønland. Danmark lukker derved verdens kommende supermagt inden for Rigsfællesskabets grænser, hvilket kan tvinge Danmark til et historisk kursskifte i udenrigspolitikken.

16.10.2013 | ARKTIS | Det arktiske område er en ny og væsentlig dimension i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den globale opvarmning og tilbagerulningen af indlandsisen har frigjort nye sejlruter og frigjort landjord til fremtidig råstofudnyttelse. Det arktiske områdes enorme økonomiske (og politiske) potentiale understreges af den massive interesse, internationale aktører har udvist i området, herunder i forhold til Grønland.

Den kinesiske invasion vil blive massiv
Kinesiske virksomheder med den kinesiske stat i ryggen står i dag på spring for at starte udvindingen af de grønlandske råstoffer. Som situationen er i dag, står Grønland til at få forøget sit indbyggertal med op til 200-300 pct. inden for de kommende år, når udvindingsindustrien får bygget sin enorme maskine op. Befolkningsvæksten vil primært bestå af kinesiske arbejdere, og flere eksperter peger på, at de vil blive i landet i hvert fald de næste 30 år.

Den kinesiske interesse bør derfor give anledning til hævede øjenbryn på Asiatisk Plads. De åbne spørgsmål er: Vil den kinesiske tilstedeværelse i Grønland blive vekslet til konkret politisk kapital i regionen? Vil det ske på bekostning af dansk indflydelse? Og hvilke konsekvenser får det for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Dansk aktivisme som løftestang for indflydelse
Svaret til sidstnævnte spørgsmål må nødvendigvis tage udgangspunkt i Danmarks aktuelle udenrigspolitik. Siden slutningen af 1980’erne har Danmark ført, hvad der er blevet betegnet som en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Siden 00’erne har denne strategi udviklet sig til at vægte en relativ snæver alliance med USA, støtte til fleksible ad hoc-koalitioner i forbindelse med internationale konflikter, ligesom værdipolitikken og spredningen af demokratiske principper og menneskerettigheder har været højt profileret.

Således har Danmark kunne bruge dette værdipolitiske udgangspunkt som afsæt til f.eks. gentagne gange at kritisere Kinas brud på menneskerettighederne. I forhold til de øvrige spørgsmål er Arktis af flere ledende danske politikere blevet udpeget som en ny aktivistisk arena i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor Danmark kan bide skeer med de øvrige kyststater.

Juridiske gråzoner om kompetencefordeling
Hidtil har den hjemlige debat om den kinesiske tilstedeværelse på Grønland dog primært fokuseret på arbejdstagerrettigheder, bevarelse af mindstelønninger og en ikke uvæsentlig diskussion om de miljømæssige konsekvenser for den grønlandske natur. Mere tavshed har der været om de potentielle sikkerhedspolitiske konsekvenser, de kinesiske firmaer kan have for Danmarks udenrigspolitiske strategi og indsats i regionen.

En af grundene er, at Danmark har haft ringe mulighed for at påvirke, hvilke firmaer skal have adgang til den grønlandske undergrund, da Selvstyret siden 2009 har opnået fri råderet på det område. I flere sager er der desuden juridiske gråzoner og udtalt uenighed mellem Nuuk og København om kompetencefordelingen, da udenrigs- og sikkerhedspolitik stadig er under dansk ansvar i Rigsfællesskabet.

Et aktuelt eksempel er drøftelser om ophævelsen af et 25 år gammelt forbud om at udvinde uran i Grønland, hvilket kommer til afstemning i det grønlandske parlament i næste uge. Fra dansk side anses dette som et sikkerhedsspørgsmål, da det kan føre til salg til såkaldte slyngelstater med atomare ambitioner. Grønland anser det omvendt som faldende under den fulde kontrol med egen undergrund, som blev opnået med Selvstyreloven og videreført i den omdiskuterede storskalalov fra sidste år.

Lektien fra første Verdenskrig
Problemet ved at acceptere en massiv kinesisk tilstedeværelse inden for Rigsfællesskabets grænser kan sammenlignes med situationen efter første verdenskrig, hvor Danmark havde mulighed for at få en del af de tabte territorier i Slesvig og Holsten tilbage. Fristelsen for at udvide det danske territorium med de økonomisk attraktive områder var selvsagt stor for de danske politikere.

Men Danmark valgte som bekendt ikke at gøre krav på områderne. Tilstedeværelsen af et stort tysk mindretal på dansk territorium ville have givet Tyskland et legitimt pressionsmiddel over for den danske regering. En situation, man for alt i verden ønskede at undgå. Den danske logik var dengang at sikre mest mulig autonomi og forhindre, at fremmede magter kunne udøve en systematisk påvirkning på den danske regering og derved reducere landets i forvejen begrænsede internationale handlerum.

Den trojanske hest er fyldt med kinesere
Forskellighederne til trods er sammenligningen et nyttigt eksempel. Det er derfor ikke ligegyldigt, hvad der sker på grønlandsk territorium. Den massive tilstedeværelse af statsejede kinesiske virksomheder bliver således en blind passager på bagsædet af den danske Arktis-politik de næste mange år, men også i forhold til den mere generelle udenrigspolitik og dens vægt på vestlige værdier og normer.

Ved andre lejligheder har Kina benyttet sig af en massiv industriel tilstedeværelse i et andet land til at udøve pression og indflydelse på udviklingen i området. Dette var f.eks. tilfældet i Zambia i 1970’erne og senere andre steder i Afrika, hvor den kinesiske sponsorering af offentlige byggeprojekter havde for øje at sikre Kinas udenrigspolitiske interesser.

Større sikkerhedspolitisk opmærksomhed
Kina er stadig en supermagt in spe, men har i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik udvist ambitioner om at blive en global sikkerhedspolitisk aktør. Indtil videre har Kina kun observatørstatus i Arktisk Råd og har holdt relativ lav profil for at undgå, at de øvrige arktiske aktører danner en fælles front mod sig.

Den kinesiske tilstedeværelse på Grønland behøver selvsagt ikke kun være negativ, da den kan føre til øget samhandel, men den kan altså også give anledning til panderynker og burde medføre større opmærksomhed i den sikkerhedspolitiske debat herhjemme. Bilateralt har Danmark vanskeligt ved at foretage sig noget over for den kinesiske kæmpe, og det kan blive dødsstødet til dansk aktivistisk udenrigspolitik i det arktiske område.

Tilbage til den aktivistiske fortid i 1990’erne
De danske muligheder i området synes således at ligge i en tilbagevending til den form for udenrigspolitisk aktivisme, vi så udfoldet igennem 1990’erne. Denne var i modsætning til aktivismen fra 00’erne kendetegnet ved, at Danmark primært vægtede indsatsen i internationale institutioner højt.

Danmark fokuserede her – som småstater traditionelt gør – på, at international ret skal bruges til at regulere international politik og sikre, at konflikter mellem stater organiseres inden for eksempelvis en FN-ramme. Disse institutioner kan således være med til at reducere den rå magtpolitik og sikre, at stormagternes potentielle konflikter håndteres i overensstemmelse med internationale normer. Det er derfor i Danmarks interesse at understøtte stærke arktiske institutioner og international ret i området.

Denne strategiske tilgang til det arktiske område har betydet, at Danmark har været en aktiv fortaler for at lade staternes uoverensstemmelser og territoriale krav i det arktiske område løses gennem FN-mægling, hvilket har sikret vores forhandlingsposition i Arktisk Råd, hvor vi som en lilleputstat normalt har markant ringere gennemslagskraft end store aktører som Canada, Rusland og USA.

Det bør ligeledes være en central prioritet, at forpligte stormagterne til at overholde de internationale spilleregler og respektere diplomatiske løsninger. En strategi til at opnå dette er at indbinde stormagterne i de institutionelle samarbejder i regionen i et forsøg på at undgå, at Kina bliver fristet til at oversætte rå magtpolitik til egentlig politisk indflydelse indenfor Rigsfællesskabets grænser og i dets arktiske nabolag. Kinas tildeling af observatørstatus i det Arktiske Råd og den danske støtte hertil kan herfor ses som et led i denne overordnede strategi.

Rasmus Brun Pedersen er lektor ved Institut for Statskundskab og Institut for Erhvervskommunikation, Aarhus Universitet.