Klimahandling kendes for ret – retssager er et nyt våben for klimakampen i EU-landene

Flere og flere klimaaktivister i Europa går rettens vej for at fremme den grønne omstilling. Basale menneskerettigheder er blevet et våben i klimakampen, og det presser EU’s regeringer til at skrue op for ambitionerne. Retssagerne er et vigtigt supplement i klimakampen, mener blandt andre Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet for Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance. 

Baggrund af Emil Staulund Larsen

TEMA: EU OG KLIMA-GENERATIONEN | Når historiebøgerne en dag skal skrives, bør Jan Rotmans og Marjan Minnesmas navne stå ved siden af Al Gore og Gretha Thunberg. De to hollændere stiftede i 2007 organisationen Urgenda. Navnet er sammensat af de to engelske ord urgent og agenda, og som navnet antyder, mente Jan Rotmans, professor ved Erasmus Universitetet i Rotterdam, og Marjan Minnesma, økonom og advokat, at det hastede med klimahandling – og at det hastede væsentlige mere, end hvad den hollandske regering mente. 

I 2013 lagde Urgenda derfor sag an mod den hollandske regering med Mark Rutte i spidsen. Anklagen var i bund og grund simpel: Den hollandske regering gjorde ikke nok for at mindske CO2-udledninger, som i værste fald ville bringe Holland og dets borgere i fare. Regeringen levede ifølge anklagen ikke op til den mest grundlæggende forpligtelse for en regering, nemlig at sikre sine borgeres sikkerhed og basale rettigheder.

I 2015 dømte en hollandsk dommer til fordel for Urgenda og idømte regeringen til at skrue op for klimaambitionerne og nå et reduktionsmål på 25 pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Den hollandske regering ankede sagen, men højesteretten holdte ved og slog dommen fast. 

Dommen var den første af sin slags og har åbnet op for en helt ny side af klimakampen. Retssagerne har siden vist sig at være mindst lige så vigtig som brandtaler i parlamenter og demonstrationer på gaden. Nu var retssalen også en kampplads i klimaets navn. 

En sejr for civilsamfundet
De juridiske slagsmål har fået stor opmærksomhed fra medier verden over. Retssagerne har givet klimakampen et nyt våben, mener Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet for Gruppen af De Grønne/Europæiske Frie Alliance. 

“Der sker stadig fortvivlende lidt fra politisk hånd – bevares, der bliver lavet gode tiltag, men de er langt fra i tråd med videnskabelige anbefalinger og går generelt for langsomt. Derfor kan klimaretssager muligvis være et effektivt supplement, et redskab til at stimulere yderligere ambitioner fra politikerne,” siger Kira Marie Peter-Hansen. 

Klimaretssagerne har markeret sig ved, at de grupper, der har sagsøgt regeringer eller store multinationale selskaber, har været almindelige mennesker og borgere. Organisationer som Greenpeace har været særligt aktive, men ansigterne på mange at retssagerne har ofte været almindelige – og ofte unge – borgere. 

Det er eksempelvis 25-årige Luisa Neubauer fra Tyskland, som er blevet en af landets mest prominente klimaaktivister. I USA var det den da blot 13-årige Levi Draheim, som blev ansigtet på en række søgsmål mod den amerikanske stat tilbage i 2017. 

“Det kan være en stærk måde for civilsamfundet at vise hvor alvorligt de mener det, en måde at sende et vink med en vindmølle så at sige. Det er ikke en mere effektiv måde end de politiske institutioner, men kan være et vigtigt værktøj til at sætte yderligere skub i udviklingen,” siger Kira Marie Peter-Hansen. 

Slagsmål på tværs af Europa
Det er ikke lige til at remse de mange retssager op. Ifølge den amerikanske database Climate Case Chart fra Columbia University har der været mere end 400 sager mod regeringer alene undenfor USA. Derudover er der 60 sager fra borgere mod en række store multinationale virksomheder som Total, Shell, Ryanair, Volkswagen, BMW og en lang række banker, som er med til at finansiere for eksempel kul- og olieprojekter. 

Senest har en retssag mod Shell fået stor opmærksomhed. Endnu engang var det den hollandske højesteret, som i foråret dømte til fordel for klimaaktivister. Shell blev dermed den første virksomhed, hvis klimahandlingsplan i retten blev dømt til at skulle leve op til Paris-aftalen.

Det er ikke blot de nationale regeringer, der har stået anklaget, men også EU-institutionerne. I 2018 lagde en række familier på tværs af Europa sag an mod Europa-Parlamentet og Rådet ved EU-Domstolen i sagen People’s Climate Case. Familierne blev bakket op af en række miljøorganisationer, men sagen blev i 2019 afvist ved første instans af EU-domstolen, som ikke mente at familierne selv havde direkte lidt skade af klimaforandringerne og EU’s (manglende) indsats. Siden har EU – uagtet af retssagen – strammet op for sine egne klimamål. 

Det er dog ikke nok blot at have høje ambitioner. Det er der flere eksempler på tværs af EU, hvor regeringerne er blevet dømt til at stramme op i forhold til, hvordan man vil nå dertil. Det gælder eksempelvis i Tyskland, hvor Luisa Neubauer var med til at lægge sag an mod staten, som ikke i tilstrækkelig grad havde fremlagt, hvordan man vil opnå reduktionsmålene i deres klimalov fra 2019.

Det var domstolen enig i, hvorefter regeringen blev dømt til at fremlægge en mere konkret vej mod klimamålene. Det samme blev resultatet af lignende sager i både Irland og Frankrig.  

Et spørgsmål om rettigheder
Det er dog langt fra alle klimarelaterede retsmål, som går til fordel for klimaaktivesterne. I Norge har de to NGO’er Greenpeace Norway og Natur & Ungdom samt en række enkelte borgere sagsøgt den tidligere norske regering for at tildele nye licenser til indvinding af olie i Barentshavet kort efter at de havde ratificeret Paris-aftalen. 

Organisationerne bag søgsmålet mente, at de nye licenser betød, at Norge ikke længere kunne leve op til sine forpligtigelser i forhold til Paris-aftalen.

Aktivisterne henviste desuden til den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 2, retten til liv, og artikel 8, retten til privat- og familieliv. Derudover har man henvist til paragraf 112 i den norske grundlov, som sikrer, at alle har ret til et miljø, der er sundt for helbredet.

Det har tidligere vist sig, at være en effektiv strategi. Et nyt studie fra London School of Economics og det finske University Stirling viser, at særligt i Europa har klimaretssager taget udgangspunkt i menneskerettigheder. Det har været en støt stigende tendens siden 2015. Samlet set er 44 pct. af sagerne, som tog udgangspunkt i menneskerettigheder, endt til fordel for sagsøger. Hvis man udelukker amerikanske sager, er det tal helt oppe på 58 pct. 

Forskerne bag studiet understreger, at det dog ikke nødvendigvis er på grund af brugen af menneskerettigheder som argument, men rettighederne spiller en større rolle i retssagerne og kan være en måde at kæmpe for klimaet med ny gennemslagskraft. 

Det er dog ikke nogen garanti for sejr. De norske domstole har gang på gang dømt til fordel for den norske regering. I december sidste år dømte den norske højesteret endnu engang til fordel for regering til stor frustration for klimaaktivisterne, som beklager, at deres rettigheder er blevet tilsidesat. Klimaaktivisterne har siden anket sagen til European Court of Human Rights. I mellemtiden har Norge fået ny regering, som umiddelbart afviser at aflyse kommende licenser i fremtiden. 

Juridisk gennemslagskraft
Man kan altså kun forvente, at der i fremtiden kun kommer til at være endnu flere klimaretssager fremadrettet. I Danmark er der ved at blive samlet penge ind til en retssag mod Danish Crown for greenwashing af deres kødproduktion ligesom Klimabevægelsen har fået tilkendt fri proces af Civilstyrelsen til at stævne Transportministeriet om planlægningen af Lynetteholmen. 

Retssager er endnu et værktøj for klima- og miljøbevægelser verden over og retssagerne kan give et andet indtryk end fx skolestrejker eller demonstrationer på gaderne. 

“For nogle politikere vil retslig inddragelse afgjort gøre et større indtryk end demonstrationer, mens andre ikke tager sådanne retssager alvorligt og atter andre allerede er fuldt ombord på klimaekspressen. Jeg vil sige, at begge dele gør indtryk. Store demonstrationer viser kravet fra befolkningen og kan lægge pres på os politikere, mens retsstagerne samtidig kan give nogle juridiske argumenter og muligheder, der kan være vigtige for at rykke politisk,” siger Kira Marie Peter-Hansen. 

Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.

Billede i artiklens top: /Chantal Bekker/GraphicAlert/

Læs hele temaet “EU og klima-generationen”