Europa skal genlanceres og være verdens leder inden for klima- og miljøkampen, mener Karima Delli fra det franske parti Europe Écologie Les Verts, der genopstiller ved valget til Europa-Parlamentet. I dette interview fortæller hun om sit arbejde i Europa-Parlamentets transportudvalg, hvad der optager franskmændene- og kvinderne og hvordan hun griber valgkampen an.

Interview af Dyveke Vestergaard Johansen

TEMA: EUROPÆERNES VALG | KANDIDATERNE | Da Karima Delli, som den eneste kvindelige kandidat ud af seks, får ordet til en af de første EU-parlamentsvalgdebatter på Panthéon-Assas universitetet i Paris, starter hun med at efterligne Marine Le Pen fra den ekstreme højrefløj. Varerne bliver dyrere for briterne efter Brexit på grund af grænsekontrollen, forklarer hun til de unge studerende. Hendes kapital som aktiv EU-parlamentariker for partiet Europe Écologie Les Verts (Europa Økologi De Grønne) og første kvindelige formand for Europa-Parlamentets transportudvalg, fremstår tydeligt under debatten.

”De er ret højreorienterede på Panthéon-Assas, men jeg kan godt lide at få modstand,” siger Karima Delli til mig på bagsædet af Uber’en, der kører os fra TV-kanalen Auto Moto – La chaine (en fransk TV-kanal for bilister), hvor hun har deltaget i et debatprogram om el-biler og installationen af nye radaer i Frankrig, i Paris 16e arrondissement og ind til EU-debatten om aftenen i centrum.

Født økolog
”Jeg synes, det var vildt uretfærdigt som barn, at jeg skulle blive på skolen og lave lektier, når de andre var på lejrskole, fordi mine forældre ikke havde råd til at betale for turen,” forklarer hun.

Der var noget helt galt med systemet, og derfor gik Karima Delli ind i politik. Og når man kommer fra en fattig immigrant- og arbejderfamilie med 13 børn i Roubaix i Nordfrankrig, så er man født økolog. Familieøkonomien kunne kun hænge sammen ved at sparre og genbruge så meget som muligt.

”Jeg var træt af, at de fattigste altid led under klimaudfordringerne og dårlige sociale forhold.”

Skulle slet ikke have været valgt
Karima Delli blev for første gang valgt til Europa-Parlamentet i 2009. Før det var hun aktivist, der kæmpede for retten til en bolig, hvilket nu er en rettighed i den franske forfatning, og for ordentlige arbejdsvilkår for praktikanter, der i dag får et vederlag.

”Det kom fuldkommen bag på mig. Jeg havde slet ikke forberedt mig på at blive valgt. At blive valgt til et politisk embede var da fuldstændig uopnåeligt for sådan en som mig, havde jeg altid tænkt.”

For i 2009 var det overhovedet ikke planen, at Karima Delli skulle vinde et sæde i Europa-Parlamentet.

Daniel Cohn-Bendit, den tidligere leder af studenteroprøret i Paris i 1968, der var de franske grønnes spidskandidat ved valget til Europa-Parlamentet i 2009, havde spurgt hende, om hun ville være på hans valgliste. Hun sagde ja, men udelukkende på betingelse af, hun ikke blev valgt, for Ph.d.’ skulle skrives færdig, imens hun passede sit arbejde i det franske senat, forklarer politikeren.

Men til alles og Karima Dellis egen overraskelse fik de franske grønne et kanonvalg, og valgt blev hun.

”Det var en omvæltning at blive politiker. Jeg kom til Europa-Parlamentet som en af de yngste parlamentarikere, kvinde, aktivist, grøn og med indvandrerbaggrund. Dem var der ikke mange af.  Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville ændre mig. Jeg vil vække Europa-Parlamentet.”

Franskmændene oplever social utilpashed
Folk vil have svar på deres vrede. Og man skal ikke forveksle voldelige uromagere med De gule veste, forklarer Karima Delli.

”Franskmændene oplever en stærk social utilpashed, som vi stadigvæk ikke har fået styr på. Og de har også en følelse af, at ikke være repræsenteret i de politiske institutioner. De kræver social, skatte-, klima- og miljømæssig retfærdighed. Vi har faktisk klimademonstrationer nu, hvilket vi ikke havde før. Og i klimademonstrationen forleden dukkede der også gule veste op. Det beviser, at social og miljømæssig ulighed hænger sammen.”

Spørgsmålet er, hvad der skal gøres for at mindske uligheden mellem fattige og rige. Folk demonstrerer hver uge i månedsvis, fordi de forventer stærke økonomiske og sociale tiltag fra den franske regering. Og folk har forstået, at man er nødt til at løse den sociale og miljømæssige krise på samme tid, forklarer Delli.

Hovedprioriteten er klimaet
”Min hovedprioritet er klimaet. Når ungdommen mobiliserer sig, så forventer de ikke vores ros, men at vi handler,” siger Karima og forklarer videre om sit arbejde som forkvinde for transportudvalget.

Transportsektoren er den eneste sektor, der ikke har haft succes med at reducere CO2-udledningerne. Sektoren står for 30 procent af drivhusgasserne. Det har hun fået sat på dagsordenen for eksempel ved at sætte ind mod forurenende lastbiller og tage initiativ til, at EU-parlamentet undersøger dieselgate-skandalen fra 2015.

”Vi er kommet igennem med, at bilindustrien tvinges til at reducere deres drivhusgasser med 40 procent inden 2030.”

PSA’ (fransk bilproducent) CEO Carlos Tavares har brokket sig i fransk presse over, at det er fuldkommen umuligt at producere biler, der udleder 40 procent mindre. Det gjorde hende vred.

”Bilproducenterne skal ikke tilsidesætte demokratiske politiske beslutninger, for det haster med at overholde Paris-aftalen. Og hvis Paris-aftalen skulle fuldkommen respekteres, så skal bilsektoren ikke kun reducere med 40 procent, men med 70 procent. Jeg har set bilindustriens lobbymetoder. De sørger for ændringsforslag til EU-lovgivning og jeg har set andre MEP’ere bruge dem direkte. Det er fuldkommen uacceptabelt.”

Vi skal have mere Europa
Om sin europæiske vision forklarer hun, at vi skal stille os selv spørgsmålet, hvad vi ønsker at give videre til fremtidens generationer. De multinationale virksomheder og lobbyerne skal ikke diktere lovgivningen.

”Europa skal genfinde lederskabet og være de bedste på klima og miljø. En stærk europæisk klimalovgivning vil tvinge medlemsstaterne til at gennemføre transitionen. Kina skal rigtigt med og Trump latterliggøres. Klimakampen er også kampen for arbejdspladser.”

Folk skal hjælpes på vej til at forsone sig med Europa. Politikerne skal igen tale direkte til de europæiske borgere og vise dem, at vi ikke kan undvære Europa.

”Vi ændrer folks hverdag til det bedre med Europa. For eksempel når vi sætter en stopper for dieseludledningen, eller sørger for man kan tage sin cykel med i toget i hele Europa.”

Europa står for frihed, demokrati og solidaritet. Og demokratiet skal ikke blot være en fjern drøm for fremtidige generationer. Demokratiet skal vi kæmpe for. Når man ser på andre steder i verden, så har de slet ikke de samme friheder, som vi har. Vi skal forsvare de europæiske værdier, forklarer den grønne føderalist.

Valgkampsstrategien er klimaet
”I valgkampen vil jeg være koncentreret om, hvad de grønne vil og tale om klimaet. Klimaforandringerne er ikke en fatalitet, men en mulighed. Man skal se positivt på fremtiden, og ikke som det ekstreme højre være kyniske. Fremtiden er fyldt med muligheder og vi skal genlancere den europæiske drøm”, siger Karima Delli om hendes valgstrategi.

At forklare Europas nytte er en udfordring for at kunne overbevise de franske vælgere. Som Karima Delli siger, så er det ikke nok at forklare, at Le Pens parti har haft 25 af de 74 franske sæder i Europa-Parlamentet uden at udrette noget. Det europæiske projekt skal gendefineres og der er behov for nye europæiske ledere à la Jacques Delors eller Daniel Cohn-Bendit, der kan inkarnere Europa.

Og den franske præsident Emmanuel Macron er ikke en af de nye europæiske ledere.

Folk har forstået, at nye politiske bevægelser og politikere, ikke nødvendigvis betyder et nyt softwaresystem. La République en Marche’ system er fuldkommen som de gamle partier.

”Jeg havde en forventning om, de ville revolutioner det hele. Men det er overhovedet ikke sket.”

Og Karima Delli minder om, at ingen politisk gruppe i det kommende Europa-Parlament vil få et overvældende flertal, og at det derfor er altafgørende at kunne diskutere med de andre og skabe politiske kompromisser.

– Foto: Europa-Parlamentet

Karima Delli

Er født den 4. marts 1979.

Har siden 2009 været valgt til Europa-Parlamentet for det franske parti Europe Écologie Les Verts (Europa Økologi De Grønne). Er den første kvindelige formand for Europa-Parlamentets transportudvalg.

Hun kommer fra Roubaix i Nordfrankrig og er det niende barn ud af en søskendeflok på 13. Hendes forældre immigrerede fra Algeriet til Frankrig, hvor hendes far arbejdede i tekstilindustrien. Begge hendes forældre er analfabeter.

Hun er kandidat i Statskundskab fra Lille.

 

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Rejse- og opholdsomkostninger for Magasinet Europas tur til Strasbourg var finansieret af Europa-Parlamentet.

Billede i artiklens top: /Europa-Parlamentet/ 

Læs hele temaet “Europæernes valg”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon