Kløften mellem Biden og Macron vokser

2021-10-03T07:07:24+00:00 søndag, 3. oktober, 2021|

Der ser ikke just godt ud med venskabet mellem USA’s præsident og Frankrigs præsident. Årsagen er først og fremmest forskellene i tilgangen til Kina. 

Analyse af Jesper Steenstrup Vogelius

Det var et forsøg på at forbedre relationerne, da USA’s præsident Joe Biden og Emmanuel Macron talte i telefon i forrige uge, og det var da også med til at nedtone den direkte diplomatiske krise mellem USA og Frankrig. Men det virker usandsynligt, at den korte samtale har repareret forholdet mellem de to helt – endsige udvisket de grundlæggende forskelle mellem de to lande i forhold til eksempelvis forholdet til Kina.

Årsagen til den offentlige ballade mellem Macron og Biden er, at Australien i forrige uge meddelte, at det ville trække sig fra en forsvarsaftale på flere millarder dollars, hvor Frankrig skulle levere ubåde. I stedet indgik USA, Storbritannien og Australien en aftale, som var blevet forberedt i hemmelighed, og det fik Frankrig til at beskylde USA for at have løjet og for at rokke ved fundamentet under NATO.

Efterfølgende skrev Sylvie Kaufman, chefredaktør for det store franske dagblad Le Monde, i New York Times: “Tag ikke fejl. Dette er en krise”, og dernæst tog Biden initiativ til en telefonsamtale.

To dage efter Biden-Macron-samtalerne kaldte Frankrigs forsvarsminister Florence Parly USA’s handlinger “barbariske”. Også hun bemærkede, at hun så det i lyset af USA’s politik over for Kina: “I denne strategiske analyse fylder Europa mindre og mindre.”

To forskellige strategier
Det er klart, at Biden mener, at USA har brug for flere allierede for at bekæmpe Kina. NATO blev delvis oprettet for at afskrække Sovjetunionen og har været garant for freden og sikkerheden i USA, Europa og det meste af den vestlige verden i de sidste 70 år. Men nu, hvor USA er fanget i konkurrence med en ny global magt, har Biden vovet sig ud over NATO for at putte sig ind til Australien – fordi at han tror, ​​at dette mere effektivt vil beskytte amerikanske interesser imod Kinas indflydelse.

Det er den underliggende begrundelse for det, der er sket. Det ser ud til, at USA mener, at hverken Frankrig eller det øvrige Europa har viljen eller evnen til at tage kampen mod Kina.

Macron sagde tidligere på året, at EU skulle betragte Kina som både en partner og konkurrent, og i sidste uge i sidste uge stemte Europa-Parlamentet om et nyt strategisk syn på Kina – ét, der afspejler Macrons tilgang. EU foreslog at styrke forbindelserne til de store asiatiske demokratier i Indien, Japan og Sydkorea samt Taiwan, samtidig med at unionen vil samarbejde med Kina, hvad angår handelsordninger og klimaforandringer.

Biden ønsker først at forstærke Australiens militære magt, og så kan det være, at diplomatiske samtaler med Kina kan have en chance for at lykkes. Lad os ikke glemme den vrede konfrontation mellem udenrigsminister Antony Blinken og hans kinesiske kollega i marts – hvor hver side anklagede den anden for grove menneskerettighedskrænkelser i en scene, der alt for meget mindede om Donald Trump-perioden.

Macrons overvejelser
På baggrund af den forsonende telefonsnak kunne det umiddelbart se ud som om, at Macron har lagt sig fladt ned og accepteret Bidens hårde tilgang til Kina. Dog kan det kan meget vel være, at Macron, der er lige så klog som enhver anden leder i Europa, fisker efter mere magt i EU, hvilket ville give ham mulighed for at skabe et andet forhold til Kina i stedet for at følge USA’s strategi.

Tyskland får ny kansler, men hvis Macron kan vinde valget til april og få en anden præsidentperiode vil han blive den første franske leder til at gøre det siden Jacques Chiracs blev genvalgt i 2002. Dermed kan han fremstå som en de facto leder af EU.

Dette ville kunne placere ham i en langt stærkere position til at føre Europa væk fra Amerikas mere konfronterende holdning til Kina, til fordel for en mere afbalanceret og pragmatisk tilgang.

Med andre ord kan han i disse dage af strategiske hensyn trække sig tilbage fra denne konfrontation i lyset af det lange spil.¨

En højtstående Macron-rådgiver påpegede for nylig, at Macron har husket, hvordan hans forgænger,  François Hollande, blev latterliggjort for blot at følge trop, da daværende amerikanske præsident Barack Obama skiftede mening og besluttede at USA ikke skulle tage hævn over for den syriske leder Bashar al-Assad i kølvandet på det syriske militærs brug af kemiske våben.

Efter at have set Hollande blive latterligjort er Macron ivrig efter at undgå den samme fejl, især nu hvor han har lanceret sin genvalgskampagne. Mens Hollande afstod fra at konfrontere USA, har Macron ladet sin utilfredshed blive alment kendt. Som en embedsmand fra udenrigsministeriet skrev fornylig, så har Macron vist, at han – om nogen – har rygrad.

Men der er allerede en række udfordrere, der kritiserer Macron, som påpeger, at USA har påført Frankrig og dets status i verden enorm skade. Den populære venstrekandidat Jean-Luc Mélenchon gik til tasterne på Twitter for at fordømme Macron for at have “overgivet sig ubetinget” til Biden og ydmyget Frankrig.

I den anden ende af spektret brugte den højreorienterede kandidat Marine Le Pen, Twitter til at påstå, at “når det kommer til at sikre vores uafhængighed og vores stolthed,  er det værste scenarie altid garanteret med Emmanuel Macron.” Og mindst to franske senatorer har krævet oprettelsen af ​​en undersøgelseskommission for at undersøge det hele.

En grundlæggende tendens
Hvad angår Biden, har udenrigspolitik under hans administration – for eksempel i Afghanistan og nu med Australien – ikke ligefrem skabt tillid blandt mange af  USA’s allierede. For mange mennesker i Frankrig synes den første tid med Biden mere at være en fortsættelse af det, de så under præsident Donald Trump, end noget dramatisk skifte.

I store dele af dette århundrede har Frankrig og USA været ved at glide fra hinanden, begyndende med Frankrigs afvisning af den amerikanske invasion af Irak i 2003. Disse seneste alvorlige udfordringer, synes kun at fremskynde det måske snarlige fjendskab.

Som Florence Parly konkluderede, så var USA’s “brutale” opførsel “ikke en overraskelse. Det er nogle år siden, vi lagde mærke til denne grundlæggende tendens.”

Det vil kræve noget mesterlig præsidentiel handling af Macron og muligvis en rungende anden periode som fransk præsident for at vende det, der synes at være en dybtliggende, historisk tendens.

Jesper Steenstrup Vogelius, f. år 2000, er skribent med erfaring i indenrigs- og udenrigspolitik fra netmedier såvel som i pressen for Det Konservative Folkeparti, samt det analytiske værktøj i spørgsmål om dansk-politiske forhold samt udenlandske.

Billede i artiklens top: /Wikimedia Commons/