Det er lykkedes at vælte den evige Mariano Rajoy med et lynangreb på det spanske regeringspalads Moncloa. Socialisternes comeback kid Pedro Sánchez har sammen med det yderste venstre og de oprørske regioners nationalister vedtaget et mistillidsvotum i parlamentet, der tvang den konservative regeringschef til at gå af meget imod hans vilje. Rajoys famøse taktik med at vente, til det hele blæser over, har givet bagslag denne gang. Den nye højreopposition kalder Sánchez’ nye koalitionsregering for “Frankensteins monster”, fordi socialisterne er afhængige af venstreradikale og lokalnationalister.
Kommentar af Sara Høyrup
SPANIEN | Den enorme korruptionssag Gürtel blev i fredags den konservative regeringschefs politiske endeligt, da et flertal i det spanske parlament vedtog et mistillidsvotum mod Mariano Rajoy og hans regerende Partido Popular (PP).
Sagen omhandler godt nok økonomisk kriminalitet begået på partifællen José María Aznars tid som regeringschef, men Rajoy har stået last og brast med de anklagede og benægtet problemet under hele den lange retsag. Partiet selv – og ikke kun folk på tidligere topposter – er blevet dømt for at have tjent på den grasserende korruption, og regeringschefens ord er simpelthen blevet underkendt som utroværdige af dommerne.
Rajoy har før kunnet børste alting af sig og ganske enkelt vente, til det hele gik over af sig selv, og oppositionens forskellige delelementer havde bidt hovederne af hinanden. Men ikke denne gang.
Socialisternes comeback kid
Rajoys afløser på posten bliver initiativtageren til mistillidsvotummet: socialisten Pedro Sánchez (PSOE) som ellers var blevet mobbet fra magten i sit eget parti, da han for et par år siden nægtede at gå i regering med lige netop PP. Dengang måtte spanierne vente urimeligt længe på at få en regering, og medierne drømte sværmerisk om den danske evne til at indgå koalitioner.
Men Sánchez ville ikke i regering med sine ideologiske modstandere, som allerede dengang var havnet i udhængsskabet som smækkorrupte. Han opgav sin plads i parlamentet og tog på road trip landet over, og ad den vej genvandt den detroniserede socialistleder magten og æren. På den nye regeringschefs CV figurerer ansættelser hos både Europa-Parlamentet og som stabschef for FN i Bosnien under Kosovo-krigen.
Pedro Sánchez. – Foto: /Ritzau Scanpiz/AP/Emilio Naranjo/
PSOE har selv korruptionssager på vej, særligt i Andalusien hvor de står stærkt, og partiets demokratihelt Felipe Gonzalez faldt i sin tid ned ad piedestalen viklet uhjælpeligt ind i en korruptionsskandale (og i GAL-skandalen om retsstridig terrorbekæmpelse i Baskerlandet). Rajoy forsøgte torsdag at forsvare sin egen position ved at sige, at socialisterne da også er korrupte: ”Er I måske selv moder Teresa?”
De venstreradikale indordner sig
”Ham med hestehalen” alias Pablo Iglesias drømte storslåede drømme engang om et såkaldt sorpasso, hvori hans personlige ejendom, den venstrepopulistiske bevægelse Podemos, skulle overhale socialisterne som det nye store venstreparti. Podemos opstod ud af bevægelsen af indignados, som var de nye generationers rasen over deres skæbne som evigt prekær arbejdskraft med lukkede fremtidsmuligheder. En samfundsdebattør som professor Jordi Gracia beskrev dem for år tilbage som det nye, sande socialdemokrati, men gassen er gået af ballonen siden.
Al sin snak om basisdemokrati til trods har det venstreradikale Podemos alle dage været præget af en personkult, der giver bagslag nu, hvor Iglesias og kæresten er sprunget ud som hyklere: I en gigantisk villa-gate har den asketiske messias meldt sig ind i samme elite (casta), som han ellers har prædiket imod. Hertil kommer de nære forbindelser til den venstrepopulistiske chavisme i Venezuela, som PP helt fra starten har brugt imod Podemos for at sværte dem som farlige samfundsnedbrydere. Værst er vel nok, at politologen Iglesias har ladet sig betale store summer fra et forarmet lands autokratiske herskere for sin politiske ”konsulentbistand.”
Podemos har på landsplan slået sig sammen med Izquierda Unida (Spaniens svar på Enhedslisten) i de senere år og hedder derfor Unidos Podemos. Det betyder ”sammen kan vi” og indgår i den spanske ordleg i den store underskov af nye partier med verber, adjektiver og adverbier som navne. Men Podemos kan ikke så meget, som Podemos gerne ville, og partiformanden har derfor velvilligt stillet sine p.t. vældigt mange parlamentsmedlemmer til rådighed for Pedro Sanchez’ nye venstreregering med dens dubiøse bort af lokalnationalister. Billeder fra parlamentet viser Iglesias, der kaster sig begejstret om halsen på samme Sanchez, som han før har yppet til hanekiv med.
Ciudadanos ser den anden vej
Man kunne have forventet, at korruptionsbekæmperne Ciudadanos (Cs) ville gribe chancen til omsider at støde den gamle fra magten. En række magtstrategiske hensyn stod imidlertid i vejen:
Partiet med udspring i Catalonien og den klare unionistiske agenda vil til valg. De vil kapitalisere på den store stjerne, de lige for tiden har i befolkningen takket være deres helhjertede indsats mod den catalanske separatisme og lokal diskrimination og indoktrinering. Sidste års catalanistiske amokløb fra regionalisme og forborgen chauvenisme til et decideret løsrivelsesforsøg har fået det tavse flertal i Catalonien og en konsterneret spansk befolkning til at tage aktivt afstand fra catalanisternes nationsopbygning. Ciudadanos har været centrale som modstandskæmpere.
Når partiet ikke støtter Sanchez som ny regeringschef, skyldes det, at lederen Alberto Rivera selv vil være kalif – og han vil være det nu. Han kunne også godt have brug for PP som støtteparti, når han engang kommer til magten – og det er ulige nemmere, hvis man ikke lægger sig mere ud med det konservative højre, end godt er.
PP er kendt for sin nærmest rasende holdning til at måtte undvære magten til tider, og Rajoy var et uskønt syn i tiden efter Aznars fald, når han evigt fortørnet anførte massedemonstrationer imod den baskiske fredsproces, som blev forestået af modige socialister og var en videreudvikling af den indsats, hans egen partifælle Aznar havde gjort mod ETA’s morderiske svøbe. Også denne gang har Rajoy lagt an til uforsonlig opposition – og det samme har Ciudadanos.
Man kan få den kætterske tanke, at Ciudadanos måske i virkeligheden slet ikke svinger begge veje som et Spaniens svar på De Radikale, sådan som selvdefinitionen som socialliberale tilsiger. Måske svarer det snarere til det danske Venstre med den forskel, at Catalonien-konflikten er partiets egentlige raison d’être. Det er svært at vide, hvad partiet med halvanden sag står for:
Cs er spanskpatriotiske europæister og svinger sværdet mod den lokale nationalisme. De bekæmper den udbredte korruption i det politiske landskab ved at stille krav til deres samarbejdspartnere rundt omkring i landet. Men er de socialiberale, som de selv siger, og lige så optaget af freelanceres kår og velfærdsstaten, som de selv siger? Eller er de – som progressive catalanere hævder – nyliberale uden hensyn til Spaniens tvingende behov for større social retfærdighed?
Det er ikke afgjort endnu. Det store vakuum bag mærkesagerne kan stadig nå at blive fyldt ud med nær sagt hvad som helst, ikke mindst vælgernes lønlige håb.
Ciudadanos er i alt fald ikke kryptofascister, sådan som separatisterne i Catalonien har forsøgt at opmale dem. Partiet har sit udspring i det catalanske socialdemokrati og blev i sin tid dannet af folk, der havde fået nok af socialisternes følgagtighed over for den lokale nationalisme. Men de menes at have taget et sving til højre siden da – om ikke andet så fordi det helt urimeligt regnes for højreorienteret at være imod de oprørske regioners nationalchauvenistiske tendenser og forsøg på at nedbryde retsstatens rammer.
Både Rajoy og Rivera beskylder i disse dage Sánchez for at være drevet af personlig ambition frem for at have landets bedste for øje, men nøjagtigt det samme kan man sige om dem selv.
Svigefulde borgerlige baskere
Pinden til Rajoys ligkiste blev samme borgerlige baskere, som få dage før havde fremtidssikret den siddende regering ved at stemme for dens forslag til statsbudgettet. PNV tog sig godt betalt, da de indgik den aftale, og de vil tage sig godt betalt af Sánchez. De frygter Ciudadanos som pesten, fordi Cs har svoret at ville rive tæppet væk under den historisk betingede skatteordning, der giver Baskerlandet urimeligt gode kår, og som ETA’s terror op igennem hele demokratiets tid har fungeret som garant for.
Socialisten Sánchez har en doktorgrad i økonomi og har lovet landet – men især PNV – at fastholde budgettet, som PSOE ellers stemte imod, og som nu skal igennem senatet. Spaniens skæve valglov styrker i overvældende grad de store partier især i senatet, hvor PP derfor har flertal. Det vil kræve meget stor hævngerrighed af det konservative folkeparti at stemme sit eget budgetforslag ned, men det er bestemt en mulighed.
PNV giver den som statsmænd og hævder, at de bare støtter stabiliteten, som de nu ser i socialisterne. PNV er altid at finde, hvor magten er. Imens køber de sig aflad på hjemmebane og forsikrer om deres sande nationalchauvenistiske natur ved sammen med ETA’s politiske gren EH Bildu (der også indgår i Sánchez’ risikable koalition) at tage initiativ til en institutionel skelnen mellem rigtige baskere og forkerte baskere, der ikke lader apartheid meget efter.
Selvoptagne catalanske nationalister
I Cataloniens nationalistpresse evner man manøvren at gøre Rajoys fald til karmabetaling for at have ”ydmyget Catalonien”, som den separatistiske papir- og netavis Ara.cat formulerede det på lederplads i fredags. Set fra den rige region i landets nordøst er der simpelthen ikke noget i denne verden, som ikke handler om Cataloniens selvfølelse.
Socialisterne har alle dage været regionalister og lokalnationalister venligere stemt end den spanske enhedsdikator Francisco Francos politiske arvtagere i PP’s light-udgave af de fyrre onde års nationalkatolicisme. Både professor Jordi Gracia og den separatistisksindede journalist Jordi Rovira udtrykker over for Magasinet Europa begrundet håb om, at fronterne mellem den catalanske og den spanske nationalisme nu vil blive blødt op. Det er der hårdt brug for i en region, hvor modstanden mod den lokale nationaldiskurs er vågnet til dåd efter lang tids dvale, og borgerkrigen er blevet malet på væggen flere gange.
Sánchez lyder lidt som socialisternes fordums regeringschef José Luis Rodriguez Zapatero, der talte om et pluralistisk Spanien og kom for skade at love catalanisterne frihed til ”selvbestemmelse”, hvilket siden blev skudt ned af forfatningsdomstolen og dermed blev anledningen til det martyrium, som den aktuelle løsrivelsesproces siden 2012 lod sig begrunde med.
Den nye regeringschef har lærenemt lagt sig efter det nyeste buzzword blandt catalanisternes udskiftelige slogans. Også Sanchez taler derfor om den smertelige dolor, disse nationalchauvenister føler over ikke at have fået lov at løsrive sig men have fået suspenderet selvstyret i stedet, og over at have (selvvalgte) martyrer fordelt på spanske fængsler og europæiske lande.
Hvis man kørte en spansk korpussøgning på termen smerte, ville man se, hvordan den anti-andalusiske catalanisme her kommer for skade at tale lige ind i et polkaprikket flamencounivers af drama og store følelser.
Vakkelvorn koalition
Hvorom alting er, vil Sanchez ikke kunne regere uden støtte fra både det yderste venstre og flere af sine lokalnationale støttepartier, og frygten blandt unionistiske catalanere er, at de endnu engang vil blive overladt til nationalchauvenisternes diskrimination og indoktrinering. Den catalanske erfaring er nemlig, at både lokale socialister og den til enhver tid siddende centralregering har det med at svigte deres ansvar som bolværk mod nationalismen, når den ruller frem.
Det er da også både Partido Populars og Ciudadanos’ prompte beskyldning mod socialisten Sanchez: at den reelle magt nu vil blive lagt ud til lokalnationalisterne i de oprørske nationalistregioner Catalonien og Baskerlandet. Men det bliver den jo kun, fordi PP (fortørnet) og Cs (med blikket stift rettet mod egne ambitioner) nægter at agere sådan, som al statsræson byder, og støtte Sanchez og socialisterne, så han kan undvære lokalnationalisterne og undgå deres krav om genydelser.
Sánchez kan kun regere på støttepartiernes nåde, så vi kan forvente valg i utide, skønt socialisternes horisont er at holde et år og sidde tiden ud. Podemos vil til den tid blive skåret kraftigt ned fra sin overvintrede hyperstørrelse, og PP vil lide endnu et svidende nederlag (det forrige var decimeringen i Catalonien lige før jul). Ciudadanos bliver størst men får ikke flertal alene, og PSOE vil gå frem qua en tid ved magten (magt tiltrækker mere magt), medmindre de når at skuffe fælt.
Ciudadanos kan meget vel tænkes at lade PP komme ind i varmen igen som ydmyget støtteparti, men endnu en alliance til partiets højre side vil i givet fald være nådesstødet til de mange progressive vælgere, der i deres kvide har set et antinationalistisk lys i partiet.
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Pierre Phillipe Marcou/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
