I dag er der gået to år siden attentat i Barcelona. Det blev forbløffende hurtigt glemt, og blot tre uger senere vendtes al opmærksomhed mod det catalanske paladskup. Traumet blev pakket væk i en fart, men op af Pandoras æske sprang en hårdnakket konspirationsteori om, at den spanske stat var indblandet i angrebet.

Baggrund af Sara Høyrup

På mindedagen sidste år hyppede alle grupperinger deres egne kartofler. På Ramblaen flokkedes de med hver deres dagsordner, der handlede om alt muligt andet end fælles sorg og modstandskraft: På den ene side Leve kongen og Viva España. På den anden side mystificerende anklager om kongelig våbenhandel med diktaturstater  – og den chokerende påstand om en statslig aktie i attentatet i hjertet af Cataloniens hovedby. En enlig mand stod og græd ved mindesmærket øverst på gågaden, mens alt omkring ham gik op i monotemaet om catalansk løsrivelse versus spansk samling.

Gerningsmanden slap ud af byen, men blev dræbt få dage senere af regionspolitiet, som han lod tro, at han var udstyret med en bombevest. En dame havde genkendt ham fra efterlysningsfotoet og ringet hans tilstedeværelse i hendes lokalområde ind. Hans overlevende medsammensvorne og mere perifære hjælpere og deltagere, der var sprunget fra under forberedelserne, blev fundet og afhørt: vejen til afklaring af terrorens vildveje. Resten af terrorcellen var kommet for skade at sprænge sig selv i luften med et massivt lager af gasflasker tidligere på dagen for vanvidskørslen.

Dermed gik gruppens plan i vasken: at bringe et ikon som Gaudìs storværk Sagrada Familia eller fodboldstadionnet Camp Nou – eller måske sågar Eiffeltårnet – til fald med de mange sprængfarlige gasflasker og rive hundreder eller tusinder med sig i døden. I stedet zigzaggede kamikazebilisten en halv kilometer ned igennem den stærkt befærdede Rambla, mens folks sprang til alle sider eller blev fældet, indtil han stødte på grund ud for Operaen og stak af gennem madmarkedet Boqueria og bydelen Raval.

Imamen og advarslen
Hjernen bag flokken af purunge andengenerationsindvandrere fra Marokko var en midaldrende imam med tidligere narkodomme: en klassiker i radikaliseringens psykologi. Fordums synder vaskes væk med angreb på troens fjender. De unge fyre var brødre og fætre, og den udefrakommende radikalisering var gået i selvsving mellem dem, skønt de i deres hjemby Ripoll gik for at være velintegrerede.

Imamen havde tidligere forsøgt at gøre sine hoser grønne i Belgien, men menigheden nordpå var utrygge ved ham. I den forbindelse var der uformel kontakt mellem belgisk og catalansk politi, ligesom CIA i maj havde advaret om et forestående angreb. Alt faldt gennem sprækkerne i politisamarbejdet, og der blev ingen forholdsregler taget i den altid terrortruede storby. Barcelona ligger jævntvæk på 4 på en skala på 5 for trusselsniveauet: Det er mere end Belgiens 3 på en skala på 4 efter angrebet i Bruxelles’ lufthavn.

Også det store dagblad El Periódico de Catalunya kendte til advarslen vestfra. En misforstået ansvarsfølelse fik mediet til at sidde på nyheden for ikke at skabe panik. Heller ikke avisen gik derfor offentligt ud med den amerikanske advarsel, som var uspecifik og blot én i en lind strøm af efterretninger om attentatplaner mod byen.

Også lokale beboeres melding til den lokalnationalistisk styrede kommune faldt for døve øren, da de undrede sig over flokken af lyssky typer i en nedlagt landejendom. Og ingen gasudsalg meddelte myndighederne – som man ellers skal – om store salg af gasflasker. Et samspil af forsømmelser banede vejen for tragedien.

Den onde stat
Hvorfra kommer så historien om, at den spanske stat skulle stå bag det islamistiske terrorangreb i sin rigeste region, eller i alt fald have kendt til det og ladet det ske? Det er en beskyldning om, at statsapparatet skulle være så forhippet på at hindre løsrivelse, at staten (hvem det så end er) end ikke helmede ved udsigten til hundred- eller tusindvis af døde og et kolossalt slag mod den turisme, der driver den catalanske økonomi.

Det hele udspringer af en villighed til at tro på det og af et enkelt forhold: at det spanske efterretningsvæsen CNI engang har været i kontakt med terrorimamen. Det har man, forklarer el Centro Nacional de Inteligencia, dengang han sad fængslet. Det er kutyme at forsøge at rekruttere almindelige kriminelle som informanter, men bestræbelserne mislykkedes.

Pablo Dìez de la Isla, der er politolog og udgiver udenrigsmagasinet The Outsidermagazine, bemærker, at hvis imamen vitterligt havde været efterretningstjenestens mand, så var attentatet aldrig sket. Spanien er et af de steder i verden, hvor flest terrorceller bliver optrevlet i tide – netop takket være informanter i egne rækker.

Andre iagttagere, der ikke vil lægge navn til (eftersom ingen i Catalonien slipper godt fra at bide hånden, der fodrer dem), siger simpelthen: ”Teorien er absurd. Separatisterne udnytter en information, som alle solide medier har miskrediteret gang på gang.”

Der har også gået medierygter om telefonopkald fra de catalanske Mossos d’Esquadra, regionens eget politi, i timerne mellem gaseksplosionen og attentatet på Ramblaen, der blev fulgt op af et mindre angreb i badebyen Cambrils ud på natten. Det er alt sammen meget mærkeligt, men tilsyneladende grebet ud af den blå luft. Pablo Dìez minder om, at regionspolitiet vanligvis gør en god indsats mod den truende terror og før har lukket luften ud af stort anlagte planer om angreb på byen.

Og for øvrigt giver det ingen mening at benytte det catalanske politis rolle i tragedien som belæg for, at centralstaten skulle ønske det værste for regionens indbyggere. Los Mossos er netop blevet brugt politisk under det fejlslagne paladskup i månederne efter angrebet – de er ikke mistænkt af nogen for at gå statens ærinde. Tværtom er de kommet i fedtefadet for at forsømme deres pligt til at værne om lov og orden med rygstøtte i Forfatningen, regionsstatutten og straffeloven.

Men lige meget nytter det. Konspirationsteorien om den onde stats skjulte hånd nægter at lade sig lægge død i mødet med fakta og politiets efterforskning. Den er blevet blæst op af digitale medier med en lokalnationalistisk dagsorden og en tabloid tilgang til faget, men pure afvist af alle seriøse medier i landet efter nærmere research. Også det catalanske politi undsiger konspirationsteorien.

Det hindrer bare ikke folk i at tro, lige hvad de vil. Det står heller ikke i vejen for, at separatistledere som den undvegne Carles Puigdemont og hans stråmand Quim Torra puster til ilden og udtaler, at der kunne jo være noget om snakken: alle sølvpapirshattes stærkeste argument igennem tiden.

Sara Høyrup er cand.mag. i spansk og har boet on/off i Spanien siden 1994.

Billede i artiklens top: /Sara Høyrup/

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: