Lovforslag til ny russisk kulturpolitik ligner mest af alt en sikkerhedsdoktrin.

Analyse af Jesper Gormsen

6.6.2014 | RUSLAND | Kulturen er kittet i det russiske samfund, og kulturpolitikken skal derfor tænkes ind i langt flere politikområder end tilfældet er i dag. Dét var budskabet, da Vladimir Putins kulturpolitiske rådgiver, Vladimir Tolstoj, sidst i maj præsenterede lovforslaget ”Grundlag for den statslige kulturpolitik”.

Lovforslaget har været ventet med spænding efter, at et internt udkast blev bragt i avisen Izvestija tidligere på året. Med passager som ”Rusland er ikke Europa” og ”ingen formeksperimenter kan retfærdiggøre indhold, som er i strid med traditionelle værdier i vores samfund” sendte udkastet den stærkt konservative kulturminister Vladimir Medinskij i defensiven.

Særligt postyr vakte dokumentets postulater om, at det er de etniske russere, der udgør det ’statsdannende’ folk i Rusland. Omend ”den russiske enhedskultur har optaget elementer fra alle folkeslag (alt efter deres muligheder) og det bedste fra verdenskulturen”.

Sikkerhedskoncept gemt bag moralske værdier
Mange drog derfor et lettelses suk, da det endelige lovforslag blev præsenteret af den noget mere moderate Vladimir Tolstoj. I forhold til udkastet er der blevet luget voldsomt ud i den antivestlige retorik. Og al tale om etniske russere versus ikke-russere er røget helt ud.

Der er heller ingen referencer til kristendommen. Tværtimod understreger dokumentet, at de traditionelle russiske, moralske værdier er baseret på normer og krav, der går igen i alle verdensreligioner. Blandt disse nævner lovforslaget blandt andet ærlighed, lovlydighed, kærlighed til fædrelandet, respekt for ærligt arbejde, familieværdier, kyskhed og respekt for ældre.

Men selvom lovforslaget er blevet renset for alle kulturminister Medinskijs provokatoriske teser, så er det stadigt et stærkt værdiladet dokument. Allerede i indledningen står det klart, at kulturpolitikken er tiltænkt en strategisk, næsten sikkerhedspolitisk, plads i statens politik:

”Rusland er en stat, der har skabt en stor kultur. Gennem hele den russiske historie har netop kulturen opkoncentreret og videregivet nye generationer nationens åndelige erfaring. Sikret Ruslands multinationale folk enhed og i mangt og meget afgjort Ruslands indflydelse i Verden.
I lyset af den skærpede ideologisk-informationsteknologiske konkurrence og i de ikke helt overkomne følger af det 20. århundredes nationale katastrofer, bliver denne egenskab ved den russiske kultur i dag afgørende for landets fremtid.”

Ingen Majdan i Moskva
”De ikke helt overkomne følger af det 20. århundredes nationale katastrofer” er en hentydning til de i russiske øjne ukorrekte udlægninger af den sovjetiske historie, der hersker i de tidligere randstater. Især i det vestlige Ukraine, hvor højrenationalister hylder figurer, der i Rusland anses som krigsforbrydere.

Skal man tro lovforslaget er læren af den russiske historie, at det er kulturen, der har fungerer som instrument for bevarelse og videregivelse af traditionelle, moralske – og historiske – værdier i det multinationale og multietniske Rusland. Og Rusland har en moralsk pligt — og ret – til at bevare denne kultur og forsvare den korrekte udlægning af historien.

Ifølge Putins kulturpolitiske rådgiver, Vladimir Tolstoj, bunder de kaotiske tilstande i nabolandet Ukraine netop i en mangel på kulturel og historisk forståelse. Nærmere betegnet i Kiev og vestukrainernes manglende respekt for østukrainernes sprog og historiesyn:

”I Rusland har vi heldigvis en stærk statsmagt, som forstår sit ansvar over for landet. Ikke desto mindre findes disse farer, som ligger lige netop i kulturen, også i Rusland. Det mærker vi meget tydeligt. (…) Det er meget trist. Vi bør ikke tillade en kulturel majdan i vores eget land,” sagde Tolstoj ved præsentationen af lovforslaget med henvisning til Majdan Nezalezjnosti  – Frihedspladsen i det centrale Kiev, hvor oprøret mod præsident Janukovitj begyndte i efteråret 2013.

Internettet fyldt med snavs
Den ”skærpede ideologisk-informationsteknologiske konkurrence” definerer lovforslaget forholdsvist klart, som det oplevede værdiliberalistiske, vestlige pres på Rusland samt de primært vestligt ejede (og hostede) sociale medier.

Dokumentet er til gengæld ikke helt entydigt, når det gælder teknologiens muligheder. På den ene side lægger det op til, at der skal passes bedre på kulturarven, herunder også den digitale. På den anden side er man ikke udelt begejstrede for den nye teknologi:

”I nutidens cyberspace kan alle, der har adgang til en computer og internettet, oprette og distribuere indhold. Uanset deres uddannelse, udsyn, livserfaring, viden om det konkrete emne, deres mentale sundhed og deres sande hensigter. Som et resultat heraf er informationsrummet forurenet. Og indvirkningen af disse urenheder er stadig dårligt anerkendt. Men den kan sammenlignes med forurening af den luft, vi indånder, og det vand, vi drikker. Disse betingelser for medier og informationskompetence er blevet en af ​​de vigtigste faktorer for social udvikling.”

Det tætteste dokumentet kommer på en forklaring på, hvordan man skal bekæmpe denne informationsforurening er en kryptisk formulering om, at der skal arbejdes på at ”støtte og udvikle et informationsmiljø, der er fremmende for personlighedsdannelsen”. Dette skal ske ved at sikre, at kultur formidles på et korrekt, litterært russisk, og at der er digital adgang til såvel klassisk som moderne kunst.

Slå hjernen til
Lovforslaget vil efter alt at dømme blive behandlet i efteråret. Der vil ikke blive tale om et bindende dokument, men alligevel mener flere iagttagere, at lovforslaget kan ses som en ideologisk overbygning til den byge af forbud, som den russiske duma har vedtaget i den seneste tid. Og til de forbud, der er i støbeskeen.

Senest har det russiske parlament vedtaget en lov, der forbyder bandeord i film, litteratur og teater. Og en lov, der ligestiller bloggere med andre medier, dvs. pålægger bloggere samme juridiske ansvar som eksempelvis aviser. I april indførtes straf for forherligelse af nazismen. Herunder løgnagtige påstande om Sovjetunionens rolle i Anden Verdenskrig.

Så sent som i maj luftede flere embedsmænd tanken om at blokere sociale medier, såsom Twitter.  Det fik premierminister Dmitri Medvedev til — på Facebook — at opfordre disse embedsmænd til ”at slå hjernen til”. Efteråret vil vise, om det sker.

Jesper Gormsen er fast skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / volna80