14.04.2012 | AVANGARDEKUNST | I Sarajevo tager man begrebet undergrundskunst helt bogstaveligt. I et indkøbscenter under det enorme Skenderija sportskompleks ved Miljackaflodens bred har en stor skare af unge, eksperimenterende kunstnere fået lov til at producere og vise deres værker i over fyrre tidligere forretningslokaler. Et bemærkelsesværdigt kunstprojekt, der står i skærende kontrast til kunstens trange kår og den aktuelle kulturelle afmatning i den bosniske hovedstad.

Krigen og dens traumer har nemlig sat sine spor, og mange borgere kæmper stadig for blot at skaffe sig det fornødne til at leve et anstændigt liv. Samtidskunst og moderne kultur dominerer ikke ligefrem bybilledet.

Unikt kunstunivers
Men pludselig forårsagede den økonomiske nedtur et stigende antal tomme lokaler i K.S. Centar Skenderija. Og da en af Balkans mest respekterede kunstnere og kuratorer, Jusuf Hadzifejzovic, hurtigt forstod potentialet, blomstrede den underjordiske kunstscene op.

Først startede han sit eget galleri, Charlama Depot Gallery, i en af de større nedlagte forretninger midt i det noget forsømte shoppingcenter, der ellers var symbolet på velstand i det tidligere Jugoslavien. Siden fik han overtalt stedets direktør til også at lade andre af byens kunstnere rykke ind blandt de resterende manicure-forretninger og brudebutikker.

At netop Jusuf Hadzifejzovic fik lov til at skabe det nu helt unikke kunstunivers, er måske knapt så overraskende. For har man først oplevet den store, skæggede mand sidde i bjergene med udsigt over Sarajevo og lystigt spise fårehjerne, mens han udbreder sig om livet og kunsten, ved man at Jusuf Hadzifejzovic er særligt engageret.

Samarbejde i undergrunden
Dog er det ikke alle Sarajevanere, der ser ham som kunstens frelsende engel. For under serbernes belejring af byen i 1992-1995 flygtede Jusuf Hadzifejzovic ud af byen, hvilket har kostet ham respekt blandt mange af de kulturintellektuelle, der modigt blev boende.

Alterante text

Kurator og kunstner Jusuf Hadzifejzovic kæmper for kunsten i Sarajevo

Men uanset mangel på anerkendelse fra den socialistiske tids stolte kulturkæmpere er han tilbage i Sarajevo og arbejder stædigt på at udbrede den bosniske samtidskunst. Med sine undergrunds-projekter i Centar Skenderija arbejder han f.eks. sammen med studerende fra kunstakademiet i Wien, udstiller kendte kunstnere fra Bosnien/Herzegovina i sit eget galleri og arrangerer årlige Sub Dokumenta-udstillinger, der involverer kunstnere fra mange lande, blandt andet New Zealand og Italien.

Travlt med virkeligheden
Jusuf Hadzifejzovic ser kampen for at skabe og fastholde en kreativ scene i Sarajevo som et stykke levende kunst i sig selv:

“Kunstscenen i Sarajevos undergrund er som ét stort værk og kunstnerne har travlt med virkeligheden,” siger han.

Den bosniske regering støtter kun sporadisk kunsten, og det er samtidig endog meget svært at opnå individuel finansiel støtte fra virksomheder, organisationer og private. Af samme grund må unge lokale kunstnere kæmpe sig fra projekt til projekt og sted til sted. Og derfor er det levende kunstmiljø under jorden i Sarajevo en sjælden mulighed for at kunne opleve yngre, ex-jugoslavisk samtids-kunst i en så stor målestok.

 

Fakta: Charlama Depot Gallery
Centar Skenderija, Terezije; (387-33) 203-178. Åbent 11 til 20 mandag –  lørdag. Galleriet blev etableret I September 2007 og har siden 2008 arbejdet som en del af Kult Zona, der er en organisation, der promoverer billedkunst.