Lægen med raceteorierne

2020-07-29T07:00:44+00:00 onsdag, 29. juli, 2020|

Statuerne af Doctor Robert statuer står solidt plantet rundt omkring i Catalonien. Her bliver de stående i disse statueomstyrtende tider. Raceteoretikeren udsættes ikke for antiracisternes rasen, når vore tiders tankesæt anvendes på gamle tiders tilgange. Racismen hos ham og hos ligesindede danner grundlaget for catalanismens store selvfølelse. Dette er tiende og sidste afsnit i sommerserien “De pæne skurke”, hvor spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. 

SOMMERSERIE: DE PÆNE SKURKE  – AFSNIT 10

Kommentar (boguddrag) af Sara Høyrup

Bartolomé Francisco Manuel Robert y Yarzábal blev født i det herrens år 1842 i den spanske koloni Mexico. Han læste til læge i Barcelona og mente en masse om, at målinger af kranier tydeligt viste, at den catalanske race var den anden iberiske race overlegen.

Og hvem var så denne konkurrerende race på spansk grund? Jamen det var da de afrikaniserede sydspaniere. Dem, der havde taget farve af 800 års arabisk invasion. Dem, der havde blandet blod med semitterne: jøderne og berberne fra Magreb-området i Nordafrika.

Nutidens catalanisme forfægter reelt samme modsætning mellem nærmest germanske catalanere, må man forstå, og de sortsmudskere murcianere og andalusere. Skellet er det samme og argumenterne uforandrede, blot polerede og tilpasset tidsånden.

Doctor Robert var ikke alene i sin tid. Han var omgivet af raceteoretikere, der hægtede det catalanske særkende (og den baskiske forbindelse) op på “kultur” og sindelag. Selv var han åbent og ærligt Blut und Boden-racist.

Skattenægteren
Den videnskabelige racist Doctor Robert var mægtigt populær og er stadig stor på parnasset. Han gik ind i politik og gjorde sig vældigt bemærket på en tid, hvor Spaniens kolonidømme var i opløsning, og Spanien derfor blev opfattet som svag.

Som borgmester for Barcelona anførte han et skatteoprør, som nutidens separatister forsøger at gøre ham efter: Man ville ikke betale til den spanske statskasse. Man ville selv beholde alle de dejlige moneter, som man sagtens kunne finde på noget at bruge til.

Mangt et monument er rejst over manden, der mente, at kraniemålinger kan vise os et menneskes karakter. Den socialdemokratiske borgmester Pascual Maragall og Spaniens kong Juan Carlos I med frue var selv med ude og genindvie monumentet på Plaça Tetuan efter diktatorens død. Den spanske stat skammer sig over sig selv og føjer konstant udkantsnationalismerne, som altid vil have hele armen. Og alle, der føler sig røde, lader til at tro på, at netop disse nationalismer er progressive og gode.

Catalonien er fuld af skoler og lægeklinikker, der er opkaldte efter den berømte racist. På skolerne udklækkes en ungdom af ureflekterede låtsas-progressive, som aldrig ser sig selv i spejlet. De erklærer sig for antifascister og farer frem med bål og brand. Og de tror fuldt og fast på, at racisterne – det er de andre.

Agitprop på kommunen
På den officielle hjemmeside for Barcelonas byråd prises Doctor Robert i høje toner af en Genís Sinca, som kalder sig journalist. Genís Sinca er et skoleeksempel på den form for fej faglighed, der udøves i Catalonien inden for journalistik, historieskrivning og undervisning. Diktaturets enhedstankegang og udgrænsning af dissens lever videre i form af skamløs opportunisme.

Der er klækkelig finansiering at få fra det offentlige af alt, hvad der fremmer den catalanistiske sag. Og skånselsløs udgrænsning til dem, der siger noget forkert eller siger det på det forkerte sprog. For tiden er der en vældig ballade om, at der bliver talt spansk i et enkelte tv-program på regionsfjernsynet TV3. Spansk er småforbrydernes og de underuddannedes sprog i den verden.

Genís Sinca beskriver Doctor Robert, så der ikke er et øje tørt. Kommunaljournalisten giver det hedengangne partiblad Land og Folk baghjul, når der skal stirres enøjet og unuanceret på en figur, som det er mange meget om at gøre at fastholde som helgen. Der er ingen ende på, hvor imponerede vi skal være af racelægen, og hvor smørret vi skal grine i skægget over, hvordan han tog fusen på dem i Madrid.

For hvis først man begynder at betvivle catalanismens heltegalleri, så bliver der ikke sten på sten tilbage af konstrukten om den catalanske storhed og lidelseshistorie. Catalanisterne repræsenterer overklassen i randområdet af at stort land, og hvem vil ikke gerne være i magtens centrum? Dét er det reelle omdrejningspunkt for hele balladen.

For tiden går galden hos de hellige ud over Columbus-statuerne, mens afrikanske sæsonarbejdere i landbruget må sove på gaden, fordi ingen vil tage dem ind. Ikke engang når en fodboldspiller vil dække deres udgifter til hotel. Imens står statuerne af den store Doctor Robert urørt.

Kranieformen
Hvordan så de da ud, disse hovedskaller som Doctor Robert var så optaget af? Den rigtige race havde ovale hoveder ligesom arierne. Den forkerte havde runde hoveder ligesom de primitive afrikanere.

Den rigtige race bestod af baskerne og catalanerne i alle “de catalanske lande”: Catalonien, Valencia og Balearerne (altså Mallorca og øerne i nærheden). Alle de andre var forkerte. De var dovne hunde, som snyltede på catalanerne. Det argument kører stadig i båndsløjfe.

Cataloniens landsfader Pujol, som vi hørte om i Skurkeseriens fjerde artikel, omtalte de andre spaniere som undermennesker. Det er den holdning, der ligger til grund for den catalanske nationalisme. Den – og så piveriet over at blive trådt under fode af disse undermennesker, som taler spansk dagen lang.

Ud over det fredede monument på hjørnet af hovedfærdselsåren Gran Vía de les Corts Catalans og Passeig San Joan finder man tillige en buste af racelægen i byens Casa de la Convalencia, en statue på rådhuspladsen i den dyre soveby Sitges, et gadenavn i småbyen Mollet del Vallés, en plads i Gerona-provinsens Camprodón og en anden i lille Sant Feliu de Codines.

Orden i verden
Racisme er en måde at skabe orden: Vi er de bedste, os kan ingen tæske. De andre er forkerte, og de skal bagest i køen til rettigheder. Vores væremåde og vaner er topmålet af civilisation og tjener til efterlevelse. De andres sæder og skikke er uciviliserede og klanderværdige. Hvis de virkelig lægger sig i selen, kan de måske en dag blive som os. Og så alligevel ikke: De har det ikke i sig.

Beatles sang en sang om deres egen Doctor Robert, som var mere optaget af at skabe uorden og dele piller ud. I samtidens jagt på bandets inspiration til sangen dukker der en højlitterær Doctor Robert op: lægen i Aldous Huxley’s utopiske roman Ø. Det paradisiske øriges læge har i sin besiddelse en bog, der hedder Notes on What’s What, and What It Might be Reasonable to do about What’s What. Denne bog i bogen opridser en praktisk filosofi for selvrealisering og perfektionering i det lille samfund, som er truet udefra og indefra.

Catalanisterne kan også noget med bogtitler, der lover at sige tingene, som de er (helt ligesom danske racister gerne sværger, at det da bare er det, de gør). Blandt de litterære levn fra Doctor Roberts samtid er Valentín Almiralls L’Espagne telle qu’elle est, på spansk España tal como es: “Spanien sådan som landet er”. Til forskel fra Huxleys tongue-in-cheek-titel er oplægget til det racistiske skrift helt humorforladt. Det catalanske spørgsmål er en alvorlig sag.

Serie: De pæne skurke

Spansk litteratur har en tradition for gavtyveromaner, hvor de farverige figurer lever efter devisen om, at går den så går den – og går den ikke, så går den nok alligevel. I en mørkere version byder den spanske virkelighed på forbløffende fortællinger om pæne mennesker, der repræsenterer lov og orden, men viser sig at være gemene forbrydere eller amoralske individer. De står rigtignok på den rigtige side af hegnet, men de er frække som slagterhunde. Det er skruppelløse personer, der duperer omgivelserne iklædt en bedsteborgermaske, der til sidst må falde med et brag. Det er historier om faldet fra tinderne.

Spanienskorrespondent og mangeårig domstolstolk Sara Høyrup tager os med på tur rundt i demokratiets irgange. Serien om skurkene indgår i Sara Høyrups bog “DIKTATOREN ER DØD! En moderne spanienshistorie”. Den udkommer næste år på Forlaget Europa. Dette er den tiende og sidste artikel i serien, og den handler om en berømmet læge med et betændt tankesæt.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “boguddrag”, “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.

Billede i artiklens top: /commons.wikipedia.org

Efterskrift

Af Sara Høyrup

Det er ikke altid let at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. Det er slet ikke let at blive enige om. Retsvæsnet (hvis det virker) er én vej til at fastslå, at der er sket en kriminel handling. De fleste kriminelle handlinger regnes for amoralske af det omgivende samfund. Vi er også efterhånden ved at være så nogenlunde enige om, at racisme er fandens værk. Også moralen er en målestok, når vi opgør, hvem der er en slyngel.

Kan det undskyldes med den udsatte position, som udkantsnationalisterne i Spanien påberåber sig i både det blodige Baskerlandet og det korrupte Catalonien? Man siger, at den ene mands frihedskæmper er den anden mands terrorist. Kan målet hellige midlet? Kan hele folkeslag have traumer og undskyldes med utilregnelighed i gerningsøjeblikket?

Verden er i farver. Når vi udpeger skurke, gør vi den sort/hvid for at bemestre den gennem en forenklet forståelse. Det spanske samfund har en hang til at dele sig i to indbyrdes krigende lejre, uanset hvad striden står om. Lejrene er naturnødvendigt totalt uenige om, hvem der er skurkene, og hvem der er heltene.

Heltene – med alle deres fejl – skal vi høre mere om i Helteserien, som Magasinet Europa udgiver til efteråret. Skurke & Helte er første del i den i serieboksen nævnte moderne spanienshistorie, der udkommer på Forlaget Europa i 2021.