Storbritannien premierminister Boris Johnson er indlagt med coronavirus, og nu spørger nogle briter sig selv, om der overhovedet er styr på situationen. 

Reportage af Anne Sofie Feld

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | ”Jeg synes, det er uhyggeligt, at premierministeren har været indlagt på intensivafdelingen. Det tror jeg, alle synes.”

Sådan siger Kerry Cross, der bor i Gloucester i det sydvestlige England. Hun blev overrasket, da hun fandt ud af, at Storbritanniens premierminister Boris Johnson har været så hårdt ramt, at han har været på intensiv i tre døgn indtil torsdag aften. For premierministerens kontor havde først oplyst, at han havde vedvarende, men milde symptomer, da han blev indlagt på Sct. Thomas’ Hospital i London.

Kerry Cross synes, det er bekymrende, at landets leder ligger i en hospitalsseng, imens nationen står i den største krise i nyere tid.

”Jeg føler ikke, at nogen ved, hvad de skal gøre. Landet er aldrig før blevet ledet af vicepremierministeren, og det er første gang, at en premierminister bliver alvorligt syg – i hvert fald hvad jeg ved af. Og så er det på grund af pandemien. Ikke en tilfældig sygdom,” siger Kerry Cross.

Som fritter i en sæk
Britiske medier beskriver også en mangel på ledelse midt i coronakrisen. Den konservative avis The Telegraph citerer en anonym, tidligere minister for, at regeringen kan gå i opløsning, hvis Johnsons tilstand forværres. ”De vil skændes som fritter i en sæk,” udtaler kilden. Generelt er der mange anonyme citater i aviserne fra kilder tæt på regeringen. The Guardian skriver, at Boris Johnsons indlæggelse har skabt et politisk vakuum. Ifølge avisen har Boris Johnsons stedfortræder, udenrigsminister Dominic Raab, ikke et klart mandat til at ændre kurs uden Johnsons samtykke eller uden enighed blandt regeringens ministre.

Premierministerens indlæggelse sker på et kritisk tidspunkt. Da Boris Johnson lukkede det britiske samfund ned, lovede han, at nedlukningen skulle evalueres mandag d. 13. april. Den plan holder stadig, lyder det fra premierministerens kontor bag den højblanke, sorte dør i Downing Street nr. 10. Men der er endnu ingen prognoser for, hvor længe økonomien skal være sengeliggende, eller hvornår skolerne kan åbne igen. Hvem, der skal tage beslutningen om, hvordan og hvornår det sker, er uklart.

Alfie Plant, der er gymnasieelev og bor i London, har dog stadig tillid til, at landet bliver styret efter bedste evne.

”Selvom det er bekymrende, at premierministeren ikke har kunnet lede landet i flere dage, så tror jeg ikke, at han er nødvendig for, at der bliver taget gode beslutninger. Jeg har mere tillid til de eksperter, der vejleder ham,” siger han.

Håndtryk på hospitalet
Både verdens statsledere og de britiske borgere ønsker fortsat Boris Johnson god bedring. Han bliver dog også mødt med beskyldninger om, at han selv er skyld i sin sygdom. Den 3. marts fortalte premierministeren på et pressemøde, at han havde besøgt coronapatienter og givet dem hånden. Få uger efter blev han selv erklæret smittet.

”Det er en fjollet ting at gøre. Særligt fordi han fik virussen kort tid efter,” siger Alfie Plant.

Den opfattelse deler Kerry Cross:

”Det er ironisk, at han fortæller folk, at de skal blive hjemme, hvorefter han bliver set give hånd til mennesker, som var indlagt med virussen. Uden nogen former for beskyttelsesudstyr. Og nu er han meget, meget syg. Jeg har ondt af ham og hans familie, men det er også lidt hans egen skyld,” siger hun.

Kerry Cross er ved at uddanne sig til diætist og var i praktik ved NHS, det offentlige sundhedsvæsen. Resten af hendes praktik er nu skubbet til næste år. Hun oplever et NHS, der allerede er presset til sit yderste. Hun er også bekymret for, at personalet ikke har tilstrækkeligt med sikkerhedsudstyr. Generelt mener hun ikke, at regeringen har været tilstrækkeligt forberedt på pandemien.

En anden brite, der har savnet lederskab – både før og efter Johnson kom på hospitalet – er Emily Usher. Før krisen arbejdede hun som fotograf, men nu arbejder hun på deltid i et supermarked for at kunne betale sin husleje.

Emily Usher mener, at regeringens anbefalinger er for uklare. Hun ser stadig mange, der sidder tæt i grupper, når hun cykler til og fra arbejde.

”Boris Johnsons indlæggelse har ikke ændret folks adfærd. Folk er stadig udenfor og fortsætter deres liv, som om alt er, som det plejer. Man skulle ellers tro, at det ville få folk til at ændre adfærd, at vores premierminister er indlagt på hospitalet. Folk burde tænke: ‘Okay, det her er faktisk seriøst. Det kan ske for enhver’,” siger Emily Usher.

Emily Usher, da hun arbejdede som fotograf før coronakrisen. Nu arbejder hun i supermarkedet Iceland. Foto: LiamLeesonMedia

Hun siger, at flere af hendes venner deler hendes opfattelse af, at der ikke er ordentligt styr på krisen. Hun mener også, at regeringen var for langsom til at lukke landet ned.

”Hvis vi havde lukket landet ned tidligere, så havde jeg følt mig mere sikker. Og Boris ville måske ikke være blevet indlagt.”

Anne Sofie Feld er journalist og har bopæl i London.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Carl Recine/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: