I Catalonien er tilslutningen til løsrivelsesprojektet faldende og mobiliseringen svindende. Den nye centralregering vil gerne i dialog, men Puigdemont, Torra og unge militante ægger hinanden videre ud i sammenstød. Regionsparlamentet blev forsøgt besat på årsdagen for afstemningen for løsrivelse, og det før så populære regionspoliti begynder at frygte for egen sikkerhed.
Analyse af Sara Høyrup
Den 10. oktober for et år siden kom den første foreløbige erklæring om løsrivelse fra den regionale regering i Cataloniens side. Forud var gået en folkeafstemning om uafhængighed, som på forhånd havde dom for at være forfatningsstridig. I det år, der er gået, er det tydeligt, at tilslutningen til løsrivelsesprojektet er faldende og mobiliseringen svindende.
Mandag den 1. oktober i år skulle Catalonien således efter planen sættes i stå ligesom under sidste efterårs såkaldte “generalstrejker”. Dengang sendte regionsregeringen skolelærerne hjem, og unge militante lukkede ned for næringsliv, trafik og domhus.
Og der blev da også spærret indfaldsveje og toglinjer fra morgenstunden i år, men ellers skete der ikke meget. Om aftenen mødte folk frem i større mål på Plaça Catalunya – men slet, slet ikke i samme tal som sidste år.
Opinionsundersøgelser viser stærkt faldende tilslutning til løsrivelsesprojektet, og på gade og vej kan den svindende mobilisering iagttages med det blotte øje. Om det så er de mange løsrivelsesflag på byens balkoner, forsvinder de én for én. De private balkoner vel at mærke – for på rådhuse og regionens regeringsbygning hænger stadig enorme gule sløjfer og slogans, der skal minde om de fængslede separatistledere.
Erhvervslivet forlader regionen
På Restaurant Silenus i Barcelonas “madkvarter” Raval fortæller ejeren Andrés dybt bekymret om vigende besøgstal i det smukke lokale. Opgørelser viser, at den turisme, som byen lever af, ikke tog det så nøje med terrorattentatet 17. august sidste år. Den efterfølgende politiske usikkerhed derimod gjorde indtryk, fordi den er permanent og konstant kaster konflikt af sig.
Allerede tidligt i forløbet forlod mange virksomheder regionen og med dem en tredjedel af erhvervslivet. Iblandt dem var La Caixa Banc, elselskabet og gasselskabet, cavaproducenten Codorníu og den store forlagsgruppe Planeta. Den unionistiske blog Dolça Catalunya taler om 5.000 udvandrede firmaer, og andre nævner tallet 4.800. I alt fald forlod 3.000 virksomheder regionen allerede tidligt i forløbet og tog en tredjedel af bruttoproduktet med sig.
Det er et stort tab i skatteprovenu, og regionen bliver derfor fattigere. Den lokale udgave af velfærdsstaten er i forvejen på hælene med for eksempel underfinansiering af folkeskolen. Fattigere bliver også den enkelte borger, når effekten af firmaflugten slår helt igennem, og de konkrete arbejdspladser flyttes fysisk væk.
EU støtter centralregeringen
Den Europæiske Union har i løbet af det forgangne år stillet sig stadig mere explicit på centralregeringens side. EU har ingen interesse i destabiliserende udviklinger, der kan skabe præcedens for de mange små løsrivelsesbevægelser rundt omkring i rige regioner som Norditalien og Bayern.
I Madrid er der siden begivenhederne sidste år kommet ny socialdemokratisk regering til som afløser for den konservative PP-regering. Det skete lige før sommerferien. Regeringschef Pedro Sánchez fra PSOE har som et af sine vigtigste projekter at sikre afspænding i Catalonien.
Imidlertid er den officielle holdning blandt separatisterne, at der ikke er noget nyt under solen. PSOE-regeringen fastholder nemlig, at al samtale skal foregå inden for forfatningens rammer. En reform af forfatningen er også på tapetet – men Sánchez siger, at en forfatningsændring kræver politisk arbejde og kompromisser, ikke udenomsparlamentarisk gang i gaden og paladsrevolutioner.
En ny forfatning kan meget vel gøre Spanien til en forbundsstat ligesom eksempelvis Tyskland og USA. En fortaler for dette er samfundsdebattør Jordi Gracia, som dog allerede sidste år sagde til mig, at det aldrig vil være nok for de mest indædte separatister.
Sidste års afstemning for løsrivelse vandt ifølge separatisternes egen optælling 90 procents tilslutning, idet unionisterne boykottede den. Separatisterne udlagde det som et “folkeligt mandat” til løsrivelse skønt valgdeltagelsen ikke var imponerende.
Et år i uvishedens tegn
Lige før jul 2017 vandt den separatistiske blok på ny et smalt parlamentarisk flertal med et mindretal af stemmer ligesom ved forrige valg i 2015. Dengang skulle afstemningen med separatistledernes ord forestille at “gælde for en folkeafstemning”, som altså ikke faldt ud til separatisternes fordel.
Det kan lade sig gøre at vinde et flertal af pladser med et mindretal af stemmer, fordi stemmerne ikke vægtes lige: Stemmer afgivet i den nationalistisk sindede provins vægtes mange gange højere end stemmerne i den verdensvendte hovedby Barcelona og dens spansksindede omegnskommuner.
Det tog dog en lang og en bred, før separatisterne kunne danne regionsregering – og siden da er det politiske arbejde aldrig rigtigt kommet i gang. Meget af tiden holder regionsparlamentet simpelthen lukket. Resten af tiden befatter regionsparlamentet sig mest med at “befri fangerne”, altså at presse retsvæsnet til at ophæve varetægtsfængslingen af separatistlederne, som står anklaget for forsøg på statskup og underslæb i den forbindelse.
To regionsformænd
Den undvegne regionsformand Carles Puigdemont har traditionen tro udpeget sin efterfølger. Valget faldt på den ukendte Quim Torra, ultranationalist og identitarisk aktivist med en slipstrøm af racistiske udtalelser i bagagen.
Lederen af den regionale catalanske regering, Quim Torra, under en tale på årsdagen for afstemningen den 1. oktober. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Manu Fernandez/
Torra bedyrer selv, at han alene holder pladsen for Puigdemont, men repræsenterer alligevel det standpunkt, at løsrivelsesforsøget skal fortsætte, mens Puigdemont er begyndt at tale om, at det hele har lange udsigter.
Den undvegne regionsformands forsøg på at regere fra Waterloo i Belgien fader stadig mere ud, skønt han til en start blev regnet for “den legitime regionsformand”.
Imens ude til højre
Imens får det yderste højre vind i sejlene, og partiet VOX taler for at centralisere landet på ny. Den allerførste effekt af udråbelsen af den catalanske republik sidste oktober var da også en suspendering af hjemmestyret, som varede ved, indtil der var dannet en ny regionsregering langt inde i dette år.
Også ideologisk moderate unionister er utrygge ved lokalstatens forvaltning af de meget store bemyndigelser til selv at bestemme suverænt på områder som uddannelse. Det socialliberale parti Ciudadanos taler derfor for en styrket kontrol med undervisningen i skolerne. Folkeskolen i Catalonien marginaliserer nemlig, anfører de, det medofficielle spanske sprog, der er modersmål for et flertal i regionen, og historieundervisningen har det med at udarte til faktastridig propaganda.
Stormløb på regionsparlamentet
I sommerens sidste dage op til etårsdagen mandag den 1. oktober har de mest hard core separatister forsøgt at fastholde spændingen i regionen, sådan som regionschef Quim Torra har opfordret dem til.
Torra bestilt endnu et “hedt efterår”, skønt Puigdemont som noget helt nyt har udskudt løsrivelsen til om “20-30 år”. Den siddende regionschef har sågar opfordret de radikale blandt separatisterne til at vedblive med at lægge “pres” på de folkevalgte i regionen. Og det gjorde de så. Den første oktoberaften i år forsøgte separatister at tage regionsparlamentet med storm, dagen før politikerforsamlingen omsider skulle begynde at bedrive politik igen efter en usædvanligt lang sommerferie dekreteret af Torra.
Det gik så vildt for sig, at regionspolitiet måtte lukke sig inde i bygningen og afvente forstærkninger, skønt de i forvejen møder talstærkt frem til alle separatistaktioner i disse dage.
Deltagere i en demonstration for løsrivelse af Catalonien fra Spanien kaster maling mod det regionale, catalanske politi på gaden i Girona. – Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Manu Fernandez/
To dage tidligere demonstrerede rigspoliti og gendarmer for ligeløn, eftersom de betales langt ringere end regionspolitiet. En separatistisk såkaldt “modgruppe” hindrede demonstrationens planlagte mødested foran regionsparlamentet. På samme måde hindrede udkantsnationalister sammesteds et par uger tidligere en demonstration for en tosproget folkeskole, i modsætning til rent catalansksprogede.
Efter stormløbet på regionsparlamentet opfordrede politiforeningen CSIF regionsregeringen til ikke at sætte politifolkenes liv og lemmer på spil.
Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent · www.sarahoyrup.com · F+I+T: @lahoyrup
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Daniel Cole/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 