Den prisbelønnede norske serie ’Lykkeland’ er tilbage med en ny sæson på NRK. Fokus i serien er fortællingen om det norske olieeventyr, der ændrede den norske økonomi, landets selvopfattelse og landets muligheder radikalt. Den nye sæson følger fortsat de fire unge mennesker, der står midt i begivenhederne, og de muligheder, olien og den nye tid bringer.

Baggrund af Astrid Bugge, NabolandsKanalerne

Første sæson af den prisbelønnede serie om det norske olieeventyr i Stavanger ramte publikum lige i hjertet. Men også hovedet, for serien fortæller et vigtigt stykke norgeshistorie, der ikke er til at komme udenom, hvis man skal forstå landet og det norske folks selvopfattelse i dag.

Derfor har der også været udtrykt ønsker om en anden sæson både fra publikum og teamet bag serien, lige siden rulleteksterne fra første sæson forlod skærmen. ”Vi er utrolig glade for at fortsætte fortællingen af denne vigtige historie, som langt fra er færdigfortalt”, har seriens producent Synnøve Hørsdal udtalt.

Det mest spændende sted i den mest spændende tid
Seriens første sæson startede med det afgørende oliefund på oliefeltet Ekofisk i Nordsøen i 1969 og fulgte begivenhedernes gang frem til dannelsen af Statoil i 1972.

En af karaktererne udtalte i en af sæsonens centrale scener: ”Vi lever på det mest spændende sted i den mest spændende tid i verden – lige præcis nu!” – en sætning, der skulle blive toneangivende for hele sæsonen og stemningen i serien.

Når vi møder de fire hovedpersoner i den nye sæson, står de fortsat midt i begivenhedernes gang, men der er gået 5 år, og vi er nået til år 1977.

– Foto: NRK

Nu er den ambitiøse Anna (Anne Regine Ellingsæter) færdiguddannet som civiløkonom, og hun er blevet gift med den amerikanske advokat Jonathan (Bart Edwards), mens Toril (Malene Wadel), der har en baggrund i det stærkt troende Norge, er blevet gift med rederisønnen Christian (Paal Herman Ims).

Mørke skyer over lykkelandet
Den rasende udvikling og de nye muligheder, som olien bringer med sig, har sat et uigenkaldeligt præg på Stavanger, Klondyke-stemningen er til at tage og føle på, og pengene strømmer i den nye oliehovedstad.

Byen rider på en succes så glat som olie, og trods alarmklokker og faresignaler bliver der hele tiden skruet op for tempoet på boreplatformene.

I hvert fald indtil de mørke skyer dukker op og lægger sig over lykkelandet. For en dag i april 1977 opstår en ukontrolleret udpumpning i Nordsøen på en af platformene på Ekofisk-feltet, og for første gang oplever man for alvor de miljømæssige konsekvenser af olieudvindingen.

Ulykken er dog hurtigt glemt, og så snart brønden er lukket, strømmer pengene videre. Lige indtil den skæbnesvangre dag i marts 1980, hvor katastrofen, der indvarsler et epokeskift i den norske oliehistorie, finder sted: Boligplatformen Alexander L. Kielland kollapser og tager 123 mennesker med sig i døden i Nordsøen. Kan man overhovedet komme videre derfra?

International succes
Ved den internationale seriefestival i Cannes i april 2018 fik serien en strålende modtagelse og vandt endda priserne Bedste manuskript og Bedste soundtrack.

Nationalt i Norge har serien også vundet prisen for årets drama ved Gullruten i 2019, mens Anne Regine Ellingsæter, der spiller den unge Anna, vandt prisen Årets skuespiller.

– Foto: NRK

Den internationale succes fortsætter vidt omkring, og første sæson kan bryste sig af at være vist i følgende lande: Australia, Canada, USA, Storbritannien, Østrig, Tyskland, Irland, Grækenland, Portugal, Belgien, Nederland, Spanien Tjekkiet, Litauen, Estland, Danmark, Sverige, Finland og Island.

Anden sæson følger trop og er allerede solgt til 22 lande, deriblandt USA, Canada, Storbritannien, Irland, Spanien og Rusland, og vil også blive vist på de nordiske public service-kanaler.

Norges svar på Matador
Herhjemme har medierne hyldet den norske serie og med rette kaldt den for “Norges Matador” og peget på alle de genkendelige elementer, serien rummer. For ”nok er Stavanger ikke Korsbæk, men historien om udefrakommende forandringer, der vender op og ned på det kendte, er universel”, skrev Kristeligt Dagblad om første sæson.

”En overset guldgrube af en tv-serie […] der har fået alt for lidt opmærksom i Danmark”, var nogle af ordene fra Politiken, da første sæson af ’Lykkeland’ blev vist.

Anden sæson af ’Lykkeland’ havde premiere på NRK1 søndag den 2. januar kl. 20.20. Naturligvis med danske undertekster. Den nye sæson består af 8 afsnit, der slippes enkeltvis hver søndag aften i den kommende tid

Husk også, at flere tv-distributører tilbyder onlinestreaming eller catch up-tjenester. Undersøg, om dette gælder din distributør, hvis du vil se eller gense serien fra start til slut.

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt den 20. december 2021 på nabolandskanalerne.dk

Billede i artiklens top: /NRK/