Premierministrene Zoran Zaev og Alexis Tsipras i henholdsvis Skopje og Athen har hver især offentliggjort deres fælles løsning på den årelange navnestrid. Republikken Makedonien – eller i officielle FN-termer “den tidligere jugoslaviske republik Makedonien” – skal nu hedde Nordmakedonien.
Analyse af John Petersen
MAKEDONIEN | Republic of North Macedonia, Republika Severna Makedonija, Republika e Maqedonisë së Veriut og Nordmakedonien på henholdsvis engelsk, makedonsk, albansk og dansk. Det bliver det nye navn på balkanstaten, hvis FN-betegnelse hidtil har været former Yugoslav Republic of Macedonia (fYRoM), og hvis forfatningsmæssige navn er Republikken Makedonien. Ifølge aftalen mellem premierministrene Zoran Zaev (billedet) og Alexis Tsipras’, som de har præsenteret den i offentligheden. Aftaleteksten er endnu ikke offentliggjort.
Hvis de to lande formår at efterleve aftalen, betyder det, at en væsentlig hindring er ryddet af vejen for et kommende EU- og NATO-medlemskab for det land, der nu bliver kaldt Nordmakedonien. Grækenland vil ikke længere blokere for, at Nordmakedonien kan blive medlem af de to organisationer.
Aftalen har i det hele taget meget store perspektiver for eventuel varig stabilitet på Balkan og dermed i Europa. Forudsat naturligvis, at USA,s utilregnelighed er et forbigående fænomen.
Sprog, identitet og forfatning
Der er tale om en såkaldt erga omnes-løsning, hvilket betyder, at navnet skal benyttes i alle sammenhænge – både indenrigs og udenrigs. Det betyder, at det kommende Nordmakedoniens forfatning skal ændres, så navnet også fremgår af forfatningen. Det var et græsk krav, at løsningen netop skulle være erga omnes.
I FN-systemet vil man fremover skulle referere til befolkningen i Nordmakedonien som ”makedonere” henholdsvis ”borgere i Republikken Nordmakedonien”.
Det makedonske sprog vil også i fremtiden, ifølge det offentliggjorte om aftalen mellem Athen og Skopje, blive kaldt makedonsk.
Forfatningsændring kræver folkeafstemning
I staten, som vi nu skal vænnes os til at kalde Nordmakedonien, kræver det 2/3 flertal i parlamentet eller en folkeafstemning, når forfatningen skal ændres.
Præsident Gjorgje Ivanov og lederen af det nationalkonservative oppositionsparti, Hristijan Mitskoski, har allerede meddelt, at de ikke støtter aftalen. For VMRO-DPMNE, som det nationalkonservative parti hedder, er det i nogen grad partiets hele identitet at være imod et kompromis med Grækenland, så det er som ventet.
VMRO-DPMNE-blokken i parlamentet råder over 51 af de 120 stemmer i parlamentet, hvorfor en forfatningsændring via parlamentet er urealistisk. Derfor skal der en folkeafstemning til.
Albanerne stemmer for
De albanske stemmer er sikre, både i parlamentet og i en folkeafstemning. For albanerne repræsenterer medlemskab af NATO – men i nogen grad også af EU – en garanti for, at den makedonske nationalisme holdes i ave. Albanere har i deres egenforståelse allerede prøvet at være ”alene hjemme med slaverne”, og det ønsker de ikke at gentage. Hvis en forfatningsændring er adgangsbillet til NATO, så stemmer albanerne for forfatningsændringen.
Det er sandsynligvis en meget vigtig detalje i løsningen på navnestriden, at FN vil skulle referere til befolkningens ”nationality” på to måder – som beskrevet ovenfor. Hvis ”nationaliteten” alene havde været ”makedonsk”, så ville det for albanerne være grund til at stemme imod løsningen eller måske at undlade at stemme. Selvom ”nationality” i den angelsaksiske verden ikke nødvendigvis er en etnisk kategori, så forstås den jo typisk sådan i Europa. Og i stort omfang også af både makedonere og albanere. Og albanerne kommer aldrig til at kalde sig makedonere i denne den eneste forstand, de regner for relevant.
Usikkerhed om makedonerne
Mitskoski og Ivanov repræsenterer en modvilje, som er bredt forankret i den makedonske del af befolkningen – både i den socialdemokratiske og i den nationalkonservative blok. Man kan let forestille sig, at der vil blive ført kampagne for at undlade at stemme, når forfatningsændringen går til folkeafstemning.
Hvis alle albanere stemmer og stemmer for, og når albanerne udgør cirka 25 procent af de mulige stemmer, så skal makedonerne og de øvrige befolkningsgrupper levere yderligere 25 procent for at komme op på de 50 procent, der gør en folkeafstemning valid. Makedonerne udgør cirka 2/3 af befolkningen. Cirka halvdelen af dem stemmer på VMRO-DPMNE, og også en del socialdemokrater vil formentlig kunne bevæges til at boykotte en afstemning. Derfor er der usikkerhed, om man vil kunne nå op på de 50 procent afgivne stemmer.
I den sammenhæng har mange fæstnet sig ved, hvad VMRO-DPMNE’s Hristijan Mitskoski helt præcis sagde i sin kommentar til Zaev og Tsipras løsningsforslag. Han sagde, at han vil stemme, og at han vil stemme imod. Han lægger altså ikke op til at boykotte folkeafstemningen. Mange håber på, at det i virkeligheden er en skjult støtte til at få løst navnestriden. Hvis det lykkes at mobilisere 50 procent af de mulige stemmer, så kræver det fortsat, at et flertal af disse stemmer er for forfatningsændringen. Heller ikke dét er der nogen sikkerhed for.
Artiklen her er tidligere bragt i Magasinet rØST den 13.6.2018 og oprindeligt på Tekstpetersen.dk den 12.6.2018
John Petersen skriver fast blog tekstpetersen.dk om kultur og politik i Makedonien fra sin bopæl i Skopje.
Billede i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Boris Grdanoski/
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb via MobilePay Støt os fast via Patreon
